Torsdagstrivialiteter?!

I går gik det op for os, at sandblæseren ikke havde været grundig nok. Efter at have fjernet 500 kg pulveriseret sand iblandet ditto rust, fik vi syn for sagen. Der sidder stadig en hel del rust tilbage. Selvfølgelig primært i de fuldstændigt ufremkommelige hjørner og kroge.
Og da det er komplet meningsløst at begynde at smøre for 10000 kroner (nej, der er desværre ingen tastefejl!) drikkevandsgodkendt epoxymaling på, før tankene er HELT fri for rust, måtte den grumme konklusion blive, at vi selv skulle i gang med at få den sidste rust sandblæst. Det sidder nemlig på steder, hvor det ikke er muligt at komme til med mekanisk værktøj af nogen art.

Det var mildt sagt et nedslået par, der gik til køjs hjemme hos os i går aftes efter at have brugt timer på at hente kompressor, slæbe sandsække og udbedre afdækningen.
Tanken om de mange uforudsete, ekstra arbejdstimer er én ting, tanken om at have betalt en håndfuld tusindlapper for noget, der ikke er i orden er en anden - men tanken om, at vi måske ikke kan nå at blive færdige, før skidtet ruster mellem hænderne på os, er næsten ubærlig.
Der findes ikke meget, der er lige så sårbart som blottet, nøgent stål. Bare for lige at blive mindet om, HVOR sårbart det er, kom jeg til at dryppe en lille dråbe kondens fra mit støvværn, da jeg stod på hovedet i styrbords tank, for at kigge op i hjørnerne. Selvom jeg i al hast fik tørret dråben væk, var der alligevel dannet en rustplet efter bare et par timer! Altså går vi lige nu rundt med nerverne uden på tøjet og krydser alt, hvad krydses kan, for at vi når det, inden vi bliver slået tilbage til udgangpunktet.

I dag var det så planen, at kæresten skulle køre på havnen og begynde at sandblæse med vores eget (hobby)udstyr, mens jeg var på arbejde. Men det meste af formiddagen er gået med at finde ud af, hvor man skaffer motorolie til en kompressor, der er løbet tør. Nu tør jeg dårligt nok ringe og høre, hvordan det går, for jeg kan ikke rigtig rumme tanken om flere modløse ord lige nu. Jeg mangler at mobilisere noget mentalt overskud, for der er lidt lavvande i kassen lige nu, må jeg desværre erkende. Heldigvis har jeg udsigt til endnu en uges ferie fra og med i morgen, og lørdag har jeg frikvarter fra projektet hele dagen. Måske det er nok til at få fyldt batterierne op.
Det løser sig. Det SKAL det.

Det er ikke nogen helt lille udfordring vi står overfor her! Rigtig mange ting, som vi tidligere har maset med, synes pludselig legende lette...nu håber jeg bare ikke, at vi kommer til at stå over for en masse forhindringeri fremtiden, der får denne til at virke let! Vi oplever udfordringer på dette renoveringsprojekt, som nok ville tage pippet fra nogle, men som vi prøver at fokusere på som lærerige og styrkende. Vi bliver hele tiden klogere og stærkere - og trods genvordighederne rykker vi os også hele tiden nærmere målet. Også selvom det ikke går helt så hurtigt, som vi kunne have ønsket.
Og vores udfordringer er jo i virkeligheden INGENTING ved siden af så mange andres, de fylder bare meget i vores tilværelse.