Man får da ikke kræft som 33-årig?!!?

- da i hvert fald ikke, når man lever sundt, motionerer, aldrig har røget og ikke har nogen cancertilfælde i familien. Eller hvad? Det spørgsmål har været alt, alt for påtrængende de sidste par uger.

(Til orientering inden videre læsning: Først og fremmest er jeg IKKE ramt af cancer! Dernæst er der tale om et meget langt indlæg, selvom jeg har skåret i det - men bloggen er min ventil og mine ord her trængte bare til at komme ud.)

Jeg havde ikke talt med nogen om det. Faktisk havde jeg valgt ikke at nævne det med et eneste ord, hverken verbalt eller skriftligt. Ikke engang kæresten har vidst besked. Simpelthen fordi jeg ikke ville tilføre energi til noget, der kunne risikere at vokse sig alt for stort og angstfremkaldende. For skrækscenariet lå jo lige til højrebenet. Og jeg kunne absolut ingenting stille op ud over at væbne mig med tålmodighed, mens helligdagene satte en bremse for afklaring.

Jeg ved ikke, om det var rigtigt at disponere, som jeg gjorde – måske skulle jeg have delt det med nogen… men jeg kunne ikke, ville ikke, turde ganske enkelt ikke rette fokus mod det uoverskuelige. Det lykkedes egentlig fint at abstrahere fra det de første dage af ferien, men de sidste dage var min lunte ultrakort og stresshormon bankede rundt i hele kroppen. For selvom jeg gjorde hvad jeg kunne for at bevare reon og en nøgtern indstilling, var fakta desværre ikke til at tage fejl af. Der var ikke tale om en panikhandling, da jeg ringede og fik en tid. Jeg havde følt, mærket efter og observeret gennem mere end en uge – uden at noget var forandret. Den var der, og den var på størrelse med en mandel. Og det var ikke småting, der udspillede sig i mit hoved, da jeg i går eftermiddag tog til lægen sammen med mit venstre bryst.

Hun følte, mærkede efter, spurgte og tog i det hele taget situationen meget alvorligt. Men på en professionel og rolig måde. Hun strøg mig endda over kinden, da det hele med ét blev alt for påtrængende virkeligt. Og hun tilbød mig to muligheder. Et opkald til speciallægeklinikken lige ovre på den anden side af gaden. Eller et tryk på den store røde knap ude på mammakirurgisk på Riget.
Jeg tog imod hendes råd om først at forsøge med forslag nummer et. Lykken stod den lidet kække bi og fem minutter efter sad jeg med en henvisning i et nyt venteværelse, mens tårer og tunge tanker trængte sig på. Pludselig var det på ingen måde muligt at flytte fokus til noget som helst andet. Der blev taget maaaaange dyyyyyyybe indåndinger den næste halve time, indtil det blev min tur.

Så på en helt almindelig tirsdag i april fik jeg lavet mit livs første mammografi. Jeg kan afsløre, at det gør forbandet ondt. Ens brystvæv bliver klemt fuldstændig splat-ud-agtigt hårdt. Og man sidder fast som i en skruestik. Sygeplejersken fortalte, at det er mindre smertefuldt, når man er ældre og det hele er blevet lidt mere slapt. Jo tak, men det er altså en ringe trøst på den måde at få at vide, at ens bryster stadig er forholdsvis faste. Lige dér ønskede jeg mig tilbage til de år som roer, hvor jeg vejede mindre og der var mindre til at fylde BH'en ud. Eller rettere, jeg ønskede mig langt væk. Ønskede bare, at det skulle være overstået. Men næ nej – for det er jo ikke gjort med fire røntgenfotografier i en vridemaskine. Man skal også igennem en gang ultralydsscanning. Som, selvom den ikke gør fysisk ondt, også er en barsk oplevelse, når det er knuder, der kigges efter.


Jeg havde nok altid haft en forestilling om, at jeg ville ligge og kigge på et lille foster, når jeg en gang skulle prøve at blive scannet. Men der var ikke noget lille blinkende hjerte hér. Der var i stedet to sorte pletter.
Så jeg lå dér, med masser af iskold gelé smurt ud over brysterne (på ingen måde nogen erotisk oplevelse kan jeg afsløre), og gloede op i loftet, mens jeg mærkede mine ører lige så stille fyldes op med tårer, der sev ned ad kinderne. Jeg var sgu bange! Sådan på randen til at blive rigtig grundangst…

Lettelsen var derfor helt ubeskrivelig, da Dr. Skomorowskas ord efter nogen tid sivede ind i min hjerne - at de to sorte pletter, jeg kunne se på skærmen, ikke var svulster, men cyster. Med vand i. VAND!!!

Jeg nåede ellers at tænke over mange ting i løbet af ganske få timer...hvordan fortæller man sine nærmeste, at man har fået kræft? Hvordan fortsætter man sit liv? Hvordan er prognoserne for brystkræft nu? Hvad med vores planer for de næste år? Båden? Jordomsejlingen? Fremtiden? Hvad med de børn, jeg ikke har født endnu? Helt ufatteligt mange tanker, som jeg heldigvis ikke skulle til at håndtere i praksis. Nu skulle jeg bare samle mig sammen, tørre tårerne (og geléen) væk og trille tilbage på arbejde. Jeg gik og kiggede lidt på scanningsbilledet (en småbizar ting at få med, når det nu ikke var et foster) og fik pulsen ned igen. Og så fortsatte hverdagen....

Men sikke et wake up call!!

Så for at svare på mit eget spørgsmål i starten: Jo, man kan sagtens få kræft som 33-årig. Kræft er forholdsvis ligeglad med alder, det ved jeg godt. Men jeg har trukket et frinummer og skal lige nu kun forholde mig til to cyster. Og det er alt andet lige temmelig meget lettere!