15.4.09

Man får da ikke kræft som 33-årig?!!?

- da i hvert fald ikke, når man lever sundt, motionerer, aldrig har røget og ikke har nogen cancertilfælde i familien. Eller hvad? Det spørgsmål har været alt, alt for påtrængende de sidste par uger.

(Til orientering inden videre læsning: Først og fremmest er jeg IKKE ramt af cancer! Dernæst er der tale om et meget langt indlæg, selvom jeg har skåret i det - men bloggen er min ventil og mine ord her trængte bare til at komme ud.)

Jeg havde ikke talt med nogen om det. Faktisk havde jeg valgt ikke at nævne det med et eneste ord, hverken verbalt eller skriftligt. Ikke engang kæresten har vidst besked. Simpelthen fordi jeg ikke ville tilføre energi til noget, der kunne risikere at vokse sig alt for stort og angstfremkaldende. For skrækscenariet lå jo lige til højrebenet. Og jeg kunne absolut ingenting stille op ud over at væbne mig med tålmodighed, mens helligdagene satte en bremse for afklaring.

Jeg ved ikke, om det var rigtigt at disponere, som jeg gjorde – måske skulle jeg have delt det med nogen… men jeg kunne ikke, ville ikke, turde ganske enkelt ikke rette fokus mod det uoverskuelige. Det lykkedes egentlig fint at abstrahere fra det de første dage af ferien, men de sidste dage var min lunte ultrakort og stresshormon bankede rundt i hele kroppen. For selvom jeg gjorde hvad jeg kunne for at bevare reon og en nøgtern indstilling, var fakta desværre ikke til at tage fejl af. Der var ikke tale om en panikhandling, da jeg ringede og fik en tid. Jeg havde følt, mærket efter og observeret gennem mere end en uge – uden at noget var forandret. Den var der, og den var på størrelse med en mandel. Og det var ikke småting, der udspillede sig i mit hoved, da jeg i går eftermiddag tog til lægen sammen med mit venstre bryst.

Hun følte, mærkede efter, spurgte og tog i det hele taget situationen meget alvorligt. Men på en professionel og rolig måde. Hun strøg mig endda over kinden, da det hele med ét blev alt for påtrængende virkeligt. Og hun tilbød mig to muligheder. Et opkald til speciallægeklinikken lige ovre på den anden side af gaden. Eller et tryk på den store røde knap ude på mammakirurgisk på Riget.
Jeg tog imod hendes råd om først at forsøge med forslag nummer et. Lykken stod den lidet kække bi og fem minutter efter sad jeg med en henvisning i et nyt venteværelse, mens tårer og tunge tanker trængte sig på. Pludselig var det på ingen måde muligt at flytte fokus til noget som helst andet. Der blev taget maaaaange dyyyyyyybe indåndinger den næste halve time, indtil det blev min tur.

Så på en helt almindelig tirsdag i april fik jeg lavet mit livs første mammografi. Jeg kan afsløre, at det gør forbandet ondt. Ens brystvæv bliver klemt fuldstændig splat-ud-agtigt hårdt. Og man sidder fast som i en skruestik. Sygeplejersken fortalte, at det er mindre smertefuldt, når man er ældre og det hele er blevet lidt mere slapt. Jo tak, men det er altså en ringe trøst på den måde at få at vide, at ens bryster stadig er forholdsvis faste. Lige dér ønskede jeg mig tilbage til de år som roer, hvor jeg vejede mindre og der var mindre til at fylde BH'en ud. Eller rettere, jeg ønskede mig langt væk. Ønskede bare, at det skulle være overstået. Men næ nej – for det er jo ikke gjort med fire røntgenfotografier i en vridemaskine. Man skal også igennem en gang ultralydsscanning. Som, selvom den ikke gør fysisk ondt, også er en barsk oplevelse, når det er knuder, der kigges efter.


Jeg havde nok altid haft en forestilling om, at jeg ville ligge og kigge på et lille foster, når jeg en gang skulle prøve at blive scannet. Men der var ikke noget lille blinkende hjerte hér. Der var i stedet to sorte pletter.
Så jeg lå dér, med masser af iskold gelé smurt ud over brysterne (på ingen måde nogen erotisk oplevelse kan jeg afsløre), og gloede op i loftet, mens jeg mærkede mine ører lige så stille fyldes op med tårer, der sev ned ad kinderne. Jeg var sgu bange! Sådan på randen til at blive rigtig grundangst…

Lettelsen var derfor helt ubeskrivelig, da Dr. Skomorowskas ord efter nogen tid sivede ind i min hjerne - at de to sorte pletter, jeg kunne se på skærmen, ikke var svulster, men cyster. Med vand i. VAND!!!


Jeg nåede ellers at tænke over mange ting i løbet af ganske få timer...hvordan fortæller man sine nærmeste, at man har fået kræft? Hvordan fortsætter man sit liv? Hvordan er prognoserne for brystkræft nu? Hvad med vores planer for de næste år? Båden? Jordomsejlingen? Fremtiden? Hvad med de børn, jeg ikke har født endnu? Helt ufatteligt mange tanker, som jeg heldigvis ikke skulle til at håndtere i praksis. Nu skulle jeg bare samle mig sammen, tørre tårerne (og geléen) væk og trille tilbage på arbejde. Jeg gik og kiggede lidt på scanningsbilledet (en småbizar ting at få med, når det nu ikke var et foster) og fik pulsen ned igen. Og så fortsatte hverdagen....

Men sikke et wake up call!!

Så for at svare på mit eget spørgsmål i starten: Jo, man kan sagtens få kræft som 33-årig. Kræft er forholdsvis ligeglad med alder, det ved jeg godt. Men jeg har trukket et frinummer og skal lige nu kun forholde mig til to cyster. Og det er alt andet lige temmelig meget lettere!

38 kommentarer:

  1. ÅHH Lotte...sikke en rædsel. Godt det kun er cyster med vand i...men angsten for at det kunne have været cancer, den er grufuld (har været der...og endte som dig) og de tanker der med kometfart drøner rundt i hovedet på een, kan ikke beskrives!
    Glad på dine vegne :-) og godt du kom til undersøgelse i en fart :-)

    SvarSlet
  2. Puha sikke en forskrækkelse!
    Men sikke tanker du er gået med helt alene. Sikke et pres du giver dig selv. Dig som har så meget overskud til andre, giver så utroligt meget, forlanger af dig selv, det helt umulige.

    Jeg er så evigt glad for afslutningen, andet havde ikke været til at bære.
    Desværre kigger kræft ikke på alder. Heldigvis skal du ikke bekymre dig om det.

    Et stort og varmt knus!

    SvarSlet
  3. Kæmpestort knus! Hvor er jeg lettet på dine vegne. Mere end du overhovedet aner!

    SvarSlet
  4. Puh, sikke en forskrækkelse! Det må have været aldeles forfærdelige tanker at tumle med hen over påsken. Godt du kom så hurtigt til undersøgelse og hvor er det godt at høre, at det blot er vand.

    Kram :-)

    SvarSlet
  5. Kære Lotte, aldrig mere må du pålægge sig sådan en prøvelse, del med andre,det ville du jo selv sige. Godt at det kun var cyster,

    Knus

    SvarSlet
  6. Tak for at du delte dette. Det er så tabueret, synes jeg. Men for nu at være lidt lommefilosofisk så er realitetn vel at vi altid er konfronteret med døden, den mulige død lige henne om hjørnet. Gode forsvarsmekanismer gør at vi ikke tænker på det, det er så slemt, så det er bedst at være fri for det. Og så sker der ting, som gør, at vi får direkte kontakt ind til at det slemme, så slemt at vi ikke engang kan dele det med vore nærmeste.

    SvarSlet
  7. Det er en ganske forfærdelig oplevelse...
    Jeg selv var i 20'erne første gang jeg mærkede en knude og midt i 20'erne anden gang....
    For fanden det er en barsk oplevelse.... Også selvom at det er postivt når man får afvide at det ikke er noget alarmerende :-D
    Krammer

    SvarSlet
  8. Hmmm, Lotte. Det var dog en barks omgang, du har været igennem. Jeg forstår slet ikke, at du ikke har delt det med din kæreste. Det ville jeg aldrig kunne bære rundt på alene - min bearbejdning ville bestå i at tale.
    Hvor er jeg glad for det vand-resultat :-) Men jo, du har helt ret, man kan desværre godt få kræft i en al al for tidlig alder. Godt du var vågen, godt du handlede og aller bedst, at resultatet var som det var"

    SvarSlet
  9. Lotte for søren - sikke nogle forfærdelige dage du har været igennem, godt det endte som det gjorde.

    Selv om jeg intellektuelt er enig i synspunktet - det skulle du da have delt med nogen - så ville jeg have gjort præcis det samme som dig - ventet og været segnefærdig under byrden.

    Vand er godt ;)

    SvarSlet
  10. >Anne
    Jeg synes egentlig, jeg tog det meget roligt. Lige til jeg sad hos lægen. Så begyndte følelserne at udkonkurrere fornuften.

    SvarSlet
  11. >Marianne
    Jeg besluttede, at jeg ikke ville dele det med nogen, før jeg vidste, om jeg var købt eller solgt. Simpelthen fordi jeg ikke kunne holde ud at gennemtænke konsekvenserne og fordi jeg ikke ville tilføre en masse energi til noget, der måske slet ikke var alvorligt. Og så synes jeg jo heller ikke, at der var nogen grund til at andre skulle gå og være bekymrede. Om det var en særlig klog beslutning ved jeg stadig ikke, men det var faktisk kun den sidste dag inden lægebesøget at jeg egentlig følte et behov for at tale om det.

    SvarSlet
  12. >Anita
    Tak - jeg er også mere lettet, end jeg overhovedet aner.

    SvarSlet
  13. >Grønlandspost
    Jeg tænkte faktisk ikke særlig meget over det i løbet af ferien - nok netop fordi jeg ikke talte med nogen om det. Og så fordi jeg var på Ærø og huset var fyldt med gæster i alle aldre.

    SvarSlet
  14. >Lene
    Jeg ved det ikke...jeg følte bare, at det blev alt for påtrængende og virkeligt og skræmmende, hvis jeg satte ord på det - derfo tav jeg. Jeg ville ikke have kunne tie, hvis jeg skulle have ventet meget længere på at blive undersøgt. Men jeg kan faktisk ikke afgøre, om jeg ville have handlet anderledes, hvis jeg blev sendt tilbage i tiden og skulle igennem det igen.
    Men du har nok ret...

    SvarSlet
  15. >Annemoloney
    Jeg har valgt at lægge dette indlæg på bloggen netop af den grund, du skriver (og så fordi jeg bruger bloggen som en slags ventil). Jeg synes nemlig også, at der stadig er for meget tabu omkring disse ting. Fx anede jeg selv ingenting om celleforandringer på livmoderhalsen, første gang jeg fik dem konstateret. DER troede jeg virkelig, at jeg skulle dø. Det er mange år siden og der er heldigvis meget mindre tabu forbundet med det nu, men jeg hjælper gerne med yderligere aftabuisering.
    Egentlig er jeg ikke bange for selve døden. Den er en naturlig og uundgåelig ting. Men jeg er ikke PARAT endnu. Overhovedet ikke.

    SvarSlet
  16. >Bambi
    Så ved du vist præcis hvordan jeg har haft det. Men bliver godt nok forskrækket...

    SvarSlet
  17. >Zette
    Jeg ville selvfølgelig have delt det med kæresten og familien, hvis der VAR noget alvorligt i vejen. Og de har også fået historien nu. Jeg tav delvis for at de ikke skulle bekymre sig, men i større grad for at jeg ikke selv skulle bekymre mig.

    SvarSlet
  18. >Husejer
    Det var faktisk kun den sidste dag inden lægebesøget der var svær. Og jeg HAR undskyldt overfor kæresten, at jeg virkede så stresset. Jeg tog flere gange tilløb til at fortælle ham hvorfor, men det blev altså først da det hele var overstået.
    Hvis jeg ikke havde fået en mammografi så hurtigt, havde jeg også delt det med ham, men nu gik jeg jo direkte fra egen læge over til vridemaskinen, så der var ikke rigtig tid til det. Og jeg ville aldrig sige den slags i en telefon. Altså måtte det vente.

    SvarSlet
  19. Det har været en voldsom oplevelse, men hvor var det godt at du fik tid hurtigt og blev sendt videre med det samme. -OG ikke mindst at du slap med skrækken.
    Har selv to af mine allerkæreste og nærmeste mennesker, unge mennesker på min egen alder i 30´erne, som har fået konstateret kræft og fået det fjernet igen. Som heldigvis ikke har nogen mén eller sygdom i dag og heller ikke umiddelbart nogen forhøjet risiko for at få den grimme sygdom igen. Heldigvis tog de også hurtigt action på en knude og en forandring i huden.

    Stort kram til dig, for at dele og for at du slap.

    SvarSlet
  20. >Valdemarsro
    Jeg har også kendt unge mennesker (den ene var bare 19, da lægerne fjernede en svulst som sad og trykkede på rygmarven), som har været syge af kræft og som i dag er raske - men det er barskt.

    SvarSlet
  21. Lotte,

    Det lyder meget voldsomt at skulle forholde sig til alene. På den anden side ville jeg nok have reageret på samme måde - nogle gange kan det at udtale tingene højt skabe en masse frygt. Men det er barske tanker at have alene!

    Desværre kan det ramme som 33-årig - men det vigtige er jo at være opmærksom og reagere hurtigt. Jeg har én gang været i den situation - og man kan nå mange grufulde tanker på kort tid....

    Heldigvis er det ikke det du skal forholde dig til - selvom der trods alt er noget fremmed i dig.

    Stort stort knus til dig!

    SvarSlet
  22. GUDSKELOV at du kun slap med skrækken! Det har været en overordentlig stor forskrækkelse du har fået.
    Men hvor har du da en fantastisk læge, der både tager det alvorligt, trøster og sørger for du kommer afsted lige nu og her.

    Om du skulle have delt det med andre vil jeg ikke sidde og dømme. Vi reagerer alle forskelligt i pressede situationer, og du har taget en beslutning, som føltes rigtigt for dig.

    Stort kram herfra.

    SvarSlet
  23. Åh kære Lotte, hvor er det godt, at du skriver om det, der for os alle er en af de største rædsler. Alt er godt nu.
    Jeg genoplivede min mors forfærdelige tid med brystkræft, da jeg læste, hvad du fortæller.

    SvarSlet
  24. >Nille
    Netop! Jeg var bange for, at den indre dramadronning ville begynde at blæse den lille mandel op til noget fuldstændig ustyrligt i min bevidsthed, hvis jeg satte ord på og involverede andre.

    SvarSlet
  25. >Mona
    Tænk, jeg har været rigtig træt af min læge, fordi det er så svært at komme igennem på telefonen og fordi det bliver slået hen, når jeg spørger om ikke de kunne overveje sådan et 'duernunummerxikøen-system' i stedet for at der bare meldes optaget. Men nu er jeg godt nok glad for hende!

    SvarSlet
  26. >Madame
    Jeg var faktisk ikke i tvivl om, at dette indlæg skulle på bloggen. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle lægge billedet på, men det er jo en del af historien. Og jeg tvinger jo ikke nogen til at læse med. Til gengæld er det mit håb, at mine ord kan være med til at gøre brystkræft og angsten for denne sygdom en lillebitte smule mindre tabubelagt.
    Du har selv haft sygdommen tæt ind på livet og ved hvor farlig den er...og hvor vigtigt det er at vide noget om den, når den rammer.

    SvarSlet
  27. Søde Lotte, hvor er jeg lettet på dine vegne! Men hold da op, det er da næsten for stort et pres, du har udsat dig selv for. På den anden side handler det vel om, hvad ens egen fornemmelse siger en. Nu får du i hverfald en masse knus med tilbagevirkende.

    SvarSlet
  28. jeezzz altså :D

    jeg havde sgu heller ikke sagt noget til nogen . . .

    voldsomt uvirkeligt - når man pludselig står i det, alt for voldsomt!

    kram

    SvarSlet
  29. Puha - sikken et indlæg. Jeg kan godt forstå at det var nogle stressede og ubehagelige dage/uger med kort lunte. Men jeg er meget glad for, at det var falsk alarm.

    SvarSlet
  30. Jeg tror at andre som dig har været i den situation - jeg gør også sådanne handlinger alene. Fordi det er så alvorligt og de behøver eftertanke.
    At sidde i en situation hvor der kun er to udfald (et positivt eller negativt) har jeg prøvet en del gange og de giver et wake up call af dimensioner som du beskriver. Og de fortæller en at man skal leve livet her og nu.
    Og jo cancer har ingen alder .....

    SvarSlet
  31. Tak for et godt tankevækkende indlæg. Jeg "gik" turen for 1 1/2 år siden og kan genkende mange af dine tanker og følelser. Jeg valgte dog til sidst at have manden min med. Det var en svær beslutning at involvere ham, men jeg er glad for, at han var med og kunne støtte mig. Det var heldigvis også falsk alarm og aldrig har jeg være så glad og lettet.
    Tusind tak fordi du delte!

    SvarSlet
  32. >Sifka
    Jeg tror, jeg ville have følt mig mere presset, hvis jeg vidste, at der også var andre, som gik og bekymrede sig. Fordi det på en eller anden måde ville være blevet større ved at fortælle det.

    SvarSlet
  33. >Pedrsn
    Uvirkeligt er netop ordet! Helt ubegribeligt...

    SvarSlet
  34. >Jens
    Jeg er også meget glad for at alarmen var falsk - men at min læge ikke desto mindre reagerede prompte på den.

    SvarSlet
  35. >Shabby
    Du som bliver konfronteret med vigtigheden af at værdsætte livet så tit...du har så ret! Vi skal huske at leve livet. NU!

    SvarSlet
  36. >Oline
    Du ved præcis hvordan jeg havde det den eftermiddag så...og lettelsen er virkelig overvældende.
    Jeg frygtede faktisk lidt, at min kæreste ville føle, jeg havde holdt ham ude for/ikke havde tillid til ham - selvom det jo slet ikke var det, det handlede om for mig. Men han tog det heldigvis pænt.

    SvarSlet
  37. Lotte for dælen da - der er skrevet mange støttende og smukke ord til dig - men jeg holder mig altså til Lenes ord.

    Det der går man altså ikke alene med - i guder altså - dit skønne, skønne menneske, hvad har du dog tænkt på.
    Alle - ALLE - vil jo hjælpe, knuse, kramme, støtte i sådan en situation.

    Lov at DET gør du aldrig mere.

    Og yes - det gør forbandet ondt at blive klemt, både på den ene og anden måde :D

    SvarSlet
  38. Jeg siger som Lene og Inger Bonde: Ikke alene. Det er ikke sikkert, at det er familien, man deler med. Det er ikke sikkert at det er fornuftigt at dele med familien. Hvis man vil have fred og forståelse er det for mig bedre at finde frem til de nærmeste venner.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!