25.5.09

Når gode idéer forsøges kvalt af bureaukratiet

I april skrev Regitze om det inovative initiativ, CityRiders.
Personligt havde jeg med det samme en rigtig god mavefornemmelse og tro på projektet, ikke bare fordi jeg godt kan lide entusiaster og iværksættere, men også fordi denne idé rent faktisk kan øge trafiksikkerheden, samtidig med at den er miljøvenlig.
Så jeg købte en andel og ventede spændt på at høre, om det lykkedes for de tre initiativtagere at skaffe de nødvendige 300.000 kroner inden 1. juni, som var deres deadline.

I dag fik jeg så en mail med følgende ordlyd:

Kære (meget tæt på) medejer af CityRiders

Den sidste uges tid har der været lidt stille fra CityRiders-førerbunkeren. I mandags modtog vi nemlig et brev fra Færdselsstyrelsen, der har sendt os i tænkeboks.

EN LILLE HISTORIE OM AT ÆDE SIN EGEN HALE
Færdselsstyrelsen banker i deres brev Taxinævnet på plads og siger, at uanset hvad Taxinævnet måtte mene, så er CityRiders omfattet af §1 stk. 1 i taxiloven. Taxinævnet har jo ellers hele tiden været af den modsatte opfattelse (og er det i øvrigt stadig). Men Færdselsstyrelsen er (desværre) storebror i den sammenhæng.

Færdselsstyrelsen siger altså til os, at vi skal søge de samme tilladelser som taxier. Men Taxinævnet kan af gode grunde ikke give os de tilladelser – fordi vi ikke kører i taxier. Så er ringen ligesom sluttet, bureaukratiet i gang med at æde sin egen hale.

TIL KAMP MOD KASSERNE
Der er nu to muligheder for CityRiders: Vi kan være ligeglade med bureaukraterne, starte CityRiders og tage slagsmålet når det kommer – evt. foran en dommer. Eller vi kan bokse systemet på plads inden vi starter op.

Vores valg er klart: Vi vil ikke starte op på kanten af loven. Derfor er vores eneste mulighed at få vores transportminister Lars Barfoed til at give CityRiders det blå stempel. Vi skal have ham til at lave en tilføjelse til bekendtgørelsen om taxikørsel, der undtager sådan nogle som os (samkørselsarrangementer og delebilsordninger er allerede undtaget). Vi har allerede taget fat i ministersekretæren og kontorchefen – snebolden ruller videre.
Læs mere om hvad vi gør nu.


ANPARTER SENDES TILBAGE
For dig, der har købt anparter i CityRiders betyder det, at du får dine penge tilbage. Vi starter ikke op før problemet med Færdselsstyrelsen er løst – ved Lars Barfoeds mellemkomst. Når vi er over den pukkel laver vi en ny anparts-emission, hvor vi håber du vil være med. Men det betyder også, at vi har mere brug end nogensinde for opbakning til CityRiders.

Læs mere om hvad DU kan gøre.

Slaget er tabt, men kampen fortsætter.

De bedste hilsner,
Joachim, Christian og David


Den slags bureaukratisk åndsformørkelse, der lige nu bremser CityRiders i at blive en realitet kan gøre mig frygtelig trist. Heldigvis synes jeg, der er en trøst at finde i trekløverets kampgejst!
Jeg tror rigtig meget på deres projekt - nu håber jeg bare, at Barfoed også kan se idéen.

3 kommentarer:

  1. Jeg vil ogsaa nok mene, at med deres gaa-paa-mod skal de nok finde en loesning. Men hvor er det trist, at de skal bremses af saadan soergelig ting, som en blind bureaukratisk vej, naar nu de saa gerne vil det...

    SvarSlet
  2. Fisker, jeg blev sgu så harm! Men jeg er heldigvis og fortrøstningsfuld.

    SvarSlet
  3. Jeg kan glæde jer med, at vi i dag har været til møde med Færdselsstyrelsen og Kammeradvokaten - og det ser ikke værst ud. De er ved at lave en bekendtgørelse, som åbner op for CityRiders - den er nok klar i starten af oktober. Selv når bekendtgørelsen er på plads er der et par ting ved CityRiders, som desuden kræver en lovændring, og den er såmænd også på vej. ETA i starten af 2010. Så med lidt god vind i ryggen lancerer vi CityRiders i starten af oktober :)

    // Joachim

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!