Arret

Han viser mig sit ar. Det synlige bevis på, at livet en dag havde knækket ham.
Jeg spørger ikke ind til detaljerne, de er ikke vigtige. Det som tæller er, at han sidder der, overfor mig, lyslevende. Jeg kan ikke se på ham, at han har sovet dårligt i nat. Jeg ved ikke, at han koldsveder. Men han fortæller mig det og forbløffer mig med sin evne til at sætte ord på noget, der tydeligvis er både tungt og svært. Fordi det i den grad hæmmer ham i hans tilværelse. Men mest fordi det handler om noget, der er usynligt.

Jeg har ikke kendt ham ret længe. Han tilhører mine forældres generation. Alligevel udviser han denne tillid, som jeg synes er overvældende og som får mig til at føle mig ydmyg. Ikke intimideret, selvom sådan et ar jo siger ikke så lidt, nej - nærmere priviligeret. Jeg kender ham ikke godt nok til at vide, om han er tilsvarende åben overfor alle andre, han bare har kendt nogle dage - men intuitivt fornemmer jeg, at vi er på bølgelængde, og jeg skatter denne fortrolige stund med et menneske, som jeg måske aldrig kommer til at se igen, når måneden er omme.

Jeg noterer mig, at arret - det synlige - er helet. Hvordan det står til med de usynlige skrammer, er straks et større spørgsmål. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg gør en større forskel - men jeg er der lige nu.
Og jeg lytter.