22.7.09

Arret

Han viser mig sit ar. Det synlige bevis på, at livet en dag havde knækket ham.
Jeg spørger ikke ind til detaljerne, de er ikke vigtige. Det som tæller er, at han sidder der, overfor mig, lyslevende. Jeg kan ikke se på ham, at han har sovet dårligt i nat. Jeg ved ikke, at han koldsveder. Men han fortæller mig det og forbløffer mig med sin evne til at sætte ord på noget, der tydeligvis er både tungt og svært. Fordi det i den grad hæmmer ham i hans tilværelse. Men mest fordi det handler om noget, der er usynligt.

Jeg har ikke kendt ham ret længe. Han tilhører mine forældres generation. Alligevel udviser han denne tillid, som jeg synes er overvældende og som får mig til at føle mig ydmyg. Ikke intimideret, selvom sådan et ar jo siger ikke så lidt, nej - nærmere priviligeret. Jeg kender ham ikke godt nok til at vide, om han er tilsvarende åben overfor alle andre, han bare har kendt nogle dage - men intuitivt fornemmer jeg, at vi er på bølgelængde, og jeg skatter denne fortrolige stund med et menneske, som jeg måske aldrig kommer til at se igen, når måneden er omme.

Jeg noterer mig, at arret - det synlige - er helet. Hvordan det står til med de usynlige skrammer, er straks et større spørgsmål. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg gør en større forskel - men jeg er der lige nu.
Og jeg lytter.

8 kommentarer:

  1. Og det sidste er det vigtigste, for når man er blevet ramt, er det godt at nogen vil lytte og være, også når der er gået et eller mange år. Knus herfra :-)

    SvarSlet
  2. Han kunne mærke at du gad høre det han havde brug for at fortælle. Der er ikke så mange der har "tid" til at lytte... Næste gang fortæller han dig måske mere om de usynlige ar...

    SvarSlet
  3. Og nogle gange er netop det at lytte det vigtigste for den, der fortæller.

    SvarSlet
  4. Du er en god lytter og er god også at opfange det usagte.

    En god evne du besidder!

    SvarSlet
  5. Meget smukt skrevet Lotte - om de ting, der fornemmes men ikke siges. Men de er mindst lige så vigtige - og ofte vigtigere!

    SvarSlet
  6. Du er der lige nu, og du lytter...du er 100% tilstede. Du skynder dig ikke væk, du siger heller ikke: - Det kender jeg godt!
    eller viser signaler om, at du helst vil skynde dig videre.

    Og DET kan han leve videre på længe, han glemmer dig aldrig.
    Knus herfra.

    SvarSlet
  7. Jeg ved godt, at det er vigtigt at lytte og være nærværende - men det er nogen gange så frygteligt frustrerende at stå magtesløs og ude af stand til at GØRE noget. Han ER syg, han bliver angst og hans sygdomshistorie er så lang, at der ikke er udsigt til nævneværdig bedring. Nu er mit håb bare, at han ikke fortsat skal blive ved med at bokse med systemet...

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!