Jeg sidder og bladrer rundt i mine digitale Maltaminder. Og har det lidt på samme måde, som når jeg ryster en glaskugle med sne i. Det ser så fascinerende ud og der er smukke, fine ting inde i kuglen - men jeg kan ikke få fat i dem. Fysisk adskildt og i en anden verden. Indkapslet i deres boble af uvirkelighed.
Det føles fuldstændig surrealistisk at pakke sig ind i hansker og halstørklæde i dag, når jeg gik rundt i klipklapper og let sommerkjole i går. Det føles tilsvarende underligt, at træernes løv har skiftet til høstfarver i det øjeblik, jeg var væk fra landet. Det føles i den grad ikke rigtigt at lægge mig til at sove alene. Jeg savner cikaderne, varmen, solen, de bare tæer, snorkelturene, de blomstrende agaver, det krystalklare vand - og kæresten. Det sidste er det værste. Uden sammenligning!
Tænk, den første måned uden ham gik så let, kalenderen var fuld og tempoet højt - men nu føles kulden og mørket nok en tand værre end de egentlig er, fordi jeg rejste hjem til dem alene. Der kommer til at gå yderligere to måneder, før jeg igen får tanket op på kærestekontoen. Tanken er ikke rar - men jeg ved jo heldigvis, at tristessen er forstærket af, at den forgange uge med nærhed og nærvær under sydlige himmelstrøg har været helt igennem prima. Og det er jo godt - ikke på nogen måde skidt.
Jeg skal bare lige have lov at fordøje lidt. Ryste kuglen og i tavshed betragte de farvestrålende feriesnapshots, mens jeg husker mig selv på, at det er mentale vitaminer, jeg skal værne om og sætte pris på fremfor at lade dem tone af det savn, jeg mærker så stærkt lige nu. Faktisk er det jo glædeligt, at jeg savner ham. Tænk hvis jeg ikke gjorde...
Kender så udemærket den fornemmelse. Mon ikke du lige skal i gang med hverdagen igen, så tiden flyver af sted og vupti, er de to måneder gået. Men ja, tænk hvis du ikke savnede ham, det ville da være meget værre.
SvarSletDet er baade godt og skidt, at vi kan rejse rundt i verden inden for et overskueligt tidsrum.
SvarSletNogen gange halser sjaelen bagefter som et for stort halstoerklaede.
Hvis hjertet saa oveni ikke vil med hjem, saa er man lidt paa Herrens mark.
Haaber du hurtigt faar dig selv, plus loesdele, paa plads igen :-)
>Grønlandspost
SvarSletDet går allerede bedre nu. Jeg er ved at være landet mentalt og jeg er jo heldigvis stadig i daglig sms-kontakt med ham :-) Og du har jo ret, pludselig er de to måneder gået.
>Ravheks
SvarSletDu beskriver det SÅ rammende. At hjertet ikke ville med hjem. Det er jo lige netop det, der er i vejen.
Og det med hastigheden hvormed vi fysisk flytter os, er netop en af årsagerne til at jeg holder så meget af at sejle. Der når man ligesom at få sjælen med sig, mens man rejser.
Så om du har været i min dagbog og skrevet om min oktober - meget mærkelig........
SvarSletBilledet af den Hibiscus er vidunderligt smukt! Jeg kan godt forstå hvad du siger om at bladre i digitale minder. Billeder på en rigtig stor skærm ser ofte forunderligt smukke ud hvis man bare har været lidt omhyggelig med at tage dem. Den Hibiscus ser fantastisk flot ud, når jeg "folder den ud" og viser den på min storskærm.
SvarSletJeg var nødt til at hente min Hibiscus ind i sidste uge (storm og frost truede med at gøre det af med den) men du har set en levende blomst mod en blå, strålende himmel - et skønt syn.