14.10.09

To originaler og et nyrebælte, tak.


Man kan ikke åbne en guidebog om Malta, uden at deres busser er omtalt. Og med rette. Mange af dem er virkelig gamle, de fleste er udsmykket indvendigt med helgenbilleder og slogans som "GOD IS GREAT IS GOD" og chaufførerne kører som maltesere nu gør; hurtigt og halsbrækkende. Men systemet virker. Hver eneste dag kører 85.000 mennesker med bussen på den lille ø, der ikke er større end Langeland! Og man kan stort set finde en bus til alle destinationer af interesse (for de fleste) fra tidlig morgen til sen aften.


Således fik jeg også kørt en hel del med bus, mens jeg var der - og fandt ud af , at busserne er et rigtig godt sted til en omgang people watching, hvis man er til den slags. Nogle passagerer slår alvorsfuldt korsets tegn, når bussen sætter i gang (forståeligt nok, hvis man tror på den slags), andre kan sidde ret op og ned og sove upåvirket, mens de ruskes rundt i hånålesvingene. Der er tykke og tynde, høje og lave, børn og voksne, turister og lokale i én skønsom blanding. Og så er der dem, der er virkelig originale, og som jeg holder mest af at sidde ved siden af både i udlandet og herhjemme (i modsætning til den tendens, som Julia beskrev i går). Jeg holder meget af de skæve eksistenser og af at tale med andre rejsende - hvis lejligheden byder sig og humøret er til det.

Den skønneste af ugens originaler var en gammel (som i jeg er krøbet fire størrelser i forhold til min hud) dame, med sparsomt, hennafarvet hår, lange, brune negle (nej, de var ikke lakederede) og fingrene smykket af masser af ringe. Hendes ene øje var uden for hendes kontrol og det var svært helt at se, hvor hun kiggede hen - måske var hun i virkeligheden en lille, gammel heks? Hele hendes fremtoning var aldeles indtagende og jeg fik det største smil, da jeg sammen med rygsæk og svømmefødder (jeg havde dem ikke på!) fik mast mig ind på den ledige plads ved siden af hende.
Hun kunne ikke ret meget engelsk, og jeg kan endnu mindre maltesisk, men vi fandt dog ud af, at vores destination var den samme - og resten af tiden gik med at sidde og skiftes til at kigge ud af vinduet og smile til hinanden, mens vi blev kastet rundt i takt med bussens bevægelser.
Ikke en eneste hel sætning blev vekslet undervejs, men det var ikke kun solen, der varmede mig på den bustur og efterlod mig glad, da vi nåede frem til busterminalen i Valletta.

7 kommentarer:

  1. Den korteste afstand mellem mennesker er et smil, eller noget i den retning.
    Hvor lyder det herligt og livsbekraeftigende.

    SvarSlet
  2. >Ravheksen
    Den talemåde blev virkelig understreget på den bustur :-) Jeg samler på den slags små oplevelsers om de perler de er.

    SvarSlet
  3. Hvem er ikke til people watching? ;-)

    Og de busser er vist stedet af faa sig nogle gode, lokale oplevelser.

    SvarSlet
  4. Det er den bedste måde at opleve et land på - ud blandt de lokale!!! Nogle gange kan deres transportmidler dog være lidt af en udfordring.. jeg mindes de lokale busser i Senegal; de var også oversprøjtede med bønner og overhængte med tant og fjas... men jeg er overbevist om, at der kan være burg for at påkalde sig de højere magters beskyttelse nogle gange.

    Så er det godt de lokales tro er der - den smitter helt sikkert af på sidepassageren!

    SvarSlet
  5. >Fisker
    Nej, du har ret - de fleste synes sikkert, at det er sjovt. Men jeg kender til gengæld en del, der ikke ryder sig om offentlige transportmidler og i særdeleshed busser ;-)

    SvarSlet
  6. >Nille
    Jeg har også sjove bus-minder fra Barbados og Salomonsøerne - man kan lære meget om de lokale ved at lade sig transportere sammen med dem :-)

    SvarSlet
  7. Jeg kan ikke helt forstå den holdning med "ikke større end Langeland". Langeland er da større end Ærø? Og med sine 284km² større end Gribskov kommune, som "kun" er på 280km², men ikke desto mindre har Danmarks største sø og skove (som dog er en slags parker, OK, OK, jeg forstår godt hvad du mener :-) )

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!