To originaler og et nyrebælte, tak.

Man kan ikke åbne en guidebog om Malta, uden at deres busser er omtalt. Og med rette. Mange af dem er virkelig gamle, de fleste er udsmykket indvendigt med helgenbilleder og slogans som "GOD IS GREAT IS GOD" og chaufførerne kører som maltesere nu gør; hurtigt og halsbrækkende. Men systemet virker. Hver eneste dag kører 85.000 mennesker med bussen på den lille ø, der ikke er større end Langeland! Og man kan stort set finde en bus til alle destinationer af interesse (for de fleste) fra tidlig morgen til sen aften.

Således fik jeg også kørt en hel del med bus, mens jeg var der - og fandt ud af , at busserne er et rigtig godt sted til en omgang people watching, hvis man er til den slags. Nogle passagerer slår alvorsfuldt korsets tegn, når bussen sætter i gang (forståeligt nok, hvis man tror på den slags), andre kan sidde ret op og ned og sove upåvirket, mens de ruskes rundt i hånålesvingene. Der er tykke og tynde, høje og lave, børn og voksne, turister og lokale i én skønsom blanding. Og så er der dem, der er virkelig originale, og som jeg holder mest af at sidde ved siden af både i udlandet og herhjemme (i modsætning til den tendens, som Julia beskrev i går). Jeg holder meget af de skæve eksistenser og af at tale med andre rejsende - hvis lejligheden byder sig og humøret er til det.

Den skønneste af ugens originaler var en gammel (som i jeg er krøbet fire størrelser i forhold til min hud) dame, med sparsomt, hennafarvet hår, lange, brune negle (nej, de var ikke lakederede) og fingrene smykket af masser af ringe. Hendes ene øje var uden for hendes kontrol og det var svært helt at se, hvor hun kiggede hen - måske var hun i virkeligheden en lille, gammel heks? Hele hendes fremtoning var aldeles indtagende og jeg fik det største smil, da jeg sammen med rygsæk og svømmefødder (jeg havde dem ikke på!) fik mast mig ind på den ledige plads ved siden af hende.

Hun kunne ikke ret meget engelsk, og jeg kan endnu mindre maltesisk, men vi fandt dog ud af, at vores destination var den samme - og resten af tiden gik med at sidde og skiftes til at kigge ud af vinduet og smile til hinanden, mens vi blev kastet rundt i takt med bussens bevægelser.

Ikke en eneste hel sætning blev vekslet undervejs, men det var ikke kun solen, der varmede mig på den bustur og efterlod mig glad, da vi nåede frem til busterminalen i Valletta.