Ukampdygtig

Lige så energisk jeg har været hele weekenden, lige så immobil er jeg pludselig blevet. Kl. 4 i morges vågnede jeg med smerter i lysken. Seriøst mange smerter. Sov-vågne-slumre-vågne-sov til kl. 7 hvor de til sidst var helt umulige at ignorere. To panodiler hjalp ingenting, så det var noget med at væbne sig med tålmodighed og i 47. forsøg komme igennem til lægen. Hun ville heldigvis gerne se mig til en undersøgelse, da hun havde fået negativt svar på, om jeg havde feber. Jeg kunne godt have fortalt hende, at det IKKE er influenza. Jeg havde det glimrende - kunne bare ikke bevæge mit ben, uden at det gjorde ondt. Og da jeg samtidig også kunne svarende afkræftende på, om jeg havde spillet for meget fodbold (det kunne aldrig falde mig ind at spille fodbold!!!), mente hun, det var bedst jeg kom ind og blev tjekket.
Rart at blive taget alvorligt - men er du klar over, hvor svært det er at tage strømper og sko på, når man helst vil undgå at bukke i hoften?!?! Ikke mindst når man har sådan nogle lange stænger, som jeg helt akut er rigtig træt af at være i besiddelse af. Problemet med den her årstid er bare, at klipklapper ikke rigtig er løsningen på den udfordring...

Det lykkedes at blive klædt på og (muligvis en anelse sammenbidt) komme ned at trapperne fra tredje sal og humpe i sneglefart over til bussen, der heldigvis kører næsten lige til både min og min læges dør. Kl. 11 kunne lægen konstatere, at hun ikke kunne konstatere, hvad der var årsagen til smerterne, når jeg nu ikke havde mærket noget i går (for dermed forsvinder linket mere eller mindre til det eneste, jeg ikke plejer at foretage mig regelmæssigt). Hun kunne dog også med stor sandsynlighed udelukke, at der var tale om en dyb årebetændelse/blodprop, som var en af grundene til at hun gerne ville se mig hurtigt. Pyha! Det var da en lettelse, men hvad var det så?

Nu dopet med noget ibuprofen, sendte lægen mig videre til scanning kl. 13 (heldigvis ligger der en speciallæge lige ovre på den anden side af vejen!) hvor det viste sig at være en inflammation i senehæftet til den store lårmuskel. Der er tale om en hævelse og ømhed som en byld et vist sted - og så opstår der strålende smerter hver eneste gang, jeg bukker i hofteleddet. Men altså ikke noget, der ikke kan klares med hvile og smertestillende. Den endelige behandling kan jeg dog først få rede på i morgen, når lægen får scanningsbillederne.

Kl. 14.30 var jeg hjemme igen - og kunne først der for alvor tage hul på dagen.
Nu muntrer jeg mig med at ligge og stå - har fået arbejdet lidt, stående ved kærestens lysbord, der heldigvis kan hæves til en ergonomisk acceptabel højde og har ellers tilbragt en hel del af den tiloversblevne dag på langs. Alle planer om at genoptage træningen i aften, som det ellers var aftalt med min træningsmakker, er blevet skrinlagt.

Det er en stor kontrast til de forrige dages aktivitetsniveau! Og bestemt ikke en situation, der passer damen hér! Men det går heldigvis over.