27.1.10

Bitterfittan, bissefissen eller Freuds vagina dentata?


I aften skal jeg indløse en julegave. En billet til forestillingen "Bitterfissen" på Nørrebro teater. Svenske Maria Svelands bog "Bitterfittan" blev i 2008 sat op som stand-up-komedie og fik så stor succes, at den nu tager endnu en omgang på de skrå brædder.

AOK skriver om forestillingen:

Ditte Hansen er en skuespiller, der altid virker, som om hun investerer noget af sig selv i de forestillinger, hun medvirker i. Nogenlunde sådan lød ordene, da hun for nylig var nomineret til en Zulu Comedy Award for monologen »Bitterfissen«, som nu heldigvis kommer op på Nørrebro Teater igen.

 For de rosende ord er så sande, som de er sagt. I monologen forener hun alle sine bedste talenter: Timingen, publikumskontakten og den enestående evne for at skildre den moderne kvindes frustration. Og så endda i bedste sendetid: I sin tid lancerede teatret monologen som teater for alle på barselsorlov – med mulighed for at parkere barnevognen i teatrets foyer.
Enkelte formiddage er på spilleplanen i denne omgang, men ellers er forestillingen rykket til klokken 20. Udmærket, for ikke mindst mændene kunne godt have brug for at høre, hvad der foregår bag den moderne kvindes krakelerende facade, når Ditte Hansen går i flæsket på hjemmefrontens uretfærdigheder og samfundets uligheder.

Jeg er spændt på, om jeg bliver lige så begejstret - for jeg har også læst andetsteds, at Svelands bog faktisk skader feminismen ved at reducere den til teenageagtigt brok, hvor alle kvindens problemer grundliggende skyldes manden. Så bitterfissen måske hellere skulle have heddet klynkekussen.

Men lad os nu se. Jeg vil sætte mig til rette kl. 20 i aften og prøve at bevare et åbent sind.

5 kommentarer:

  1. God fornøjelse.
    Jeg tænker selv at et åbent sind er godt. Jeg har bogen, men orkede aldrig rigtigt at komme ordenligt i gang med læsningen. Måske jeg bare havde nok i eget klynk ;o)

    SvarSlet
  2. Jeg opfatter manges, både mænds og kvinders, frustrationer som kommet af en skuffelse over, at man ikke kan få alt her i tilværelsen. Det har vi jo ellers bildt hinanden ind de sidste år, hvor pengene sad noget løst, indtil boblen brast.
    Og det er godt det samme, for vi kan jo heller ikke overkomme alt.
    Der er jo også forskel på mænd og kvinder, og ignorerer man den, skal man jo blive frustreret dér også. Respektér den, og den svinder ind til en overkommelig størrelse.

    SvarSlet
  3. >Bitten
    Bogen er mere bitter og klynkende end stykket. Jeg var næppe gået ind og havde set stykket, hvis plakaten havde annonceret "Monolog om ligestilling" - men nu blev det serveret som stand-up, og så var det faktisk helt hæderligt. Og en enkelt kindhest eller to til kvinderne blev det heldigvis også til.

    SvarSlet
  4. >Aage
    Der er meget rigtigt i dine betragtninger, tror jeg. Især det med, at man skal huske, at der ER forskel på kønnene. Men det er jo desværre sådan, at mænds lønniveau er 30% højere end kvinders og at kvinder pga barsel har mindre at gøre godt med i deres pensionsalder, fordi de ikke får sparet op. Det kan løses, men det kræver handling og holdningsændringer. Ikke mindst fra vores egen ligestillingsminister, som siger, at der ikke er noget problem...

    SvarSlet
  5. Det burde være pensionsgivende at holde barselsorlov.
    Desværre er han ikke den eneste minister, der ikke lever op til titlens navn.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!