22.2.10

SPORTY - det er noget, jeg HAR været (MANDAGSTEMA)


Denne uges mandagstemaord er "Sporty".
For mig er der ingen tvivl om, hvad ordet associeres med i mit eget lille univers - for der var en gang, hvor en enkelt sportsgren fyldte hele min tilværelse 24 timer i døgnet, hele ugen, året rundt. Jeg har dykket i billedarkivet fra dengang, hvor jeg:

  • trænede 9 gange ugentligt, med dobbelte træningspas i weekenderne, når der ikke var stævner og regattaer
  • levede på en stram diæt, talte kalorier og brugte vendingen "nej tak" flittigt
  • på idrætsmedicinsk klinik med mellemrum blev målt og vejet og klemt med en tang, som kunne måle mit subcutane fedtlag
  • førte maddagbog, vægtdagbog og træningsdagbog. Og tilføjede notater om helbred og vindforhold
  • vaskede utroligt meget ildelugtende, stramtsiddende sportstøj
Stort set alting drejede sig om roning og mit nærmest symbiotiske forhold til min makker i dobbeltsculleren. Man skal nok have prøvet det (eller noget lignende) for helt at forstå det - jeg kan ikke forklare det. Men det var på alle måder både intenst og lærerigt, sjovt og hårdt, fantastisk og uden tvivl noget, som jeg aldrig nogen sinde vil fortryde, at jeg brugte nogle år af mit liv på. Jeg har lært så utroligt meget om mig selv, min krop og min viljestyrke af det forløb. Erfaringer som jeg sætter stor pris på og til stadighed trækker på i dag.


Jeg stoppede som eliteroer, imens legen stadig var god, og før min krop sagde helt fra. Jeg har lovet mig selv aldrig at blive så tynd igen, men bruger stadig mange af de ernæringsmæssige ting, jeg lærte i forløbet. På dage hvor vandet er spejlblankt, kan jeg godt få et lille sug i maven og savne at sidde i en båd, der bare glider lydløst og lydefrit gennem vandet - men jeg ved, hvad det kræver at få den til det, og den pris er jeg ikke længere villig til at betale. Jeg ville selvfølgelig gerne være i lige så god form som dengang - hvis bare det ikke krævede så meget at være det.
Så jeg nøjes. Med at være semi-sporty.

Se flere fortolkninger af mandagens ord her.

Billederne er taget af fotograf Niels Aage Skovbo på Brabrand Sø i August 2004. Jeg har fået både mere hår på hovedet og mere sul på kroppen siden....

18 kommentarer:

  1. Rystende så meget det kræver! Nu spørger jeg dig som biolog: Er det ikke mere bio-økonomisk hvis en kraftbetonet idræt som roning, der selvfølgelig også rummer teknik og taktik, - hvis en kraftbetonet idræt ledsages af masser af god mad og styrketræning? Den sætning halter lidt, men jeg håber du kan gætte hvad jeg spørger om :-)

    SvarSlet
  2. Så sporty! Alt med måte er bra:-)
    Ønsker deg en god uke!

    SvarSlet
  3. Baglænsroer? ;-)
    Ja, nu gælder det om at se fremad. Hvad med havkajak på turplan. Det er enormt hyggeligt.
    Nåede du at få problemer med ribbenene? Jeg lod mig fortælle, at det var et rimeligt kendt fænomen blandt kvindelige toproere.

    SvarSlet
  4. >Donald
    Du har helt ret - men der er to vægtklasser inden for rosporten; tung og let. Og som letvægter må roerne ikke veje mere end 57 i gennemsnit og den tungeste 59 kg. Singlescullerroere må veje 59 kg, men da jeg roede dubbeltsculler og min makker var lige så høj som jeg, måtte vi begge ligge på omkring de 57 kg.
    Det er en knivskarp balance og kan godt gå galt (nogle udvikler spiseforstyrrelser), og det var derfor vi blev fulgt så nøje af Team Danmarks idrætslæge.

    SvarSlet
  5. >Spidermama
    Tak - og i lige måde :-)

    SvarSlet
  6. >Aage
    Jeg kan også rigtig godt lide kajak - men roningen træner HELE kroppen, hvor mange kajakroere bliver noget trekantede at se på, fordi det meste foregår i overkroppen. Men kajak på turplan er jeg bestemt ikke afvisende overfor - det bliver bare ikke til noget pt. Overvejer at finde plads til en foldekajak på båden, men det har ikke førsteprioritet, når vi skal til at fordele de sparsomme kubikmeter.

    SvarSlet
  7. Spændende at høre om din elite fortid, men som altid når det drejer sig om elite også lidt skræmmene. I min familie har der været flere der er blevet slidt i stykker og det er altså væmmeligt at man resten af livet skal leve med en smadret ryg fordi man ikke kunne stoppe sig selv som ung. Samtidigt forstår jeg det jo godt for der er jo dels hensynet til sponsorene og så vil man jo også gerne lige nå lidt længere hele tiden...

    Hurra fordi du sansede at stoppe i tide.

    SvarSlet
  8. >Marina
    Jeg er også glad for at jeg stoppede i tide. Jeg er meget taknemmelig for alle de gode oplevelser og erfaringer jeg fik i de år, men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved. Jeg var heller ikke helt ung, da jeg begyndte og vidste måske mere om hvad jeg ville og ikke ville, end hvis jeg var startet tidligere. Der var simpelthen en række omkostninger forbundet med eliteroningen, som jeg ikke var villig til at blive ved med at betale. Ikke blot på det fysiske plan men også rent socialt.

    SvarSlet
  9. Hvor er det sjovt, at se et billede af dig fra den gang. Du ser meget sporty og veltrænet ud!

    SvarSlet
  10. Jeg vil sige, at både lidt mere sul og hår klæder dig bedre :-)

    Men kender til det du skriver med den nærmest fanatisme, idet min mand har været elite udøver indenfor atletikken. Han var som hugget i granit da vi mødtes, og havde trænings pas 2 gange daglig 5 dage om ugen. De resterende 2 var det "kun" een gang. Og mange en gang er han kommet hjem og har kastet op forinden. Af overanstrengelse. Tænker jo, at så er elite sporten altså ikke sund længere for kroppen.

    Måtte du ikke også trappe ud stille og rolig? Det måtte han ihvertfald, af fare for hjertet, da dette bliver så stort af træningen. Så alt med måde, og heldigvis (syntes jeg) var det ikke noget der varede ved resten af livet. Nu har vi herhjemme et helt almindelig forhold til sport og udøvning. 3-4 gange ugentlig, og det er vel egentlig meget godt skuldret med både fuldtidsjob og 2 børn.

    SvarSlet
  11. Ja, jeg må tilføje at jeg er enig med Jens: Det er et skønt billede med den laaange båd fotograferet i en vinkel, så man får en fornemmelse af størrelse og form og længde.
    :-)

    SvarSlet
  12. Ja, det trekantede look var jo i mit tilfælde en bonus, haha!
    Datteren og konen var også rimeligt stolte af deres "muller", de nåede da medaljer ved DM, jeg nøjedes med FM.

    SvarSlet
  13. I min optik er du stadigvæk sporty - nok en af de mest sporty personer jeg kender.
    Du går rask til med at reparer båden og midt i det hele er du ikke for beskidt til at sy en stilfuld kjole og dit sind er så åbent og kærlighedfuldt - det er sporty :-)

    SvarSlet
  14. Waurv - du saa da knald godt ud, uanset hvor tynd du var. Det var jo en sporty tynd, ikke saadan en blegfiset mager cykel!

    SvarSlet
  15. Du ser fandme' lækker ud med det korte hår :) Og jeg mener det seriøst!
    Spændende indlæg.
    Kram

    SvarSlet
  16. Du ser fandme' lækker ud med det korte hår :) Og jeg mener det seriøst!
    Spændende indlæg.
    Kram

    SvarSlet
  17. Det er dejlige billeder, Lotte, men uhyggeligt så meget det kræver at være elitesportskvinde/mand.

    SvarSlet
  18. Ang. kajak, så er der jo altid tur/kap kajaker, som også er hyggeligt, men man kan også godt få fint med fart i båden :)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!