11.1.11

Bøger og filformater til Kindle

Ét er at erhverve sig en Kindle, noget andet er at få fyldt nogle bøger ind i den. Det kan næsten ikke være lettere med 3G-versionen, hvor man kan browse direkte i Amazons kæmpestore katalog. Lige nu er der over en halv million titler i den amerikanske Kindlestore (som er den, man kan købe fra, hvis man ikke lige bor i England). Men udover at købe sine e-bøger hos Amazon, så er der også en del andre muligheder, selvom man har valgt Amazons flagskib som sin e-bogslæser. 
Der er masser af titler at købe hos andre store oversøiske boghandlere (hvoraf nogle, fx Barnes&Noble, dog kræver at man har en amerikansk adresse), mens dansksprogede bøger kan købes hos bl.a. Saxo, BookSnob, Boghandleren.dk, Gyldendal og Gad (alle deres bøger er i ePub-format - herom senere i indlægget).


Gratis goder
Rundt omkring i Kindlestore hos Amazon er det muligt at finde en hel del gratis bøger. De skilter ikke voldsomt med dem, og de kan være lidt vanskellige at finde, men de er der. Mange af de gratis titler er de gamle klassikere, men fra tid til anden frigives også nye titler til gratis download i en begrænset periode. Måske en meget god måde at lære nye forfattere at kende på?
Gutenbergprojektet byder pt. på ca. 29.000 gratis titler og udvalget vokser fortsat. Hovedsagligt er der tale om klassikere og titler, som er så gamle, at de ikke længere er omfattet af ophavsret. Bøgerne kan downloades i mange formater, herunder også i mobi-formatet, som Kindle kan læse. Her findes desuden omkring 30 danske titler, men det er støvede sager. Jeg har her fundet et par kuriøsiteter som Knud Rasmussens "Under Nordenvindens Svøbe" og Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862" af Jacob Holm.
ManyBooks.net tilbyder også tusindvis af gratis titler - umiddelbart er der et stort sammenfald med Gutenbergprojektet, men kig dig omkring og måske finder du lidt guld i de digitale hjørner?
Fictionwise har både gratis bøger og bøger til salg.
Danske Saxo har desuden en hel række gratis e-bøger til download som pdf-filer (som Kindle kan læse uden konvertering). Heriblandt rejseguides, coachingbøger og en bred vifte af undervisningsbøger i alt fra excel og matematik til projektledelse og præsentationsteknik.
BookBooN tilbyder gratis e-bøger til studerende, rejsende og erhvervsfolk i PDF format. Der er masser af både dansk- og engelsksprogede bøger.
Riidr.dk er et helt nyt dansk initiativ, som bl.a. forærer en håndfuld af H.C.Andersens eventyr væk, og som desuden også sælger båder e-bøger og apps.


Spil
Hvis man er til den slags, så er der også kommet en del små spil til Kindle. Altså af slags, som motionerer de små grå. Der er forskellige ord-spil (på engelsk), minestryger, Blackjack mm. som alle sammen er gratis.
Derudover kan man købe sig til en bred pallet af kabaler, krydsord, pusle- og kortspil, sudoku, kryds&bolle m.fl.


Andre filformater
En af ankerne mod Kindle er, at den kun kan læse et begrænset udvalg af filtyper, herunder primært Amazons eget filformat (.mobi) og pdf-filer. De fleste online boghandlere, som sælger e-bøger, opererer fortsat med det mere bredt anvendte ePub-format, som Kindle ikke kan læse direkte. Men fortvivl ikke. Der er flere løsninger. Man kan få Amazon til at konvertere sine e-bogsfiler og derefter modtage dem på sin kindle-mail. Eller man kan gøre det selv. Med Calibre (gratis software) kan man lave sine filformater om, således at det også er muligt at købe bøger andre steder end hos Amazon. Berit har i øvrigt været så sød at gøre mig opmærksom på, at der hos BookSnob ligger en fin vejledning til hvordan man bruger Calibre. Det kan ikke blive meget nemmere.
Det betyder selvfølgelig, at bøgerne må en tur via en computer for at komme ind på din Kindle, men hvis bogen er vigtig nok, anser jeg ikke dette ekstra trin for at være et problem. Og dermed har Amazon ikke længere monopol på de bøger, vi kan putte ind i vores Kindle.



God læselyst! 

4 kommentarer:

  1. Jeg synes jeg havde lagt en kommentar, men her er ihvertfald en kommentar til opdagelsen: Det er helt fantastisk at man kan have så meget med i en lille "ebogslæser", og jeg kan se at du har tænkt på backup/strøm etc.

    SvarSlet
  2. Takk for en interessant blogg

    SvarSlet
  3. Hej Reiters Bureau,

    tak for en interessant blog. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at det nu er muligt at købe både e-bøger og lydbøger hos storybag.dk.

    SvarSlet
  4. Hej
    Jeg har lige købt en Kindle. Men har ikke så meget forstand på den. Hvor kan man finde en dansk brugs vejledning?
    Ole


    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!