30.6.11

Bureauets videre skæbne?

Bloggen halter. Vakler rundt mellem nischeprægede og giganørdede båd-/sejladsrelaterede indlæg og så de pludseligt opståede "hovdetherfikjegdaligelysttilatdele"-indlæg. Med mellemrum suppleret med indlæg, hvor jeg har brugt lidt ekstra tid på at (forsøge at) tænke over indholdet.
Der er ingen konsistens, ikke sådan for alvor. Der er i perioder meget langt mellem indlæggene. Og snapsene.
Det er der nok flere årsager til.
Efter mit vinterintermezzo med Journalisthøjskolen, er jeg muligvis begyndt at lide af præstationsangst. Fordi det pludselig gik op for mig, hvor meget jeg egentlig mangler at lære. For at kunne skrive godt. 
Eller også er det bare fordi der er så pokkers mange gode (og velskrevne) blogs i Danmark efterhånden, at jeg begyndte at tvivle på, hvor stor relevans mit lille hjørne af blogosfæren kan have for nogen.
Måske er jeg også selv lidt usikker på, hvad det egentlig er, jeg vil med bloggen her - udover at lade den være min egen personlige digitale hukommelse altså. Og den behøver jeg jo ikke nødvendigvis at dele med nogen.
Og så er jeg veget udenom spørgsmålet om tid. For selvom det har knebet med tiden i månedsvis (sådan cirka i et år), så finder vi mennesker jo som regel altid tid til det, som virkelig betyder noget for os. Ikke dermed sagt, at bloggen har mistet betydning - der har bare været andre ting, som har betyder endnu mere. Men lige nu ER tiden der faktisk til at skrive. Og så gør jeg det alligevel ikke ret meget...

Måske er tiden bare inde til at lægge Reiters Bureau i mølposen? Jeg står med den ene fod over tærsklen til ikke bare én men to nye blogs - bloggen der kommer til at handle om selve jordomsejlingen, og bloggen der kommer til at handle om bifangsten ved sådan en omlæggelse af tilværelsen. Men de ligger jo stadig i støbeskeen - ingen grund til at fyre op for dem før medio september, når vi for alvor tager hul på eventyret (skal nok lægge links op til dem begge, når det bliver aktuelt). 
Jeg kan bare ikke helt forestille mig ikke at skrive et eneste indlæg hele sommeren.

Men hvad så?
Aktivitetsniveauet i kommentarfeltet kunne vidne om, at mine ord ikke vil blive savnet voldsomt. På den anden side ved jeg også, at der er mange flere, som læser med end dem, der lægger kommentarer - så den konklusion er nok lidt hastigt draget. Min blog har aldrig været og bliver aldrig mainstream. Jeg har samtidig sat mig mellem alt for mange stole, til at man kan putte mig i en bestemt kategori - og det kan man som læser måske godt forvirres af? Det ville jeg selv blive. 

Hmmm, nå jeg vil lade disse tanker stå og flimre lidt, mens jeg overvejer videre, hvad der skal ske her på web-matriklen.
Forslag modtages som altid gerne.

Imens kan dine øjne få lov at hvile sig med udsigten over Ommel en aften i juni.


15 kommentarer:

  1. Tjaa det er et stort spørgsmål...jeg håber nu du pipper her engang i mellem :)

    Har nu også allerede din "ud i verden blog" på min reader :)

    Uanset din beslutning, så nyder jeg nu at læse med her

    Smuk smuk udsigt :)

    SvarSlet
  2. Find den plads, der føles rigtig for dig. Jeg har altid elsket at følge med her og jeg vil helt sikkert følge med de nye steder, men vigtigst er jo, at du er tilpas med det hele, så brug lidt tid til at tænke og mærke efter - og endelig, at vi er nogen, som gerne vil have link til de nye steder, når tiden er til det ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg håber dine kvaler med skribleriet løses til din fulde tilfredshed. Vi læsere, læser det med største fornøjelse og følger dig og dine i tankerne! At vi ikke kommenterer alle indlæg, må du undskylde, men ikke alt fortjener/kræver en kommentar. -sagt med et glad smil! :-) Skriv, skriv, skriv og vi labber det i os.
    Fortsat god vind (uanset retning)
    gnasger

    SvarSlet
  4. Ville da blive ked af, hvis du bare forsvandt og skal da så meget have de nye links og følge din rejse (og tanker).

    SvarSlet
  5. Uanset. Jeg vil med på den jordomsejling der!

    SvarSlet
  6. Måske det bare er det her, bloggen er? Et sted at have hovdetherfikjegdaligelysttilatdele-indlæg indtil dine nye blogs får mere relevans?
    Lige nu er du jo delt mellem flere ting, hvilket din blog jo selvfølgelig vil afspejle.
    Under alle omstændigheder læser jeg med, når der ind i mellem kastes lidt smuler os læseres vej. Og jeg glæder mig til at læse med, når sejlturen rigtigt tager fart.

    (og kunne du ikke lige smide linket til sejltursbloggen, eller er den slet ikke i gang?)

    SvarSlet
  7. I don't want to add to your work load, nor to your performance anxiety. But I do enjoy your writing and your viewpoint on things from the far north.

    Those of us who read the blogs have been lax in supplying Blogger Treats (comments) of late - could it be the season? I know - I write a blog too, and comments have been sparse lately, surely not due to poor or sparse writing!

    Looking forward to the two in the pipeline!

    bob
    s/v Eolian
    Seattle

    SvarSlet
  8. jeg nyder din blog, men find det som passer dig bedst :)

    SvarSlet
  9. Jeg kan sagtens følge dine tanker, den samme slags rammer mig af og til. Jeg er en af dem, der altid gerne læser med, som bliver hængende uanset hvor lange pauserne bliver. Men som godt kunne være bedre repræsenteret i kommentarfeltet.

    Du ved, at jeg glæder mig til at følge din færd ud i verden :-)

    SvarSlet
  10. Et velkendt dilemma! Jg læser glad og gerne med her hos dig og håber, at du fortsætter med at poste et indlæg engang imellem! Og så ser jeg frem til, at skulle på sejltur med dig i september:)

    SvarSlet
  11. mainstream er kedeligt.. en blog med en masse forskelligt er rigtigt meget Lotte!

    SvarSlet
  12. Även från sin blogg kan man behöva en ferie då och då!
    Tag din tid och var viss om att vi är många som både vill följa med på ert stora äventyr och på utvikningarna före och dessemellan!

    SvarSlet
  13. Tusind tak for alle jeres gode og meget opmuntrende kommentarer! I er med til at holde liv i den her blog - TAK!
    Jeg kan også se på min statistik, at jeg har nogle (gamle) indlæg, som lever helt deres eget liv og stadig får mange søgninger og kommentarer.
    Tror ikke, tiden er helt moden til at lægge bureauet på is...

    SvarSlet
  14. Forsinket kommentar: DU har fat i noget meget vigtigt om at skrive godt, konsistent, med scope.

    MEN jeg tror ikke at det er nok at skrive godt, hvis man vil have læsere. Jeg har somme tider surfet efter rejsebilleder fra fx. Lencois, Bahia, Brazil, og fundet nogle pragtfulde beretninger, men det har jo kun givet forfatteren et par "klik".

    Troels Kløvedal har gjort skriveri til en indtægtskilde inden web1/2 og blogosfæren opstod.

    Han skrev "Kærlighed og Kildevand" med noget, der muligvis var nogle værre sørøverhistorier og skipperskørner, men som ikke desto mindre havde en indre sandhed: Mødet med havfruerne, tanker om meningen med livet som skibs-elektriker, hjælp til revolutionære i Peru, og med en nat med en pige som tak for hjælpen, skyldfølelse, ønske om at gøre noget, sat i relation til den begyndende ide om at købe et skib og foretage en kollektiv jordomsejling.

    SvarSlet
  15. I DAG er det lige så svært som nogensinde at få opmærksomhed fra læserne, men hvis man har historierne, så er vejen til læserne blevet kortere.

    JEG vil gætte på (er jo ikke expert men har dog lidt erfaring) AT DU KAN KOMME IGENNEM MED:

    En BLOG kombineret med ARTIKLER til en avis - eller radio - om det emne, som virkelig optager dig og andre, affald i oceanerne, Thor Heyrdals gamle advarsler om at skibene efterlader en "landevej af affald" på de store ruter.

    ET ERKLÆRET formål med (en del af) rejsen: At se verdenshavene som de udvikler sig - at opleve mennesker, som lever på en anden måde end vores - at opleve de højdepunkter af klima- og miljøforandringer, som vil blive den største udfordring i det kommende århundrede.

    BILLEDER som dem du allerede har mange af - smukke, inspirerende.

    Strengt taget kunne det godt foregå på Reiters Bureau, som er et morsomt navn. Men måske skulle det hedde noget andet, når fokus er på sejlads med det (flotte) skib.

    Nu vil jeg gå over til mail, hvis der skal skrives mere :)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!