13.10.11

Venskabets usvigtelige vigtighed

Det handler ikke om antallet på Facebook. Når det kommer til venskaber er tal så inderligt ligegyldige. Bare fordi man har et stort netværk, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man er beriget med mange dybe venskaber.
Nej, det handler om de ægte venner. Dem som, selvom de sikkert også for manges vedkommende er inkluderet i FB-venneskaren, betyder noget andet og mere.
Den slags mennesker, som på tonen i ens stemme i telefonen kan høre, hvordan man har det. Som sender en efterfølgende mail. Og som ikke lader en dø i synden, hvis man ikke får svaret med det samme.
Den slags mennesker som yder omsorg og empati, som interesserer sig og som, trods en dagligdag fyldt med egne gøremål, finder tid til at udtrykke denne omsorg.

Jeg plejer at tænke på mine venner som den familie, jeg selv har valgt. Den familie, som jeg ikke er blodsforbundet med, men som helt frivilligt har indvilget i at være en del af min tilværelse. De spiller en kolossalt stor rolle. Nogle gange endnu større end man nok lige gør sig klart til hverdag. Der har været flere perioder i mit liv, som jeg ikke ved, hvordan jeg ville have tacklet, hvis det ikke havde været for nogle helt igennem fantastiske venskaber. Især i svære tider har jeg fået understreget, hvor priviligeret jeg er at kende mennesker, der vil strække sig meget, meget langt for min skyld.
Endnu oftere har det dog vist sig i gode, omend meget tidspressede perioder, hvad disse venskaber egentlig kan holde til. Var det Piet Hein som en gang sagde, at det var let nok at føle med en ven i modgang, men at det var meget vanskeligere at gøre det i medgang? Jeg er dybt taknemmelig for at have venner, som ikke slår hånden af mig, fordi jeg begraver mig i projekter, forsvinder fra omverdenen dybt fokuseret på næste mål og i disse perioder ikke bruger helt så meget tid på at pleje mine venskaber, som jeg egentlig gerne ville.
For venskaber SKAL plejes. Det skal jeg være den første til at understrege. Og noget vi jo gøre rigtigt - i hvert fald tør jeg godt rejse ud i verden nogle år uden at være bange for, at vores venskaber visner i mellemtiden.
Det giver en massivt god og varm følelse dybt i hjertekulen. Taknemmelighed og kærlighed.
Og det er mere værd end femtusind "venner" på Facebook.

Så tæt man kan stå, når man støtter hinanden...


PS: Facebook og andre sociale netværk har en anden værdi som bestemt ikke skal underkendes, misforstå mig ikke. Men jeg har venner som har kendt mig i mere end tyve år, og nogle af dem er ikke på FB. Det gør ingen forskel for vores venskab.

4 kommentarer:

  1. Och goda vänner som inbjuder en till facebook blir inte sårade av man tackar nej för att man inte vill vara på facebook alls!
    Menar en som njuter av inte alltid vara uppkopplad!

    SvarSlet
  2. Det er muligt det er en floskel - men rigtige venner er guld værd.
    Det er et par år siden Bedsteveninden og jeg kunne fejre sølvbryllup. Det er noget helt specielt at kende hinanden gemmen et helt liv, på godt og ondt :)

    SvarSlet
  3. >Pernille
    Jeg plejer at kalde disse bedste venner for mine livsvidner. For netop som du skriver, er der noget helt specielt ved at have den slags mennesker i sit liv. De har efterhånden været med til, set og hørt lidt af hvert!
    Mine to ældste venskaber (faktisk de to jeg næsten fletter tæer med på billedet) strækker sig tilbage til '88. Så om halvandet år kan vi også fejre sølvbryllup...det er vildt at tænke på :-) Og dejligt!

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!