Føniks

For godt halvanden måned siden stod jeg overfor ENDELIG at skulle begynde på den jordomsejling, som efterhånden har været undervejs i mere end seks år. Faste læsere vil vide, at det har været en årrække præget af mange, lange timer brugt på renovering af båden, uddannelse til først yachtskipper af tredje grad og siden af første grad, opsparing, research, indkøb af udstyr, prøvesejladser og andre forberedelser - flankeret af en hel række af udfordringer og forhindringer, vanskeligheder og forsinkelser, som det lykkedes os at overvinde. NU. Nu var vi endelig klar.

MEN, som nogle af jer allerede ved, så valgte min kæreste dagen før den planlagte afsejling at bryde med mig. Med alle de vidtrækkende konsekvenser, sådan et brud nu en gang må medføre. Altså bliver den længe planlagte sejlads ikke til noget alligevel. Lidt af en mavepuster, for nu at sige det mildt. Og selvfølgelig ikke noget, man lige fordøjer med et snuptag. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at give mig selv tid og rum til at mærke og være i det følelseskaos, der naturligt følger i kølvandet på et bristet forhold og deraf følgende knuste drømme og ditto håb for fremtiden - uden at dyrke dramaet, men også uden at flygte for meget fra det. Jeg er samtidig bevidst om, at det er helt essentielt at jeg får reflekteret over, hvilke lektioner der ligger til mig i dette her. Og det er naturligvis ikke allesammen lige rare indsigter. Blot nødvendige.

Der er selvsagt en stor sorg, et sugende savn og et svigt af dimensioner, som her skal bearbejdes, samtidig med at jeg ikke kan se bort fra, at mit liv med ét slag ligger som et helt blankt stykke papir foran mig. Og hvor skræmmende det end kan synes at stå uden job, uden bolig, uden planer og uden kæreste, så står jeg jo også uden store lån, faste udgifter og snærende forpligtelser. Og dertil med en slat på kistebunden.
Så i stedet for at lade mig slå helt ud af dette grænseløse "intet", har jeg indtaget tomrummet og er i færd med at forvandle det til en eventyrlig legeplads for tankeeksperimenter og umulighedernes muliggørelse. For jeg NÆGTER altså at ende som en bitter kælling, som synes mænd generelt er nogle snotskovle. Det er mit liv simpelthen for dyrebart til, men pt. er jeg absolut ikke klar til at involvere mig i et nyt forhold. Lige nu handler det for mig kun om at investere i mig og bruge friheden til noget konstruktivt.

Så jeg har lovet at gøre det næste års tid til "Lottes år". Jeg vil støve nogle drømme af, som ellers har været sat på standby og få streget nogle punkter på min bucket list. Rejse og opleve. Måske endda gøre alvor af at tage ud at sejle. Det synes jeg, jeg fortjener. For livet går jo videre. Sorg eller ej. Og jeg synes helt ærligt, jeg skylder mig selv at tage mine drømme alvorligt, selvom jeg lige nu må nøjes med at udleve dem på egen hånd.

Jeg starter med at tage til Seychellerne.
I dag.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Fra Wikipedia:

Fugl Føniks er et fabeldyr fra persisk mytologi, hvor den er et symbol på genfødslen. Den forekommer også hos de gamle grækere, romerne og ægypterne. I senere tolkninger er fuglen blevet symbol på genopstandelse, udødelighed og liv efter døden. Man sagde om fuglen, at den brændte sig selv i sin rede. På et tidspunkt herefter genopstod den så af sin egen aske og rejste sig højt på himlen.