31.12.13

Du vælger selv


Hvis du selv kunne vælge frit, hvordan skulle dit 2014 så se ud?
Hvad ville du gerne have mere af end i 2103, hvad ville du gerne opleve mindre af?
Hvor vil du helst være, hvem vil du helst være sammen med, hvilke mål vil du gerne nå?
Hvad var det bedste ved 2013?
Hvornår lo du længst og højst?
Hvad fik dit hjerte til at banke hurtigere?
Hvor og hvornår følte du dig lykkeligst?


Det er så klassisk at gøre status nu. Ved udgangen af et år. Og ved tærsklen til et nyt år. Og her på bureauet gøres ingen undtagelse, for det skader aldrig med lidt refleksion.

Jeg begynder 2014 med tavlen visket blank. Det kan på én gang være overvældende skræmmende, og ufatteligt løfterigt. For hvor tit får man muligheden for at begynde helt forfra? Jeg begynder året med et helt blankt kanvas, som blot venter på mine penselstrøg, venter på at jeg begynder at forme motivet, farvelægger, arbejder med detaljerne. De overordnede temaer som job, bolig og parforhold venter alle på at blive realiseret, mens grundtonen dog allerede er slået an. For mit blanke lærred er ikke skærende hvidt, det er gennemvædet af en solid grundglæde i den varmeste ende af farveskalaen. Jeg går ud af 2013 med en følelse af at være nået ind til kernen af mig selv, af at være så meget i balance, at selv de sværeste udfordringer synes overskuelige. Det har været ufatteligt sundt for mig at trække stikket i over et år. Jeg har holdt sabbat fra hverdagsliv, parforhold og fast bopæl, og har i stedet udelukkende arbejdet for min fornøjelses skyld, tilbragt tid sammen med mennesker, jeg holder af, gjort ting, som var gode for mig, set en masse af verden og fået sat livet i perspektiv. Men først og fremmest har jeg udlevet en række drømme.

Det handler om valg. Om at stå ved sine drømme. Om ikke at give op. Og om at bevare troen på, at karmaloven er i funktion, selv når man ligger og bløder efter endnu et slag. Jeg er ikke specielt sej eller modig, men jeg synes, jeg har fået knubs nok. Og jeg nægter at lade mig slå ud, gider ikke mere pis. Det er et helt bevidst valg. Et spørgsmål om prioriteringer.
Da min verden væltede for halvandet år siden, og alt hvad jeg havde på mit personlige lærred med ét strøg blev visket ud, brugte jeg en uge på at være i chok og sorg efterfulgt af en uge i rødglødende raseri. Jeg har opdaget, at jeg har udviklet en tendens til at blive meget proaktiv i krisesituationer, og jeg brugte da også dette raseri som en drivkraft til at foretage mig noget konstruktivt. Det var en bevidst prioritering ikke at sætte mig i et hjørne og lukke verden ude. Fordi jeg endelig har forstået, at den eneste, som er ansvarlig for min lykke, er mig selv. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Men jeg har fattet det. Og lever nu langt om længe efter filosofien. Jeg kan ærligt stå ved, at jeg har valgt at favne livet og dermed fravalgt at være ked af alle de ting, som jo ellers er helt oplagte at være frustreret over. Jeg vælger, at det er gave at kunne starte forfra i stedet for at være ulykkelig over, at jeg ikke har hverken job, bolig, kæreste eller børn lige nu – for livet ER sgu smukt og godt og alt for kort til at gå og bruge tid på at være stresset og utilfreds.

Der er skønhed allevegne, det gælder bare om at pudse brillerne og indstille fokus. Det lyder så let, og det er det i virkeligheden også – men det er først nu, hvor jeg har lært teknikken, at jeg synes det. De sidste ti år har været en lang indre rejse og jeg har stadig meget at lære og øve mig i, men jeg er på vej og det føles forrygende godt. Så nu er det tid til at træffe nye valg, til at vende tilbage til Hverdagsdanmark og til at øve mig i at finde skønheden her. Jeg skal ud at lede efter job og bolig og håber selvfølgelig også inderligt, at 2014 vil bringe kærligheden ind i min favn. Så kom bare an, du nye år. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Jeg håber, at du, som læser med her, vil få et tilsvarende dejligt 2014 – et år med glæde, overskud, kærlighed, latter, dans og udlevelsen af dine personlige drømme. 
Men husk, du vælger selv!

Kærligst

Lotte

6 kommentarer:

  1. TAK kusine for dine ord, som jeg har nydt og læst med stor interesse.
    Rigtig godt nytår til dig, glæder mig til at se dig når det sker i det nye år!!!
    Mange knus fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Og ja, det bliver godt snart at ses.
      Kram

      Slet
  2. Sikke et dejligt livsbekræftende indlæg! Rigtig godt nytår til dig, må 2014 blive endnu et fantastisk år :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det satser jeg stærkt på, kære Grønlandspost!

      Slet
  3. Jeg får det godt når jeg tænker på at der er mennesker, som er positive.
    Bedste ønsker om mange gode dage i det nye år!

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!