Den usynlige invitation

Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære. 

Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme

Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.

Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne

Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.

Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.

Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige

Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.

Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle

Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.

Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle

Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.

Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?