3.1.18

Kan man genoplive en blog, alle anså for død?


Der var en årrække, hvor jeg skrev indlæg hver dag og var meget aktiv i blogosfæren. Jeg mødtes endda med andre bloggere ude i den virkelige verden og skabte relationer, som stadig lever den dag i dag, 12 år efter bloggens fødsel. 
Herefter var der en periode, hvor jeg rejste meget og skrev mindre. Og hvor Twitter og Facebook begyndte at få overtaget.
1100 indlæg blev det til.
Så blev min far alvorligt syg. 
Og så døde han. 
Siden har jeg ikke skrevet et eneste ord her på bloggen. 

 - det er nu mere end tre år siden...

Det var ikke kun her på bloggen, jeg blev tavs - også på andre sociale medier blev der langt mellem ordene, men jeg har nu besluttet at gøre et ærligt forsøg på at genoplive skriveriet; dels fordi der er ord, som gerne vil ud, dels fordi jeg igen oprigtig talt har lyst til at sætte mig ved tastaturet og komme tilbage i en form for skriveflow. Jeg overvejede at begynde på en frisk på en helt ny blog og dermed sætte endeligt punktum for Reiters Bureau, men på en eller anden måde føles det ikke helt rigtigt. For selvom temaerne for de kommende indlæg utvivlsomt kommer til at være anderledes end hidtil, så er alle de tidligere indlæg jo stadig en del af min historie, og jeg ville i øvrigt ikke vide, hvad jeg skulle kalde en ny blog.

Ved en gennemgang af den liste over blogs, jeg en gang læste fast, kan jeg konstatere, at jeg ikke er den eneste, som har indstillet skrivningen i denne form, og måske er tiden også på sin vis løbet fra bloggeriet? Måske HAR Facebook, Twitter og Instagram bare fået overtaget? Det er muligt, men jeg forestiller mig egentlig også bare, at bloggen kan fungere som en platform for en slags genoptræning af mit skriveri. Frem for bare at skrive til en mappe på computeren har jeg en idé om, at jeg vil føle mig mere motiveret til at lægge indlæg op hér, også selvom der ikke skulle være en eneste sjæl, som læser med. Om det lykkes, vil den kommende tid vise.

Så her er jeg altså. Lidt tøvende, men optimistisk og fuldt indstillet på at gøre forsøget.

3 kommentarer:

  1. Kære alle I, som lagde en kommentar via jeres Google-konto
    Jeg er tydeligvis blevet lidt rusten i det her med Blogger og var ikke opmærksom på, at jeg havde fået sat mine kommentarindstillinger til, at man KUN kunne kommentere via Google. Nu har jeg åbnet for alle, men det betyder så, at jeres kommentarer er væk her fra og nu kun ligger på Google+ (tåbeligt!). Men jeg har læst hver eneste én og smilet stort og været taknemmelig for jeres heppen og positive tilkendegivelser. TAK!

    SvarSlet
  2. Velkommen tilbage Lottemus og tak for din laaaaaange julehilsen :-)

    SvarSlet
  3. Kære Lotte, jeg har lige hørt fra Kisser, at du er begyndt at skrive blog igen - håber du bliver ved! Jeg er selv begyndt igen efter et par års pause.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!