Fokus andetsteds

Først pustede jeg nyt liv i den gamle blog - og så svigtede jeg den på det groveste, mens den lå blotlagt her med alle sine nøgne ord og sprøde følelser.
Men jeg har ikke glemt den, og jeg har stadig lyst til at skrive. 
Fokus har bare været et andet sted.

I december besluttede min mand og jeg, at vi ville give hinanden en ferie i julegave. Midt i januar rejste vi derfor til Kap Verde og det var simpelthen den mest suveræne rejse vi har haft sammen! (Vi har ikke haft så mange, fordi vi ikke har kendt hinanden så længe endnu, men Kap Verde ER virkelig en anbefaling værd).
Ingen af os tog computere med og det var faktisk lidt rart. Men det betød altså også en pause fra bloggeriet.

Da vi så var vel hjemme igen med sol på næserne og lavastøv i skoene, gik jeg i gang med at konstruere vores nye hjemmeside, og den proces har slugt stort set al min tid ved tastaturet, så derfor er det først nu - hvor hjemmesiden netop har fået luft under sine digitale vinger - at igen er tid og overskud til at vie bloggen lidt opmærksomhed.
Og nu er der bare to dage til, at jeg igen sætter mig i en flyver! Denne gang for at rejse til Indien. Mere herom på et andet tidspunkt - jeg ville blot lige give et livstegn og dele et link til vores nye side.

Tag vel imod Lys Over Vand

At rejse i mørket

Fra min far fik sin diagnose havde vi et lille års tid til at vænne os til, at han snart skulle dø. Men absolut intet kunne have forberedt mig på, hvordan det egentlig ville føles, når han ikke var hos os længere. Når en, man elsker, dør, føles det som en tidevandsbølge, der fejer alting bort og efterlader jorden gold og sønderbrudt. For mig var det som at blive kastet ud i et stort mørke, der var blottet for alt det, jeg hidtil havde haft tillid til. I den situation skulle der et vågent og aktivt valg til, for ikke at bukke under; en insisteren på at tro på, at der stadig var en kraft i verden, der en dag ville vise sig at være stærkere end sorgen.

En naturlig impuls i sådan en situation vil for mange være at vende sig væk fra døden, flygte fra det mørke, den bringer, og forsøge at forskanse sig mod smerten. Men jeg har efterhånden forstået, at en langt bedre måde at håndtere en stor sorg på, er at omfavne smerten og se mørket i øjnene. For det er lige dér, inde midt i mørket, vi kan parkere alle distraktioner og opleve ren – omend smertefuld – væren. Det er her, vi kan bearbejde det traume, det er, at miste en man elsker. Selvom det kræver et mod og en styrke, som det kan være næsten umuligt at mønstre, når man ligger vingeskudt med en sjæl, der føles som om, den er ved at gå i opløsning, så er det stadig at foretrække at konfrontere, hvad der bor i mørket. Det er langt bedre end at nøjes med de nemme svar fra velmenende venner. Uanset, hvor meget de holder af en, kan de ikke guide os på samme måde, som smerten kan.

Det betyder ikke, at jeg ikke har kunnet finde trøst i mine nære relationer – tværtimod. De har været med til at støtte og styrke mig i, at der ER kærlighed til, selvom ens hjerte er bristet. Og efter nogen tid begyndte jeg at forstå, at det er sandt, når man siger, sorgen og savnet er udtryk for hjemløs kærlighed. Havde jeg ikke elsket min far, ville jeg ikke have følt så uendelig en sorg over at miste ham.
Så enkelt, og så forfærdeligt er det.
På de gode dage er det det, jeg husker mig selv på. Kærligheden. På de knapt så gode dage, er det også det, jeg husker mig selv på. For den er dybest set det eneste, der virkelig betyder noget.

Fra gøren til væren

I sensommeren 2015 opsagde jeg mit job som køkkenchef. Det var et nødvendigt skridt, og valget blev nærmest taget for mig til sidst, hvor jeg blev tvunget til at erkende, at det var på høje tid. Glæden ved arbejdet var nået til et punkt, hvor den for ofte blev overskygget af en række stressfyldte situationer; situationer der fik mig til at se mig selv som et menneske, jeg ikke havde lyst til at være. De kvaliteter som var med til at gøre mig til en effektiv kok og administrator var ikke nogen, jeg havde lyst til at kultivere yderligere på bekostning af min glæde ved at at lave mad. Og det var først, da jeg erkendte, at jeg nok dybest set er mere kunstner end håndværker, at jeg kunne tage mig selv så alvorligt, at jeg opsagde stillingen.

Det var angstprovokerende sådan at gå fra et job uden at have noget nyt på hånden. Det var nyt for mig, og usikkerheden forbundet hermed blev kun forstærket af, at jeg ikke længere var medlem af en A-kasse. A-kassen havde jeg vinket farvel til et års tid forinden, da det blev klart for mig, at der ikke ville være hjælp at hente her, hvis jeg fik brug for det, medmindre jeg samtidig var villig til at vride halsen om på mit lille enmandsfirma. Firmaet har aldrig tjent ret mange penge, men jeg ville være så ked af at slagte den del af mig, som forhåbentlig en dag kan blive et stærkere fundament og en platform, hvorfra jeg for alvor kan udfolde mig. Så i erkendelse af, at systemet ikke ser velvilligt på små entreprenører og virkelyst, havde jeg altså valgt at melde mig ud af A-kassen.

Samtidig er jeg for stolt til at bede om bistand fra det offentlige; ikke fordi jeg siger, der noget i vejen med at bede om hjælp, hvis man virkelig har brug for det, men fordi jeg ikke ville kunne holde ud at blive hundset rundt med af pressede sagsbehandlere, som blot anskuer en som det nummer, man får tildelt i systemet. Jeg er for meget en fri fugl til frivilligt at ville lade mig stække og stavnsbinde. Jeg vil ikke tvinges til at søge jobs, jeg enten ikke er kvalificeret til eller som vil få min sjæl til at visne. Det bliver jeg ikke nogen god samfundsborger af; tværtimod!

Så der stod jeg. Uden job, uden dagpenge og uden økonomisk håndsrækning fra det offentlige. Til gengæld havde jeg lidt opsparede penge i banken og en mand ved min side, som lovede mig, at vi sammen ville kunne klare os for hans løn alene. Det er en situation, som er ren luksus for mange ledige, og hvis ikke forholdene havde været sådan, ville jeg sandsynligvis heller ikke have haft modet til at sige op. Så ville jeg have ventet, til jeg havde fundet et andet job – også selvom det højst sandsynligt ville få nogle rigtig kedelige konsekvenser for både min mentale sundhed og mit selvbillede.

Imidlertid var tanken om at lade mig forsørge mig meget imod. Jeg havde det som om, jeg rummede to kvinder i intens diskussion om, hvorvidt situationen var okay eller ej. På den ene side var der urkvinden; kvinden som var lykkelig for at have mødt en mand, der ville passe på hende og beskytte hende – på den anden side var der kvinden fra det 21. århundrede; kvinden som altid havde klaret sig selv, havde tjent sine egne penge og ikke skyldte nogen noget. At skulle håndtere så stor en indre konflikt i mine bestræbelser på at acceptere situationen skulle vise sig blot at blive første kapitel i en længere rejse mod noget, som jeg fortsat ikke har klart defineret.

Jeg har ikke arbejdet fuld tid i over to år nu. Jeg kan ikke helt slippe arbejdsmarkedet, for det er stadig for svært at lade mig fuldt ud forsørge – og hvis vi gerne vil have lidt økonomisk råderum til andet end de faste udgifter, så er det nødvendigt, at jeg bidrager med en regelmæssig løbetur i hamsterhjulet. Samtidig VIL jeg faktisk gerne arbejde. Men kun i et omfang, så det ikke spænder ben for at bevæge mig hen imod en indfrielse af nogle af de drømme, som kræver tid og fokus for at kunne udfoldes. Rum og plads til at være mere kreativ er en af de ting, jeg er begyndt at værne meget om. Også selvom jeg samtidig udkæmper en anden indre konflikt, som handler om, at en del af mig føler, jeg så også bør ”producere” noget, når jeg nu har sagt, at det var det, jeg ville.

Det har været en opslidende og lærerig proces at favne denne side af mig selv. For hvordan kan jeg forsvare, at jeg går hjemme og lader mig forsørge, hvis jeg ikke på et eller andet plan yder noget konkret? Skal jeg forsvare det? Og overfor hvem? Min mand beder mig ikke om det. Samfundet beder mig heller ikke om det (for jeg beder jo ikke samfundet om noget). Så måske er det i virkeligheden mest mit ego, som er på spil her med pegefinger og øjenbryn løftet... Vi er så hurtige og dygtige til at dømme os selv, at vi mange gange måske ikke en gang er bevidste om, at det er det, vi gør. Jeg er selv vanvittigt talentfuld i den disciplin. Jeg tænker nogen gange på, at hvis vi mennesker sagde alle de ting til vores kære og nære relationer, som vi siger til os selv, så er jeg ret sikker på, at de fleste af dem ikke ville bryde sig om at være vores kære og nære. Så hvad skal der til, for at jeg ikke konstant dømmer og fordømmer mig selv, mine valg og mine fravalg?

Jeg er fortsat i gang med en af de største udfordringer i mit liv - at redefinere mit selvbillede... Jeg stræber mod et liv med mere 'væren' og mindre 'gøren'. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Min identitet har altid været tæt knyttet til gøren - så nu, hvor det handler mere og mere om væren, sker der automatisk noget med den måde, jeg opfatter mig selv på. Meget interessant proces. Og den er ekstra interessant, fordi vi lever i et samfund, hvor jobtitler og præstationer og det at 'gøre' er så afgørende for, hvordan vi opfatter og behandler hinanden.

Jeg tænker meget mere over, hvorfor jeg gør ting nu, end jeg gjorde tidligere. Hvad er drivkraften? Er det for at gå andres accept/ros, er det for at få magt/prestige? Eller er det lyst/nysgerrighed/passion, som driver værket? I mange af mine tidligere jobs har det ikke handlet så meget om, hvorvidt jeg fandt arbejdet interessant eller givende, mange gange har jeg på ingen måde følt at mit intellekt blev stimuleret det mindste – men jeg har arbejdet for at opnå frihed. For mig har det mange gange handlet om, at penge var et nødvendigt middel for at jeg kunne udleve mine drømme som fx at rejse. Det har aldrig handlet om materiel værdi, og jeg har aldrig ejet noget, der kostede mere end 10.000 kroner. Ikke før jeg købte min første (brugte) bil i en alder af 40. For mange år siden gav jeg mig selv det løfte, at jeg ikke ville arbejde udelukkende for pengenes skyld, så med mindre jeg havde øremærket min løn til at indfri en drøm, skulle et job være berigende på et andet plan. Og det løfte havde jeg formået at holde, indtil jeg ikke holdt det længere og havnede i et job, hvor jeg til sidst måtte have en ordentlig rusketur rundt i manegen, før jeg forstod, at jeg var kommet på afveje. At jeg var ved at miste mig selv. Og at det faktisk overhovedet ikke var nødvendigt.

Nu vælger jeg IKKE at arbejde (ret meget), for derved at opnå en dybere fred og bedre helbred. Jeg ved, at når jeg trives, er det meget mere naturligt for mig at skabe og være kreativ. Mange hævder, at det er de forpinte sjæle, som bliver de største kunstnere, og deri kan der nok ligge en vis sandhed, men det er ikke livet som kunstner, grandeur og prestige, jeg higer efter – tværtimod ville jeg elske at være en harmonisk sjæl med en middelgod evne til at formidle noget af alt det, der bobler lige under overfladen. Min egen overflade vel at mærke.

Hvad så med alt det, som SKAL gøres? Alt det, som får tilværelsen til at hænge sammen...regninger som skal betales, mad som skal laves, snavsetøj som skal vaskes, tagrender som skal renses... Det indlysende er selvfølgelig, at finde den fine balance mellem gøren og væren. Og når det handler om ting, som SKAL gøres, så forsøger jeg at finde drivkraften i, at jeg ved, hvor dejligt det er, når de ting er gjort. Og langt hen ad vejen lykkes det, hvilket er essentielt for, at netop de ting ikke hober sig op. Jeg siger ikke, at jeg ikke forfalder til overspringshandlinger, men når jeg gør, prøver jeg at favne mig selv i netop disse situationer i stedet for at dømme mig selv for dem. Det er så banalt og samtidig så vigtig en pointe, for at pligterne ikke skal ende med at blive gjort alene af pligtopfyldthed, men at udførelsen udspringer i et reelt ønske om at gøre dem. Hårfin balance dér!

Jeg må konstant huske mig selv på, at det er et helt livs vaner og rutiner, jeg har oppe til revision, hvorfor det er ekstra vigtigt, at jeg ikke bliver utålmodig med mig selv, når jeg falder tilbage i gamle mønstre. Når jeg ryger op i hovedet og mister forbindelsen til kroppen, når jeg skriver den ene liste over gøremål efter den anden for dernæst at blive stresset over alt det, som står på listerne, når jeg farer rundt en hel dag og udretter en masse, hvor hjertet slet ikke er med i det, når jeg gør noget ud fra et ønske om accept og anerkendelse fra andre, og når gøren vinder over væren – da er det altafgørende, at jeg trækker vejret dybt og vender tilbage til mig selv og det lille skrøbelige frø, som er ved at spire frem. Det frø, som er begyndt at spire, men som kræver så meget kærlighed og insisterende væren, for at kunne vokse sig stærkt og folde sig ud. Det frø, som er mig i den reneste form. Drevet af livet. Uden filter.

At vande en spire

Da min far døde, kunne jeg nærmest ikke være i min egen krop. Der var slet ikke plads til min sorg inden i mig - hvordan skulle der så være plads til nogen som helst form for kreativitet? Lysten til at skrive var som en flamme, der langsomt var ved at blive kvalt af mangel på ilt, og der var slet ikke nok af den til, at jeg kunne udfolde mig i ret meget andet end skarpt kantede brudstykker, hvor jeg skiftedes mellem at være aldeles rasende og fuldkommen fortvivlet. Og alligevel er der et lille frø, som har overlevet.

Jeg har stadig en folder på computeren med disse brudstykker; disse tankefragmenter og halvfærdige sætninger, som på ingen måde formåede at indfange det kaos, som dengang herskede i mit indre. Og når jeg genlæser, genkalder jeg mig uden besvær sindsstemningen, ordene er skrevet i. For sorgen er der stadig. Lige under overfladen det meste af tiden, men også i fuldt udbrud ind imellem. Forskellen er bare, at jeg ikke længere er rasende. Vreden er brændt ud og har lagt sig som et askelag i sjælen. Sorgen og savnet er derimod blevet et par sodsværtede og trofaste følgesvende, som jeg med tiden er begyndt at værdsætte, fordi de på deres egen grusomme facon har nuanceret mit syn på verden, på livet og på mine medmennesker. Det lyder så banalt, men min fars død har forandret mit liv og ikke kun til det værre - det ved jeg i dag.

Jeg oplever i denne tid en følelse af, at et eller andet gerne vil spire frem af den brandtomt, jeg går rundt med indeni, lige der hvor der er et flosset hul med form som min far. For hvor meningsløs hans død end er vedblevet at være for mig, så vil det være tilsvarende meningsløst ikke at vande denne spæde fornemmelse af skabertrang. Da jeg postede mit "genoplivningsindlæg" i går, havde jeg ikke forestillet mig den respons, det afstedkom. Faktisk havde jeg vist ikke forestillet mig ret meget - jeg var bare begyndt at vande min lille ordspire. Men med alle de positive tilkendegivelser (især på Facebook var det overvældende), fulgte også en følelse af at have blottet mig. At stå med hjertet fremstrakt i hænderne til skue for hele verden. Det føles sindsygt sårbart, men det fortæller mig også, at det her med at skrive faktisk betyder noget for mig. Og at der inde i kernen af denne sårbarhed ligger noget, som godt kunne antage karakter af noget meningsfyldt, hvis jeg tør blive i den kreative proces. Blotlagt og hudløs.

Så jeg vil fortsætte med at vande spiren og fejre grokraften med tilbageholdt åndedræt og skælvende fingre på tastaturet. Gøde spiren med næring i form af tilliden fra alle jer, der hepper. Og som en anden gartner, vil jeg (u)tålmodigt vente på, at både rodnettet og den overjordiske del skal udvikle sig så meget, at jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er for en størrelse, vi har med at gøre.
Jeg er nervøs, men jeg er endnu mere spændt. Jeg tror, der har ligget noget godt i det frø.

Kan man genoplive en blog, alle anså for død?

Der var en årrække, hvor jeg skrev indlæg hver dag og var meget aktiv i blogosfæren. Jeg mødtes endda med andre bloggere ude i den virkelige verden og skabte relationer, som stadig lever den dag i dag, 12 år efter bloggens fødsel. 
Herefter var der en periode, hvor jeg rejste meget og skrev mindre. Og hvor Twitter og Facebook begyndte at få overtaget.
1100 indlæg blev det til.
Så blev min far alvorligt syg. 
Og så døde han. 
Siden har jeg ikke skrevet et eneste ord her på bloggen. 

 - det er nu mere end tre år siden...

Det var ikke kun her på bloggen, jeg blev tavs - også på andre sociale medier blev der langt mellem ordene, men jeg har nu besluttet at gøre et ærligt forsøg på at genoplive skriveriet; dels fordi der er ord, som gerne vil ud, dels fordi jeg igen oprigtig talt har lyst til at sætte mig ved tastaturet og komme tilbage i en form for skriveflow. Jeg overvejede at begynde på en frisk på en helt ny blog og dermed sætte endeligt punktum for Reiters Bureau, men på en eller anden måde føles det ikke helt rigtigt. For selvom temaerne for de kommende indlæg utvivlsomt kommer til at være anderledes end hidtil, så er alle de tidligere indlæg jo stadig en del af min historie, og jeg ville i øvrigt ikke vide, hvad jeg skulle kalde en ny blog.

Ved en gennemgang af den liste over blogs, jeg en gang læste fast, kan jeg konstatere, at jeg ikke er den eneste, som har indstillet skrivningen i denne form, og måske er tiden også på sin vis løbet fra bloggeriet? Måske HAR Facebook, Twitter og Instagram bare fået overtaget? Det er muligt, men jeg forestiller mig egentlig også bare, at bloggen kan fungere som en platform for en slags genoptræning af mit skriveri. Frem for bare at skrive til en mappe på computeren har jeg en idé om, at jeg vil føle mig mere motiveret til at lægge indlæg op hér, også selvom der ikke skulle være en eneste sjæl, som læser med. Om det lykkes, vil den kommende tid vise.

Så her er jeg altså. Lidt tøvende, men optimistisk og fuldt indstillet på at gøre forsøget.

Den usynlige invitation

Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære. 

Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme

Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.

Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne

Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.

Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.

Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige

Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.

Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle

Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.

Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle

Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.

Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?

I kølvandet på stilheden

Jeg havde en klar forventning om, at ti dage i afsondrethed, i stilhed, i afholdenhed og i intens meditation ville blive en udfordring. Jeg havde også, om ikke en forventning, så i hvert fald en stærk formodning og forhåbning om, at det ville blive tilsvarende givende. Begge dele skulle vise sig at holde stik. Jeg ved ikke, om det er at overdrive at sige, at det nok er den største udfordring, jeg nogensinde har givet mig selv, fordi oplevelsen var så unik, at den ikke er sammenlignelig med noget andet, jeg har prøvet tidligere. Men én ting er sikkert; udbyttet stod mål med udfordringen.

Det har taget tid for oplevelsen at bundfælde sig, og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den, men jeg lovede jer et indlæg, og det skal I også have. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men der er så mange lag, at det alligevel er blevet en længere smøre. Jeg håber, I bærer over med mig.

Hvordan var det så?

De første tre dage kunne jeg med en vis fascination konstatere, at min hjerne var en abe med ufatteligt energiniveau – den svang sig uophørligt fra den ene tankegren til den næste. Konstant! I TRE hele dage! I det tidsrum skulle vi udelukkende koncentrere os om at observere vores åndedræt (ikke kontrollere, blot observere hvad der skete i næsen), og det giver fuldkommen mening, at man ikke går i gang med den egentlige meditationsteknik før på fjerdedagen, hvor sindet efterhånden er begyndt at falde til ro, og der bliver længere mellem springene fra tanke til tanke.

Det er meget tæt på at være det samme, der skete for mig, mens jeg sejlede rundt ude på Stillehavet. Efter ca. tre dage uden at have set land og med meget få input på kanalen, var det som om, der blev ro i min hjerne, og der dermed blev plads til at få nye idéer. Sjældent har jeg følt mig så kreativ. Og det var nok i virkeligheden min største motivation for at tage på Vipassana-kurset. At forsøge at finde en metode hvorpå jeg kunne opnå samme tilstand – uden at være nødt til at sejle rundt på store oceaner langt fra civilisationen. Og jeg vil vove den påstand, at det lykkedes.

Det siger næsten sig selv, at når man træder ind i halvanden uges total afholdenhed og afsondrethed og samtidig fraskriver sig alle former for kommunikation og underholdning, så er der ikke meget til at distrahere sindet med. Når man så samtidig pludselig bruger ti timer dagligt på at meditere, kan det næppe undgås, at ens tanker på et eller andet tidspunkt bliver henledt på ting, som man ellers ikke tænker aktivt over til daglig; enten fordi de drukner i andre ting, fordi man bevidst afleder sin opmærksomhed eller fordi man simpelthen har undertrykt dem. Så de ti dage er også en oplagt mulighed for at få arbejdet med ting/tankemønstre/sorger/etc. som ligger dybt i én. Selv brugte jeg en del mental energi på at forholde mig til mine følelser i forhold til min fars sygdom, og det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har fået en masse ro indeni på trods af alvoren i situationen – simpelthen fordi jeg nu ikke blot med mit intellekt ved, at jeg står magtesløs, men også kan mærke det – og mærke, at det ikke ændrer på noget at blive frustreret og ulykkelig over det. Giver det mening?

Hvad går det ud på?

Jeg vil ikke gå en masse i detaljer om, præcis hvad man foretager sig i samtlige ti dage, men programmet ligger helt fast, og det er fuldstændig identisk uanset om man følger kurset i Europa, i Asien, i Mellemøsten eller et af de mange andre andre steder, hvor kurset udbydes. Programmet er velafprøvet og har ikke ændret sig i mere end tredive år! En gongong lyder, hver eneste gang det er tid til meditation/måltider/pauser, og hver dag er bygget op over den samme rækkefølge af disse elementer. Det eneste, man skal gøre, er at følge instrukserne. Der var da ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved undervejs, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at overgive mig totalt og uden forudindtagede meninger – og jeg tror, det er den eneste rigtige måde at få det optimale ud af kurset på. Bagefter står det jo frit for at plukke præcis de elementer ud, som giver mening og så lægge resten bag sig, hvis man har behov for det.

Det er med Vipassana som med så meget andet; du er nødt til selv at prøve, for reelt at vide, hvad det handler om. Du kan læse om, høre om og se timevis af video om svømning, men du lærer først at svømme, når du begynder at øve dig. Det samme gælder med Vipassana, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at forklare.

Dog kan jeg kort ridse op:

• Det er en mere end 2500 år gammel meditationsteknik
• Teknikken er universel, dvs. hverken religiøs eller sekterisk, og kan dermed benyttes af alle uanset tro og anden overbevisning
• Teknikken er meget enkel og bygger på selviagttagelse
• Alle kan lære den og det kræver ingen forudgående erfaring med meditation
• Bygger på en filosofi om, at al lidelse her i livet tager sit udspring i enten begær/længsel eller modvilje/aversion. Hvis man kan frigøre sig fra disse følelser, kan man frigøre sig fra lidelse. Samtidig er en anden grundpille i Vipassana, at intet her i livet er permanent. Hverken glæde eller sorg, smerte eller kærlighed. Så hvis man kan nå til en sindstilstand, hvor man blot ER og ikke lever i hverken fortid eller fremtid, men simpelthen ER i nuet, skulle man kunne opleve en tilværelse fri for lidelse.

Og hvad koster det så?

Faktisk er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål, for ens deltagelse på kurset (inkl. kost og logi) er der allerede nogen, som har betalt for. Forstået på den måde, at al finansiering er baseret på donationer fra tidligere kursister. Først når man selv har gennemført kurset, kan man få lov at donere – og vel at mærke præcis så lidt eller meget, som man føler for. Man kan vel kalde det en slags 'Pay it forward'. Hvilket er et kæmpe kvalitetsstempel i min optik. Ligesom det også er en understregelse af teknikkens gangbarhed, at man ikke finder en masse reklame for den rundt omkring, men at der alligevel gennem de sidste mere end tredive år er blevet etableret kursuscentre over hele verden, hvor der månedligt gennemføres Vipassana-kurser. Jeg stod selv på venteliste i flere uger, før jeg fik en melding om, at jeg havde fået en plads.

Hvad kræver det?

En ansøgning om optagelse på kurset (findes via kursusoversigten for det enkelte kursuscenter)

Ti dage af din tid, samt en rejse til et af de 154 kursuscentre i verden. Det nærmeste ligger i Ôdeshög i Sverige, ca. fire timers togrejse fra København.

Dedikation. Du skal virkelig ville det. Og du skal turde udholde dit eget selskab og et konstant nærvær af dine egne tanker i samtlige ti dage.

Vil du vide mere, er der masser af information at hente her og på www.dhamma.org – og ellers er du velkommen til at spørge.

Mandagsbussen - ventetid og ABBA for fuld skrue

Mens vi rejste rundt i Amerikansk Samoa skulle min ven, Glenn, og jeg på et tidspunkt overnatte hos en lokal familie, som boede lige på grænsen til en af nationalparkerne. Det kunne ikke være lettere at finde huset, fik vi at vide, vi skulle bare hoppe på den eneste bus, som kørte til Vatia og så stå af efter den femte bro og banke på i det lysegrønne hus.
På spørgsmålet om, hvornår bussen kørte, blev vi mødt med svaret "inden for en halv time" - det samme svar fik vi, da vi havde atter spurgte efter at have ventet en time. Og efter yderligere en time. Sådan er det bare i Polynesien, det kan man ligeså godt affinde sig med og så tage rejsen som den oplevelse, den nu en gang er. Bussen kom jo til sidst! Efter tre timers ventetid, to kopper te og masser af snak med de lokale. Vi kom frem i fin stil og blev kørt lige til døren. Tilmed med et ABBA-remix (af alle ting!) for fuld udblæsning hele vejen. Det var hele ventetiden værd.

Mandags(skole)bussen

Sådan ser en skolebus med respekt for sig selv ud i Pago Pago (Amerikansk Samoa). Stopskiltet slås simpelthen bare ud, når bussen holder stille og losser/læsser skolebørn.

Mandagsbussen - Har du husket mascaraen?

Smukke, lange øjenvipper er de fleste kvinders drøm - og det er åbenbart også attraktivt til busser!
Bussen med disse misundelsesværdige pragteksemplarer kører til daglig rundt på Upolu.