Fra gøren til væren

I sensommeren 2015 opsagde jeg mit job som køkkenchef. Det var et nødvendigt skridt, og valget blev nærmest taget for mig til sidst, hvor jeg blev tvunget til at erkende, at det var på høje tid. Glæden ved arbejdet var nået til et punkt, hvor den for ofte blev overskygget af en række stressfyldte situationer; situationer der fik mig til at se mig selv som et menneske, jeg ikke havde lyst til at være. De kvaliteter som var med til at gøre mig til en effektiv kok og administrator var ikke nogen, jeg havde lyst til at kultivere yderligere på bekostning af min glæde ved at at lave mad. Og det var først, da jeg erkendte, at jeg nok dybest set er mere kunstner end håndværker, at jeg kunne tage mig selv så alvorligt, at jeg opsagde stillingen.

Det var angstprovokerende sådan at gå fra et job uden at have noget nyt på hånden. Det var nyt for mig, og usikkerheden forbundet hermed blev kun forstærket af, at jeg ikke længere var medlem af en A-kasse. A-kassen havde jeg vinket farvel til et års tid forinden, da det blev klart for mig, at der ikke ville være hjælp at hente her, hvis jeg fik brug for det, medmindre jeg samtidig var villig til at vride halsen om på mit lille enmandsfirma. Firmaet har aldrig tjent ret mange penge, men jeg ville være så ked af at slagte den del af mig, som forhåbentlig en dag kan blive et stærkere fundament og en platform, hvorfra jeg for alvor kan udfolde mig. Så i erkendelse af, at systemet ikke ser velvilligt på små entreprenører og virkelyst, havde jeg altså valgt at melde mig ud af A-kassen.

Samtidig er jeg for stolt til at bede om bistand fra det offentlige; ikke fordi jeg siger, der noget i vejen med at bede om hjælp, hvis man virkelig har brug for det, men fordi jeg ikke ville kunne holde ud at blive hundset rundt med af pressede sagsbehandlere, som blot anskuer en som det nummer, man får tildelt i systemet. Jeg er for meget en fri fugl til frivilligt at ville lade mig stække og stavnsbinde. Jeg vil ikke tvinges til at søge jobs, jeg enten ikke er kvalificeret til eller som vil få min sjæl til at visne. Det bliver jeg ikke nogen god samfundsborger af; tværtimod!

Så der stod jeg. Uden job, uden dagpenge og uden økonomisk håndsrækning fra det offentlige. Til gengæld havde jeg lidt opsparede penge i banken og en mand ved min side, som lovede mig, at vi sammen ville kunne klare os for hans løn alene. Det er en situation, som er ren luksus for mange ledige, og hvis ikke forholdene havde været sådan, ville jeg sandsynligvis heller ikke have haft modet til at sige op. Så ville jeg have ventet, til jeg havde fundet et andet job – også selvom det højst sandsynligt ville få nogle rigtig kedelige konsekvenser for både min mentale sundhed og mit selvbillede.

Imidlertid var tanken om at lade mig forsørge mig meget imod. Jeg havde det som om, jeg rummede to kvinder i intens diskussion om, hvorvidt situationen var okay eller ej. På den ene side var der urkvinden; kvinden som var lykkelig for at have mødt en mand, der ville passe på hende og beskytte hende – på den anden side var der kvinden fra det 21. århundrede; kvinden som altid havde klaret sig selv, havde tjent sine egne penge og ikke skyldte nogen noget. At skulle håndtere så stor en indre konflikt i mine bestræbelser på at acceptere situationen skulle vise sig blot at blive første kapitel i en længere rejse mod noget, som jeg fortsat ikke har klart defineret.

Jeg har ikke arbejdet fuld tid i over to år nu. Jeg kan ikke helt slippe arbejdsmarkedet, for det er stadig for svært at lade mig fuldt ud forsørge – og hvis vi gerne vil have lidt økonomisk råderum til andet end de faste udgifter, så er det nødvendigt, at jeg bidrager med en regelmæssig løbetur i hamsterhjulet. Samtidig VIL jeg faktisk gerne arbejde. Men kun i et omfang, så det ikke spænder ben for at bevæge mig hen imod en indfrielse af nogle af de drømme, som kræver tid og fokus for at kunne udfoldes. Rum og plads til at være mere kreativ er en af de ting, jeg er begyndt at værne meget om. Også selvom jeg samtidig udkæmper en anden indre konflikt, som handler om, at en del af mig føler, jeg så også bør ”producere” noget, når jeg nu har sagt, at det var det, jeg ville.

Det har været en opslidende og lærerig proces at favne denne side af mig selv. For hvordan kan jeg forsvare, at jeg går hjemme og lader mig forsørge, hvis jeg ikke på et eller andet plan yder noget konkret? Skal jeg forsvare det? Og overfor hvem? Min mand beder mig ikke om det. Samfundet beder mig heller ikke om det (for jeg beder jo ikke samfundet om noget). Så måske er det i virkeligheden mest mit ego, som er på spil her med pegefinger og øjenbryn løftet... Vi er så hurtige og dygtige til at dømme os selv, at vi mange gange måske ikke en gang er bevidste om, at det er det, vi gør. Jeg er selv vanvittigt talentfuld i den disciplin. Jeg tænker nogen gange på, at hvis vi mennesker sagde alle de ting til vores kære og nære relationer, som vi siger til os selv, så er jeg ret sikker på, at de fleste af dem ikke ville bryde sig om at være vores kære og nære. Så hvad skal der til, for at jeg ikke konstant dømmer og fordømmer mig selv, mine valg og mine fravalg?

Jeg er fortsat i gang med en af de største udfordringer i mit liv - at redefinere mit selvbillede... Jeg stræber mod et liv med mere 'væren' og mindre 'gøren'. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Min identitet har altid været tæt knyttet til gøren - så nu, hvor det handler mere og mere om væren, sker der automatisk noget med den måde, jeg opfatter mig selv på. Meget interessant proces. Og den er ekstra interessant, fordi vi lever i et samfund, hvor jobtitler og præstationer og det at 'gøre' er så afgørende for, hvordan vi opfatter og behandler hinanden.

Jeg tænker meget mere over, hvorfor jeg gør ting nu, end jeg gjorde tidligere. Hvad er drivkraften? Er det for at gå andres accept/ros, er det for at få magt/prestige? Eller er det lyst/nysgerrighed/passion, som driver værket? I mange af mine tidligere jobs har det ikke handlet så meget om, hvorvidt jeg fandt arbejdet interessant eller givende, mange gange har jeg på ingen måde følt at mit intellekt blev stimuleret det mindste – men jeg har arbejdet for at opnå frihed. For mig har det mange gange handlet om, at penge var et nødvendigt middel for at jeg kunne udleve mine drømme som fx at rejse. Det har aldrig handlet om materiel værdi, og jeg har aldrig ejet noget, der kostede mere end 10.000 kroner. Ikke før jeg købte min første (brugte) bil i en alder af 40. For mange år siden gav jeg mig selv det løfte, at jeg ikke ville arbejde udelukkende for pengenes skyld, så med mindre jeg havde øremærket min løn til at indfri en drøm, skulle et job være berigende på et andet plan. Og det løfte havde jeg formået at holde, indtil jeg ikke holdt det længere og havnede i et job, hvor jeg til sidst måtte have en ordentlig rusketur rundt i manegen, før jeg forstod, at jeg var kommet på afveje. At jeg var ved at miste mig selv. Og at det faktisk overhovedet ikke var nødvendigt.

Nu vælger jeg IKKE at arbejde (ret meget), for derved at opnå en dybere fred og bedre helbred. Jeg ved, at når jeg trives, er det meget mere naturligt for mig at skabe og være kreativ. Mange hævder, at det er de forpinte sjæle, som bliver de største kunstnere, og deri kan der nok ligge en vis sandhed, men det er ikke livet som kunstner, grandeur og prestige, jeg higer efter – tværtimod ville jeg elske at være en harmonisk sjæl med en middelgod evne til at formidle noget af alt det, der bobler lige under overfladen. Min egen overflade vel at mærke.

Hvad så med alt det, som SKAL gøres? Alt det, som får tilværelsen til at hænge sammen...regninger som skal betales, mad som skal laves, snavsetøj som skal vaskes, tagrender som skal renses... Det indlysende er selvfølgelig, at finde den fine balance mellem gøren og væren. Og når det handler om ting, som SKAL gøres, så forsøger jeg at finde drivkraften i, at jeg ved, hvor dejligt det er, når de ting er gjort. Og langt hen ad vejen lykkes det, hvilket er essentielt for, at netop de ting ikke hober sig op. Jeg siger ikke, at jeg ikke forfalder til overspringshandlinger, men når jeg gør, prøver jeg at favne mig selv i netop disse situationer i stedet for at dømme mig selv for dem. Det er så banalt og samtidig så vigtig en pointe, for at pligterne ikke skal ende med at blive gjort alene af pligtopfyldthed, men at udførelsen udspringer i et reelt ønske om at gøre dem. Hårfin balance dér!

Jeg må konstant huske mig selv på, at det er et helt livs vaner og rutiner, jeg har oppe til revision, hvorfor det er ekstra vigtigt, at jeg ikke bliver utålmodig med mig selv, når jeg falder tilbage i gamle mønstre. Når jeg ryger op i hovedet og mister forbindelsen til kroppen, når jeg skriver den ene liste over gøremål efter den anden for dernæst at blive stresset over alt det, som står på listerne, når jeg farer rundt en hel dag og udretter en masse, hvor hjertet slet ikke er med i det, når jeg gør noget ud fra et ønske om accept og anerkendelse fra andre, og når gøren vinder over væren – da er det altafgørende, at jeg trækker vejret dybt og vender tilbage til mig selv og det lille skrøbelige frø, som er ved at spire frem. Det frø, som er begyndt at spire, men som kræver så meget kærlighed og insisterende væren, for at kunne vokse sig stærkt og folde sig ud. Det frø, som er mig i den reneste form. Drevet af livet. Uden filter.

Du vælger selv

Hvis du selv kunne vælge frit, hvordan skulle dit 2014 så se ud?

Hvad ville du gerne have mere af end i 2103, hvad ville du gerne opleve mindre af?

Hvor vil du helst være, hvem vil du helst være sammen med, hvilke mål vil du gerne nå?

Hvad var det bedste ved 2013?

Hvornår lo du længst og højst?

Hvad fik dit hjerte til at banke hurtigere?

Hvor og hvornår følte du dig lykkeligst?

Det er så klassisk at gøre status nu. Ved udgangen af et år. Og ved tærsklen til et nyt år. Og her på bureauet gøres ingen undtagelse, for det skader aldrig med lidt refleksion.

Jeg begynder 2014 med tavlen visket blank. Det kan på én gang være overvældende skræmmende, og ufatteligt løfterigt. For hvor tit får man muligheden for at begynde helt forfra? Jeg begynder året med et helt blankt kanvas, som blot venter på mine penselstrøg, venter på at jeg begynder at forme motivet, farvelægger, arbejder med detaljerne. De overordnede temaer som job, bolig og parforhold venter alle på at blive realiseret, mens grundtonen dog allerede er slået an. For mit blanke lærred er ikke skærende hvidt, det er gennemvædet af en solid grundglæde i den varmeste ende af farveskalaen. Jeg går ud af 2013 med en følelse af at være nået ind til kernen af mig selv, af at være så meget i balance, at selv de sværeste udfordringer synes overskuelige. Det har været ufatteligt sundt for mig at trække stikket i over et år. Jeg har holdt sabbat fra hverdagsliv, parforhold og fast bopæl, og har i stedet udelukkende arbejdet for min fornøjelses skyld, tilbragt tid sammen med mennesker, jeg holder af, gjort ting, som var gode for mig, set en masse af verden og fået sat livet i perspektiv. Men først og fremmest har jeg udlevet en række drømme.

Det handler om valg. Om at stå ved sine drømme. Om ikke at give op. Og om at bevare troen på, at karmaloven er i funktion, selv når man ligger og bløder efter endnu et slag. Jeg er ikke specielt sej eller modig, men jeg synes, jeg har fået knubs nok. Og jeg nægter at lade mig slå ud, gider ikke mere pis. Det er et helt bevidst valg. Et spørgsmål om prioriteringer.

Da min verden væltede for halvandet år siden, og alt hvad jeg havde på mit personlige lærred med ét strøg blev visket ud, brugte jeg en uge på at være i chok og sorg efterfulgt af en uge i rødglødende raseri. Jeg har opdaget, at jeg har udviklet en tendens til at blive meget proaktiv i krisesituationer, og jeg brugte da også dette raseri som en drivkraft til at foretage mig noget konstruktivt. Det var en bevidst prioritering ikke at sætte mig i et hjørne og lukke verden ude. Fordi jeg endelig har forstået, at den eneste, som er ansvarlig for min lykke, er mig selv. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Men jeg har fattet det. Og lever nu langt om længe efter filosofien. Jeg kan ærligt stå ved, at jeg har valgt at favne livet og dermed fravalgt at være ked af alle de ting, som jo ellers er helt oplagte at være frustreret over. Jeg vælger, at det er gave at kunne starte forfra i stedet for at være ulykkelig over, at jeg ikke har hverken job, bolig, kæreste eller børn lige nu – for livet ER sgu smukt og godt og alt for kort til at gå og bruge tid på at være stresset og utilfreds.

Der er skønhed allevegne, det gælder bare om at pudse brillerne og indstille fokus. Det lyder så let, og det er det i virkeligheden også – men det er først nu, hvor jeg har lært teknikken, at jeg synes det. De sidste ti år har været en lang indre rejse og jeg har stadig meget at lære og øve mig i, men jeg er på vej og det føles forrygende godt. Så nu er det tid til at træffe nye valg, til at vende tilbage til Hverdagsdanmark og til at øve mig i at finde skønheden her. Jeg skal ud at lede efter job og bolig og håber selvfølgelig også inderligt, at 2014 vil bringe kærligheden ind i min favn. Så kom bare an, du nye år. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Jeg håber, at du, som læser med her, vil få et tilsvarende dejligt 2014 – et år med glæde, overskud, kærlighed, latter, dans og udlevelsen af dine personlige drømme. 

Men husk, du vælger selv!

Kærligst

Lotte

Hverdag på Takamaka - Jule(post)kort #2

Februar 2013
Jeg er i fuld gang med feltarbejdet på Takamaka, som udgør den sydøstlige del af den største af øerne i Aldabra-atollen, Ile Grande Terre. Den eneste måde at komme hertil på er med båd efterfulgt af 45 minutters gang i uvejsomt terræn på land eller en times gang gennem uvejsomt terræn i mangrove (hvis vi ankommer via lagunen).
Vi har været i felten i to uger nu og har udviklet en række gode rutiner. Hver dag starter før solopgang, så vi kan nå at spise morgenmad og være klar til at åbne vores net, når fuglene vågner. På grund af terrænet kan vi ikke færdes udendørs i buldermørke, så vi venter oftest på det tidlige morgengry, inden vi begiver os af sted. Indtil frokosttid går dagen med at observere, fange, måle, veje, ringmærke og aflive. Når solen bager lodret ned og kæmpeskildpadderne begynder at søge skygge, lukker vi vores net og går tilbage til hytten for at holde frokostpause. Midt på eftermiddagen, når temperaturen igen er fladet lidt, genoptager vi arbejdet og bliver ved til solnedgang, hvorefter vi dissekerer, fører log, udfylder datablade, tager bad, laver mad, spiser og vasker op, inden vi går omkuld under hvert vores myggenet.

Vi er fire herude ad gangen, to på hvert team, og vi skiftes til at lave mad og vaske op. Det har udviklet sig til lidt af en konkurrence udi i kunsten at kreere nye retter ud af et meget sparsomt udvalg af dåsemad, ris, pasta, linser og couscous. Hver søndag, vores ugentlige fridag, forsøger vi at fange fisk, men ellers er der ikke mange friske råvarer til rådighed. Efter to uger har vi ikke flere æg, kartofler eller løg tilbage, og hvidløgsbeholdningen er også ved at være i bund. Og der er stadig to uger til vi igen kan få forsyninger.

Der er mange udfordringer ved at leve så primitivt, som vi gør her på Takamaka - uden strøm, uden rindende vand, uden anden forbindelse til omverdenen end en upålidelig satellittelefon - men der er også mange fantastiske oplevelser givet ved at bo midt i noget af den mest uspolerede, vilde og ufremkommelige natur, jeg nogensinde har oplevet. Her kommer man virkelig tæt på dyrelivet. Selv stjernerne synes nærmere. Så pyt med, at jeg ikke har vasket hår i to uger, fordi vi må spare på ferskvandet - jeg krydser bare fingre for, at det snart begynder at regne.

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

Undervandstænkeboks

Jeg er desværre blevet pålagt forbud mod at skrive offentligt online om mit job p.g.a. frygt for organiseret pirateri. Personligt mener jeg, at den forholdsregel fra British High Commision er lidt hysterisk, men da jeg har underskrevet en kontrakt med Seychelles Islands Foundation hvori denne klausul er indføjet, må jeg hellere holde mund. Så lige nu skal jeg lige tænke over, hvordan jeg kan fortælle jer om mine oplevelser herude, uden at komme på kant med nogen. Mens jeg tænker, sender jeg jer et lille undervandsvink her fra de sydlige breddegrader.

Take off

Så er det nu. Flyet er ved at blive pakket og om lidt trækker vi stikket til omverden.
Forude venter måneder uden trafik, telefon og internet - omgivet af turkis vand og med højt til himlen.

Om jeg glæder mig?
Det er der vist ingen tvivl om.

Feltarbejde i sigte

Så er det officielt!

Dagen i dag har været fyldt med gøremål og masser af små blæksprutteopgaver, der skulle ordnes inden vi i morgen fylder flyet med udstyr, mad og os selv for at flyve ud til Assumption. Jeg skal simpelthen arbejde for Seychelles Islands Foundation (SIF) vinteren over. Først på Assumption, siden på Aldabra, der er en af de mest uberørte atoller i verden, og som har været fredet som UNESCO verdensarv siden '82. På Assumption er der ingen internetforbindelse, så I vil ikke komme til at høre et eneste lille pip fra mig de næste par måneder. Til gengæld lover jeg at opdatere, så snart jeg ankommer til Aldabra.

For at gøre en lang historie kort, er aftalen kommet i stand via et godt netværk og et sammenfald af omstændigheder, der har resulteret i en ren og skær win win situation. Og dem kan vi godt lide! SIF stod akut og manglede en voluntør og jeg stod jo...ja, det ved I allerede. Altså kom aftalen i stand på rekordtid, hvilket er helt unikt, især for Seychellerne. For tre uger siden vidste jeg ikke, at det her ville komme til at ske - og i morgen får jeg lov til at rejse til et sted på kloden, hvor man ellers ikke kan få lov at gå i land uden tilladelse og acceptabelt formål. 

Weeeeheeee!

Aldabra (øverst) og Assumption (nederst) - billede lånt hos Wikipedia

To små fregner på verdenskortet - led efter dem nordvest for Madagaskar på globussen ;-)

After Dark

Der er noget magisk over en svømmehal uden mennesker, især når det er mørkt. Så store vandlegemer og ikke en krusning på overfladen.

Jeg var til sommerfest med kollegerne i går og sneg mig ved midnatstid ind i hallen med mit kamera. Klatrede op på 10-meteren og mærkede suget, indhallerede lidt af magien og måtte desværre konstatere, at den ikke helt lader sig indfange på billeder. 

Men jeg vil nu alligevel dele synet med jer.

Hvis du undrer dig over, hvad det er, der ligger i bassinerne, så er det bundsugerslanger. Mens vandet falder til ro om natten, daler fnuller, hår og andre uvelkomne partikler til bunds, hvorefter morgenholdet kan "støv"suge bassinerne, inden svømmehallen åbner for gæster. Fordelen ved at lægge bundsugerne i aftenen i forvejen er selvfølgelig, at man ikke derved hvirvler noget op, som har brugt hele natten på at falde til bunds.

Våd valuta

Min nye arbejdsplads

For en uge siden bestod jeg prøven som erhvervslivredder. Siden har jeg haft et par vikarvagter - og nu er jeg såmænd blevet tilbudt en fuldtidsstilling. Jeg har fået lov til kun at binde mig frem til juni, hvor vi gerne skulle begynde at tage hul på det der sejlads, og hvor det derefter forhåbentlig slet ikke bliver muligt for mig at arbejde på landjorden i lang tid.

Det er altså med slet skjult glæde, jeg vinker farvel til dagpengesystemet for denne omgang og takker ja til et job inden for 10 minutters cykeltransporttidsradius hjemmefra. Pyt med at jobbet ikke er akademisk, pyt med at det ikke er fagligt relevant, pyt med at jeg ikke kommer til at tjene styrtende. Det er ikke vigtigt. Det som tæller lige nu, er at det på mange måder er bedre end at være indbygger i dagpengeland. Og at jeg kan begynde at lægge til i stedet for at trække fra opsparingen. Og nå ja, så kan jeg komme gratis i svømmehal og kurbad lige så meget, jeg har lyst til. Slet ikke så dårligt, når man nu er en vandhund.

Tour de Job

Bloggen bliver nedprioriteret i denne tid, til fordel for marathondistancen indenfor jobsøgning. Ikke fordi jeg synes, det er voldsomt morsomt at skulle battle med de andre sulte arbejdsløse om de usle jobsmuler, der rystes ud på foderbrættet i denne tid, men der er ingen vej udenom. Jeg ryger i aktivering om seks uger, hvis jeg ikke selv finder noget bedre.

Første etape - en opvarmningsmail til hovedparten af mit københavnske netværk - er afsendt.
Der er kommet mange interessante tilbagemeldinger, både med kreative jobop- og forslag, meddelelser om videresendelse til andre netværk og en enkelt konkret opgave. Der er ikke så mange timer i den, men til gengæld kan jeg lave den hjemmefra. Så frem til januar er jeg beskæftiget som tekstforfatter. Tjek!

Anden etape - enkeltstartspurt på jobcenteret - skal jeg til om en uge. Og fordi jeg jo har folkeregisteradresse på Ærø, skal jeg selvfølgelig til møde dér! Det er ikke ligesom med min a-kasse, hvor jeg bare kan bede om at komme til møde i Kbh-afdelingen, for jobcenteret får jo penge for at jeg kommer hos dem. Ergo må jeg en tur til Ærø. Men da jeg alligevel skal holde jul dernede og rejser herfra d. 19., ja så er det jo bare alletiders. Omend stadig fjollet.

Tredje etape - de reelle jobansøgningsbjerge - er jeg i gang med at tage tilløb til. Planen er at spænde hjelmen og søge over en bred kam. Vikariater, tidsbegrænsede stillinger, projektstillinger og den slags ryger også med i puljen. Jeg kan, tør og vil mange ting og er sådan set ikke for alvor bekymret for, om det lykkes mig at finde noget at tage mig til. Det interessante er bare, hvad det bliver.

Så altså, hvis du har gode forslag - eller lige står og mangler en som mig - så sig gerne til.

Marts i bakspejlet

Marts har været en blandet landhandel.Og ikke blot vejrmæssigt.

Der har været fart på og det er ikke blevet til meget aktivitet her på bloggen, men til gengæld har jeg:

• Arbejdet som konsulent på eks-eksjob
• Kørt alt for meget i S-tog
• Fejret skippers fødselsdag
• Fejret nevøens fødselsdag
• Blæst en fabelagtig mængde sæbebobler
• Været på bådmesse
• Deltaget på Eyebody workshop
• Været i kurbad
• Læst Morten Ramslands 'Hundehoved', Per Pettersons 'Ud og stjæle heste', L. M. Montgomerys 'Anne's House of Dreams' og Jasper Ffordes 'One of our Thursdays is Missing' - samt Robert Mauers 'Kaizen' og Peter Grunwalds 'Eyebody - The Art of Integrating Eye, Brain and Body'
• Passet brormands krudtugler
• Givet et interview i forbindelse med piratangrebet på de danske lystsejlere
• Beundret den vildeste måne
• Ryddet op og ud og væk
• Båret en røvfuld fyldte flyttekasser på loftet
• Bagt Lone Landsmands kanelkrøller (kan varmt anbefales!)
• Haft influenza (kan IKKE anbefales!)
• Haft hovedet fyldt til bristepunktet med punkter fra TO DO-listen
• Glædet mig over at have tålmodige og fleksible venner
• Nydt et gensyn med mine medkursister fra Journalisthøjskolen
• Læst en masse blogindlæg, lagt en sølle håndfuld kommentarer og skrevet endnu færre indlæg selv

Men hvad med båden, tænker du måske?

Jo jo, der er skam stadig aktivitet, omend den har lidt lidt under ovenstående aktiviteter. 

Gummi til skridsikring af dørk og trappetrin

I marts har vi (mest skippers fortjeneste) blandt andet:

• Monteret dørksikring i salonen
• Fastgjort isolering under dørken
• Monteret skridgummi på nederste trin af nedgangen
• Lagt 60 meter ankerkæde i ankerkassen
• Lavet og monteret den bitre ende
• Forbundet ledningerne til ankerspillet
• Monteret AIS-antennen
• Malet og monteret bund i styrbord salonbunk
• Loddet ledninger og monteret lamper
• Sikret skorstenen
• Trukket ledningerne og monteret motoren til vindmøllen
• Monteret skab på toilettet
• Lavet slingregrej på kabysbordet
• Påbegyndt tilvirkningen af skabeloner til skillerum i overskabene i forkøjen
• Mistet og siden generhvervet siderne i cockpitteltet

- plus det løse.

Og der er ikke udsigt til at april bliver mindre proppet med gøremål. 

Tværtimod. 

Men vi nærmer os. Vist så.

Sidste dag

I dag er det sidste dag på jobbet. Cheferne har inviteret på middag i aften som en afskedsgestus og en måde at samle den faste stab på en sidste gang. Så der er dømt god mad og masser af snak. Herefter er der lutter uforudsigelighed i vente. Nogen ting kan jeg gisne om og gætte på, men reelt aner jeg ikke, hvad næste uge eller næste måned vil bringe. Jeg har i sagens natur aldrig været mere fri, end jeg er nu. Ingen mursten, ingen bil, børn, ingen store tunge lån og trældomsbindende faste afdrag. Frit valg på alle hylder om man vil. Jeg ved godt, hvad jeg vælger. Det har jeg vidst længe og jeg glæder mig.

Fuldtpakket lørdag

Lige nu står den på arbejde, men senere i dag skal jeg til blogtræf på Østerbro. Jeg glæder mig, for erfaringen siger mig, at den slags træf altid er hyggelige  - og at der næsten altid kommer nogen, man ikke kender, ligesom vi efterhånden også er en håndfuld, der har mødt hinanden flere gange. Desværre kan jeg ikke blive så længe, fordi jeg stadig ikke har fundet en metode til at kunne være to steder på én gang - og i aften skal jeg til årets første julefrokost. I går var jeg til surprise-fødselsdags fest for en god ven (hvad giver man til manden, der har alt og selv køber det, han mangler?!!? En overraskelse!!) - så denne weekend er med andre ord af den festlige slags. Det skal der også være plads til.
God weekend derude.

Pip fra pitten

Måtte køre mig selv i pit i mandags og har sovet næsten lige siden. Når jeg i glimt har været ved overfladen, har der ikke været energi til ret meget andet end livets opretholdelse - og heriblandt tæller trods alt ikke blogindlæg. Derfor stilheden de seneste dage.

I dag tog jeg tilløb og nåede igennem en halv arbejdsdag for derefter at gå helt omkuld midt på eftermiddagen. Sad simpelthen ret op og ned og faldt i søvn i sofaen, hvor jeg landede, da jeg kom hjem fra arbejde! Måske der stadig mangler at blive justeret et eller andet? Eller hældt noget brændstof på? Motoren kører i hvert fald ikke optimalt endnu.

Nærmere målet

Det meste af sidste uge gik med at arbejde på båden, spise is og arbejde noget mere på båden. For hver aften at gå omkuld under svale lagner for åbent vindue indtil duerne kurrede forstyrrende klokken fire. (Herefter fortsat søvn under knapt så svale forhold!)

Vejret viste sig fra sin bedste side og kun en enkelt tordenskylle lagde os forhindringer i vejen - så vi har nået en masse. Dog har vi også (endnu en gang) måttet sande, at det er meget lidt morsomt at skulle lave noget om, som man troede, man havde lavet færdigt. Således oplevede vi begge, at tingene drillede - kæresten måtte lave nye svejsninger på forlugen, jeg måtte sandblæse pletvist anden gang, fordi det nyblæste stål nåede at få en snert regn og dermed udviklede rust i løbet af få timer. Og så havde jeg boret et hul forkert, som har sat et af delprojekterne flere dage tilbage.
Man kan godt blive lidt træt indimellem...

Men nu går det den rigtige vej igen. I morgen tror jeg, vi når lidt af en milepæl. Erfaringen siger mig dog, at man ikke skal poppe champagnen før skruerne er skruet i. Opfølgning følger.

Feriegear

En hel uges ferie venter forude.
Sikke meget, jeg skal nå...

Uventet hjælp

I dag indkaldte cheferne til et møde. De mente, det var på tide, at vi fik set filmen "Celebrate what’s right with the world" - dels for at vide lidt om, hvad det er for nogle filosofier, der ligger bag energien og visionen om det sted, hvor jeg arbejer, dels som inspiration til os medarbejdere, så vi kan blive bedre til at gøre tingene endnu bedre, end vi allerede gør. Vi skal fra "good frame" til "great frame" for nu at blive i filmens terminologi, der tager sit afsæt i fotografering.

Filmen er lavet af af Dewitt Jones, tidligere fotograf hos National Geographic gennem mere end 20 år, og den handler først og fremmest om at fokusere på muligheder i stedet for begrænsninger, om at være til stede i nuet og om at se skønheden i natur og mennesker.
Der bliver lagt vægt på en række budskaber:

• Tro på det og du vil se det
• Genkend overflod
• Se efter muligheder
• Slip energien løs og fiks det, der er forkert
• Flyd med forandringerne
• Lad dig selv komme ud til kanten
• Vær dit bedste for verden

Ingen af de her ting er nye for mig. Grundliggende siger Jones ikke noget, jeg ikke allerede ved - men alligevel gik filmen rent ind. Måske fordi filmen er utroligt smuk og appelerede kraftigt til naturelskeren i mig, måske fordi Jones ikke prædiker og formaner men bare brænder igennem med afsæt i sin egen historie - måske allermest fordi jeg trængte til at blive mindet om nogle af disse ting netop nu... For jeg har i en periode mistet mit positive fokus og taget de mørktonede kritikbriller på. Og hvis man vælger at se problemerne, så får man bare flere problemer - hvis man derimod vælger at fokusere på det positive, jamen så oplever man også mere positivitet. Det er såre enkelt.

Regitze fangede en meget rammende indskrift på en mindesten forleden:

Worry can't rob tomorrow of its sorrow. It can only rob today of its joy.

Ingen ved sine fulde fem kan vel være uenige i dette? Hvorfor er det så, at vi er så gode til at bekymre os, fokusere på de ting, der ikke virker og beklage os over det, der går os imod? Når vi nu kunne blive så meget mere fredfyldte, glade, positive - muligvis endda lykkelige - hvis vi vendte brillerne om og fokuserede på de ting, der rent faktisk går godt, de situationer, som potentielt kan bringe os positive oplevelser og de mennesker, som vil os det bedste.

Min ene chef sagde også noget andet, som jeg har taget til mig:

Beware of the turtle - it's only mowing, when it sticks his head out

Med andre ord, vi er nødt til at turde. Turde vove pelsen, springet og risikoen for at fejle, hvis vi vil gøre os håb om at flytte os. Blive klogere. Ændre på tingene. Leve drømmene ud. Teste om visionerne holder. Måske får vi et rap over snuden, måske går det godt. Men talemåden hvo intet vover, intet vinder mister aldrig sin gyldighed.

Jeg trængte til at få vendt mit fokus på flere planer - ikke kun jobmæssigt. Så jeg er glad for denne uventede chance for at stoppe op og tænke efter, sige "nåååå ja, det er jo sådan det er" og love mig selv, at jeg vil vende tilbage til at være et menneske, som ser flere muligheder end begrænsninger. Jeg har været der - jeg ved, jeg kan komme derhen igen.

Du kan se filmen her, hvis du har lyst:

Celebrate What's Right With The World- Watch more Videos at Vodpod.

Eller du kan komme forbi La Oficina d. 25. august kl. 19 til et gratis interaktivt foredrag, hvor den også bliver vist (i original kvalitet) på storskærm.

Fla'

Jeg er fla'! Fla' som i fla'mast (siges med syngende fynsk dialekt).

Jeg troede, at jeg ville finde lidt åndehuller i hverdagen, når kalenderen nu er mindre booket på jobbet - og jeg tilmed har lagt Y1-kurset bag mig - men det føles som om, jeg har skyndt mig gennem hele ugen. Humøret har heldigvis været bedre end det har været længe - så det kan godt være, jeg ikke har fundet åndehulsfornemmelsen endnu, men jeg er i hvert fald begyndt at trække vejret friere.

Forleden morgen vågnede jeg for første gang i lang tid og følte ikke trang til bare at lave et forsvindingsnummer under dynen - men i morges var det desværre en ganske anden sag. Efter en nat med intense samtaler i den store hvide telefon (spørg mig ikke, hvad det er for en bug, jeg havde samlet op, men et kedeligt bekendtskab var den i hvert fald), var det ikke ligefrem energioverskud, jeg boblede af, da vækkeuret kaldte til dåd.
Og nu, efter en arbejdsdag på næsten 13 timer, føles mine fødder så store og ude af proportioner med resten af kroppen som en hobbits og alle lemmer hvisker højlydt efter gensyn med dynen. Tror jeg vil efterkomme deres ønske. For jeg føler mig som en gammel ballon, hvor luften langsomt er sevet væk.
Helt fla'.

Sov godt!

15 minutters blandet hygiejne

Som nogen af jer ved, arbejder jeg et sted, hvor der også er en lille café. Egentlig er mine officielle jobfunktioner ikke knyttet til caféen, men det hænder, at jeg alligevel lige må give en hånd med, når der er tryk på. Så svinger jeg en caffé latte eller tømmer opvaskemaskinen, serverer en tapas eller bager en plade croissanter.
Og det er helt fint med mig. Det er bare ikke så fint med fødevaremyndighederne, hvis jeg ikke har papirerne i ovnen - så på lige fod med pizzabagere, grønthandlere, smørrebrødsjomfruer, 7-eleven-personale og alle andre, der håndterer fødevarer i dette land, har jeg været til eksamen i fødevarehygiejne, så jeg kunne få mit "hygiejnecertifikat".
Kurset har været ren e-learning (via Alimentas) - weheeee for den moderne teknologi, som gør at man kan tage sådan et kursus i sit eget tempo - men eksamen fordrer, at man møder op in persona og besvarer en skriftlig prøve på gammeldaws facon med pen og papir.

Jeg forberedte mig en hel dag og brugte i alt 15 minutter på at besvare eksamensopgaverne (inkl. udfyldelsen af et firesiders evalueringsskema!!) - og så var certifikatet i hus. Selvfølgelig har det været en fordel, at alt det med bakterier ikke er helt russisk for mig (selvom det efterhånden er længe siden, jeg var en grøn biologistuderende, som lærte noget om mikrobiologi), men jeg har nu alligevel erhvervet lidt ny viden også.
Fx ved jeg nu en hel masse om, hvor længe man må sælge flødeskumskager i forhold til ved hvilken temperatur, man opbevarer dem ved! Viden som jeg muligvis aldrig får brug for, men nu kan jeg i hvert fald med god samvittighed give et nap med i caféen og flashe mit hygiejnecertifikat, hvis jeg bliver bedt om det.

Om mit job er alsidigt? Det tror jeg da nok, det er!

Projekterne i skuffen

Aldrig, så langt tilbage jeg kan mindes, har jeg været så alvorligt ramt af prokrastination. Jeg skrev om det tilbage i juli (JULI!!!!) sidste år, og først nu er det lykkedes mig at gøre noget ved sagen.

Jeg har været gennem en lang erkendelses- og beslutningsproces og er endelig nået til den konklusion, at det er på tide at rydde op i skuffen med ufærdige projekter. Den mail, jeg var nødt til at skrive, har været meget længe undervejs og har været forbandet svær at skrive. Dels fordi jeg virkelig ikke bryder mig om at rende fra aftaler, dels fordi jeg heller ikke bryder mig om ikke at kunne leve op til egne forventninger.
Men jeg er simpelthen nødt til at se i øjnene, at de bogprojekter, jeg lavede en aftale med Gyldendal om sidste år, er havnet i en skuffe sammen med andre projekter uden deadline - og at jeg slet ikke har haft overskud til at kigge i den skuffe, endsige har udsigt til at få det lige foreløbigt. Jeg har dels været arbejdsramt (hvilket er positivt) og bådrenoveringen tager dertil fortsat meget af min tid (hvilket den godt snart må holde op med). At jeg så sideløbende hermed også har valgt at træne to gange om ugen og gå på kursus om aftenen for at uddanne mig til yachtskipper af 1. grad har ikke gjort overskuddet til skribentarbejdet større.

Nu, hvor vi kan se, at jordomsejlingen kommer til at blive en realitet inden for et år, er jeg også nødt til at allokere energi og tid til alt det praktiske og administrative i den forbindelse. Altså bliver det (heller) ikke lige nu, jeg sætter mig og skriver bøger. Jeg burde jo have indset det for længe, længe siden, men jeg plejer at nå de mål jeg sætter mig og har et lidt anstrengt forhold til ambitioner, jeg ikke kan indfri...Jeg er frygtelig ked af at måtte skuffe og aflyse, men jeg har langt om længe erkendt, at jeg ikke kan overkomme ALT det, jeg gerne vil. Desværre.
For jeg ville virkelig gerne have skrevet de bøger. Både fordi jeg gerne vil skrive, og fordi jeg synes, det er gode projekter.

Nu venter jeg på, at lettelsen skal indfinde sig. Lettelsen over endelig at have handlet og taget hånd om noget, som havde vokset sig til et åg af dimensioner. Jeg har stadig dårlig samvittighed over for redaktøren. Men jeg har meget bedre samvittighed over for mig selv nu.

Potte-Lotte

Det klør så helt utroligt i fingrene i denne tid.
Det er forår og min indre havemand buldrer for at slippe ud.
Men jeg har ingen have, ingen kolonihave og ingen altan.
Heldigt at vi på mit arbejde har en gård, der skal trylles om til en oase med grønne planter i krukker.
- så nu kan endnu en titel føjes til mit CV :-)