Viser opslag med etiketten meningsfyldt tidsfordriv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten meningsfyldt tidsfordriv. Vis alle opslag

1.12.11

Bedstemorassistance - Meningsfyldt tidsfordriv #8

Tirsdag drog jeg nordpå for sammen med min mor at besøge min bedstemor. Når man har blot en mikroskopisk tåget rest af sit syn i behold og dertil er dårligt gående, er der desværre rigtig mange ting, som er svære at gøre. Altså har vi brugt dagene i Vendsyssel på at afrime fryser, sortere madvarer, rengøre spisekammer, vaske gardiner og den slags, som den gamle dame ikke længere selv kan. Vejret har ikke indbudt til ret meget arbejde i haven, men der er jo tørvejr i drivhuset, så i dag fik jeg givet vinen og roserne derinde en omgang med beskærersaksen. 




Ud røg også de sørgelige rester af sæsonens tomatplanter - da årets sidste tomat var plukket. Jeg kan ikke dokumentere høsten, for den ligger for længst i bedstemors mave, men vi var enige om, at det da var meget godt gået sådan at kunne høste tomat i december!

Der er virkelig noget ved at hjælpe et menneske, som er så taknemmeligt - men det har nu ikke været ren arbejdslejr, vi har også haft tid til at nyde varmen fra brændeovnen, kæle for katten, have besøg, spise (en masse) nystegte æbleskiver og shoppe lidt julegaver.
Det har været nogle gode dage her i det mørke nord. Og det tror jeg også, min bedstemor synes.

23.11.11

Med bue og pil - Meningsfyldt tidsfordriv #



Lige siden de år, hvor jeg boede i Samsøgade i Århus, har jeg haft sportsbueskydning på listen over ting, jeg gerne vil prøve en dag. Hvorfor?

22.11.11

Øgler og aber - Meningsfyldt tidsfordriv #7


Nevøen og jeg tog i Zoo i går. Han er i en alder af 3½ allerede en rutineret gæst, som efterhånden kender haven ud og ind. Og han har en fast mening om, hvad han har lyst til at se på.

19.11.11

Yoga og meditation - Meningsfyldt tidsfordriv #6

Et af mine kriterier for projekt Meningsfyldt tidsfordriv går på økonomi - jeg vil gerne holde budgettet så lavt som muligt. Og en måde at gøre det på, samtidig med at jeg indfrier de øvrige to kriterier, er at benytte nogen af alle de mange tilbud om gratis prøvetimer rundt omkring.

Således stod den i går aftes på yoga, afspænding og meditation på Skandinavisk Yoga- og Meditationsskole.
Universalstillingen - billede lånt fra www.yoga.dk
Ingen af delene er nye for mig, men stedet var en ny oplevelse. Jeg har hørt meget godt om skolen, der er Nordens ældste af sin slags med sine mere end 40 års virke, og jeg har også nydt Jette Harthimmers lange interview med grundlæggeren, Swami Janakananda som optakt til mit besøg. Dertil har jeg flere gange mediteret til hans Oplev Yoga Nidra (selvom den desværre blev lidt ødelagt for mig efter indtroduktionen til parodien, Den Lille Gumbas - se kun klippet, hvis du IKKE har planer om at benytte guidet meditation lige foreløbigt!!!)
Altså følte jeg mig fint rustet til aftenens aktivitet ud over blot at rende rundt med en krop, som i den grad kunne trænge til at dyrke noget yoga. Det blev da også en fin oplevelse, men jeg ville gerne have undværet harmonikaspilleren nede på gaden (som åbenbart kun kan én melodi), hans efterfølger som spillede ganske gennemtrængende på violin og det hosteanfald som overmandede mig midt under en meditation, hvor vi skulle stirre ind i en stearinlysflamme. Jeg måtte snige mig ud for at gø igennem og fandt derfor aldrig ud af, hvad det gik ud på med den flamme - men den efterfølgende afspænding var glimrende.

Hvis man vil dyrke den ægte yoga, så er det her, man skal komme - de er meget, meget dygtige - men mit indtryk er, at de også er noget frelste i det. Det kan man jo så tage med som et ekstra krydderi, eller man kan vælge selv at lade sig frelse - jeg tror, jeg personligt hælder mest til det første.

Praktisk information
Der er gratis introduktion 17-19 på fredage (25/11, 2/12 og 9/12)

15.11.11

¿Cómo se aprende mejor una lengua? - Meningsfyldt tidsfordriv #5

Jeg støver af.
Gramatik, verber, sætningsopbygning.


Mit evner inden for det spanske sprog er aldrig nået til et punkt, hvor jeg har turdet kaste mig ud i en egentlig samtale, så jeg har hidtil begrænset mig til  - og klaret mig ret fint på - gebrokkent turistspansk krydret med livlig mimik og gestik. Men det er jeg egentlig lidt ked af. Jeg ville faktisk meget gerne være meget bedre.
Det er selvfølgelig ikke gjort med et trylleslag, men et sted skal man jo starte, så nu har jeg fundet mine gamle lærebøger frem og suppleret med et intensivt spanskkursus på CD - og så må vi se, om ikke jeg kan blive bare lidt bedre. Der er i hvert fald godt potentiale til forbedring. Jeg er optimistisk.

14.11.11

Skraldere, klunsere og sprøjtepatruljer - Meningsfyldt tidsfordriv #4


Du kasserer mere, end dine forældre gør. De kasserer mere end dine bedsteforældre. Og så videre. Mængden af affald vokser og vokser og vokser. I 2009 producerede københavnerne ikke mindre end EN MILLION TON affald!!! Men hvad sker der med dine brugte mælkekartoner, cigaretskod, mobiltelefoner og plasticposer? Hvad kan genbruges, hvad bliver genbrugt, hvad ender som unedbrydelige slagger?

Hver morgen henter skraldemændene over
500 tons affald fra de københavnske baggårde.
i mere end 100 år har de hentet skraldet dér.
Engang måtte de ind i mørke og dybe
baggårde med lokummer og værksteder.
i dag vil vi have liv og leg i gårdene, og derfor
prøver vi at gemme skraldet væk.
Men skraldet er der endnu, og det tiltrækker liv.
Fra klunsere og skraldere til rotter,
fluer og baggårdskatte.
(Fra udstillingen SKRALD!)

Skraldemandshandsker
Københavns Bymuseum kan du lige nu opleve særudstillingen SKRALD! Affald og affaldshåndtering i København, nu og før. Hele udstillingen er bygget op om klunsede genstande og affald fra København og kombinationen af genstande, billeder, filmklip og spil fungerer ret godt. Der er flere steder, hvor man tydeligt fornemmer, at udstillingen også i høj grad henvender sig til skoleklasser, fordi den antager karakter af interaktiv undervisning, men selv uden at være i skolebarnskategorien kan man få meget ud af et besøg.

I juli var jeg på Kalmar Läns Museum, hvor de frem til nytår har en udstilling om plastik, sideløbende med en om Cairos skraldefolk - derfor var det måske ekstra interessant at se, hvordan Københavns Bymuseum havde grebet temaet an. Det gav i hvert fald udstillingen en ekstra dimension, men man kan selvfølgelig sagtens få en masse ud af udstillingen uden at skulle en tur til Kalmar først.

Du kan downloade nørdefolderen, som understøtter udstillingen og læse mere om SKRALD! her.

Praktisk information
Københavns Bymuseum har åbent alle dage fra 10 til 17.
Entré:
Voksne: 20 kr. Børn: Gratis.
Fredag er der gratis adgang for alle

13.11.11

Lysfest i Tivoli - Meningsfyldt tidsfordriv #3


Fredag d. 11. november åbnede Tivoli for julesæsonen. Men dagen inden var der Lysfest - generalprøven, hvor man kan komme med, hvis man er ansat (eller kender nogen som er) i et firma, der giver billetter til begivenheden, hvor alle forlystelser er gratis, når først man er inden for porten. Min bror havde billetter og inviterede. Jeg havde passet nevøen hele dagen og var med en god dosis racerbanebygning og Nintendospil derfor allerede i børnehoplagear - det blev ikke mindre af, at min bror og jeg tog en tur i Tivolis nyeste rædselsmaskine VERTIGO. 5G og udsigt til Københavns tage med hovedet nedad. Virkelig ikke for sarte sjæle! Men ellers var aftenen på børnenes præmisser og holdt i et mere moderat tempo, hvilket gav god tid til at nyde alle lysene. Og fuldmånen.







I år er juletemaet "Russisk Jul", som bl.a. inkluderer Tivoliversionen af Vasilij-katedralen og dansende bjørne med pakker i hænderne.

12.11.11

Sufimystik, lampasvævning og frittegods - Meningsfyldt tidsfordriv #2



Det var særudstillingen om sufisme, der trak mig derhen, men Davids Samling i Kronprinsessegade er nu et besøg værd alene for de permanente udstillingers skyld. Museet rummer den største samling af islamisk kunst i Skandinavien og ligger på top 10 over verdens førende museer med islamisk kunst og kunsthåndværk - i tilgift til de oprindelige samlinger af fajance, møbler og malerier, som højesteretssagfører C.L.David i 1945 lod bevare for eftertiden. Personligt var jeg meget betaget af genstandene i tekstilafdellingen på museets øverste etage - islamisk kunst omsat til tekstil i form af tørklæder, tæpper, dragter, gobeliner og broderier, udført med fænomenal dygtighed og mange forskellige fremstillingsmetoder. Desværre løb mit kamera tør for batteri allerede på 2. sal, så I må besøge Davids Samling, hvis I vil se, hvad jeg mener.


Persisk digt: Leder du efter juvelen i en mine, da er du selv juvelen, lever du for sjælen i kroppen, da er du selv sjælen. Vid at når dagen er omme, da er du selv det, du leder efter.
Selve særudstillingen fylder kun en brøkdel af den islamiske samling, og den beskriver - som Ole Grünbaum i Weekendeavisens anmeldelse også påpeger - mere sufisme end sufier. Men jeg synes alligevel den giver et indblik i en del af islam, som man ikke hører så meget om, på trods af at sufismen langsomt er ved at få en renaissance.


I sufiernes historie finder man ikke kun hellige mænd, men også hellige kvinder


I den faste samling med islamisk kunst og kunsthåndværk gemmer sig mange fine og unikke genstande - bl.a. masser af frittegods og skrøbelige glasfigurer, smykker og rigt ornamenterede brugsgenstande. Masser af øjenfryd, hvis man er til den slags.

Glasflakon fra Syrien, 7.-9. århundrede



Praktisk information

Davids Samling har åbent:
Tirsdag og fredag kl. 13-17
Onsdag kl. 10-21
Torsdag kl. 10-17
Lørdag og søndag kl. 11-17
Der er gratis adgang alle dage
Tip: Medbring en 10'er til et garderobeskab, hvis du medbringer en taske. 


Læs mere på www.davidmus.dk

10.11.11

Tropisk julestemning - Meningsfyldt tidsfordriv #1

Jeg en tur til Københavns tropiske oase - og endte med at flette et botanisk julehjerte under palmerne. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor der lige nu er en overvægt af røde og hvide blomster i væksthusene. Lidt violette, gule og lyserøde fandt jeg også, men julehjertefarverne var de dominerende.
Et par timer i den fugtige varme under palmernes løv virker som en mental vitaminindsprøjtning. Jeg bliver aldrig træt af at komme der, men Palmehuset kan især anbefales på dage, hvor vejret ikke indbyder særlig meget til udendørs aktiviteter. På en råkold novemberdag for eksempel.


Praktisk info
På denne årstid (1/10-30/4) har Botanisk Have åbent tirsdag-søndag fra 8.30 til 16.00. Palmehuset er åbent fra 10.00 til 15.00.
Der er gratis entré alle dage.

9.11.11

Meningsfyldt tidsfordriv

Jeg er jo noget ufrivilligt havnet i en situation, hvor jeg har VILDT meget tid til rådighed. Jeg drømmer om at rejse en tur til de varme lande, følge en hel række kurser, tage på yogaretreat eller bare boble rundt i et tangbad i Sverige - men den slags aktiviteter harmonerer ikke så godt med, at jeg ingen indtægt har i øjeblikket. Jeg kan af gode grunde ikke begynde at søge job, når jeg ikke ved, om vi ender med at tilbringe vinteren i Danmark eller ej. Og jeg kan dårligt købe billet til dagpengeland, når jeg ikke ved, om jeg overhovedet kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Så sideløbende med at jeg grubler over, om der findes et dag-til-dag job (eller uge-til-uge) til sådan en som mig, har jeg besluttet at bruge ventetiden konstruktivt.

Jeg kalder det "Meningsfyldt tidsfordriv" og mine kriterier for projektet er, at aktiviteterne skal være:
  • Berigende, lærerige, sjove, interessante og/eller givende
  • Let tilgængelige i cykelafstand eller inden for en overskuelig (økonomisk) transportradius af København
  • Gratis, billige eller meget gerne indbringende (okay, det sidste er så nok mest ønsketænkning, men det må man jo gerne forfalde til)

Som de første aktiviteter står der palmer og sufisme på programmet.
Palmehuset i Botanisk Have


Gode forslag modtages meget gerne! 
Jeg er åben for alverdens ting, uanset om det er kulturelle oplevelser eller frivilligt arbejde, spirituelle indsigter, fysiske udfordringer eller gastronomiske eventyr. Og hvis du har lyst til at lege med, er det også en mulighed - det behøver ikke være et soloprojekt.


PS: Kreative forslag til fleksible jobs eller deciderede jobtilbud modtages selvfølgelig også gerne