At rejse i mørket

Fra min far fik sin diagnose havde vi et lille års tid til at vænne os til, at han snart skulle dø. Men absolut intet kunne have forberedt mig på, hvordan det egentlig ville føles, når han ikke var hos os længere. Når en, man elsker, dør, føles det som en tidevandsbølge, der fejer alting bort og efterlader jorden gold og sønderbrudt. For mig var det som at blive kastet ud i et stort mørke, der var blottet for alt det, jeg hidtil havde haft tillid til. I den situation skulle der et vågent og aktivt valg til, for ikke at bukke under; en insisteren på at tro på, at der stadig var en kraft i verden, der en dag ville vise sig at være stærkere end sorgen.

En naturlig impuls i sådan en situation vil for mange være at vende sig væk fra døden, flygte fra det mørke, den bringer, og forsøge at forskanse sig mod smerten. Men jeg har efterhånden forstået, at en langt bedre måde at håndtere en stor sorg på, er at omfavne smerten og se mørket i øjnene. For det er lige dér, inde midt i mørket, vi kan parkere alle distraktioner og opleve ren – omend smertefuld – væren. Det er her, vi kan bearbejde det traume, det er, at miste en man elsker. Selvom det kræver et mod og en styrke, som det kan være næsten umuligt at mønstre, når man ligger vingeskudt med en sjæl, der føles som om, den er ved at gå i opløsning, så er det stadig at foretrække at konfrontere, hvad der bor i mørket. Det er langt bedre end at nøjes med de nemme svar fra velmenende venner. Uanset, hvor meget de holder af en, kan de ikke guide os på samme måde, som smerten kan.

Det betyder ikke, at jeg ikke har kunnet finde trøst i mine nære relationer – tværtimod. De har været med til at støtte og styrke mig i, at der ER kærlighed til, selvom ens hjerte er bristet. Og efter nogen tid begyndte jeg at forstå, at det er sandt, når man siger, sorgen og savnet er udtryk for hjemløs kærlighed. Havde jeg ikke elsket min far, ville jeg ikke have følt så uendelig en sorg over at miste ham.
Så enkelt, og så forfærdeligt er det.
På de gode dage er det det, jeg husker mig selv på. Kærligheden. På de knapt så gode dage, er det også det, jeg husker mig selv på. For den er dybest set det eneste, der virkelig betyder noget.

At vande en spire

Da min far døde, kunne jeg nærmest ikke være i min egen krop. Der var slet ikke plads til min sorg inden i mig - hvordan skulle der så være plads til nogen som helst form for kreativitet? Lysten til at skrive var som en flamme, der langsomt var ved at blive kvalt af mangel på ilt, og der var slet ikke nok af den til, at jeg kunne udfolde mig i ret meget andet end skarpt kantede brudstykker, hvor jeg skiftedes mellem at være aldeles rasende og fuldkommen fortvivlet. Og alligevel er der et lille frø, som har overlevet.

Jeg har stadig en folder på computeren med disse brudstykker; disse tankefragmenter og halvfærdige sætninger, som på ingen måde formåede at indfange det kaos, som dengang herskede i mit indre. Og når jeg genlæser, genkalder jeg mig uden besvær sindsstemningen, ordene er skrevet i. For sorgen er der stadig. Lige under overfladen det meste af tiden, men også i fuldt udbrud ind imellem. Forskellen er bare, at jeg ikke længere er rasende. Vreden er brændt ud og har lagt sig som et askelag i sjælen. Sorgen og savnet er derimod blevet et par sodsværtede og trofaste følgesvende, som jeg med tiden er begyndt at værdsætte, fordi de på deres egen grusomme facon har nuanceret mit syn på verden, på livet og på mine medmennesker. Det lyder så banalt, men min fars død har forandret mit liv og ikke kun til det værre - det ved jeg i dag.

Jeg oplever i denne tid en følelse af, at et eller andet gerne vil spire frem af den brandtomt, jeg går rundt med indeni, lige der hvor der er et flosset hul med form som min far. For hvor meningsløs hans død end er vedblevet at være for mig, så vil det være tilsvarende meningsløst ikke at vande denne spæde fornemmelse af skabertrang. Da jeg postede mit "genoplivningsindlæg" i går, havde jeg ikke forestillet mig den respons, det afstedkom. Faktisk havde jeg vist ikke forestillet mig ret meget - jeg var bare begyndt at vande min lille ordspire. Men med alle de positive tilkendegivelser (især på Facebook var det overvældende), fulgte også en følelse af at have blottet mig. At stå med hjertet fremstrakt i hænderne til skue for hele verden. Det føles sindsygt sårbart, men det fortæller mig også, at det her med at skrive faktisk betyder noget for mig. Og at der inde i kernen af denne sårbarhed ligger noget, som godt kunne antage karakter af noget meningsfyldt, hvis jeg tør blive i den kreative proces. Blotlagt og hudløs.

Så jeg vil fortsætte med at vande spiren og fejre grokraften med tilbageholdt åndedræt og skælvende fingre på tastaturet. Gøde spiren med næring i form af tilliden fra alle jer, der hepper. Og som en anden gartner, vil jeg (u)tålmodigt vente på, at både rodnettet og den overjordiske del skal udvikle sig så meget, at jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er for en størrelse, vi har med at gøre.
Jeg er nervøs, men jeg er endnu mere spændt. Jeg tror, der har ligget noget godt i det frø.

Føniks

For godt halvanden måned siden stod jeg overfor ENDELIG at skulle begynde på den jordomsejling, som efterhånden har været undervejs i mere end seks år. Faste læsere vil vide, at det har været en årrække præget af mange, lange timer brugt på renovering af båden, uddannelse til først yachtskipper af tredje grad og siden af første grad, opsparing, research, indkøb af udstyr, prøvesejladser og andre forberedelser - flankeret af en hel række af udfordringer og forhindringer, vanskeligheder og forsinkelser, som det lykkedes os at overvinde. NU. Nu var vi endelig klar.

MEN, som nogle af jer allerede ved, så valgte min kæreste dagen før den planlagte afsejling at bryde med mig. Med alle de vidtrækkende konsekvenser, sådan et brud nu en gang må medføre. Altså bliver den længe planlagte sejlads ikke til noget alligevel. Lidt af en mavepuster, for nu at sige det mildt. Og selvfølgelig ikke noget, man lige fordøjer med et snuptag. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at give mig selv tid og rum til at mærke og være i det følelseskaos, der naturligt følger i kølvandet på et bristet forhold og deraf følgende knuste drømme og ditto håb for fremtiden - uden at dyrke dramaet, men også uden at flygte for meget fra det. Jeg er samtidig bevidst om, at det er helt essentielt at jeg får reflekteret over, hvilke lektioner der ligger til mig i dette her. Og det er naturligvis ikke allesammen lige rare indsigter. Blot nødvendige.

Der er selvsagt en stor sorg, et sugende savn og et svigt af dimensioner, som her skal bearbejdes, samtidig med at jeg ikke kan se bort fra, at mit liv med ét slag ligger som et helt blankt stykke papir foran mig. Og hvor skræmmende det end kan synes at stå uden job, uden bolig, uden planer og uden kæreste, så står jeg jo også uden store lån, faste udgifter og snærende forpligtelser. Og dertil med en slat på kistebunden.

Kære farmor

Der er gået en måned nu. En måned uden dig i verden. En situation som du altid sagde, at du ikke kunne forestille dig. Det er du ikke den eneste, som har haft svært ved. 
Jeg havde faktisk prøvet at forberede mig på det. På at du en dag ville takke af og trække dit sidste vejr. På at det kunne ske, mens jeg ikke var hjemme. Men nogen ting kan vi ikke tackle på forhånd. Og det skal man vi jo heller ikke. 
Jeg ville bare så gerne have beholdt dig lidt endnu. Jeg havde sådan set frem til at sende dig en stribe farvestrålende postkort fra vores færd rundt i verden. Jeg havde glædet mig til at dele eventyret med dig. Fordi du elskede at få rigtig håndskreven menneskepost. Fordi du ville have sat pris på at få lov at følge med og få stillet nysgerrigheden. Og fordi du selv holdt så meget af rejse.


Farmor, jeg savner dig. Men jeg er også taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at tage afsked med dig sammen med resten af vores familie. At jeg ikke skulle få beskeden langt herfra og være alene om at bearbejde savnet. Jeg er glad for, at jeg nåede at holde dig i hånden og få vished for, at du satte dit personlige punktum af egen vilje, og uden at det trak langt og pinefuldt ud. Smukt og værdigt og omgivet af dine fire børn i dit eget hjem. Det var lige efter dit hoved at tage herfra på den måde. Stærk og stædig som vi alle har kendt dig og elsket dig.


Tak for det hele farmor.



Kære du som læser med her
Normalt er jeg ikke så privat på bloggen, og det er et helt bevidst valg. Dette indlæg er et udtryk for hårdt tiltrængt ventilblogging (udtrykket ydmygt lånt af et menneske, som jeg sætter stor pris på) - jeg savnede sådan til at få sat ord på, men ønsker ikke at forholde mig til kommentarer lige nu og har derfor lukket for kommentarfeltet. Det håber jeg, du forstår og respekterer.

...

Livet er så usigeligt skrøbeligt. Det har vi netop fået understreget med al uønskelig tydelighed. Så husk venligst at nyde det, mens du har det. Det ved jeg, at Michael gjorde, men det er altså en ringe trøst, når hans lys så brat er blevet slukket.
Alle mine tanker går lige nu til Marianne og ungerne. Det er næsten ikke til at rumme...