Den usynlige invitation

Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære. 

Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme

Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.

Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne

Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.

Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.

Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige

Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.

Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle

Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.

Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle

Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.

Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?

I kølvandet på stilheden

Jeg havde en klar forventning om, at ti dage i afsondrethed, i stilhed, i afholdenhed og i intens meditation ville blive en udfordring. Jeg havde også, om ikke en forventning, så i hvert fald en stærk formodning og forhåbning om, at det ville blive tilsvarende givende. Begge dele skulle vise sig at holde stik. Jeg ved ikke, om det er at overdrive at sige, at det nok er den største udfordring, jeg nogensinde har givet mig selv, fordi oplevelsen var så unik, at den ikke er sammenlignelig med noget andet, jeg har prøvet tidligere. Men én ting er sikkert; udbyttet stod mål med udfordringen.

Det har taget tid for oplevelsen at bundfælde sig, og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den, men jeg lovede jer et indlæg, og det skal I også have. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men der er så mange lag, at det alligevel er blevet en længere smøre. Jeg håber, I bærer over med mig.

Hvordan var det så?

De første tre dage kunne jeg med en vis fascination konstatere, at min hjerne var en abe med ufatteligt energiniveau – den svang sig uophørligt fra den ene tankegren til den næste. Konstant! I TRE hele dage! I det tidsrum skulle vi udelukkende koncentrere os om at observere vores åndedræt (ikke kontrollere, blot observere hvad der skete i næsen), og det giver fuldkommen mening, at man ikke går i gang med den egentlige meditationsteknik før på fjerdedagen, hvor sindet efterhånden er begyndt at falde til ro, og der bliver længere mellem springene fra tanke til tanke.

Det er meget tæt på at være det samme, der skete for mig, mens jeg sejlede rundt ude på Stillehavet. Efter ca. tre dage uden at have set land og med meget få input på kanalen, var det som om, der blev ro i min hjerne, og der dermed blev plads til at få nye idéer. Sjældent har jeg følt mig så kreativ. Og det var nok i virkeligheden min største motivation for at tage på Vipassana-kurset. At forsøge at finde en metode hvorpå jeg kunne opnå samme tilstand – uden at være nødt til at sejle rundt på store oceaner langt fra civilisationen. Og jeg vil vove den påstand, at det lykkedes.

Det siger næsten sig selv, at når man træder ind i halvanden uges total afholdenhed og afsondrethed og samtidig fraskriver sig alle former for kommunikation og underholdning, så er der ikke meget til at distrahere sindet med. Når man så samtidig pludselig bruger ti timer dagligt på at meditere, kan det næppe undgås, at ens tanker på et eller andet tidspunkt bliver henledt på ting, som man ellers ikke tænker aktivt over til daglig; enten fordi de drukner i andre ting, fordi man bevidst afleder sin opmærksomhed eller fordi man simpelthen har undertrykt dem. Så de ti dage er også en oplagt mulighed for at få arbejdet med ting/tankemønstre/sorger/etc. som ligger dybt i én. Selv brugte jeg en del mental energi på at forholde mig til mine følelser i forhold til min fars sygdom, og det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har fået en masse ro indeni på trods af alvoren i situationen – simpelthen fordi jeg nu ikke blot med mit intellekt ved, at jeg står magtesløs, men også kan mærke det – og mærke, at det ikke ændrer på noget at blive frustreret og ulykkelig over det. Giver det mening?

Hvad går det ud på?

Jeg vil ikke gå en masse i detaljer om, præcis hvad man foretager sig i samtlige ti dage, men programmet ligger helt fast, og det er fuldstændig identisk uanset om man følger kurset i Europa, i Asien, i Mellemøsten eller et af de mange andre andre steder, hvor kurset udbydes. Programmet er velafprøvet og har ikke ændret sig i mere end tredive år! En gongong lyder, hver eneste gang det er tid til meditation/måltider/pauser, og hver dag er bygget op over den samme rækkefølge af disse elementer. Det eneste, man skal gøre, er at følge instrukserne. Der var da ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved undervejs, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at overgive mig totalt og uden forudindtagede meninger – og jeg tror, det er den eneste rigtige måde at få det optimale ud af kurset på. Bagefter står det jo frit for at plukke præcis de elementer ud, som giver mening og så lægge resten bag sig, hvis man har behov for det.

Det er med Vipassana som med så meget andet; du er nødt til selv at prøve, for reelt at vide, hvad det handler om. Du kan læse om, høre om og se timevis af video om svømning, men du lærer først at svømme, når du begynder at øve dig. Det samme gælder med Vipassana, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at forklare.

Dog kan jeg kort ridse op:

• Det er en mere end 2500 år gammel meditationsteknik
• Teknikken er universel, dvs. hverken religiøs eller sekterisk, og kan dermed benyttes af alle uanset tro og anden overbevisning
• Teknikken er meget enkel og bygger på selviagttagelse
• Alle kan lære den og det kræver ingen forudgående erfaring med meditation
• Bygger på en filosofi om, at al lidelse her i livet tager sit udspring i enten begær/længsel eller modvilje/aversion. Hvis man kan frigøre sig fra disse følelser, kan man frigøre sig fra lidelse. Samtidig er en anden grundpille i Vipassana, at intet her i livet er permanent. Hverken glæde eller sorg, smerte eller kærlighed. Så hvis man kan nå til en sindstilstand, hvor man blot ER og ikke lever i hverken fortid eller fremtid, men simpelthen ER i nuet, skulle man kunne opleve en tilværelse fri for lidelse.

Og hvad koster det så?

Faktisk er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål, for ens deltagelse på kurset (inkl. kost og logi) er der allerede nogen, som har betalt for. Forstået på den måde, at al finansiering er baseret på donationer fra tidligere kursister. Først når man selv har gennemført kurset, kan man få lov at donere – og vel at mærke præcis så lidt eller meget, som man føler for. Man kan vel kalde det en slags 'Pay it forward'. Hvilket er et kæmpe kvalitetsstempel i min optik. Ligesom det også er en understregelse af teknikkens gangbarhed, at man ikke finder en masse reklame for den rundt omkring, men at der alligevel gennem de sidste mere end tredive år er blevet etableret kursuscentre over hele verden, hvor der månedligt gennemføres Vipassana-kurser. Jeg stod selv på venteliste i flere uger, før jeg fik en melding om, at jeg havde fået en plads.

Hvad kræver det?

En ansøgning om optagelse på kurset (findes via kursusoversigten for det enkelte kursuscenter)

Ti dage af din tid, samt en rejse til et af de 154 kursuscentre i verden. Det nærmeste ligger i Ôdeshög i Sverige, ca. fire timers togrejse fra København.

Dedikation. Du skal virkelig ville det. Og du skal turde udholde dit eget selskab og et konstant nærvær af dine egne tanker i samtlige ti dage.

Vil du vide mere, er der masser af information at hente her og på www.dhamma.org – og ellers er du velkommen til at spørge.

Du vælger selv

Hvis du selv kunne vælge frit, hvordan skulle dit 2014 så se ud?

Hvad ville du gerne have mere af end i 2103, hvad ville du gerne opleve mindre af?

Hvor vil du helst være, hvem vil du helst være sammen med, hvilke mål vil du gerne nå?

Hvad var det bedste ved 2013?

Hvornår lo du længst og højst?

Hvad fik dit hjerte til at banke hurtigere?

Hvor og hvornår følte du dig lykkeligst?

Det er så klassisk at gøre status nu. Ved udgangen af et år. Og ved tærsklen til et nyt år. Og her på bureauet gøres ingen undtagelse, for det skader aldrig med lidt refleksion.

Jeg begynder 2014 med tavlen visket blank. Det kan på én gang være overvældende skræmmende, og ufatteligt løfterigt. For hvor tit får man muligheden for at begynde helt forfra? Jeg begynder året med et helt blankt kanvas, som blot venter på mine penselstrøg, venter på at jeg begynder at forme motivet, farvelægger, arbejder med detaljerne. De overordnede temaer som job, bolig og parforhold venter alle på at blive realiseret, mens grundtonen dog allerede er slået an. For mit blanke lærred er ikke skærende hvidt, det er gennemvædet af en solid grundglæde i den varmeste ende af farveskalaen. Jeg går ud af 2013 med en følelse af at være nået ind til kernen af mig selv, af at være så meget i balance, at selv de sværeste udfordringer synes overskuelige. Det har været ufatteligt sundt for mig at trække stikket i over et år. Jeg har holdt sabbat fra hverdagsliv, parforhold og fast bopæl, og har i stedet udelukkende arbejdet for min fornøjelses skyld, tilbragt tid sammen med mennesker, jeg holder af, gjort ting, som var gode for mig, set en masse af verden og fået sat livet i perspektiv. Men først og fremmest har jeg udlevet en række drømme.

Det handler om valg. Om at stå ved sine drømme. Om ikke at give op. Og om at bevare troen på, at karmaloven er i funktion, selv når man ligger og bløder efter endnu et slag. Jeg er ikke specielt sej eller modig, men jeg synes, jeg har fået knubs nok. Og jeg nægter at lade mig slå ud, gider ikke mere pis. Det er et helt bevidst valg. Et spørgsmål om prioriteringer.

Da min verden væltede for halvandet år siden, og alt hvad jeg havde på mit personlige lærred med ét strøg blev visket ud, brugte jeg en uge på at være i chok og sorg efterfulgt af en uge i rødglødende raseri. Jeg har opdaget, at jeg har udviklet en tendens til at blive meget proaktiv i krisesituationer, og jeg brugte da også dette raseri som en drivkraft til at foretage mig noget konstruktivt. Det var en bevidst prioritering ikke at sætte mig i et hjørne og lukke verden ude. Fordi jeg endelig har forstået, at den eneste, som er ansvarlig for min lykke, er mig selv. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Men jeg har fattet det. Og lever nu langt om længe efter filosofien. Jeg kan ærligt stå ved, at jeg har valgt at favne livet og dermed fravalgt at være ked af alle de ting, som jo ellers er helt oplagte at være frustreret over. Jeg vælger, at det er gave at kunne starte forfra i stedet for at være ulykkelig over, at jeg ikke har hverken job, bolig, kæreste eller børn lige nu – for livet ER sgu smukt og godt og alt for kort til at gå og bruge tid på at være stresset og utilfreds.

Der er skønhed allevegne, det gælder bare om at pudse brillerne og indstille fokus. Det lyder så let, og det er det i virkeligheden også – men det er først nu, hvor jeg har lært teknikken, at jeg synes det. De sidste ti år har været en lang indre rejse og jeg har stadig meget at lære og øve mig i, men jeg er på vej og det føles forrygende godt. Så nu er det tid til at træffe nye valg, til at vende tilbage til Hverdagsdanmark og til at øve mig i at finde skønheden her. Jeg skal ud at lede efter job og bolig og håber selvfølgelig også inderligt, at 2014 vil bringe kærligheden ind i min favn. Så kom bare an, du nye år. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Jeg håber, at du, som læser med her, vil få et tilsvarende dejligt 2014 – et år med glæde, overskud, kærlighed, latter, dans og udlevelsen af dine personlige drømme. 

Men husk, du vælger selv!

Kærligst

Lotte

Nøiiiiiiij! Se, en KRAN!

Måske er det ikke så sært, hvis noget vejarbejde trækker ud?

Faces in places #2

De er der stadig. Masser af dem og allevegne - det er bare et spørgsmål om at SE dem. Ansigterne som jeg skrev om tilbage i 2008.

Ham her fandt jeg på Øresundsvej i tirsdags.
Se flere på Faces in Places. Du er mere end velkommen til at lege med.

Hvordan "pirer" man???

Hvorfor læser man ikke korrektur? Især på forsiden... Selvom det er et gratis magasin, kunne man da godt liiiige gribe en ordbog, inden man sender afsted til tryk. Eller er det bare mig (og min indre monokelbærende, knoldudstyrede dansklærerinde!)?

Freak-radise

Okay, jeg er radisefreak. Min mor har fortalt, at jeg gik og gumlede radiser fra jeg var bare to år gammel... Men i alle mine radiseglade år har jeg aldrig mødt en violet radise. Og pludselig tumler der en ud af en pose fyldt med helt almindelige, røde radiser.
(Den smagte som de andre - you can change your look, but the inside stays the same!)

Ensidig smag?

Efter seneste oprydningsraid er det ved et enkelt blik på magasinholderen i entréen vist tydeligt for enhver, hvad det er vi pt. fokuserer mest på her på adressen... Og så har jeg endda ikke vist jer den lille diskrete stak af tykke kataloger fra Celestaire, Palby Marine, Marineworld, Masnedø Marinecenter, Nautisk Udstyr, Toplicht, Hellers, Watski og Columbus Marine...

Blue mooooooooon

I aften får vi fuldmåne som akkompagnement til fyrværkeriet - og det er ikke bare en hvilken som helst slags fuldmåne - den er nemlig "blå".
Begrebet "blå måne" dækker over det fænomen, at der er to fuldmåner i samme kalendermåned. Betegnelsen er sjældent benyttet på dansk, men anvendes ofte på engelsk ("Blue Moon"), hvor det både kan henvise til det heromtalte fænomen eller metaforisk betyde en sjælden begivenhed. Der går godt 29 døgn fra en fuldmåne til den næste, hvilket vil sige, at fænomenet blå måne forekommer gennemsnitligt hvert 2,5 år. Der er således ikke tale om et meget sjældent fænomen. (kilde: Wikipedia)

Men at den næste blå måne vil forekomme netop nytårsaften, det er alligevel ikke helt almindeligt. Sidste gang, vi oplevede det, var nytårsafgten 1990, og det kommer ikke til at ske igen før i 2028. Heldigvis lover DMI delvist klart vejr i aften - så der er rent faktisk en chance for, at vi kan nyde fænomenet.

Godt nytår!

Samsø fra luften

Ikke én eneste lille bitte sky forstyrrede udsynet hele vejen fra Ålborg til Kastrup. Hvor heldig kan man være?

Dampende dramatik

Jeg skulle på barselsvisit i formiddag, men endte med at blive noget forsinket, for på vejen blev jeg mødt af dette syn:

Det viste sig at være en sprunget varmeledning, der spyede 300 grader varm damp 25-30 meter op i luften. Jeg har, ligesom indsatslederen, aldrig set noget lignende midt i København. Det så dramatisk ud, men ingen kom heldigvis noget til.

To originaler og et nyrebælte, tak.

Man kan ikke åbne en guidebog om Malta, uden at deres busser er omtalt. Og med rette. Mange af dem er virkelig gamle, de fleste er udsmykket indvendigt med helgenbilleder og slogans som "GOD IS GREAT IS GOD" og chaufførerne kører som maltesere nu gør; hurtigt og halsbrækkende. Men systemet virker. Hver eneste dag kører 85.000 mennesker med bussen på den lille ø, der ikke er større end Langeland! Og man kan stort set finde en bus til alle destinationer af interesse (for de fleste) fra tidlig morgen til sen aften.

Således fik jeg også kørt en hel del med bus, mens jeg var der - og fandt ud af , at busserne er et rigtig godt sted til en omgang people watching, hvis man er til den slags. Nogle passagerer slår alvorsfuldt korsets tegn, når bussen sætter i gang (forståeligt nok, hvis man tror på den slags), andre kan sidde ret op og ned og sove upåvirket, mens de ruskes rundt i hånålesvingene. Der er tykke og tynde, høje og lave, børn og voksne, turister og lokale i én skønsom blanding. Og så er der dem, der er virkelig originale, og som jeg holder mest af at sidde ved siden af både i udlandet og herhjemme (i modsætning til den tendens, som Julia beskrev i går). Jeg holder meget af de skæve eksistenser og af at tale med andre rejsende - hvis lejligheden byder sig og humøret er til det.

Den skønneste af ugens originaler var en gammel (som i jeg er krøbet fire størrelser i forhold til min hud) dame, med sparsomt, hennafarvet hår, lange, brune negle (nej, de var ikke lakederede) og fingrene smykket af masser af ringe. Hendes ene øje var uden for hendes kontrol og det var svært helt at se, hvor hun kiggede hen - måske var hun i virkeligheden en lille, gammel heks? Hele hendes fremtoning var aldeles indtagende og jeg fik det største smil, da jeg sammen med rygsæk og svømmefødder (jeg havde dem ikke på!) fik mast mig ind på den ledige plads ved siden af hende.

Hun kunne ikke ret meget engelsk, og jeg kan endnu mindre maltesisk, men vi fandt dog ud af, at vores destination var den samme - og resten af tiden gik med at sidde og skiftes til at kigge ud af vinduet og smile til hinanden, mens vi blev kastet rundt i takt med bussens bevægelser.

Ikke en eneste hel sætning blev vekslet undervejs, men det var ikke kun solen, der varmede mig på den bustur og efterlod mig glad, da vi nåede frem til busterminalen i Valletta.

Banke banke på...

Malteserne kan noget med dørhammere. Denne lille buket er kameraplukket i hhv. Valletta og Mdina. Og de kan klikkes større, hvis du er nysgerrig efter at studere detaljerigdommen.

Mads Gustav Bengtsson - mit andet jeg?!

Nedenstående er sakset fra min mail (Google og screendump på min PC er desværre ikke kompatible):

fra: Nyt fra PFA - Den røde tråd
send svar til: Nyt fra PFA - Den røde tråd - pfa-nyt@pfa.dk
til: Mads Gustav Bengtsson - mitnavn@gmail.com
dato: 3. sep. 2009
emne: Fordel ved at spare ekstra op i år Gode udsigter for markedsrente Klimaansvar hos PFA PFA Sundhedsløb 2009
sendt af: mail.ipages.dk

Que?!?!

Hvis jeg var PFA, ville jeg nok overveje at finde en anden end mail.ipages.dk til at varetage mine nyhedsbreve! Jeg stod i hvert fald af, da jeg opdagede at mailen ikke var til mig. Hvis jeg til gengæld figurerer i PFA's arkiver som Hr. Bengtsson, så kan det da blive interessant, når jeg en gang skal have udbetalt min pension. Det vil muligvis skabe nogen forvirring...
Eller også må du kalde mig Mads.

Anonyme giftigheder

Jeg havde egentlig besluttet at ignorere det. Men det har nu stået på i nogle måneder og det ser ikke ud til, at ignorans ændrer på det. Jeg har ingen forventning om at nedenstående vil ændre på del heller, men jeg mener, det er på sin plads med et indlæg om fænomenet.

Det står alle frit for at kommentere her på bloggen. Jeg glæder mig dagligt over, at der sidder mennesker derude, som har lyst til at læse mine ord og lægge en kommentar. Mange gange lærer jeg nyt af disse kommentarer og indblik i andres verdener og tanker, og jeg sætter meget pris på de meningsudvekslinger og den debat, som kommentarfeltet kan danne ramme om.

Men jeg begriber ganske enkelt ikke, hvorfor der findes mennesker, som gider bruge energi og tid på at lægge den ene giftige spydighed efter den anden. Jeg beder ikke om, at alle er enige i mine betragtninger - faktisk helst ikke - men jeg vil gerne appellere til, at man som blogkommentator bevarer en lødig tone. Anonyme tilsvininger er simpelthen noget af det laveste, jeg kan forestille mig. Hvor usselt er det ikke at gemme sig bag en digital burka og lade sit tastaur frembringe nedsættende og direkte perfide kommentarer? Noget af det, som er blevet skrevet - netop anonymt - er ikke bare underlødigt, men decideret usandt. Senest er jeg blevet kaldt blogluder, hvilket i den Mygdal'ske terminologi betyder "en som blogger for penge". Jeg har aldrig tjent så meget som en øre på noget, jeg har skrevet her på bloggen. Så hvorfor kalde mig det? Det giver jo ingen mening.

Så til den seneste anonyme kommentator: Hvis du synes, at det, jeg skriver, er så helt utroligt rædselsfuldt, eller at jeg er så forfærdeligt et menneske, hvorfor læser du så med her? Hvorfor ulejliger du dig med at udspy din galde og dine giftigheder? Har det været at fremprovokere netop dette indlæg? Jamen så tillykke.
Men helt ærligt - har du virkelig ikke bedre ting at bruge din tid på?

Til jer andre, I som står ved jeres identitet og meninger, tak! Tak for jeres mange gode og givende kommentarer i årenes løb. Jeg håber, I ikke lader jer skræmme af ovenstående, som vi efterhånden nok er en del, som har oplevet. Jeg kender i hvert fald til en håndfuld andre bloggere, som har haft lignende oplevelser. Og jeg har ikke tænkt mig at tie af frygt for, hvad der måtte komme af nye giftigheder - for det er censur, og der skal vi ikke hen.

Jeg har med tiden lært, at det er helt naturligt, at man ikke er vellidt af alle, lige så vel som at der ikke er noget odiøst i, at der findes mennesker og meninger, som man hellere ville være foruden. Men lad os dog holde en saglig tone i blogosfæren og opføre os som voksne mennesker.

Negerfrø?!?!

Hvad får man mon, hvis man lader dem spire?

Warpekno?!

Warpekno...singie...gleroma...manch...elifyi...geeksing...exingo...seaple...oboing...repti...gleece...mergank...spadje...vinvocal...faryopes...auddlog...wazir...

Nej, jeg er ikke ved at øve mig på en fjern stammedialekt.
'Ordene' har jeg samlet gennem nogen tid, for jeg har ikke kunnet undlade at bemærke mangfoldigheden af autogenererede næstenord, som man som blogkommentator fra tid til anden er nødt til at kopiere, for at få lov til at komme til orde. I hvert fald i bloggers form - der er andre blogprogrammer, hvor bekræftelses'ordene' er meget mindre fantasifulde: 5X8y...Fc2P...kQ37... Det er der da ikke meget fantasiføde over, med mindre man forestiller sig at det er navne på fjerne stjerner eller fæle vira?

Nu er der jo også dem (vist hovedsagligt wordpress-brugere?), som selv vælger de ord, som deres kommentatorer skal gentage, for at bevise, at de ikke er spamspyende robotter. Her kan man støde på lyserødtduftende ord som lammeskyer, jordbær, regndans og kindkys (og ja, det ER hos kvindelige bloggere, jeg har fundet ord i den kategori).

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er mest til næstenord, mystiske forkortelser eller bloggernes selvvalgte (som regel meget positive) ord... Jeg hælder nok mest til den første kategori og i stedet for at blive småirriteret over at skulle skrive et antispamord, når jeg bare gerne vil lægge en blogkommentar, har jeg valgt den nysgerrige indgangsvinkel.

Hvilket ord støder jeg mon på næste gang?

Krydsende ænder

Donald skrev om ænder i går. Hans historie fik mig til at lede i gemmerne efter dette billede, som jeg tog i Ratzeburg i Tyskland for nogle år siden.

Ordnung muss sein! Det gælder også for ænderne.

Den slags kan jeg slet ikke stå for...

Fantastiske formationer (mandagstema: Former)

SAND var det første, som faldt mig ind, da jeg så denne uges tema. Er det muligt at finde noget, som mere uophørligt skifter form end sandet på en sandstrand? Vand og skyer måske?
Egentlig er det jo ikke sandkornene i sig selv (som dog også slides langsomt med årene), men sandkornene i forening kan optræde i de mest fantastiske formationer.



Mange af jer ved, at Vesterhavet har en stor plads i mit hjerte - det er også her alle billederne er taget.

Se andre fortolkninger af temaet her.

Godnatkys til girafferne

Selv en kran bliver smuk i solnedgangens skær...