Hverdag på Takamaka - Jule(post)kort #2

Februar 2013
Jeg er i fuld gang med feltarbejdet på Takamaka, som udgør den sydøstlige del af den største af øerne i Aldabra-atollen, Ile Grande Terre. Den eneste måde at komme hertil på er med båd efterfulgt af 45 minutters gang i uvejsomt terræn på land eller en times gang gennem uvejsomt terræn i mangrove (hvis vi ankommer via lagunen).
Vi har været i felten i to uger nu og har udviklet en række gode rutiner. Hver dag starter før solopgang, så vi kan nå at spise morgenmad og være klar til at åbne vores net, når fuglene vågner. På grund af terrænet kan vi ikke færdes udendørs i buldermørke, så vi venter oftest på det tidlige morgengry, inden vi begiver os af sted. Indtil frokosttid går dagen med at observere, fange, måle, veje, ringmærke og aflive. Når solen bager lodret ned og kæmpeskildpadderne begynder at søge skygge, lukker vi vores net og går tilbage til hytten for at holde frokostpause. Midt på eftermiddagen, når temperaturen igen er fladet lidt, genoptager vi arbejdet og bliver ved til solnedgang, hvorefter vi dissekerer, fører log, udfylder datablade, tager bad, laver mad, spiser og vasker op, inden vi går omkuld under hvert vores myggenet.

Vi er fire herude ad gangen, to på hvert team, og vi skiftes til at lave mad og vaske op. Det har udviklet sig til lidt af en konkurrence udi i kunsten at kreere nye retter ud af et meget sparsomt udvalg af dåsemad, ris, pasta, linser og couscous. Hver søndag, vores ugentlige fridag, forsøger vi at fange fisk, men ellers er der ikke mange friske råvarer til rådighed. Efter to uger har vi ikke flere æg, kartofler eller løg tilbage, og hvidløgsbeholdningen er også ved at være i bund. Og der er stadig to uger til vi igen kan få forsyninger.

Der er mange udfordringer ved at leve så primitivt, som vi gør her på Takamaka - uden strøm, uden rindende vand, uden anden forbindelse til omverdenen end en upålidelig satellittelefon - men der er også mange fantastiske oplevelser givet ved at bo midt i noget af den mest uspolerede, vilde og ufremkommelige natur, jeg nogensinde har oplevet. Her kommer man virkelig tæt på dyrelivet. Selv stjernerne synes nærmere. Så pyt med, at jeg ikke har vasket hår i to uger, fordi vi må spare på ferskvandet - jeg krydser bare fingre for, at det snart begynder at regne.

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

På det lave vand - Jule(post)kort #1

Januar 2013
Vi har lige sagt farvel til 2012. Efter den obligatoriske festivitas er hverdagen vendt tilbage til Aldabra, og vi er nu ved at lægge sidste hånd på det store koralrevsprojekt. Hele december gik med at dykke og tage billeder, tælle fisk og filme med et overfladekontrolleret videokamera, så det sidste der mangler for at have kortlagt revet omkring hele atollen er at samle data fra de områder, hvor vandet er for lavt til at dykke, endsige snorkle. Med et GoPro-kamera monteret på et skaft af  PVC-afløbsrør kan vi filme under overfladen selv på meget lavt vand, og det er der kommet både en del interessante billeder og en hel bunke sjove oplevelser ud af. Fx kan man på den måde komme helt tæt på muræner og havskildpadder, mens de spiser.

(Klik på billedet for at se postkortet i fuld størrelse)

Behovsrevision

Det er ikke let at returnere til den civiliserede verden efter syv måneder i isolation på en næsten øde tropeø. De første dage efter jeg havde forladt Aldabra var jeg decideret utilpas, så overvældet var jeg over konfrontationen med lydene og lugtene af mere end tyve mennesker forsamlet ét sted, med biler, asfalt, skrald, hunde, børn og højhuse - og med mængden af valg. Hvad er det vi skal med 37 forskellige typer yoghurt i supermarkedets køledisk? Eller 20 forskellige par bukser i skabet? Jeg har svært ved at omstille mig til overfloden. Til den konstante strøm af tilbud og reklamer og mærkeligt kunstige behov. For jeg har jo ikke brug for alt det. Det er bare flødeskum på kagen.

Når man lever uden rindende vand og med halvtomme regnvandstanke, sætter man pris på styrtregn og muligheden for en hårvask.
Når man ikke har køleskab og fryser er der mange ting, man anser for at være luksusvarer. Et glas koldt vand fx. Mælk som ikke er lavet af pulver på lunkent regnvand. Ost som ikke smager som og ligner gummi.
Når man bor i en hytte uden dør, bliver man glad for sit myggenet.
Når man befinder sig et sted, hvor der ingen biler eller skorstene er, kan man trække vejret frit og vågne hver morgen uden stoppet næse.
Når man lever uden elektricitet, kan man om natten se en stjernehimmel, som tager pusten fra én.
- men der er også ting, man savner. Jeg savnede at kunne tage telefonen og ringe til mine nære og kære. Og efter de første tre måneder uden internet var det da dejligt igen at have kontakt med omverdenen selvom hastigheden var til at hive sig i håret over. Det var bare interessant at opdage, hvor kort listen var over ting, som jeg gik og længtes efter.

På mange måder føler jeg, at jeg er kommet meget tættere på mig selv i forhold til mine egne reelle behov. Hvad er helt essentielt? Hvad vil jeg bare ikke undvære i min hverdag? Hvor vil jeg ikke gå på kompromis? Alt leve under så forholdsvist primitive forhold som jeg har gjort de sidste syv måneder har skærpet mit syn på min egen rigdom, på hvor umådeligt priviligeret jeg er og på hvor lidt, jeg i virkeligheden har behov for at eje for at leve et liv, der gør mig glad og tilfreds. Jeg kan sagtens undvære alverdens forbrugsgoder. Men jeg sætter stor pris på koldt, rindende vand, elektricitet og en hurtig internetforbindelse.

Undervandstænkeboks

Jeg er desværre blevet pålagt forbud mod at skrive offentligt online om mit job p.g.a. frygt for organiseret pirateri. Personligt mener jeg, at den forholdsregel fra British High Commision er lidt hysterisk, men da jeg har underskrevet en kontrakt med Seychelles Islands Foundation hvori denne klausul er indføjet, må jeg hellere holde mund. Så lige nu skal jeg lige tænke over, hvordan jeg kan fortælle jer om mine oplevelser herude, uden at komme på kant med nogen. Mens jeg tænker, sender jeg jer et lille undervandsvink her fra de sydlige breddegrader.

Fra fisk til fugle

Det er blevet tid til at skifte felt. Dykkerdragt og undervandskamerahus er skyllet og hængt til tørre for en tid, mens vandrestøvler og kikkert er blevet fundet frem og støvet af.
Jeg arbejder ikke længere som frivillig for Seychelles Islands Foundation, men har nu fået både kontrakt, megalang titel (Invasive Species Technical Officer) og udsigt til lidt i lønningsposen de næste tre måneder. Dermed ændres mine arbejdsopgaver, så jeg fremover skal arbejde med fokus på fugle og altså bliver landbaseret. Tilmed i den anden ende af atollen på det vildeste og mest ufremkommelige sted. Der er udsigt til den ultimative, isolerede vildmarksoplevelse, hvor logiet er en lille enrums-metalhytte med køjesenge og udendørs das. Midt ude i ingenting (dvs. midt i totalt uspoleret natur) uden elektricitet og rindende vand. Køleskab, indendørs bad, vaskemaskine og internet bliver ren fiktion for mine tre kolleger og jeg de næste fire uger, så derfor vil der være stille her på bloggen frem til midt i februar, hvor jeg forhåbentlig har nye oplevelser at fortælle om.
Jeg er sikker på, at det første jeg har lyst til at gøre, når jeg kommer tilbage til hovedøen er at få et bad og noget koldt at drikke, så jeg garanterer ikke for en hurtig opdatering her på bloggen. Men jeg skal nok vende tilbage.

To ærter

Forestil dig, at du møder et menneske, som simpelthen 'ser' dig. Hele dig. Som synes, du er fantastisk og som ikke er tilbageholdende med at fortælle dig det. Som får dig til at le så meget og så længe, at dit ansigt begynder at gøre ondt. Et menneske, hvis nærvær er så intenst, at du føler dig båret fremad af det. Som udviser omsorg, omtanke og interesse. Som er lige så nysgerrigt, eventyrlystent og legesygt som dig. Et menneske, som du på ingen tid har delt en mængde oplevelser med, som du ved, du vil huske resten af dit liv. Et menneske som du uden tøven stoler på. Som kan lide de samme ting som dig. Som du med lethed kan være både dybt alvorlig og gennemført fjollet sammen med. Et menneske, som du i løbet af få uger har fortalt alverdens små og store historier om dig selv. Sådan et menneske, som du føler, du kan og har lyst til at dele alt med. Som du kan være hundrede procent dig selv sammen med. Autentisk, afslappet og uden filter. Forestil dig det.

Det er en rar tanke ikke?

Kender du udtrykket “like two peas in a pod”? Det kan vel ligestilles med udtrykket “to alen af et stykke”. Jeg har simpelthen mødt en alen skåret af samme stykke som jeg – eller min nabo-ært om du vil. Og det har taget lidt tid at nå til erkendelsen af, at jeg har været så fantastisk heldig at møde en sjæleven frem for et menneske, jeg ønsker at være mere end venner med. For ovenstående kan jo med lethed betragtes som de første symptomer på en forelskelse, og jeg har da også været forvirret over øjeblikkeligt efter vores første møde at være så meget på bølgelængde med dette menneske, at det nærmest føles som en symbiose. Jeg savner den anden ært, når vi ikke er sammen. Glæder mig fra jeg vågner til, at vi mødes for at spise morgenmad sammen, mens vi taler om alt og intet. Sætter pris på at arbejde sammen og føler at vores hjerner supplementerer og sublimerer hinanden. Nyder når vi tager på eventyr sammen. Værdsætter øjeblikkene med fælles stilhed, hvor vi bare er.

Men i dag skal ærterne skilles. Den ene ært skal rejse og den anden ært skal blive. Jeg ved med usvigelig sikkerhed, at jeg kommer til at savne min naboært. Meget. Tanken gør mig lidt vemodig og jeg gruer for afskeden. Jeg har aldrig været god til at sige farvel og denne her bliver en af de værre. Men jeg ved heldigvis, at vi ikke vil miste kontakten, selvom vi ikke kan ses dagligt længere. Dertil har venskabet slået for dybe rødder.

Jeg føler mig voldsomt privilegeret over, at vore veje krydsede hinanden netop nu. Det har givet mig så meget på så mange planer, og jeg føler, at jeg ved at have åbnet så meget op for og delt så meget med et menneske, jeg kun lige har mødt, samtidig har lukket op for muligheden for igen en dag at indgå i et forhold, skulle den rigtige dukke op på arenaen. Det er en opløftende og lovende følelse, og jeg er dybt taknemmelig for at kunne mærke den helt ind i kernen af mig selv.

Et liv på hovedet

Cassiopea (upside-down jellyfish) er en hel særlig slags gople. Den voksne gople lever sit liv på bunden. På hovedet. I modsætning til andre gopler (vandmænd og brandmænd), der bevæger sig rundt i vandsøjlen, bliver Cassiopea bare liggende der på bunden med resten af verden vendt på hovedet.

På øen Picard findes et vandhul, som via underjordiske kanaler har forbindelse med havet. Det betyder, at vandet i vandhullet stiger og falder med tidevandet - og at det er salt. Forbindelsen til havet er for snæver til at større dyr kan passere, og i lige netop dette vandhul har det betydet ophobningen af en hel flok Cassiopea. Forleden gik jeg derhen for at tjekke disse bizarre dyr ud.

 

Og ja, de ligger bare der og er i den grad levende, men meget lidt i bevægelse. Besynderlig måde at tilbringe sin tilværelse på, er det ikke?

Julebag i varmen

Har ledt og ledt efter julestemningen her, men det har i den grad knebet - det hjalp lidt at bage jødekager og duften af kanelsneglene gav også lidt, men jeg må indrømme, at jeg svedte så meget gennem hele projektet, at jeg trængte allermest til en svømmetur i oceanet bagefter. Sjovt som 28 grader varmt vand kan virke afkølende!
Julestemning eller ej - bagværket blev særdeles vel modtaget.

Kniplinger under sydens sol

Min superkreative mor har været i gang ved kniplebrættet. Sammen med to skrabekalendere og adskillige poser lakrids modtog jeg den fineste julepynt, som nu pryder vinduerne i min lille hybel. Min solcelledrevne lyskæde strejker, men hvis jeg nu giver mig i kast med at bage jødekager, kan det være julestemningen alligevel når at indfinde sig inden i aften. Uanset, så nyder jeg at kigge på de fine kreationer.

Man tager en kokospalme...og fletter en stjerne

Selvom jeg holder jul syd for ækvator og langt fra familien, er der visse ting, som stadig kan gennemføres, så de minder om juletraditionerne. Og det har vist sig, at bladene fra kokospalmen ikke kun er gode at flette kurve, tasker og hatte af - de kan også sagtens transformeres om til noget, der ligner julestjerner.
I aften pynter vi messen, jeg er meget spændt på hvad folk har i gemmerne af pynt - og om det kan hjælpe mig til at finde den julestemning, jeg - indrømmet - har temmelig svært ved at finde her i 30 graders varme.

Kriblekrablekrabbe

Hvis man er fan af landlevende skaldyr som jeg, er der ingen ende på fornøjelserne hverken på Assumption eller Aldabra. Der er krabber og krebs overalt! Og jeg har tilbragt mange gode stunder med at iagttage, lede efter og fotografere de tibenede. Jeg ved ikke, om det er krabber eller eremitkrebs, der er i overtal, men der er mange. Rigtig, rigtig mange. Og mange forskellige tilmed. Store krabber og små krabber, røde krabber, sorte krabber, krabber med lilla kløer og krabber med striber, hvide, grå og grønne spøgelseskrabber og kæmpestore kokoskrabber, som kan klatre i træer og klippe en finger over, hvis man kommer for tæt på. 

Men mine favoritter er og bliver nu eremitkrebsene i deres fine sneglehuse.

Jeg kan slet ikke stå for dem. Heller ikke selvom de konkurrerer med mig om at finde de fineste huse. På en eller anden måde virker det som om, det altid er de allerflotteste, som er optaget, når jeg finder dem på stranden. Imødekommende er de ikke, smækker 'døren' i, så snart man nærmer sig – men jeg har alligevel ladet mig charmere. Måske fordi, de er så ukuelige? Selv i mange meter høje klitter er jeg stødt på dem, og sporene på stranden vidner ligeledes om mange timers vandren omkring med hus på ryg.

Måske er det fordi, jeg på en eller anden måde kan relatere lidt til dem? I hvert fald følte jeg mig en anelse truffet, da jeg en gang for år tilbage fik at vide, at jeg selv er som en eremitkrebs -

beskyttet af en hård skal, men i virkeligheden blød som snot indeni...

Post på gammeldaws manér

Der er nu noget unikt over at modtage håndskrevne breve – ikke kun fordi brevet i sig selv er enestående, men også fordi oplevelsen besidder en kvalitet, der ikke helt kan opvejes af en email. Afsenderen har virkelig gjort sig umage. Har sat sig ned med pen og papir og nedfældet ord, har proppet det skrevne i en kuvert, har købt et frimærke og har postet brevet. Det er alt for besværligt for de fleste mennesker i dag, og kommunikationsgangen er også alt for langsom. Emails sparer både porto og papir. Og tid. Og det er nok især det med tiden og umagen, der gør, at et håndskrevent brev, ja selv et postkort med nogle få linjer, for mig repræsenterer noget, som tangerer en decideret gave. Misforstå mig ikke, jeg er en stor fan af elektronisk kommunikation, men det bliver bare aldrig helt så personligt som et fysisk brev. Og hvis man er langt hjemmefra, måske endda helt uden for internettets rækkevidde, så er gammeldags breve ganske enkelt noget af det bedste i verden.

Under overfladen

Jeg befinder mig lige nu ikke bare på verdens største, men også en af verdens mest uberørte atoller. Det gælder også under havoverfladen. Jeg har efterhånden haft fornøjelsen af at dykke på en længere række af smukke lokaliteter rundt omkring i verden og hidtil har Salomonøerne været min klare favorit – men jeg er bange for, at de nu må vige pladsen, for undervandsverdenen her er simpelthen fænomenal. Fordi Aldabra har været fredet i så mange år, og fordi atollen samtidig ligger langt fra traditionelle skibsruter og fiskefarvande, oplever jeg her en diversitet, der (undskyld sproget) sparker røv! Det er simpelthen til at få åndenød over. På den ene side, ville jeg ønske, at alle interesserede ville få muligheden for at opleve dette, men på den anden side håber jeg, at det fortsat vil være alt for svært at få lov til, for kun på den måde kan vi sikre, at revene omkring Aldabra forbliver uspolerede. Som et af de sidste af den slags steder i verden.

Jeg er lige nu en del af et team, som har til opgave at kortlægge koralrevet omkring Aldabra. Det gør vi dels ved hjælp af fiskeoptællinger, habitatbeskrivelser og fotografier langs transekter mens vi dykker, dels ved hjælp af et undervandskamera, som kan hænge under båden. Projektet er betalt af GEF og er temmelig omfattende. 

Tilbage på planeten

Efter næsten tre måneder på Assumption uden internet eller telefonforbindelse til omverdenen føles det helt uvirkeligt igen at have adgang til mail, blog, skype, sociale medier og alle de andre tidsrøvere på nettet. Jeg har haft mulighed for at sende et par sporadiske emails til min familie via sattelittelefonen, men da den forbindelse var både vanvittigt dyr og reelt kun beregnet til nødstilfælde og kommunikation med hovedkontoret, vænnede jeg mig hurtigt til, at det simpelthen ikke var muligt at følge med konstant. Jeg var uden for rækkevidde og kan betro jer, at det faktisk ikke er så forfærdeligt endda.