I kølvandet på stilheden

Jeg havde en klar forventning om, at ti dage i afsondrethed, i stilhed, i afholdenhed og i intens meditation ville blive en udfordring. Jeg havde også, om ikke en forventning, så i hvert fald en stærk formodning og forhåbning om, at det ville blive tilsvarende givende. Begge dele skulle vise sig at holde stik. Jeg ved ikke, om det er at overdrive at sige, at det nok er den største udfordring, jeg nogensinde har givet mig selv, fordi oplevelsen var så unik, at den ikke er sammenlignelig med noget andet, jeg har prøvet tidligere. Men én ting er sikkert; udbyttet stod mål med udfordringen.

Det har taget tid for oplevelsen at bundfælde sig, og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den, men jeg lovede jer et indlæg, og det skal I også have. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men der er så mange lag, at det alligevel er blevet en længere smøre. Jeg håber, I bærer over med mig.

Hvordan var det så?

De første tre dage kunne jeg med en vis fascination konstatere, at min hjerne var en abe med ufatteligt energiniveau – den svang sig uophørligt fra den ene tankegren til den næste. Konstant! I TRE hele dage! I det tidsrum skulle vi udelukkende koncentrere os om at observere vores åndedræt (ikke kontrollere, blot observere hvad der skete i næsen), og det giver fuldkommen mening, at man ikke går i gang med den egentlige meditationsteknik før på fjerdedagen, hvor sindet efterhånden er begyndt at falde til ro, og der bliver længere mellem springene fra tanke til tanke.

Det er meget tæt på at være det samme, der skete for mig, mens jeg sejlede rundt ude på Stillehavet. Efter ca. tre dage uden at have set land og med meget få input på kanalen, var det som om, der blev ro i min hjerne, og der dermed blev plads til at få nye idéer. Sjældent har jeg følt mig så kreativ. Og det var nok i virkeligheden min største motivation for at tage på Vipassana-kurset. At forsøge at finde en metode hvorpå jeg kunne opnå samme tilstand – uden at være nødt til at sejle rundt på store oceaner langt fra civilisationen. Og jeg vil vove den påstand, at det lykkedes.

Det siger næsten sig selv, at når man træder ind i halvanden uges total afholdenhed og afsondrethed og samtidig fraskriver sig alle former for kommunikation og underholdning, så er der ikke meget til at distrahere sindet med. Når man så samtidig pludselig bruger ti timer dagligt på at meditere, kan det næppe undgås, at ens tanker på et eller andet tidspunkt bliver henledt på ting, som man ellers ikke tænker aktivt over til daglig; enten fordi de drukner i andre ting, fordi man bevidst afleder sin opmærksomhed eller fordi man simpelthen har undertrykt dem. Så de ti dage er også en oplagt mulighed for at få arbejdet med ting/tankemønstre/sorger/etc. som ligger dybt i én. Selv brugte jeg en del mental energi på at forholde mig til mine følelser i forhold til min fars sygdom, og det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har fået en masse ro indeni på trods af alvoren i situationen – simpelthen fordi jeg nu ikke blot med mit intellekt ved, at jeg står magtesløs, men også kan mærke det – og mærke, at det ikke ændrer på noget at blive frustreret og ulykkelig over det. Giver det mening?

Hvad går det ud på?

Jeg vil ikke gå en masse i detaljer om, præcis hvad man foretager sig i samtlige ti dage, men programmet ligger helt fast, og det er fuldstændig identisk uanset om man følger kurset i Europa, i Asien, i Mellemøsten eller et af de mange andre andre steder, hvor kurset udbydes. Programmet er velafprøvet og har ikke ændret sig i mere end tredive år! En gongong lyder, hver eneste gang det er tid til meditation/måltider/pauser, og hver dag er bygget op over den samme rækkefølge af disse elementer. Det eneste, man skal gøre, er at følge instrukserne. Der var da ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved undervejs, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at overgive mig totalt og uden forudindtagede meninger – og jeg tror, det er den eneste rigtige måde at få det optimale ud af kurset på. Bagefter står det jo frit for at plukke præcis de elementer ud, som giver mening og så lægge resten bag sig, hvis man har behov for det.

Det er med Vipassana som med så meget andet; du er nødt til selv at prøve, for reelt at vide, hvad det handler om. Du kan læse om, høre om og se timevis af video om svømning, men du lærer først at svømme, når du begynder at øve dig. Det samme gælder med Vipassana, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at forklare.

Dog kan jeg kort ridse op:

• Det er en mere end 2500 år gammel meditationsteknik
• Teknikken er universel, dvs. hverken religiøs eller sekterisk, og kan dermed benyttes af alle uanset tro og anden overbevisning
• Teknikken er meget enkel og bygger på selviagttagelse
• Alle kan lære den og det kræver ingen forudgående erfaring med meditation
• Bygger på en filosofi om, at al lidelse her i livet tager sit udspring i enten begær/længsel eller modvilje/aversion. Hvis man kan frigøre sig fra disse følelser, kan man frigøre sig fra lidelse. Samtidig er en anden grundpille i Vipassana, at intet her i livet er permanent. Hverken glæde eller sorg, smerte eller kærlighed. Så hvis man kan nå til en sindstilstand, hvor man blot ER og ikke lever i hverken fortid eller fremtid, men simpelthen ER i nuet, skulle man kunne opleve en tilværelse fri for lidelse.

Og hvad koster det så?

Faktisk er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål, for ens deltagelse på kurset (inkl. kost og logi) er der allerede nogen, som har betalt for. Forstået på den måde, at al finansiering er baseret på donationer fra tidligere kursister. Først når man selv har gennemført kurset, kan man få lov at donere – og vel at mærke præcis så lidt eller meget, som man føler for. Man kan vel kalde det en slags 'Pay it forward'. Hvilket er et kæmpe kvalitetsstempel i min optik. Ligesom det også er en understregelse af teknikkens gangbarhed, at man ikke finder en masse reklame for den rundt omkring, men at der alligevel gennem de sidste mere end tredive år er blevet etableret kursuscentre over hele verden, hvor der månedligt gennemføres Vipassana-kurser. Jeg stod selv på venteliste i flere uger, før jeg fik en melding om, at jeg havde fået en plads.

Hvad kræver det?

En ansøgning om optagelse på kurset (findes via kursusoversigten for det enkelte kursuscenter)

Ti dage af din tid, samt en rejse til et af de 154 kursuscentre i verden. Det nærmeste ligger i Ôdeshög i Sverige, ca. fire timers togrejse fra København.

Dedikation. Du skal virkelig ville det. Og du skal turde udholde dit eget selskab og et konstant nærvær af dine egne tanker i samtlige ti dage.

Vil du vide mere, er der masser af information at hente her og på www.dhamma.org – og ellers er du velkommen til at spørge.

Drømmer du om at eje en træbåd?

Alting har sin tid. Således er det nu blevet tid for min barndoms skude at skifte ejer.
Hun er lidt af et liebhaverfartøj og efter tredive år i hænderne på min skibstømrerfar, fremstår hun i særdeles god stand. Hun er fuldt udrustet og sejlklar, så det er blot at pakke køjesækken og springe ombord.

Kort fortalt er der tale om en ombygget Lynæsfiskekutter, der i dag er gaffelrigget og udstyret med spil, letvægtsmaterialer i den løbende rig og anordninger, så hun kan sejles af én mand. Men det er ikke en solobåd som sådan - den er faktisk ideel som familiebåd. Der er ikke mindre end syv køjepladser fordelt i tre kahytter (alle med gode madrasser), ståhøjde i kabys og salon, masser af udstyr og gennemtænkte løsninger. Alt udført i gode materialer og høj kvalitet. Og så oser hun af personlighed.

Med i købet følger udførlige beskrivelser af af- og tilrigningsprocedurer, instruktion i brug af motoren samt detaljeret dokumentation af alt, hvad der er blevet lavet af reparationer, renoveringer og forbedringer gennem årene. I tilgift følger en mappe med bådens historie fra den blev bygget i Lynæs i 1939 frem til i dag. Bl.a. kan man læse om og se billeder af hendes karriere som fiskebåd på Sejerø og hendes aktiviteter under krigen og senere som kurérbåd for piratradioen, Radio Mercur, i Storebælt/Kattegat. Som turbåd har hun besejlet både Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Polen.

Lidt detaljer:

• Gaffelrigget Lynæsbåd bygget i eg på eg med klyverbom, som kan rulles ind
• L: 12,5m, B: 4,8m, D: 2,1m
• 100 m2 sejl (storsejl, topsejl, fok, klyver)
• 80 HK Hundestedmotor, 1 cyl., ferskvandskølet
• Klinkbygget jolle og 6 pers. redningsflåde
• Ankerudrustning inkl. spil og david
• Trykvand, to gasblus, gasovn, køleskab
• Kakkelovn og Refleks pottefyr

 - og meget, meget mere...

På Bådehandel.dk ligger en hel stribe detailbilleder af båden, og hvis du har lyst til at se endnu nærmere på hende, vil jeg på det varmeste opfordre dig til at ringe til min far på 26181476 og høre mere om kutteren Connie.
Spred meget gerne ordet og del indlægget her.
På forhånd tak.

Hvis jeg kunne, overtog jeg hende selv! Nu håber jeg bare, at hun havner hos mennesker, som vil få lige så stor glæde af hende, som min familie har haft.

Update 4. februar 2014: Båden har nu fundet en ny ejer.

Klimaforandringer på klods hold - Jule(post)kort #8

Juli 2013
Vi er i Kiribati, som består af 33 øer og atoller spredt på begge sider af datolinjen. Kiribati var et af de første lande til at gå i spidsen for kampen mod klimaforandringer. Dette er ikke uden grund, for hvis temperaturen i verdenshavene stiger blot 4 grader, vil landet forsvinde under havoverfladen, og befolkningen være tvunget ud i en tilværelse som klimaflygtninge. Landets areal er allerede begyndt at svinde mærkbart ind, og det er begyndt at opkøbe arealer i Fiji, for at have et sted at sende befolkningen hen, når det ikke længere er muligt at leve i Kiribati. New Zealand og Australien er allerede begyndt at modtage tusinder af emigranter, som angiver klimaforandringer og havstigninger som hovedårsag til at de forlader deres hjem på stillehavsøerne*. I frustration over den komplet fejlslagne klimakonference i Danmark tilbage i 2009, inviterede landets præsident verdens store industrilande til Kiribati for at mødes med ofrene for den globale opvarmning, men det ændrer jo ikke på den aktuelle situation.
Jeg har lige nu en følelse, der meget ligner den, jeg rammes af, når jeg ser eller læser om udrydelsestruede arter. Men som for de fleste udryddelsestruede arters vedkommende, fortsætter størstedelen Kiribatis indbyggere ufortrødent med deres hverdag og affinder sig med omstændighederne. Og jeg vælger at nyde og værdsætte, at jeg når at møde befolkningen og se dette ørige, mens det stadig befinder sig over vandet, mens jeg i mit stille sind håber, at det snart er slut med at høre røster, som hævder, at vi ikke behøver bekymre os om klimaforandringer og global opvarmning.

(*Kilde: Rapport fra Columbia University og FN: Mapping the Effects of Climate Change on Human Migration and Displacement)

Pitstop på Kosrae - Jule(post)kort #7

21. juni 2013
Er vel ankommet til Kosrae, som oprindeligt ikke var planlagt som destination. Planen var at sejle fra Pohnpei til Kiribati, men omstændigheder tvang os til at ændre kurs. Vi har fået klaret, hvad vi skulle og kan nu nyde en fantastisk smuk aften på denne lille perle midt i Stillehavet, den mindste af Mikronesiens Forenede Stater. Nu sidder jeg her og puster ud og kigger tilbage på de seneste dages strabadser, mens jeg tænker på, hvor surrealiastisk det føles, at jeg for blot et par dage siden mest af alt havde lyst til at gå fra borde. Mine dagbogsnotater taler for sig selv:

17. juni 
Fik udklareret fra Pohnpei og tog af sted ved 13-tiden. Vi begyndte i sol og fin vind, men lynhurtigt ændrede det sig til vild regn og en kombination af bølger og strøm, der skabte så ubehagelige omstændigheder, at de fleste af os endte med at blive rigtig dårlige. Jeg har aldrig været så søsyg i mit liv!

18. juni
Hang ud over siden i otte timer og lå efterfølgende i fosterstilling i fem timer i cockpittet. Er fortsat meget dehydreret og forsøger at få så meget søvn som muligt. Vandet i tanken smager ikke godt, og jeg har svært ved at få det ned. Føler mig godt nok ynkelig.
Krise: Vi har vand helt op under dørken og ingen fungerende pumpe. Alle mand er i sving med spande og baljer. Heldigvis er der ikke hul i skroget, vandet kommer ind gennem en defekt lænseslange. 

19. juni
Nattens oplevelse var ikke særlig fed, men det er godt at vide, at jeg bevarer roen og overblikket i den slags situationer. Alle virker mere trætte og slidte på dette ben. Vejret er ringere og søen værre.
Tilbringer mange, mange timer i køjen. Bliver kastet rundt, men har dog fået lidt søvn. 
Er nødt til at huske mig selv på, at jeg gør dette frivilligt.

20. juni
Rorvagt 5 til 9. Nu har vi land i sigte. Som det dog gør godt at se Kosrae rejse sig af disen i det grå morgenlys. Glæder mig til en rolig nat og til at mærke fast grund under fødderne. Vi skal bruge en masse tid på at gøre rent og vaske og tørre alt, der fik saltvand forleden nat, så jeg håber, vi får en dag med solskin. Det vil gøre os alle godt, tror jeg.

Pohnpei, våd og frodig - Jule(post)kort #6

Juni 2013
Vi forlod Chuuk i slutningen af maj og efter seks dages sejlads ankom vi i fin stil til øen Pohnpei, som er den højeste, største, mest folkerige og mest udviklede af staterne blandt Mikronesiens Forenede Stater. Nu ligger vi for anker ved Sokeh, for foden af bjergene, der hver dag sørger for, at vi bliver beriget med utrolige mængder regn. Her behøver vi ikke bekymre os om at skulle spare på drikkevandet, for Pohnpei er et af de steder i verden, hvor det regner allermest (der er blevet målt mere end 7600 mm nedbør på et år her!). Til gengæld er her varmt og frodigt, og regnskoven bugner af bregner, vandfald og lianer. Jeg har afstøvet og samlet mountainbiken og har været på et par gode cykelture i det stejle terræn, samt været på et par vandreture i regnskoven, bl.a. til vandfaldet med det tungevridende navn, Liduduhniap (se min lille video her), hvor jeg fik det bedste bad, jeg har fået siden jeg forlod Danmark for halvanden måned siden. Det er unægteligt noget andet end at tage bad med en spand og en kop.
Ellers har jeg brugt størstedelen af tiden på at ro kajak i mangroven og lagunen, og nyder på den måde at kunne komme helt tæt på dyrelivet. Det gør mig altid glad at iagttage isfugle smutte ud og ind mellem løvet i trætoppene. Pohnpei har i det hele taget et rigt fugleliv og kan byde på ikke mindre end fire forskellige endemiske arter, som jeg håber, jeg er heldig at få at se, inden vi igen sætter sejl og drager videre i midten af juni.

Vragdykkernes paradis - Jule(post)kort #5

Maj 2013
Min tid på Seychellerne er slut og jeg kan se tilbage på syv fantastiske måneder. Efter mit korte pitstop på Guam, tager jeg nu hul på fire måneder ombord på den danske båd, Orbit, som jeg netop er påmønstret i Chuuk. Før jeg tog af sted, anede jeg ikke, at der overhovedet fandtes et sted med det navn. Chuuk (tidligere kendt som Truk) er den næststørste af Mikronesiens forenede stater, hvilket dog ikke er ret stort, eftersom Mikronesiens samlede areal er mindre end Møn og Falster tilsammen. Jeg må indrømme, at jeg - trods  min store lidenskab for tropeøer - ikke blev videre betaget af Chuuk. I hvert fald ikke den del af staten, som befinder sig over havets overflade. For her finder man noget, som gør Chuuk til en yndet destination for vragentusiaster.
Jeg elsker at dykke, men jeg har aldrig set mig selv som den store vragdykker - jeg foretrækker langt at se på levende ting - men det afholdt mig ikke fra at suge til mig af undervandsoplevelserne. Og vrag har det jo heldigvis med at tiltrække en del akvatisk liv med tiden. De fleste af vragene omkring Chuuk stammer fra 2. verdenskrig, hvor amerikanerne bombede den japanske base her og sænkede mere end 70 skibe. Mange ligger på så lavt vand, at man som almindelig sportsdykker kan dykke på dem. Vragene er fredede, og betragtes som en gravplads, hvorfor det er forbudt at dykke på dem uden guide.
Det har været spændende sådan at mærke historiens bølgeskvulp, og jeg er glad for, at vi har nået at dykke på så mange forskellige vrag her i Chuuk, men jeg foretrækker stadig til enhver tid at dykke for at se på levende ting.

Å for åbenbaringer

There is a change that takes place in a man or a woman in transit.

You see this at its most exaggerated on a ship when whole personalities change

(John Steinbeck, ”A life of letters”)

Når man sejler, og især når man sejler om natten, er der god tid til refleksion og selvransagelse. Det er, som om sejladsen i sig selv virker som en katalysator for en rejse indad. Måske fordi man bevæger sig med en hastighed, hvor sjælen har tid til at følge med, måske fordi der i timevis ad gangen ikke sker nogen ændringer i det, ens blik hviler på. På oceanet kan øjnene slappe af, intet forhindrer dig i af stille ind på uendeligt, og udover himmelhvælvet staver skyerne en inciterende invitation til eftertænksomhed.

Langt fra hverdagen på landjorden, afskåret fra omverdenen, uden elektronisk forbindelse med noget eller nogen. Ingen internet, ingen telefon, ingen fjernsyn, ingen radio – ingen input udefra. Kun dig selv og det, du gemmer i din hjerne og dit hjerte. En oplagt chance for at få afdækket de ting, som virkelig betyder noget for dig. For nogen gange er man nødt til at få ting på afstand for at kunne se dem klart. Man mister så let perspektivet, når man sidder med næsen helt begravet i sine udfordringer, men ved at bringe sig selv på afstand kan man måske se mere klart.

De fleste, som sejler langt, oplever netop en øget grad af reflekteren. Jeg tvivler på, at alle langturssejlere kan sige, at de oplever at få deciderede åbenbaringer, men der er god chance for at de fleste rejser hjem med større afklarethed i bagagen. Vi havde en gast, som afmønstrede før tid, ganske enkelt fordi det gik op for ham, at han faktisk ikke var særlig vild med at sejle på denne måde. Samtidig blev han klar over, hvad det var, han virkelig gerne ville bruge sin tid og energi på. Det krævede stor overvindelse for ham at tage konsekvensen af den selvindsigt, men i sidste ende tog han sig selv alvorligt og købte en returbillet. Det synes jeg, er stærkt.

Selv har jeg i skrivende stund ikke fået nogen egentlige åbenbaringer, men jeg er kommet et skridt tættere på min egen kerne, på hvad jeg virkelig gerne vil med mit liv. Og det i sig selv er lykkelig for. Om jeg var nået til samme konklusion med samme hast, hvis jeg ikke var taget ud at sejle, skal jeg lade være usagt, men jeg er overbevist om, at sejladsen har været en særdeles velegnet ramme om netop min egen personlige rejse. Så her fra skal kun lyde mine varmeste anbefalinger af livet som langturssejler. Prøv det!

Du er nu nået til vejs ende. Dette var allersidste afsnit i serien Langturssejler fra A til Å. Jeg håber, jeg har hjulpet dig til en form for indblik i, hvad det vil sige at sejle langt og i nogle af de ting, som følger med denne livsstil, selvom 29 små afsnit jo kun er en brøkdel af hele historien. Hvis du vil vide mere, er du meget velkommen til at stille spørgsmål, så vil jeg besvare dem i det omfang jeg har mulighed for det.

Æ for Ækvator

I skrivende stund har vi endnu ikke krydset den. Men vi er tæt på, og når du læser dette, skulle vi gerne have passeret den. Den magiske linje. Stregen midt i verden. Breddegraden som delen globusen i to lige store dele. Ækvator.

Vi kommer til at krydse ækvator, når vi forlader Kiribati og sejler mod Tuvalu. Jeg glæder mig til at se GPS'en vise 0º00'00” ud for breddegraden - som sejler er der noget magisk over det. Mere end der er over at krydse datolinjen eller den 0. længdegrad. Måske især fordi der er visse traditioner og ritualer forbundet med at krydse ækvator. Det er nemlig her, man kommer i nærkontakt med Kong Neptun og på mange langturssejlerbåde er det kutyme at man ved sin første ækvatorkrydsning bliver ”døbt” og får sit nye navn som søfarende af selveste kongen over de syv verdenshave (som regel personificeret af en blandt den øvrige besætning).

Blandt søfolk i den kommercielle skibsfart har der i århundreder været særlige tatoveringer, som man per tradition udsmykkede sin krop med, når man ville fortælle omverdenen, og nok især andre søfolk, om ens bedrifter til søs. En havskildpadde symboliserer, at man har krydset ækvator, mens svaler på brystet er et tegn på, at man har sejlet mindst 10000 sømil (5000 pr. svale) og et anker indikerer at man besejlet Atlanterhavet. Den havskildpadde jeg selv har fået tatoveret, har en helt anden betydning for mig og jeg anede ikke, at den også symboliserede en krydsning af Ækvator, da jeg fik den lavet - men den er da med til at gøre, at jeg glæder mig endnu mere til at krydse Ækvator i båd. Så jeg også i søfolks øjne fortjener min tatturtle.

Min personlige havskildpadde på en svømmetur - snart skal den krydse Ækvator

Vi nærmer os slutningen. Der er blot to afsnit tilbage i serien Langturssejler fra A til Å. Jeg håber, du har nydt at læse med, og at du vil følge med på onsdag, hvor det næstsidste afsnit kommer til at handle om et af de mest hyppige spørgsmål, man stilles som langturssejler.

V for Vejrmeldinger

Alle taler om vejret. I hvert fald, hvis de ikke har andet at konversere om. Men som sejler er meteorologi ikke kun et spørgsmål om small talk – sikre vejrmeldinger er altafgørende for at kunne planlægge sin sejlads sikkert. Der overordnede sæsonbestemte vejrsystemer (fx orkansæsoner), som man kan forholde sig til på langt sigt, men klimaforandringer har forstyrret mange af disse systemer; tørkeperioder forlænges, fremherskende vindsystemer forrykkes, generelle temperaturmønstre er ikke længere generelle.

Når vi nu ikke længere rigtig kan stole på de gammelkendte vejrsystemer, er behovet for pålidelige prognoser blot blevet endnu større – ingen har lyst til at blive overrasket af dårligt vejr til søs. Da er vi heldige, at vi lever i den digitale tidsalder. Inden hver sejlads downloadervi dugfriske GRIB-filer fra nettet (når vi altså har internetadgang, det er ikke altid tilfældet). En GRIB-fil er en gratis vejrprognose, som grafisk viser fremherskende vind, vindstyrke og nedbør, skydække og temperatur for et område, man selv definerer.

Ved hjælp af disse filer kan vi danne os et overblik over fx den kommende uges vejr og planlægge vores rute efter det. Til eksempel kan en forudsagt periode med vindstille betyde, at vi lægger ruten anderledes end først tænkt, simpelthen for at spare diesel og undgå lyden af motoren. Eller hvis vi kan se, at der højst sandsynligt ikke kommer nogen nedbør den næste uge og vi samtidig ikke kan få drikkevand fra land, så ved vi, at vi for en sikkerheds skyld må spare ekstra meget på vandet. Vores behov for pålidelige vejrmeldinger strækker sig altså en del videre, end det gør for de fleste landkrabber. Men ellers taler vi nu ikke meget mere om vejret end de fleste andre.

(GRIB står for Gridded Information in Binary Form)

Så har vi talt om vejret. 22. kapitel af Langturssejler fra A til Å er til ende, men følg med på fredag, hvor det kommer til at handle om noget, som alle gør, men som de færreste taler om.

T for Tolerance

Én båd. Syv mennesker. Det er trange forhold, og vi lever ikke bare sammen, vi rejser også sammen. På en ikke altid lige behagelig måde. Vi sover, laver mad, spiser, vasker op, gør rent og går i "bad" sammen – det hele endda udført på meget, meget lidt plads. Vi sejler sammen, oplever nye destinationer sammen, kaster op sammen, dykker sammen, træner sammen – vi køber ind og vasker tøj sammen. Der er faktisk utroligt mange ting vi foretager os i fællesskab, meget mere end en normal familie hjemme i Danmark ville gøre. Og vi er end ikke blodsbeslægtede (bortset fra Mathias, som er skippers søn).

Vi tilbringer mere tid sammen, end vi tilbringer fra hinanden, og det stiller selvsagt en hel del krav til ens tolerancetærskel. Hvis man vil leve, som vi gør her ombord, er ens sociale kompetencer af langt højere betydning end ens sejlkundskaber og sejladserfaring. For ikke alene er vi ikke i familie, vi er heller ikke lige gamle, vi har meget forskellige baggrunde, og vi kommer end ikke fra det samme land. Vi holder ikke alle af den samme type musik, vi har ikke de samme madpræferencer – nogen undgår kød, en spiser ikke løg, en anden kan ikke klemme rå tomater og agurk ned. Nogle vil gerne i land og tjekke nattelivet ud, andre foretrækker at tilbringe de fleste aftener i skibets hyggelige cockpit eller med en film på computeren.

Det eneste som helt grundlæggende binder os sammen er lysten til eventyret. Og viljen til at dette togt SKAL være en god oplevelse. Det indbærer, at man skal være villig til at indgå kompromiser, være indstillet på at sluge en kamel eller to undervejs og ellers være lydhør overfor andres meninger og behov., samtidig med at man ikke går og brænder inde med egne ønsker. For at hjælpe til i den diplomatiske proces, som vores hverdag uundgåeligt tager karakter af, har vi hver uge et søndagsmøde (nogen gange ligger det om mandagen, fordi vi herude i Stillehavet let kommer til at glemme, hvad ugedag vi er nået til – men pointen er, at vi har et ugentligt møde), hvor vi hver især har taletid. Her er der frit lejde og dagsordenens vigtigste punkt er en opfordring til at alle får sagt alt det, de måtte have behov for. I dette forum luftes store og små (heldigvis udelukkende små indtil videre) frustrationer og konstruktive forslag til at løse de udfordringer, vi uundgåeligt har. Det handler mest om små praktiske ting på niveau med de klassiske sure sokker, der ikke rammer vasketøjskurven (lige dét er dog ikke noget problem ombord, da vi ikke bruger ret mange sokker) – ting som i sig selv er bagateller i det store billede, men som let bliver til irritationsmomenter, hvis de ikke tages hånd om.

Vi er et lille flydende sigøjnerkollektiv. Og trods masser af forskelligheder, varierende behov og mangfoldige overbevisninger, så fungerer det fantastisk godt. Men uden uden gode sociale kompetencer og masser af tolerance ville det ganske enkelt ikke gå.

Du har nu læst 20. kapitel i føljetonen om livets som langturssejler. På mandag bevæger jeg mig nok en gang ned under vandoverfladen for at fortælle om en endnu aktivitet, som jeg holder meget af i det våde element.

S for Søsyge

Jeg bryster mig af at være ganske søstærk. Bevares, jeg har da været søsyg, men mest som barn, og det har ikke været mange gange, når man tager i betragtning, hvor meget jeg har sejlet. Som voksen har der været rigtig langt mellem de gange, jeg har måttet ofre til Kong Neptun, men jo oftere man sejler og jo mindre pivet man er mht. valg af vejrlig, jo større er risiskoen selvfølgelig.

Q for Quebec

Alle bogstaver i alfabetet samt tallene 0-9 kan vises ved hjælp af signalflag. For at man ikke skal stave sig igennem alting, har de enkelte flag også betydninger, i sig selv såvel som i selskab med andre flag (for mange af flagenes vedkommende). Fx betyder flagene N og C i kombination, at man er i en nødssituation, hvor man har behov for hjælp udefra. Når man signalerer ved brug af blot ét enkelt flag, har man enten et meget presserende eller et meget almindeligt budskab. De fleste langturssejlere vil fx fra tid til anden have brug for at hejse det ensfarvet gule signalflag "Q" (Quebec).

Her er Anne Sofie i gang med at sætte "Q" ved indsejlingen til Pohnpei
Flaget hejses under styrbord salinghorn

Betydningen af flaget er "mit skib er smittefrit, jeg anmoder om frit samkvem med land", hvilket i praksis betyder, at man netop er i færd med at anløbe en havn og i den forbindelse har behov for medicinsk-, landbrugs-, told- eller immigrationsgodkendelse, før besætningen må gå i land.

Dette var 17. kapitel i serien Langturssejler fra A til Å. På mandag bliver det både pladdervådt og samtidig helt afgørende for vores velbefindende.

Trofaste læsere af bureauet vil måske have bemærket, at dele af ovenstående tekst er genbrug fra et tidligere blogindlæg - det skal jeg beklage. Jeg kunne simpelthen bare ikke komme i tanke om andet relevant, som begyndte med Q.

M for Madlavning

Hvad spiser en langturssejler?

Hvem laver maden ombord?

Hvordan laver man mad til syv personer på to små gasblus?

Hvordan laver man mad, når ens køkken krænger 25 grader og ingen flader er vandrette?

J for Jolle

Forestil dig at bo et godt stykke ude på landet uden nogen form for offentlig transport til rådighed – de fleste familier i den situation har mindst én bil. På samme måde har alle langturssejlere mindst én jolle eller gummibåd (en dinghy i daglig, international tale), som de bruger flittigt. Det er de færreste, som tilbringer deres tid i havn, dels fordi det er dyrt, dels fordi det er mindre sikkert i forhold til tyveri, dels fordi det er mindre behageligt (flere myg, mere støj, mindre privatliv) end at ligge for anker eller fortøjet til en bøje. Men det betyder selvfølgelig, at man ikke bare lige kan gå i land, når man har lyst. Derfor er en jolle med påhængsmotor et essentielt transportmiddel.

Orbit har en stor gummibåd med en 40 hk påhængsmotor. Det er Rolls Royce versionen for de fleste langturssejlere, der ofte klarer sig med noget, der er meget mindre, men når man også gerne vil kunne bruge den til at dykke fra, er den ikke overdimensioneret. Og når man er 7-8 besætningsmedlemmer, så er den heller ikke for stor.

Gummibåden bindes behørigt fast, når vi sejler

Når vi sejler, ligger gummibåden surret godt fast på fordækket, men når vi ligger for anker, har vi den permanent liggende klar i vandet bag båden. Og den bliver flittigt brugt. Der går ikke en eneste dag, uden at nogen skal i land, og så foregår det på præcis samme måde, som når medlemmerne i en stor familie skal og vil forskellige ting på forskellige destinationer og tidspunkter – man koordinerer. Vi har ikke fungerende mobiltelefoner og kan ikke lige ringe til hinanden, den eneste mulighed vi har er en enkelt håndholdt radio, som man kan bruge til at kommunikere med Orbits faste VHF-radio. Forudsat at der er nogen ombord. Altså er det af meget stor værdi at kunne finde ud af at planlægge og koordinere, så ingen pludselig står og er strandet på land eller på båden uden mulighed for at blive hentet – så det praktiserer vi meget. Og det fungerer. Gummibåden er helt essentiel i vores hverdag, når vi ikke er under sejl.

Dette var tiende afsnit af serien ”Langturssejler fra A til Å”. På fredag kommer det til at handle om en anden form for transport på vandet, der er mere fysisk udfordrende end at sætte sig ned i en jolle med en påhængsmotor.

H for Hygiejne

Vi er syv ombord. Vi tropehedesveder. Og vi har ikke noget bad.

Sidst jeg fik et rigtigt bad, var på Guam d. 12. maj, men det betyder selvfølgelig ikke, at skidt og salt sidder i kager på mig.

For netop her er det ekstra vigtigt at opretholde en god hygiejne, dels fordi vi lever så tæt, dels fordi tropevarmen og den høj luftfugtighed kan få selv et lille sår til at blive betændt. Og små sår får man nemt, hvis man klør i myggestik og de små, røde knopper, man let får, hvis man ikke bliver fersket grundigt af efter en tur i havet. Saltvandssår skal man ikke spøge med, slet ikke i troperne. Så selvom vi ikke har et rigtigt bad, sørger vi for at blive vasket hver dag, nogle gange flere gange dagligt (fx efter dyk og kajakture).

Et 'bad' her ombord foregår på følgende måde:

G for GPS

Vi bruger næsten udelukkende elektronisk navigation ombord på Orbit. Alle mine gamle rutiner med søkort af papir, passer og parallellineal har jeg kunnet lægge i mølposen på dette togt – nutiden og fremtiden er elektronisk. Og afhængig af satellitter. GPS-systemet er nu så kendt og anvendt af alle, at jeg næppe behøver gå i detaljer med teknikaliteterne bag, og alle kan sikkert også gennemskue, at svagheden bag er, at vi sætter vores lid til noget, der kræver strøm (og pålidelige informationer fra satellitterne). Men når det virker – hvad det har gjort upåklageligt hidtil - er det en fantastisk opfindelse.

Der findes ikke en decideret kortplotter ombord; i stedet bruger vi noget så enkelt og handy som en iPad med elektroniske søkort. Den har indbygget GPS og så længe vi har strøm, har vi hele tiden vished for, hvor vi befinder os, hvilken kurs vi sejler og med hvilken fart vi bevæger os. Med tripfunktionen kan vi holde øje med antallet af tilbagelagte sømil og samtidig får vi – ligesom fra en GPS i en bil – kontinuerligt et estimat for ankomsttidspunkt, forudsat at vi holder den aktuelle kurs.

F for Fiskeri

Det ligger lige for at forsøge at fange fisk, når man lever ombord på en båd. Vi holder os dog fra at fiske i laguner, pga. risikoen for ciguatera-forgiftning, men når vi sejler, har vi fiskestængerne i brug. To styks er monteret agter og troller efter os hele dagen eller indtil der er bid. Orbit har det, der her ombord kaldes 'Meterklubben', som man bliver medlem af, hvis det lykkes én at fange en fisk, der er over en meter lang (eller som vejer mere end 20 kg). Vi har trukket lod om rækkefølgen blandt gasterne, således at vi ved hvem der skal springe til og iføre sig det særlige bælte, der bliver brugt, når en fisk skal hales ombord. Og så er det ellers bare om at vente, tjekke linerne med mellemrum og så krydse fingre for, at noget godt bider på. Sker det, er den næste udfordring at få dyret halet ind, og til sidst skal man så koncentrere sig om at gaffe fisken rigtigt, så den ikke hopper af krogen. Vi har indtil nu kun haft heldet med os én gang, en smuk Mahi Mahi (også kendt som Dorado eller Guldmakrel), men den slap desværre fra os, da den skulle gaffes. 

Så nu krydser vi fingre for, at vi får mere held på sejladsen fra Pohnpei til Nauru. Da får vi, hvis vejrfilen ellers taler sandt, vinden ind foran for tværs hele vejen og kan holde en bedre fart, end vi kunne på sidste ben, hvor vi måtte krydse hele vejen. Højere fart betyder større sandsynlighed for bid, så vi håber, der kommer frisk fisk på menuen snart.

Vi har dog nydt godt af andres fiskeheld. Forleden købte vi en lille gulfinnet tun – den fik vi to store sushimåltider ud af. Der er noget næsten vulgært over bare at kunne proppe sig med sushi uden at skele til regningen. Jeg har spist meget sushi i mit liv, men jeg har med garanti aldrig fået den SÅ frisk før. Fisken var kun lige hevet op af havet. Mums!

Du har nu læst sjette afsnit i føljetonen "Langtussejler fra A til Å" - hvis du ikke har fået de foregående fem afsnit med, kan du finde dem her. Og ellers vil jeg selvfølgelig opfordre dig til at følge med på onsdag, hvor jeg løfter sløret for, hvad der gemmer sig bag 'G'.

A for Alternativer

Gennem næsten syv år var jeg i gang med at forberede en jordomsejling med min daværende kæreste. Dagen før planlagt afgang i juli 2012 blev eventyret afblæst, da skipper bragte vores forhold til brat ophør. Alt det er historie. Men min drøm om at sejle langt, om at opleve landkending på eksotiske kyster fjernt fra kommercielle flyruter, om at opleve de store ocaners dybe blå, den drøm døde ikke, blot fordi denreelle plan gjorde det. Så jeg har været nødt til at tænke i alternativer.

Sejladsdrømmen klar til indfrielse

SÅ SKER DET!

Faste læsere vil vide, at det ikke lige blev til noget med den oprindelige jordomsejlingsplan, men det skal ikke afholde mig fra at tage mig selv og mine drømme så alvorligt, at jeg nu vælger at udleve drømmen om at sejle til fjerne og eksotiske destinationer i nogle andre rammer.
Jeg har fået gasteplads på det gode skib, Orbit, de næste fire måneder og skal påmønstre på Chuuk i Mikronesien på mandag. Altså vinker jeg farvel til Danmark i eftermiddag og drager til Stillehavet med bagagen fuld af forventninger til eventyrlige oplevelser på oceanet. Dage fyldt med sol, dykning, sejlads og frihedsfølelse venter forude. Jeg forventer ikke at komme ret meget i nærheden af internet fra nu af og frem til september, da vi skal sejle i nogle af de mest øde områder af Stillehavet (vi skal sejle fra Chuuk via Kiribati og Marshalløerne ned til Samoa) men når det kan lade sig gøre, vil jeg selvfølgelig forsøge at få opdateret jer.

Man kan se masser af lækre billeder og læse mere om båden, ruten, besætningen etc. på Orbits hjemmeside, ligesom det er muligt at følge med på bådens blog og på dens Facebookside.

Eventyret venter!


(Billedet er lånt fra Orbits hjemmeside)

Oceanista

Nogle vil gerne forklare det med, at jeg er vandbærer af stjernetegn, men personligt er jeg mere af den overbevisning, at min afhængighed tager sit afsæt i min opvækst. At vokse op i nærkontakt med hav sætter spor hos de fleste, men når man samtidig vokser op i et bådebyggerhjem og tilbringer alle sine barndomssommerferier til vands...ja så sætter det så dybe spor, at de for nogle bliver uudslettelige. Hos mig har det resulteret i et aldrig ophørende behov for kontakt. Ikke nødvendigvis hver dag, men plant mig i lang tid langt fra havet, hvis du ønsker at se en del af mig visne.

Om jeg bevæger mig på det eller i det, vandrer langs det eller blot sidder med udsigt til det, om det har form af et stålgråt vindpisket Vesterhav eller en turkisblå tropedrøm, vil jeg altid føle mig draget. Og den fornemmelse er ikke blevet mindre med årene.

Der er en sjælden sjælefred at hente ved blot at sidde og lade blikket vandre uforstyrret over bølgedale og -toppe. At lade pulsen afstemmes med bølgeslagene, at inhalere gusen, at lade vinden kærtegne ansigtet. At lade mine tanker flyde lige så let som havet selv.

At lade havet omslutte mig kan ikke sammenlignes med noget andet. Plastisk og i evig bevægelse føles det som en interaktion med et levende væsen, der får mig til at føle mig som en lille ubetydelig partikel, som en del af et kolossalt meget større hele. Havet yder modstand, men bærer samtidig oppe. Som en uendelig blid omfavnelse, et helkropsligt kærtegn, der ikke udelader en eneste kvadratmillimeter af min hud. Det er det, jeg mærker, når jeg svømmer, snorkler og dykker. En følelse af at være det helt rigtige sted.

Min kærlighed til elementet er grænseløs, og er af den slags, som bygger på dyb respekt. Jeg frygter ikke havet, men er samtidig ingen tåbe. Min omgang med havet er præget af respekt og omtanke, opmærksomhed og et nærvær, som betaler sig tifold tilbage. Og det bedste er, at dette forhold kun bliver bedre af at blive delt med andre.

Hvordan er dit havforhold?