På sidelinjen

Jeg ved godt, jeg ikke er alene, jeg ved, at tusinder andre har været, er og vil komme i samme situation, men det ændrer ikke på, at det gør ondt. Som pårørende er det en anden slags smerte, der er tale om, men den er reel nok. Som en trykken i brystet og en murren i baghovedet ligger den der hele tiden og strides om opmærksomheden med sorgen, bekymringerne, medfølelsen. Og afmagten, der nok er den værste af dem alle. Afmagten, magtesløsheden, den uendelige rejse gennem ingenting. For der er så forsvindende lidt, vi reelt kan gøre for at lindre, for at lette, for at fjerne smerten hos det menneske, som må bære den i sin fysiske form.

Jeg har været på en fantastisk rejse rundt på kloden og i mig selv gennem det seneste halvandet år, og denne forunderlige rejse har givet mig et mentalt overskud, som har rustet mig optimalt til den situation jeg sammen med min familie står i i denne tid – men som jeg nu også trækker grove veksler på. Jeg satte humørpoint i banken i månedsvis, samlede den ene opløftende, berigende og positive oplevelse efter den anden og fik sparet en god portion sammen, men for hver dag, der går, rykker jeg nærmere bundlinjen og bliver mere og mere bevidst om, at der er risiko for overtræk. Hver dag vokser følelsen af sårbarhed og hudløshed, selvom hver dag også er en gave, som vi forsøger at huske at værdsætte. For vi ved ikke, hvor længe dette kommer til at vare. Vi ved ikke, hvad udsigterne er, hvad prognosen lyder på, hvor store chancer vi har for at forblive en hel familie længe endnu. Og sammen med magtesløsheden er uvisheden en opslidende cocktail, som vi hver dag skyller ned med fortrukne ansigter og hængende skuldre.

Vi har hinanden, og vi har et fantastisk netværk, der bakker op, støtter og hjælper. Og vi har et menneske blandt os, som trods livstruende sygdom bevarer optimismen intakt og som de fleste dage formår at se nøgternt på sin situation gennem positive briller. Og jeg tænker, at hvis han kan det, så kan jeg også – men det ændrer ikke på, at det gør ondt.

Privat logi - Jule(post)kort #15

September 2013
Jeg foretrækker at se mig selv som rejsende, ikke som turist. Det kan måske lyde lidt snobbet, men for mig er der stor forskel. En af de ting, der adskiller min foretrukne rejseform fra den rejsebureauplanlagte, er lysten og modet til at bruge almindelig offentlig transport og alternative muligheder for logi. Det er der to årsager til, dels vil jeg hellere bruge mine penge på oplevelser end på fancy hoteller og dyre transportformer, dels giver det et helt andet indblik i lokalbefolkningens hverdag og kultur, hvis man ikke distancerer sig og forskanser sig i aircondition. Dertil kommer muligheden for at lære mennesker at kende, som man ellers aldrig ville have mødt.
I Amerikansk Samoa kan man gennem nationalparkkontoret i Pago Pago få kontakt til lokale familier, som gerne vil huse gæster, og på den måde har vi fået arrangeret et "homestay" hos en familie i den lille landsby, Vaitia, på nordkysten af hovedøen, Tutuila. Vaitia ligger klods op og ned ad et stort område, som er udlagt som nationalpark, og familiens mellemste datter tog med os på tur i går eftermiddag og fortalte vidt og bredt om de lokale planter og dyr. Der er noget særligt ved at få lov at se verden gennem børns øjne en gang imellem, særligt når man forstår det meste af, hvad de siger. Alle lærer engelsk i skolen her, og mødet med de tosprogede børn er endt med at blive én lang lektion i samoansk, som begge parter har meget fornøjelse og spas ud af.
Oplevelserne man får ved at bo hos en lokal familie er helt unikke, og jeg vil gerne tro, at det går begge veje. At vi som gæster kan bidrage med noget særligt (ud over den beskedne sum, vi betaler for vores logi), og dermed hjælpe med at udvide en horisont eller to.

Teenagedatteren har lært mig første vers af en sang om et ungt par:

"Savalivali" means go for a walk

"Tautalatala" means too much talk

"Te alofa ia te oe" means I love you

Take it easy: "Faifailemu"

Resten øver jeg mig stadig på.

Ofu, en dramatisk perle - Jule(post)kort #14

September 2013
Det meste af besætningen har afmønstret Orbit, som nu har fået ny besætning og er taget videre mod Fransk Polynesien. De andre er taget hjem til hhv. Danmark, Norge og Finland, men for mig er eventyret langt fra slut. Næste kapitel er netop begyndt i selskab med Glenn, en new zealænder, som jeg arbejdede sammen med på Aldabra tidligere på året. Tilfældet ville, at han skulle arbejde på Samoa i august og var frisk på at rejse rundt sammen et par uger, når hans kontrakt sluttede, og jeg ikke længere skulle sejle. Så her er vi nu, netop ankommet til vulkanøen Ofu i Amerikansk Samoa, en tur med fly fra Samoa efterfulgt af en køretur med en kranvogn og en sejltur med en lille potte af en fiskebåd. Ofu og dens tvilligeø, Olosega, er en del af Manu'a øgruppen, og en stor del af Ofu er udlagt som nationalpark for at beskytte koralrevet, regnskoven og to arter af flyvende hunde, hvoraf den ene er Samoansk Flyvende hund (Pteropus samoensis).

Før jeg lærte Glenn at kende, vidste jeg stort set ingenting om Amerikansk Samoa, og jeg havde aldrig hørt om Ofu - men hvor er jeg glad for, at vi nu er her. Jeg er helt åndeløs over at forsøge at fatte, at der virkelig (stadig) findes steder som dette. Jeg kan uden tøven sige, at Ofu kommer højt op på Top 2-listen over mine favoritter i Stillehavet, i skarp konkurrence med Solomonøerne. Naturen her er simpelthen enestående. Meget dramatisk, dejligt uberørt (der bor sammenlagt 200 mennesker på de to øer, og de er fælles om blot 20 biler - det mærkes), og utroligt smuk. Både over og under vandet. Det kræver lidt planlægning at komme hertil, men hold nu op, hvor er det besværet værd!

Gensyn på Praslin & La Digue - Jule(post)kort #3

April 2013
Jeg er taget til øen Praslin for at besøge Anna, som jeg lærte at kende, den gang jeg arbejdede på Mauritius. Vi har ikke set hinanden i ti år, men vi klikkede med det samme, jeg steg af færgen. Anna er ekspert i papegøjer og arbejder i naturreservatet Vallée de Mai, som er et UNESCO verdensarvsområde særlig kendt for to ting; Coco de Mer, palmen med verdens største frø, og de sorte papegøjer, som kun findes her. Jeg fik lov til at komme med Anna på arbejde i går og fik samtidig lejlighed til også at hjælpe Terrence, min tidligere kollega fra Assumption, med at opmåle palmer. Jeg kan godt lide på den måde at snigkikke ind bag kulisserne og få lov at se og gøre ting, som den gængse turist aldrig kommer i nærheden af. Samtidig synes jeg, det er rart at sætte de mennesker, jeg kender, ind i en kontekst.
I dag er Anna og jeg taget over til naboøen, La Digue, som indtil for nyligt ikke kendte til anden trafik end oksekærrer, og som fortsat er særdeles fredfyldt. Her er dømt total tropeidyl med hvide sandstrande, palmer og krystalklart vand. Tilfældet ville, at jeg her stødte ind i en anden tidligere kollega, Michel, som var en del af dykkerteamet på Aldabra. Det begynder at gå op for mig, hvor lille Seychellerne er. Efter et halvt år her kan jeg ikke længere færdes uden at støde ind i nogen, jeg kender, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er gevaldigt hyggeligt. Ligesom jeg synes, det er fascinerende, at man kan lade ti år passere og samle tråden op, hvor man efterlod den. Men Anna og jeg er nu hurtigt blevet enige om, at der ikke behøver at gå yderligere ti år, før vi ses igen. Vi har haft nogle gode dage sammen, og jeg har fået lejlighed til at se både Praslin og La Digue med en lokalkendt guide - hvor priviligeret er det lige?

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

Post på gammeldaws manér

Der er nu noget unikt over at modtage håndskrevne breve – ikke kun fordi brevet i sig selv er enestående, men også fordi oplevelsen besidder en kvalitet, der ikke helt kan opvejes af en email. Afsenderen har virkelig gjort sig umage. Har sat sig ned med pen og papir og nedfældet ord, har proppet det skrevne i en kuvert, har købt et frimærke og har postet brevet. Det er alt for besværligt for de fleste mennesker i dag, og kommunikationsgangen er også alt for langsom. Emails sparer både porto og papir. Og tid. Og det er nok især det med tiden og umagen, der gør, at et håndskrevent brev, ja selv et postkort med nogle få linjer, for mig repræsenterer noget, som tangerer en decideret gave. Misforstå mig ikke, jeg er en stor fan af elektronisk kommunikation, men det bliver bare aldrig helt så personligt som et fysisk brev. Og hvis man er langt hjemmefra, måske endda helt uden for internettets rækkevidde, så er gammeldags breve ganske enkelt noget af det bedste i verden.

Tilbage på planeten

Efter næsten tre måneder på Assumption uden internet eller telefonforbindelse til omverdenen føles det helt uvirkeligt igen at have adgang til mail, blog, skype, sociale medier og alle de andre tidsrøvere på nettet. Jeg har haft mulighed for at sende et par sporadiske emails til min familie via sattelittelefonen, men da den forbindelse var både vanvittigt dyr og reelt kun beregnet til nødstilfælde og kommunikation med hovedkontoret, vænnede jeg mig hurtigt til, at det simpelthen ikke var muligt at følge med konstant. Jeg var uden for rækkevidde og kan betro jer, at det faktisk ikke er så forfærdeligt endda.

Feltarbejde i sigte

Så er det officielt!

Dagen i dag har været fyldt med gøremål og masser af små blæksprutteopgaver, der skulle ordnes inden vi i morgen fylder flyet med udstyr, mad og os selv for at flyve ud til Assumption. Jeg skal simpelthen arbejde for Seychelles Islands Foundation (SIF) vinteren over. Først på Assumption, siden på Aldabra, der er en af de mest uberørte atoller i verden, og som har været fredet som UNESCO verdensarv siden '82. På Assumption er der ingen internetforbindelse, så I vil ikke komme til at høre et eneste lille pip fra mig de næste par måneder. Til gengæld lover jeg at opdatere, så snart jeg ankommer til Aldabra.

For at gøre en lang historie kort, er aftalen kommet i stand via et godt netværk og et sammenfald af omstændigheder, der har resulteret i en ren og skær win win situation. Og dem kan vi godt lide! SIF stod akut og manglede en voluntør og jeg stod jo...ja, det ved I allerede. Altså kom aftalen i stand på rekordtid, hvilket er helt unikt, især for Seychellerne. For tre uger siden vidste jeg ikke, at det her ville komme til at ske - og i morgen får jeg lov til at rejse til et sted på kloden, hvor man ellers ikke kan få lov at gå i land uden tilladelse og acceptabelt formål. 

Weeeeheeee!

Aldabra (øverst) og Assumption (nederst) - billede lånt hos Wikipedia

To små fregner på verdenskortet - led efter dem nordvest for Madagaskar på globussen ;-)

Tour de Job

Bloggen bliver nedprioriteret i denne tid, til fordel for marathondistancen indenfor jobsøgning. Ikke fordi jeg synes, det er voldsomt morsomt at skulle battle med de andre sulte arbejdsløse om de usle jobsmuler, der rystes ud på foderbrættet i denne tid, men der er ingen vej udenom. Jeg ryger i aktivering om seks uger, hvis jeg ikke selv finder noget bedre.

Første etape - en opvarmningsmail til hovedparten af mit københavnske netværk - er afsendt.
Der er kommet mange interessante tilbagemeldinger, både med kreative jobop- og forslag, meddelelser om videresendelse til andre netværk og en enkelt konkret opgave. Der er ikke så mange timer i den, men til gengæld kan jeg lave den hjemmefra. Så frem til januar er jeg beskæftiget som tekstforfatter. Tjek!

Anden etape - enkeltstartspurt på jobcenteret - skal jeg til om en uge. Og fordi jeg jo har folkeregisteradresse på Ærø, skal jeg selvfølgelig til møde dér! Det er ikke ligesom med min a-kasse, hvor jeg bare kan bede om at komme til møde i Kbh-afdelingen, for jobcenteret får jo penge for at jeg kommer hos dem. Ergo må jeg en tur til Ærø. Men da jeg alligevel skal holde jul dernede og rejser herfra d. 19., ja så er det jo bare alletiders. Omend stadig fjollet.

Tredje etape - de reelle jobansøgningsbjerge - er jeg i gang med at tage tilløb til. Planen er at spænde hjelmen og søge over en bred kam. Vikariater, tidsbegrænsede stillinger, projektstillinger og den slags ryger også med i puljen. Jeg kan, tør og vil mange ting og er sådan set ikke for alvor bekymret for, om det lykkes mig at finde noget at tage mig til. Det interessante er bare, hvad det bliver.

Så altså, hvis du har gode forslag - eller lige står og mangler en som mig - så sig gerne til.

Venskabets usvigtelige vigtighed

Det handler ikke om antallet på Facebook. Når det kommer til venskaber er tal så inderligt ligegyldige. Bare fordi man har et stort netværk, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man er beriget med mange dybe venskaber.
Nej, det handler om de ægte venner. Dem som, selvom de sikkert også for manges vedkommende er inkluderet i FB-venneskaren, betyder noget andet og mere.
Den slags mennesker, som på tonen i ens stemme i telefonen kan høre, hvordan man har det. Som sender en efterfølgende mail. Og som ikke lader en dø i synden, hvis man ikke får svaret med det samme.
Den slags mennesker som yder omsorg og empati, som interesserer sig og som, trods en dagligdag fyldt med egne gøremål, finder tid til at udtrykke denne omsorg.

Jeg plejer at tænke på mine venner som den familie, jeg selv har valgt. Den familie, som jeg ikke er blodsforbundet med, men som helt frivilligt har indvilget i at være en del af min tilværelse. De spiller en kolossalt stor rolle. Nogle gange endnu større end man nok lige gør sig klart til hverdag. Der har været flere perioder i mit liv, som jeg ikke ved, hvordan jeg ville have tacklet, hvis det ikke havde været for nogle helt igennem fantastiske venskaber. Især i svære tider har jeg fået understreget, hvor priviligeret jeg er at kende mennesker, der vil strække sig meget, meget langt for min skyld.
Endnu oftere har det dog vist sig i gode, omend meget tidspressede perioder, hvad disse venskaber egentlig kan holde til. Var det Piet Hein som en gang sagde, at det var let nok at føle med en ven i modgang, men at det var meget vanskeligere at gøre det i medgang? Jeg er dybt taknemmelig for at have venner, som ikke slår hånden af mig, fordi jeg begraver mig i projekter, forsvinder fra omverdenen dybt fokuseret på næste mål og i disse perioder ikke bruger helt så meget tid på at pleje mine venskaber, som jeg egentlig gerne ville.
For venskaber SKAL plejes. Det skal jeg være den første til at understrege. Og noget vi jo gøre rigtigt - i hvert fald tør jeg godt rejse ud i verden nogle år uden at være bange for, at vores venskaber visner i mellemtiden.
Det giver en massivt god og varm følelse dybt i hjertekulen. Taknemmelighed og kærlighed.
Og det er mere værd end femtusind "venner" på Facebook.

Så tæt man kan stå, når man støtter hinanden...

PS: Facebook og andre sociale netværk har en anden værdi som bestemt ikke skal underkendes, misforstå mig ikke. Men jeg har venner som har kendt mig i mere end tyve år, og nogle af dem er ikke på FB. Det gør ingen forskel for vores venskab.

Kram og kage

I december sidste år blev tanken om at vende tilbage til Åland gødet med en telefonsamtale. Nu er tanken blevet til virkelighed, og netop nu sidder jeg og skriver disse ord i køkkenet hos Karin og Uffe, som har Pettas Ekologiska Bageri & Café her i Geta på Åland.

Det er præcis så hyggeligt og rart, som jeg havde forestillet mig. Og ja, brødet smager himmelsk (for ikke at tale om den chokoladekage, vi lige har fået til dessert)!
Nogen gange skal man ikke tænke så meget, men bare handle. Især når gevinsten omfatter både kram og kage.

(Jeg kan i øvrigt anbefale Pettas blog til de af jer, som holder af små gode historier, smukke billeder og stemningsfulde indlæg)

Tour de Au Revoir

Vi vinker til det infrarøde kamera på Experimentarium 

De sidste to uger har været überhektiske, men heldigvis af en karakter, som jeg ikke ville have undværet.
Først en uge i København med reception, barselvisit, besøg, kaffeaftaler, brunchaftaler og middagsaftaler, heldagstur i Experimentarium med niecebarnet, fyraftensøl, familietid, kanalrundfart og sushiorgie samt mange lange samtaler med mennesker, som står mig nær. Dertil indkøbstur i INCO og indløsning af en stak gavekort, som havde hobet sig op, og som ville nå at udløbe i løbet af de næste par år (hammam-massage i Sofiebadet, 2 x boghandel, Axel Music og mad hos BioMio).
Allerede efter den uge var jeg ved at være brugt, men fra hovedstaden gik turen - via et pitstop i Havbro hos gode venner - ufortrødent videre til Århus og endnu flere aftaler, som involverede kaffe, mad, hygge, leg, latter og snak. Samt en hel dag ved Vesterhavet som ren bonus. Det var ikke planlagt, men fristede så meget, at logistikpuslespil og aftalekalender måtte undergå en kreativ rokade, så jeg kunne få en dosis havgus.

Set i bakspejlet er jeg egentlig lidt forundret over, at det lod sig gøre at få det hele til at gå op på trods af, at jeg havde lagt min lille turne midt i ferietiden. Men det var nok meningen, at det skulle lykkes - for nu går der flere år, før jeg ser mange af dem. Tanken er først for alvor ved at synke ind nu, hvor jeg er tilbage i stilheden på fødeøen. Det er ikke helt til at fatte...

Nu hænger der tre maskinfulde tøj og kæmper for at tørre. Der er fuld knald på varmen, fordi monsunen ikke just indbyder til udendørs tøjtørring - men det skulle gerne nå at være klar til i morgen, hvor jeg igen pakker taskerne. Denne gang for at tage på road trip med min far.

Latter, lassi og løsslupne loftplader

Jeg kan stadig huske fornemmelsen i maven, da vi skulle mødes første gang for tre år siden. Der var sommerfuglebesøg mellem de indre organer og tilbageholdt åndedræt. Det var noget stort og nyt og grænseoverskridende. At mødes IRL. Mennesker som jeg kun kendte via deres blog og det fællesskab, vi havde opbygget af ord med ord på.
Den gang var det en stor succes, som siden er blevet gentaget med varierende held - og i går var vi en lille håndfuld af de "gamle", som mødtes igen. Denne gang helt uden sommerfugle, men til gengæld med masser af forventninger. Som alle blev indfriet. Gennem latter, øl, samtale, mere latter, dramatiske indslag (hvor tit oplever man lige, at loftet ligefrem falder ned, fordi man griner?), kram, god øl, røverhistorier og mere latter toppet op med masser af god mad. Mere kunne jeg ikke ønske mig. Bortset fra hættemågens tilstedeværelse altså.
Tak for en herlig aften!

Møde i smedelauget

I dag forsamles vi. Et udpluk af lauget af smede.
Nogle af os er klejnsmede. Nogle er grovsmede. Enkelte er guldsmede og rene ekvilibrister. Fælles for os er, at materialet er det samme. De samme bogstaver, som i den enkelte ordsmeds hænder kan tage så uendeligt mange former. Ord, sætninger og historier banket ud af alfabetmalmen. Til glæde for os selv, hinanden - og andre læsere.
Men bag ordene gemmer sig mennesker i 3D og farver, bloggere med baggrundshistorier, individer med vid og varme. Og i dag er der træf.
Jeg glæder mig til at samles om den varme esse.

Ordkalorier

Kender du følelsen? Af at man efter timers samtale kun lige synes varmet op? At man ville kunne fortsætte længe endnu, fordi brønden af emner synes bundløs?
Efter syv timer var det ikke stemmebåndene, der gav op, men søvnbarometret som stod på lavt - og jeg var glad for, at cykelturen hjem gik ned ad bakke. For ud over ord, var jeg også så fyldt op med god mad, at elastikker strammede og knapper truede med at tage springet.
En aften som denne er selvskreven på listen over bonusser. Ved at jeg stadig er i landet, forstås.
Og i det hele taget.

En stemme og en pandekage fra fortiden

En gang var jeg mere glat i ansigtet og restituererede hurtigere. Oplevede en anden slags bekymringer og gik i cowboystøvler og T-shirts som skiftede farve ved varmepåvirkning (husker du?). Dengang gik jeg i folkeskolen og skulle lige straks flytte hjemmefra for at begynde i gymnasiet. Men først skulle jeg holde sommerferie. Og tjene lommepenge. Min far skaffede mig en sommertjans på Café Socis på Ålands Museum i Mariehamn. Jeg bagte bullar og ålandsk pannkaka, spiste is og tog med til midsommerfest i skærgården. Og havde verdens sødeste chef.

Ålandspannkaka

Pludselig, for ikke så længe siden, ringede min telefon og ud flød det mildeste svenske. Efter alle disse år genkendte jeg hendes stemme i samme sekund, og mine ører drak grådigt af hendes perlende stemme, som én der ikke vidste, at hun var tørstig, før vandet pludselig rislede. Jeg kender ingen som Karin. I dag driver hun og hendes mand Ulf det eneste certificerede øko-bageri på Ålandsøerne og jeg glæder mig til en dag at kunne rejse derop, få jordens varmeste kram og nyde deres brød i smukke omgivelser på deres lille café. For den dag skal nok komme, det tvivler jeg ikke på. Indtil da vil jeg glæde mig over at kunne følge med på Karins blog.

Inspireret af samtalen gravede jeg min gamle opskriftbog og bagte Ålandspannkaka for første gang i mange, mange år. Denne type pandekage minder meget om den gotlandske safranpandekage - der er altså tale om en dessert i den tunge ende. Perfekt i øvrigt, hvis du har en klat risengrød til overs, som ikke skal bruges til Ris a la mande eller klatkager. Hvis du har lyst til at prøve, er opskriften som følger:


6 æg
1 kop sukker
2 kopper hvedemel
4 kopper kold risengrød eller mannagrød (der er strid om, hvad der er mest oprindeligt, men begge dele smager godt!)
3 tsk kardemomme
omkring 1 liter mælk
1½ tsk salt


Æg, sukker, salt og kardemomme piskes sammen. Melet blandes i og herefter grøden. Til sidst tilsættes mælken - dejen bliver meget lind!
Dejen hældes i en stor bagepapirsklædt bradepande (den fra ovnen) i et ca. 1-1½ cm tykt lag. Man tror det er løgn, men kagen skal nok blive fast. Bag den i ca. 25 minutter ved 220 grader. Kagen er færdig, når den er gyldenbrun og fast.
Spises kold, evt. efterlunet,  men skal lige have lov til at sætte sig og kan ikke anbefales lige fra ovnen.


Traditionelt serveres den med svedskemos og koldt flødeskum, men min personlige favorit er brombærsyltetøj evt. med lidt god vanilleis. Blåbær- og hindbærsyltetøj er heller ikke værst - mulighederne er mange.


Velbekomme

L for LANGTURSSEJLERNE

Mauritius 2003

Når man, som vi, har planer om at sejle langt, er det en rigtig god idé at være medlem af Foreningen Til Langturssejladsens Fremme (FTLF) - på internationalt: DOCA (Danish Ocean Cruising Association). Foreningens hovedformål er ganske enkelt at "medvirke til udbredelsen af kendskabet til og muligheden for aktiv deltagelse i langturssejlads". Gennem foreningen sker der en livlig udveksling af erfaringer, man har mulighed for at sælge/købe brugt grej og der er ikke mindst en gastebørs, som gør det muligt at finde gaster eller som gast finde både, der mangler gaster. Foreningen råder over et stort bibliotek, den afholder kurser og foredragsaftener, og der er mulighed for at få masser af råd og vejledning i alt fra køb af båd og indregistrering til vejledning af mere teknisk karakter. Dertil udgiver FTLF også litteratur, der er relevant for netop langturssejlere. Bl.a. har jeg for nyligt siddet og bladet i "Skibsapoteket - Medicin ombord", som giver en lang række gennemprøvede råd til lige netop den del af sejladsplanlægningen.

Der findes en række internationale pendanter til FTLF, hvoraf den mest kendte nok er Seven Seas Cruising Association, der dækker et gigantisk netværk af langturssejlere over hele verden. Den slags er guld værd!

Billedet er drømmeføde, den slags der får én til at ønske at blive langturssejler. Det stammer fra en rejse til Mauritius i 2003 - men det er en helt anden historie.

Dette var mit bud på "L" i ABC-legen - hvis du vil se, hvad andre har fundet på, skal du klikke her.

Fremvisning af kaos

Det er altid lidt tankevækkende at få besøg af førstegangsgæster ombord og derved låne andres ”briller” til at se på vores kaos med friske øjne. For selvom jeg ofte sukker over, at vi er nødsaget til at opbevare stort set alt værktøj, maling og byggematerialer i selve båden, samtidig med at vi skal arbejde der, så har jeg i et eller andet omfang også vænnet mig til, at det nu en gang er vilkårene. Men når nye øjne kastes på kassebjergene og bunkerne og de mange endnu uafsluttede projekter, og jeg ser øjenbryn ryge spørgende i vejret, så kan jeg godt se, at det kan være svært helt at forestille sig, hvordan slutresultatet skal blive. Især hvis man ikke har set, hvordan båden så ud, inden vi begyndte at splitte hende ad i atomer

.

Men vi er kommet langt. Og hun begynder at ligne sig selv mere og mere. Bare i en nymalet og let modificeret version. Jeg glæder mig over, at vi har taget mange ”før”-billeder (i hvert fald i det første års tid, inden det begyndte at blive trivielt), for dels glemmer vi selv, dels letter det forklaringen, når folk spørger, hvad i alverden det er på den båd, vi har fået de sidste tre års tid til at gå med.

Digitale udfordringer

Vi skal have ny og fælles website/blog-ting, Skipper og jeg. Det er næsten som at skulle flytte sammen! Og det er tilsvarende forbundet med udfordringer i retning af beslutninger om hvilke elementer, der skal med og hvilke som skal udelades. Og for at det ikke skal være løgn, så er det heller ikke lige til at gennemskue, hvordan vi rent teknisk kan få det til at fungere.
Jeg vil gerne have en wordpressblog. Fordi det virker og fordi jeg har tiltro til, at jeg kan lære at navigere i maskinhuset i forhold til vores behov. Men for at kunne bruge vores kortbølgeradio (SSB - single side band) og tilhørende Pactormodem til at uploade indlæg på bloggen (når vi fx ligger midt ude på et ocean), er vi nødt til at oprette en sailblog. For at integrere den i en wordpressblog (så vores besøgende på eget domæne ikke sendes videre til sailblogs.com/member/hvadvinufinderpåatkaldevoressite) ser det ud som om, at vi ikke kan bruge den gratis version af sailblogs, men må abonnere på den udvidede version til 95$ årligt, for at få adgang til API (Application Program Interface).

Argh! I forvejen koster det 250$ årligt at abonnere på sailmail, og vi skal selvfølgelig også betale et eller andet for eget domæne. Jeg er heller ikke lige stødt på nogen, der helt gratis har lyst til at lave vores wordpressblog (hvilket er fair nok, men det ville nu være herligt) - så det begynder at løbe op. Hvor meget betyder det for os (muligvis mest mig) at vores indlæg bliver postet på eget domæne? Er det ikke ligemeget at læsere videredirigeres til sailblogs? Jeg må indrømme, at jeg efter flere år med blogspot er moden til at flytte til eget domæne og det virker altså også en tand mere professionelt - men så kan man jo begynde og diskutere, om det er et vigtigt signal at sende eller om det vigtigste trods alt ikke er, at familie og venner m.fl. har en mulighed for at følge med?

Lige nu savner jeg virkelig at kende nogen, der har gjort sig lignende overvejelser og har erfaring med at blogge via SSB til eget domæne...

Frivillige søges til herberg for hjemløse

Der mangler frivillige fra fredag d. 7 maj 2010 og frem!

”En varm seng” er en privat herberg for hjemløse af alle nationaliteter, beliggende på Axeltorv centralt i København. Herberget har dagligt min. 50 brugere, som får et måltid mad og en seng at sove i samt en skål havregryn om morgenen, før de forlader herberget.

Som frivillig går du til hånde med diverse opgaver som kaffebrygning og uddeling af mad. Som frivillig kommer du altid til at arbejde sammen med en erfaren, lønnet nattevagt.

Du skal være fyldt 18 år, være rolig, velafbalanceret og i stand til at holde hovedet koldt, også når tingene (måske) bliver hektiske. Du skal være venlig og imødekommende og i stand til at møde alle slags mennesker med respekt. Vores værdigrundlag er ”menneske til menneske med respekt og værdighed”. Det gælder os over for brugerne. Det gælder brugerne over for os. Og det gælder brugerne over for hinanden. Kan du stå inde for det værdigrundlag, er du velkommen som frivillig. 
Det er så mindre væsentligt, om du er god til at lave kaffe.

Vagterne går fra kl. 20.00 til 8.00, men du er også velkommen på holdet, hvis du kun kan tage nogle timer, men ikke en fuld nattevagt.

Er du interesseret, så send en sms med dit navn, din alder og din mailadresse til Anja på tlf. 22  59  97  38


Du er også meget velkommen til at kigge forbi Herbergets gruppe på Facebook.

Facebook Password Reset Confirmation - mail med virus i omløb

I forgårs læste jeg i Børsen, at der hele tiden kommer nye og mere aggressive computervira og trojanske heste til. Mange af dem er møntet på fishing, altså på at fiske dine private koder til fx netbank – og det er jo ikke videre betryggende. I dag finder jeg så (i mit spamfilter heldigvis) en mail, som lugter langt væk af noget, jeg skal passe på. 

En hurtig googling bekræfter mistanken. En ny virus spreder sig gennem sociale netværk, denne gang via Facebook. Denne virus - kaldet Bredolab - maskerer sig selv som en "Password Reset bekræftelses e-mail," som virker som om den kommer fra Facebook, og indeholder en fil, der hævder at indeholde et nyt password.

Denne fil er i virkeligheden en trojansk hest, der vil hente en masse grimme filer fra internettet og inficere din computer med dem.  Bredolab downloader og kører filer fra internettet, som f.eks uregerlige anti-spyware. Hyggeligt ikke?

Der er én måde at undgå dette: Hvis du ikke har anmodet om din adgangskode fra Facebook, er der ingen grund til du skal få en ”nulstilling af adgangskode bekræftelses”-mail, så undlad at åbne den. Yderligere, selv om du skulle have anmodet om den, ville Facebook ikke sende din nye adgangskode som en vedhæftet fil.

Og husk at google google google, hvis du er den mindste smule i tvivl. Det gælder også for hoaxes som den med den gratis mobiltelefon, powerpointpræsentationen med matrixen og postkortet fra Hallmark, som jeg alle har skrevet om tidligere. Det kan bare ikke siges tit nok.

Og så vil jeg i øvrigt gerne anbefale opdaterdinpc.dk, hvis du har en intention om at passe på din computer og dine filer, passwords og fortrolige oplysninger.