Fra gøren til væren

I sensommeren 2015 opsagde jeg mit job som køkkenchef. Det var et nødvendigt skridt, og valget blev nærmest taget for mig til sidst, hvor jeg blev tvunget til at erkende, at det var på høje tid. Glæden ved arbejdet var nået til et punkt, hvor den for ofte blev overskygget af en række stressfyldte situationer; situationer der fik mig til at se mig selv som et menneske, jeg ikke havde lyst til at være. De kvaliteter som var med til at gøre mig til en effektiv kok og administrator var ikke nogen, jeg havde lyst til at kultivere yderligere på bekostning af min glæde ved at at lave mad. Og det var først, da jeg erkendte, at jeg nok dybest set er mere kunstner end håndværker, at jeg kunne tage mig selv så alvorligt, at jeg opsagde stillingen.

Det var angstprovokerende sådan at gå fra et job uden at have noget nyt på hånden. Det var nyt for mig, og usikkerheden forbundet hermed blev kun forstærket af, at jeg ikke længere var medlem af en A-kasse. A-kassen havde jeg vinket farvel til et års tid forinden, da det blev klart for mig, at der ikke ville være hjælp at hente her, hvis jeg fik brug for det, medmindre jeg samtidig var villig til at vride halsen om på mit lille enmandsfirma. Firmaet har aldrig tjent ret mange penge, men jeg ville være så ked af at slagte den del af mig, som forhåbentlig en dag kan blive et stærkere fundament og en platform, hvorfra jeg for alvor kan udfolde mig. Så i erkendelse af, at systemet ikke ser velvilligt på små entreprenører og virkelyst, havde jeg altså valgt at melde mig ud af A-kassen.

Samtidig er jeg for stolt til at bede om bistand fra det offentlige; ikke fordi jeg siger, der noget i vejen med at bede om hjælp, hvis man virkelig har brug for det, men fordi jeg ikke ville kunne holde ud at blive hundset rundt med af pressede sagsbehandlere, som blot anskuer en som det nummer, man får tildelt i systemet. Jeg er for meget en fri fugl til frivilligt at ville lade mig stække og stavnsbinde. Jeg vil ikke tvinges til at søge jobs, jeg enten ikke er kvalificeret til eller som vil få min sjæl til at visne. Det bliver jeg ikke nogen god samfundsborger af; tværtimod!

Så der stod jeg. Uden job, uden dagpenge og uden økonomisk håndsrækning fra det offentlige. Til gengæld havde jeg lidt opsparede penge i banken og en mand ved min side, som lovede mig, at vi sammen ville kunne klare os for hans løn alene. Det er en situation, som er ren luksus for mange ledige, og hvis ikke forholdene havde været sådan, ville jeg sandsynligvis heller ikke have haft modet til at sige op. Så ville jeg have ventet, til jeg havde fundet et andet job – også selvom det højst sandsynligt ville få nogle rigtig kedelige konsekvenser for både min mentale sundhed og mit selvbillede.

Imidlertid var tanken om at lade mig forsørge mig meget imod. Jeg havde det som om, jeg rummede to kvinder i intens diskussion om, hvorvidt situationen var okay eller ej. På den ene side var der urkvinden; kvinden som var lykkelig for at have mødt en mand, der ville passe på hende og beskytte hende – på den anden side var der kvinden fra det 21. århundrede; kvinden som altid havde klaret sig selv, havde tjent sine egne penge og ikke skyldte nogen noget. At skulle håndtere så stor en indre konflikt i mine bestræbelser på at acceptere situationen skulle vise sig blot at blive første kapitel i en længere rejse mod noget, som jeg fortsat ikke har klart defineret.

Jeg har ikke arbejdet fuld tid i over to år nu. Jeg kan ikke helt slippe arbejdsmarkedet, for det er stadig for svært at lade mig fuldt ud forsørge – og hvis vi gerne vil have lidt økonomisk råderum til andet end de faste udgifter, så er det nødvendigt, at jeg bidrager med en regelmæssig løbetur i hamsterhjulet. Samtidig VIL jeg faktisk gerne arbejde. Men kun i et omfang, så det ikke spænder ben for at bevæge mig hen imod en indfrielse af nogle af de drømme, som kræver tid og fokus for at kunne udfoldes. Rum og plads til at være mere kreativ er en af de ting, jeg er begyndt at værne meget om. Også selvom jeg samtidig udkæmper en anden indre konflikt, som handler om, at en del af mig føler, jeg så også bør ”producere” noget, når jeg nu har sagt, at det var det, jeg ville.

Det har været en opslidende og lærerig proces at favne denne side af mig selv. For hvordan kan jeg forsvare, at jeg går hjemme og lader mig forsørge, hvis jeg ikke på et eller andet plan yder noget konkret? Skal jeg forsvare det? Og overfor hvem? Min mand beder mig ikke om det. Samfundet beder mig heller ikke om det (for jeg beder jo ikke samfundet om noget). Så måske er det i virkeligheden mest mit ego, som er på spil her med pegefinger og øjenbryn løftet... Vi er så hurtige og dygtige til at dømme os selv, at vi mange gange måske ikke en gang er bevidste om, at det er det, vi gør. Jeg er selv vanvittigt talentfuld i den disciplin. Jeg tænker nogen gange på, at hvis vi mennesker sagde alle de ting til vores kære og nære relationer, som vi siger til os selv, så er jeg ret sikker på, at de fleste af dem ikke ville bryde sig om at være vores kære og nære. Så hvad skal der til, for at jeg ikke konstant dømmer og fordømmer mig selv, mine valg og mine fravalg?

Jeg er fortsat i gang med en af de største udfordringer i mit liv - at redefinere mit selvbillede... Jeg stræber mod et liv med mere 'væren' og mindre 'gøren'. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Min identitet har altid været tæt knyttet til gøren - så nu, hvor det handler mere og mere om væren, sker der automatisk noget med den måde, jeg opfatter mig selv på. Meget interessant proces. Og den er ekstra interessant, fordi vi lever i et samfund, hvor jobtitler og præstationer og det at 'gøre' er så afgørende for, hvordan vi opfatter og behandler hinanden.

Jeg tænker meget mere over, hvorfor jeg gør ting nu, end jeg gjorde tidligere. Hvad er drivkraften? Er det for at gå andres accept/ros, er det for at få magt/prestige? Eller er det lyst/nysgerrighed/passion, som driver værket? I mange af mine tidligere jobs har det ikke handlet så meget om, hvorvidt jeg fandt arbejdet interessant eller givende, mange gange har jeg på ingen måde følt at mit intellekt blev stimuleret det mindste – men jeg har arbejdet for at opnå frihed. For mig har det mange gange handlet om, at penge var et nødvendigt middel for at jeg kunne udleve mine drømme som fx at rejse. Det har aldrig handlet om materiel værdi, og jeg har aldrig ejet noget, der kostede mere end 10.000 kroner. Ikke før jeg købte min første (brugte) bil i en alder af 40. For mange år siden gav jeg mig selv det løfte, at jeg ikke ville arbejde udelukkende for pengenes skyld, så med mindre jeg havde øremærket min løn til at indfri en drøm, skulle et job være berigende på et andet plan. Og det løfte havde jeg formået at holde, indtil jeg ikke holdt det længere og havnede i et job, hvor jeg til sidst måtte have en ordentlig rusketur rundt i manegen, før jeg forstod, at jeg var kommet på afveje. At jeg var ved at miste mig selv. Og at det faktisk overhovedet ikke var nødvendigt.

Nu vælger jeg IKKE at arbejde (ret meget), for derved at opnå en dybere fred og bedre helbred. Jeg ved, at når jeg trives, er det meget mere naturligt for mig at skabe og være kreativ. Mange hævder, at det er de forpinte sjæle, som bliver de største kunstnere, og deri kan der nok ligge en vis sandhed, men det er ikke livet som kunstner, grandeur og prestige, jeg higer efter – tværtimod ville jeg elske at være en harmonisk sjæl med en middelgod evne til at formidle noget af alt det, der bobler lige under overfladen. Min egen overflade vel at mærke.

Hvad så med alt det, som SKAL gøres? Alt det, som får tilværelsen til at hænge sammen...regninger som skal betales, mad som skal laves, snavsetøj som skal vaskes, tagrender som skal renses... Det indlysende er selvfølgelig, at finde den fine balance mellem gøren og væren. Og når det handler om ting, som SKAL gøres, så forsøger jeg at finde drivkraften i, at jeg ved, hvor dejligt det er, når de ting er gjort. Og langt hen ad vejen lykkes det, hvilket er essentielt for, at netop de ting ikke hober sig op. Jeg siger ikke, at jeg ikke forfalder til overspringshandlinger, men når jeg gør, prøver jeg at favne mig selv i netop disse situationer i stedet for at dømme mig selv for dem. Det er så banalt og samtidig så vigtig en pointe, for at pligterne ikke skal ende med at blive gjort alene af pligtopfyldthed, men at udførelsen udspringer i et reelt ønske om at gøre dem. Hårfin balance dér!

Jeg må konstant huske mig selv på, at det er et helt livs vaner og rutiner, jeg har oppe til revision, hvorfor det er ekstra vigtigt, at jeg ikke bliver utålmodig med mig selv, når jeg falder tilbage i gamle mønstre. Når jeg ryger op i hovedet og mister forbindelsen til kroppen, når jeg skriver den ene liste over gøremål efter den anden for dernæst at blive stresset over alt det, som står på listerne, når jeg farer rundt en hel dag og udretter en masse, hvor hjertet slet ikke er med i det, når jeg gør noget ud fra et ønske om accept og anerkendelse fra andre, og når gøren vinder over væren – da er det altafgørende, at jeg trækker vejret dybt og vender tilbage til mig selv og det lille skrøbelige frø, som er ved at spire frem. Det frø, som er begyndt at spire, men som kræver så meget kærlighed og insisterende væren, for at kunne vokse sig stærkt og folde sig ud. Det frø, som er mig i den reneste form. Drevet af livet. Uden filter.

I kølvandet på stilheden

Jeg havde en klar forventning om, at ti dage i afsondrethed, i stilhed, i afholdenhed og i intens meditation ville blive en udfordring. Jeg havde også, om ikke en forventning, så i hvert fald en stærk formodning og forhåbning om, at det ville blive tilsvarende givende. Begge dele skulle vise sig at holde stik. Jeg ved ikke, om det er at overdrive at sige, at det nok er den største udfordring, jeg nogensinde har givet mig selv, fordi oplevelsen var så unik, at den ikke er sammenlignelig med noget andet, jeg har prøvet tidligere. Men én ting er sikkert; udbyttet stod mål med udfordringen.

Det har taget tid for oplevelsen at bundfælde sig, og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den, men jeg lovede jer et indlæg, og det skal I også have. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men der er så mange lag, at det alligevel er blevet en længere smøre. Jeg håber, I bærer over med mig.

Hvordan var det så?

De første tre dage kunne jeg med en vis fascination konstatere, at min hjerne var en abe med ufatteligt energiniveau – den svang sig uophørligt fra den ene tankegren til den næste. Konstant! I TRE hele dage! I det tidsrum skulle vi udelukkende koncentrere os om at observere vores åndedræt (ikke kontrollere, blot observere hvad der skete i næsen), og det giver fuldkommen mening, at man ikke går i gang med den egentlige meditationsteknik før på fjerdedagen, hvor sindet efterhånden er begyndt at falde til ro, og der bliver længere mellem springene fra tanke til tanke.

Det er meget tæt på at være det samme, der skete for mig, mens jeg sejlede rundt ude på Stillehavet. Efter ca. tre dage uden at have set land og med meget få input på kanalen, var det som om, der blev ro i min hjerne, og der dermed blev plads til at få nye idéer. Sjældent har jeg følt mig så kreativ. Og det var nok i virkeligheden min største motivation for at tage på Vipassana-kurset. At forsøge at finde en metode hvorpå jeg kunne opnå samme tilstand – uden at være nødt til at sejle rundt på store oceaner langt fra civilisationen. Og jeg vil vove den påstand, at det lykkedes.

Det siger næsten sig selv, at når man træder ind i halvanden uges total afholdenhed og afsondrethed og samtidig fraskriver sig alle former for kommunikation og underholdning, så er der ikke meget til at distrahere sindet med. Når man så samtidig pludselig bruger ti timer dagligt på at meditere, kan det næppe undgås, at ens tanker på et eller andet tidspunkt bliver henledt på ting, som man ellers ikke tænker aktivt over til daglig; enten fordi de drukner i andre ting, fordi man bevidst afleder sin opmærksomhed eller fordi man simpelthen har undertrykt dem. Så de ti dage er også en oplagt mulighed for at få arbejdet med ting/tankemønstre/sorger/etc. som ligger dybt i én. Selv brugte jeg en del mental energi på at forholde mig til mine følelser i forhold til min fars sygdom, og det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har fået en masse ro indeni på trods af alvoren i situationen – simpelthen fordi jeg nu ikke blot med mit intellekt ved, at jeg står magtesløs, men også kan mærke det – og mærke, at det ikke ændrer på noget at blive frustreret og ulykkelig over det. Giver det mening?

Hvad går det ud på?

Jeg vil ikke gå en masse i detaljer om, præcis hvad man foretager sig i samtlige ti dage, men programmet ligger helt fast, og det er fuldstændig identisk uanset om man følger kurset i Europa, i Asien, i Mellemøsten eller et af de mange andre andre steder, hvor kurset udbydes. Programmet er velafprøvet og har ikke ændret sig i mere end tredive år! En gongong lyder, hver eneste gang det er tid til meditation/måltider/pauser, og hver dag er bygget op over den samme rækkefølge af disse elementer. Det eneste, man skal gøre, er at følge instrukserne. Der var da ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved undervejs, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at overgive mig totalt og uden forudindtagede meninger – og jeg tror, det er den eneste rigtige måde at få det optimale ud af kurset på. Bagefter står det jo frit for at plukke præcis de elementer ud, som giver mening og så lægge resten bag sig, hvis man har behov for det.

Det er med Vipassana som med så meget andet; du er nødt til selv at prøve, for reelt at vide, hvad det handler om. Du kan læse om, høre om og se timevis af video om svømning, men du lærer først at svømme, når du begynder at øve dig. Det samme gælder med Vipassana, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at forklare.

Dog kan jeg kort ridse op:

• Det er en mere end 2500 år gammel meditationsteknik
• Teknikken er universel, dvs. hverken religiøs eller sekterisk, og kan dermed benyttes af alle uanset tro og anden overbevisning
• Teknikken er meget enkel og bygger på selviagttagelse
• Alle kan lære den og det kræver ingen forudgående erfaring med meditation
• Bygger på en filosofi om, at al lidelse her i livet tager sit udspring i enten begær/længsel eller modvilje/aversion. Hvis man kan frigøre sig fra disse følelser, kan man frigøre sig fra lidelse. Samtidig er en anden grundpille i Vipassana, at intet her i livet er permanent. Hverken glæde eller sorg, smerte eller kærlighed. Så hvis man kan nå til en sindstilstand, hvor man blot ER og ikke lever i hverken fortid eller fremtid, men simpelthen ER i nuet, skulle man kunne opleve en tilværelse fri for lidelse.

Og hvad koster det så?

Faktisk er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål, for ens deltagelse på kurset (inkl. kost og logi) er der allerede nogen, som har betalt for. Forstået på den måde, at al finansiering er baseret på donationer fra tidligere kursister. Først når man selv har gennemført kurset, kan man få lov at donere – og vel at mærke præcis så lidt eller meget, som man føler for. Man kan vel kalde det en slags 'Pay it forward'. Hvilket er et kæmpe kvalitetsstempel i min optik. Ligesom det også er en understregelse af teknikkens gangbarhed, at man ikke finder en masse reklame for den rundt omkring, men at der alligevel gennem de sidste mere end tredive år er blevet etableret kursuscentre over hele verden, hvor der månedligt gennemføres Vipassana-kurser. Jeg stod selv på venteliste i flere uger, før jeg fik en melding om, at jeg havde fået en plads.

Hvad kræver det?

En ansøgning om optagelse på kurset (findes via kursusoversigten for det enkelte kursuscenter)

Ti dage af din tid, samt en rejse til et af de 154 kursuscentre i verden. Det nærmeste ligger i Ôdeshög i Sverige, ca. fire timers togrejse fra København.

Dedikation. Du skal virkelig ville det. Og du skal turde udholde dit eget selskab og et konstant nærvær af dine egne tanker i samtlige ti dage.

Vil du vide mere, er der masser af information at hente her og på www.dhamma.org – og ellers er du velkommen til at spørge.

Absolut tystnad

Forestil dig at du ikke må sige noget de næste ti dage. At du ikke må have øjenkontakt med et andet menneske. At du skal afstå fra al kommunikation, underholdning, musik, motion, sex og indtagelse af alkohol/te/kaffe/røg. At du intet må skrive ned. At du ingen øjenkontakt må have.
Forestil dig, at du af egen fri vilje simulerer et liv som munk både i kontemplativ og eremitisk forstand. Forestil dig, at du lader dig isolere fra alt, hvad du er vandt til i din dagligdag - bortset fra dit eget selskab og nærværet af dine egne tanker.
Læg dertil ti timers daglig meditation, tilsæt spartansk, vegetarisk kost og hermed har du den opskrift, jeg har tænkt mig at følge fra i dag og ti dage frem. Mens du læser dette, er jeg på vej til Sverige, hvor jeg har fået plads på et Vipassana-kursus. Jeg har en forventning om, at det bliver halvanden uge, hvor jeg i dén grad vil blive udfordret, hvor jeg igen og igen vil blive presset ud af min komfortzone, og hvor jeg ganske givet gentagne gange vil stille spørgsmålstegn ved min egen dømmekraft. For det kan godt være, der bliver stille omkring mig, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der bliver støj i min hjerne.

Hvorfor overhovedet udsætte sig for dette?
Det lover jeg at fortælle mere om, når jeg er hjemme igen.

Et nyt kapitel - med hjertet i halsen

Det er blevet tid til at tage hul på næste etape. Mange ting henligger fortsat i det uvisse, men nu er min base i hvert fald på plads. På trods af, at jeg i lang tid troede, jeg var ved at være færdig med storbylivet (bondeknold som jeg jo er dybest i min sjæl, længes jeg efter jord under neglene og ren luft i lungerne) og havde forestillet mig at bo et andet sted, når jeg kom tilbage til Danmark, har jeg valgt at vende tilbage til København og give byen en chance mere. Det er der flere årsager til, men det som vejer tungest lige nu er, at det er her, jeg har størstedelen af mit netværk og at det umiddelbart er her, jeg kan finde den bedste grobund for fremtidige projekter.

Helt hvordan min hverdag kommer til at forme sig her, aner jeg ikke, og det er vanvittigt spændende på hjertetihalsen-måden. Jeg har besluttet mig for at forsøge at skabe en hverdag, der levner tid og rum til udforskning af et par idéer, som i årevis har ligget og ulmet i mig, men som lige nu stadig mest af alt er netop det; idéer, løstsvævende tanker, visioner og indfald. Jeg har godt nok søgt et par stillinger siden min hjemkomst til DK, men med et CV som mit, der stritter i alle retninger, og en skæv profil, som er vanskelig at rubricere, er det blevet klart for mig, at jeg er nødt til selv at skabe mit drømmejobscenarie. 

Jeg tror fuldt og fast på, at jeg bliver en bedre version af mig selv og et rarere menneske at være i nærheden af, hvis jeg vælger med hjertet og er tro mod mig selv og mine drømme. Altså har jeg valgt IKKE at være på dagpenge, simpelthen fordi jeg ikke magter spændetrøjen, og fordi jeg hellere vil bestride et deltidsjob som ufaglært, end jeg vil tvinges til at søge alverdens stillinger, som jeg ikke ville kunne se mig selv trives i. Jeg har fundet et sted at bo, som ikke vælter budgettet, jeg kan holde det økonomiske skind på næsen med forholdsvis få midler, og jeg har lovet mig selv at lade 2014 være et eksperimentelt år, hvor der skal allokeres tid til at jonglere med idéer, netværke og - måske - iværksætte. Hvis ikke jeg gør det nu, kommer det næppe nogensinde til at ske, for det er lige nu, jeg har helt ideelle forudsætninger for at springe ud, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. Jeg har ingen større forpligtelser, har kun ansvar for mig selv og er ikke trælbundet af store lån, der skal afdrages på - og hvis jeg vil have, at mine idéer skal blive realitet, kan jeg ikke sidde og vente på, at nogen tager mig i hånden og viser mig vejen. Ligesom det gør sig gældende for alle andre, skylder jeg mig selv at tage mig selv og mine drømme alvorligt.
Det er op til mig.

"So many people live within unhappy circumstances and yet will not take the initiative to change their situation because they are conditioned to a life of security, conformity, and conservatism, all of which may appear to give one peace of mind, but in reality nothing is more dangerous to the adventurous spirit within a man than a secure future. The very basic core of a man’s living spirit is his passion for adventure. The joy of life comes from our encounters with new experiences, and hence there is no greater joy than to have an endlessly changing horizon, for each day to have a new and different sun."

Jon Krakauer - Into the Wild

På sidelinjen

Jeg ved godt, jeg ikke er alene, jeg ved, at tusinder andre har været, er og vil komme i samme situation, men det ændrer ikke på, at det gør ondt. Som pårørende er det en anden slags smerte, der er tale om, men den er reel nok. Som en trykken i brystet og en murren i baghovedet ligger den der hele tiden og strides om opmærksomheden med sorgen, bekymringerne, medfølelsen. Og afmagten, der nok er den værste af dem alle. Afmagten, magtesløsheden, den uendelige rejse gennem ingenting. For der er så forsvindende lidt, vi reelt kan gøre for at lindre, for at lette, for at fjerne smerten hos det menneske, som må bære den i sin fysiske form.

Jeg har været på en fantastisk rejse rundt på kloden og i mig selv gennem det seneste halvandet år, og denne forunderlige rejse har givet mig et mentalt overskud, som har rustet mig optimalt til den situation jeg sammen med min familie står i i denne tid – men som jeg nu også trækker grove veksler på. Jeg satte humørpoint i banken i månedsvis, samlede den ene opløftende, berigende og positive oplevelse efter den anden og fik sparet en god portion sammen, men for hver dag, der går, rykker jeg nærmere bundlinjen og bliver mere og mere bevidst om, at der er risiko for overtræk. Hver dag vokser følelsen af sårbarhed og hudløshed, selvom hver dag også er en gave, som vi forsøger at huske at værdsætte. For vi ved ikke, hvor længe dette kommer til at vare. Vi ved ikke, hvad udsigterne er, hvad prognosen lyder på, hvor store chancer vi har for at forblive en hel familie længe endnu. Og sammen med magtesløsheden er uvisheden en opslidende cocktail, som vi hver dag skyller ned med fortrukne ansigter og hængende skuldre.

Vi har hinanden, og vi har et fantastisk netværk, der bakker op, støtter og hjælper. Og vi har et menneske blandt os, som trods livstruende sygdom bevarer optimismen intakt og som de fleste dage formår at se nøgternt på sin situation gennem positive briller. Og jeg tænker, at hvis han kan det, så kan jeg også – men det ændrer ikke på, at det gør ondt.

Invictus

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,

I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance

I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears

Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find me, unafraid.

It matters not how strait the gate,

How charged with punishments the scroll,
I am the master of my fate;

I am the captain of my soul.

William Ernest Henley

Du vælger selv

Hvis du selv kunne vælge frit, hvordan skulle dit 2014 så se ud?

Hvad ville du gerne have mere af end i 2103, hvad ville du gerne opleve mindre af?

Hvor vil du helst være, hvem vil du helst være sammen med, hvilke mål vil du gerne nå?

Hvad var det bedste ved 2013?

Hvornår lo du længst og højst?

Hvad fik dit hjerte til at banke hurtigere?

Hvor og hvornår følte du dig lykkeligst?

Det er så klassisk at gøre status nu. Ved udgangen af et år. Og ved tærsklen til et nyt år. Og her på bureauet gøres ingen undtagelse, for det skader aldrig med lidt refleksion.

Jeg begynder 2014 med tavlen visket blank. Det kan på én gang være overvældende skræmmende, og ufatteligt løfterigt. For hvor tit får man muligheden for at begynde helt forfra? Jeg begynder året med et helt blankt kanvas, som blot venter på mine penselstrøg, venter på at jeg begynder at forme motivet, farvelægger, arbejder med detaljerne. De overordnede temaer som job, bolig og parforhold venter alle på at blive realiseret, mens grundtonen dog allerede er slået an. For mit blanke lærred er ikke skærende hvidt, det er gennemvædet af en solid grundglæde i den varmeste ende af farveskalaen. Jeg går ud af 2013 med en følelse af at være nået ind til kernen af mig selv, af at være så meget i balance, at selv de sværeste udfordringer synes overskuelige. Det har været ufatteligt sundt for mig at trække stikket i over et år. Jeg har holdt sabbat fra hverdagsliv, parforhold og fast bopæl, og har i stedet udelukkende arbejdet for min fornøjelses skyld, tilbragt tid sammen med mennesker, jeg holder af, gjort ting, som var gode for mig, set en masse af verden og fået sat livet i perspektiv. Men først og fremmest har jeg udlevet en række drømme.

Det handler om valg. Om at stå ved sine drømme. Om ikke at give op. Og om at bevare troen på, at karmaloven er i funktion, selv når man ligger og bløder efter endnu et slag. Jeg er ikke specielt sej eller modig, men jeg synes, jeg har fået knubs nok. Og jeg nægter at lade mig slå ud, gider ikke mere pis. Det er et helt bevidst valg. Et spørgsmål om prioriteringer.

Da min verden væltede for halvandet år siden, og alt hvad jeg havde på mit personlige lærred med ét strøg blev visket ud, brugte jeg en uge på at være i chok og sorg efterfulgt af en uge i rødglødende raseri. Jeg har opdaget, at jeg har udviklet en tendens til at blive meget proaktiv i krisesituationer, og jeg brugte da også dette raseri som en drivkraft til at foretage mig noget konstruktivt. Det var en bevidst prioritering ikke at sætte mig i et hjørne og lukke verden ude. Fordi jeg endelig har forstået, at den eneste, som er ansvarlig for min lykke, er mig selv. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Men jeg har fattet det. Og lever nu langt om længe efter filosofien. Jeg kan ærligt stå ved, at jeg har valgt at favne livet og dermed fravalgt at være ked af alle de ting, som jo ellers er helt oplagte at være frustreret over. Jeg vælger, at det er gave at kunne starte forfra i stedet for at være ulykkelig over, at jeg ikke har hverken job, bolig, kæreste eller børn lige nu – for livet ER sgu smukt og godt og alt for kort til at gå og bruge tid på at være stresset og utilfreds.

Der er skønhed allevegne, det gælder bare om at pudse brillerne og indstille fokus. Det lyder så let, og det er det i virkeligheden også – men det er først nu, hvor jeg har lært teknikken, at jeg synes det. De sidste ti år har været en lang indre rejse og jeg har stadig meget at lære og øve mig i, men jeg er på vej og det føles forrygende godt. Så nu er det tid til at træffe nye valg, til at vende tilbage til Hverdagsdanmark og til at øve mig i at finde skønheden her. Jeg skal ud at lede efter job og bolig og håber selvfølgelig også inderligt, at 2014 vil bringe kærligheden ind i min favn. Så kom bare an, du nye år. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Jeg håber, at du, som læser med her, vil få et tilsvarende dejligt 2014 – et år med glæde, overskud, kærlighed, latter, dans og udlevelsen af dine personlige drømme. 

Men husk, du vælger selv!

Kærligst

Lotte

Bedre uden bitterhed

Mit personlige mantra har i lang tid været et simpelt "I want to get better, not bitter".

Efter den drejning, min tilværelse tog i juli sidste år kunne det let godt være gået den modsatte vej – havde det været for ti år siden, er der ingen tvivl om, at min håndtering havde været anderledes. Jeg ved det med sikkerhed, fordi det, som skete sidste år, ikke var den første gang, jeg måtte gennemleve et brud, der vendte op og ned på min opfattelse af, hvad jeg ville kunne bære. Første gang klarede jeg det ikke uden hjælp. Denne gang fandt jeg styrke til min videre færd i mig selv og i visheden om, at jeg ikke behøvede at gennemleve samme helvede igen. Fordi jeg nu ved med sikkerhed, at livet går videre. Hvis man lader det. Så jeg besluttede, at mit liv er for værdifuldt til at være ulykkelig. At jeg skylder mig selv at leve det fuldt.

Én ting er at sige det, noget andet er at mærke det. Og ja, jeg mærker det. Mærker at der er overensstemmelse mellem mine overbevisninger og mine følelser. Mærker at jeg er i konstant bevægelse mod et bedre jeg. Et klogere, stærkere, mere helstøbt jeg. Et jeg, der nu oplever en grundglæde over at være til. Jeg er stolt over ikke at være faldet for fristelsen til at ville placere skyld og fralægge mig ansvar. Det ville gøre mig til et menneske, jeg ikke har lyst til at være. Jeg har haft tid til at tænke, reflektere og analysere, men der er en grænse for, hvor meget man kan (og bør) pille i den samme navle. For at komme videre må man løfte blikket og skue fremad. Så enkelt er det egentlig.

For mig handler den fysiske rejse, jeg er på, ikke om at rejse væk fra noget, men derimod om at rejse hen imod noget. Indad om man vil. For ved at udvide min horisont, sætter jeg også mig selv og min egen lille verden i perspektiv. Og mine udfordringer blegner jo komplet i forhold til, hvad mange andre må gennemleve. Så ja, det lyder sikkert vældig flot, mit mantra. Men det virker. Det er det eneste, som betyder noget for mig.

I dyb samtale

Jeg gik en lang tur på stranden i Melbourne. I selskab med en mand, jeg aldrig tidligere har mødt. Vi talte om død, om ansvar, om liv og om lykke. Vi talte om at lære, om at rejse, om at vandre og om at vælge. Om at have modet til at træffe valg. At turde træde ved siden af den sti, som så mange andre vælger at gå ad. The beaten track.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde møder ham igen, men den dag havde jeg en af disse sjældne samtaler, som bekræfter, at man aldrig skal sige aldrig. At man, ved at turde åbne op og give af sig selv, kan få tifold igen. Jeg gav, og jeg blev rigere.

Å for åbenbaringer

There is a change that takes place in a man or a woman in transit.

You see this at its most exaggerated on a ship when whole personalities change

(John Steinbeck, ”A life of letters”)

Når man sejler, og især når man sejler om natten, er der god tid til refleksion og selvransagelse. Det er, som om sejladsen i sig selv virker som en katalysator for en rejse indad. Måske fordi man bevæger sig med en hastighed, hvor sjælen har tid til at følge med, måske fordi der i timevis ad gangen ikke sker nogen ændringer i det, ens blik hviler på. På oceanet kan øjnene slappe af, intet forhindrer dig i af stille ind på uendeligt, og udover himmelhvælvet staver skyerne en inciterende invitation til eftertænksomhed.

Langt fra hverdagen på landjorden, afskåret fra omverdenen, uden elektronisk forbindelse med noget eller nogen. Ingen internet, ingen telefon, ingen fjernsyn, ingen radio – ingen input udefra. Kun dig selv og det, du gemmer i din hjerne og dit hjerte. En oplagt chance for at få afdækket de ting, som virkelig betyder noget for dig. For nogen gange er man nødt til at få ting på afstand for at kunne se dem klart. Man mister så let perspektivet, når man sidder med næsen helt begravet i sine udfordringer, men ved at bringe sig selv på afstand kan man måske se mere klart.

De fleste, som sejler langt, oplever netop en øget grad af reflekteren. Jeg tvivler på, at alle langturssejlere kan sige, at de oplever at få deciderede åbenbaringer, men der er god chance for at de fleste rejser hjem med større afklarethed i bagagen. Vi havde en gast, som afmønstrede før tid, ganske enkelt fordi det gik op for ham, at han faktisk ikke var særlig vild med at sejle på denne måde. Samtidig blev han klar over, hvad det var, han virkelig gerne ville bruge sin tid og energi på. Det krævede stor overvindelse for ham at tage konsekvensen af den selvindsigt, men i sidste ende tog han sig selv alvorligt og købte en returbillet. Det synes jeg, er stærkt.

Selv har jeg i skrivende stund ikke fået nogen egentlige åbenbaringer, men jeg er kommet et skridt tættere på min egen kerne, på hvad jeg virkelig gerne vil med mit liv. Og det i sig selv er lykkelig for. Om jeg var nået til samme konklusion med samme hast, hvis jeg ikke var taget ud at sejle, skal jeg lade være usagt, men jeg er overbevist om, at sejladsen har været en særdeles velegnet ramme om netop min egen personlige rejse. Så her fra skal kun lyde mine varmeste anbefalinger af livet som langturssejler. Prøv det!

Du er nu nået til vejs ende. Dette var allersidste afsnit i serien Langturssejler fra A til Å. Jeg håber, jeg har hjulpet dig til en form for indblik i, hvad det vil sige at sejle langt og i nogle af de ting, som følger med denne livsstil, selvom 29 små afsnit jo kun er en brøkdel af hele historien. Hvis du vil vide mere, er du meget velkommen til at stille spørgsmål, så vil jeg besvare dem i det omfang jeg har mulighed for det.

T for Tolerance

Én båd. Syv mennesker. Det er trange forhold, og vi lever ikke bare sammen, vi rejser også sammen. På en ikke altid lige behagelig måde. Vi sover, laver mad, spiser, vasker op, gør rent og går i "bad" sammen – det hele endda udført på meget, meget lidt plads. Vi sejler sammen, oplever nye destinationer sammen, kaster op sammen, dykker sammen, træner sammen – vi køber ind og vasker tøj sammen. Der er faktisk utroligt mange ting vi foretager os i fællesskab, meget mere end en normal familie hjemme i Danmark ville gøre. Og vi er end ikke blodsbeslægtede (bortset fra Mathias, som er skippers søn).

Vi tilbringer mere tid sammen, end vi tilbringer fra hinanden, og det stiller selvsagt en hel del krav til ens tolerancetærskel. Hvis man vil leve, som vi gør her ombord, er ens sociale kompetencer af langt højere betydning end ens sejlkundskaber og sejladserfaring. For ikke alene er vi ikke i familie, vi er heller ikke lige gamle, vi har meget forskellige baggrunde, og vi kommer end ikke fra det samme land. Vi holder ikke alle af den samme type musik, vi har ikke de samme madpræferencer – nogen undgår kød, en spiser ikke løg, en anden kan ikke klemme rå tomater og agurk ned. Nogle vil gerne i land og tjekke nattelivet ud, andre foretrækker at tilbringe de fleste aftener i skibets hyggelige cockpit eller med en film på computeren.

Det eneste som helt grundlæggende binder os sammen er lysten til eventyret. Og viljen til at dette togt SKAL være en god oplevelse. Det indbærer, at man skal være villig til at indgå kompromiser, være indstillet på at sluge en kamel eller to undervejs og ellers være lydhør overfor andres meninger og behov., samtidig med at man ikke går og brænder inde med egne ønsker. For at hjælpe til i den diplomatiske proces, som vores hverdag uundgåeligt tager karakter af, har vi hver uge et søndagsmøde (nogen gange ligger det om mandagen, fordi vi herude i Stillehavet let kommer til at glemme, hvad ugedag vi er nået til – men pointen er, at vi har et ugentligt møde), hvor vi hver især har taletid. Her er der frit lejde og dagsordenens vigtigste punkt er en opfordring til at alle får sagt alt det, de måtte have behov for. I dette forum luftes store og små (heldigvis udelukkende små indtil videre) frustrationer og konstruktive forslag til at løse de udfordringer, vi uundgåeligt har. Det handler mest om små praktiske ting på niveau med de klassiske sure sokker, der ikke rammer vasketøjskurven (lige dét er dog ikke noget problem ombord, da vi ikke bruger ret mange sokker) – ting som i sig selv er bagateller i det store billede, men som let bliver til irritationsmomenter, hvis de ikke tages hånd om.

Vi er et lille flydende sigøjnerkollektiv. Og trods masser af forskelligheder, varierende behov og mangfoldige overbevisninger, så fungerer det fantastisk godt. Men uden uden gode sociale kompetencer og masser af tolerance ville det ganske enkelt ikke gå.

Du har nu læst 20. kapitel i føljetonen om livets som langturssejler. På mandag bevæger jeg mig nok en gang ned under vandoverfladen for at fortælle om en endnu aktivitet, som jeg holder meget af i det våde element.

I for Initiativ

Orbit er ikke et rejsebureau. Jeg ved godt, at der står noget andet på bådens Facebookside, men skipper Ken pointerede meget tidligt, at hvis vi har forhåbninger om at opleve en masse, mens vi er med som gaster, så kræver det, at vi selv tager teten. Dykningen på Chuuk havde han og Anne Sofie arrangeret for os, men ellers er det op til os selv, hvor meget vi vil se og gøre, mens vi er afsted. Selve sejladsen ligger selvfølgelig mere eller mindre fast, men i perioderne imellem de enkelte ben, dvs. i den tid, hvor vi besøger en ny destination og gennem flere dage ligger fast ét sted, ja da er det fuldstændig individuelt, hvor højt aktivitetsniveauet er. Det er superlet at lade sig lulle ind i en dagligdagsrutine, hvor man tilbringer meget tid på båden og ikke rigtig får set sig omkring, og det er selvfølgelig fint, hvis man holder meget af at være ombord på en båd og godt kan lide at ligge på dækket os sole sig - men personligt har jeg en ambition om også at se landsiden af de lande, vi besøger.

E for Eventyrlyst

Det er blevet ret almindeligt at støde på reklamer for eventyrrejser (adventure travelling). Løfter om rejser, som giver dig noget ud over det sædvanlige, som lokker med at de ikke er ordinære charterture, og som skulle give dig en ægte følelse at at være på eventyr. Men jeg må give Troels Kløvedal ret, når han advarer mod den slags reklamer: ”Tro aldrig på et rejsebureau, som vil sælge dig et eventyr, for det er umuligt. Det kan sælge dig en ferie, og i bedste fald i en ramme, hvori du kan opleve noget eventyrligt.” (fra 'Øerne under vinden').

Behovsrevision

Det er ikke let at returnere til den civiliserede verden efter syv måneder i isolation på en næsten øde tropeø. De første dage efter jeg havde forladt Aldabra var jeg decideret utilpas, så overvældet var jeg over konfrontationen med lydene og lugtene af mere end tyve mennesker forsamlet ét sted, med biler, asfalt, skrald, hunde, børn og højhuse - og med mængden af valg. Hvad er det vi skal med 37 forskellige typer yoghurt i supermarkedets køledisk? Eller 20 forskellige par bukser i skabet? Jeg har svært ved at omstille mig til overfloden. Til den konstante strøm af tilbud og reklamer og mærkeligt kunstige behov. For jeg har jo ikke brug for alt det. Det er bare flødeskum på kagen.

Når man lever uden rindende vand og med halvtomme regnvandstanke, sætter man pris på styrtregn og muligheden for en hårvask.
Når man ikke har køleskab og fryser er der mange ting, man anser for at være luksusvarer. Et glas koldt vand fx. Mælk som ikke er lavet af pulver på lunkent regnvand. Ost som ikke smager som og ligner gummi.
Når man bor i en hytte uden dør, bliver man glad for sit myggenet.
Når man befinder sig et sted, hvor der ingen biler eller skorstene er, kan man trække vejret frit og vågne hver morgen uden stoppet næse.
Når man lever uden elektricitet, kan man om natten se en stjernehimmel, som tager pusten fra én.
- men der er også ting, man savner. Jeg savnede at kunne tage telefonen og ringe til mine nære og kære. Og efter de første tre måneder uden internet var det da dejligt igen at have kontakt med omverdenen selvom hastigheden var til at hive sig i håret over. Det var bare interessant at opdage, hvor kort listen var over ting, som jeg gik og længtes efter.

På mange måder føler jeg, at jeg er kommet meget tættere på mig selv i forhold til mine egne reelle behov. Hvad er helt essentielt? Hvad vil jeg bare ikke undvære i min hverdag? Hvor vil jeg ikke gå på kompromis? Alt leve under så forholdsvist primitive forhold som jeg har gjort de sidste syv måneder har skærpet mit syn på min egen rigdom, på hvor umådeligt priviligeret jeg er og på hvor lidt, jeg i virkeligheden har behov for at eje for at leve et liv, der gør mig glad og tilfreds. Jeg kan sagtens undvære alverdens forbrugsgoder. Men jeg sætter stor pris på koldt, rindende vand, elektricitet og en hurtig internetforbindelse.

Oceanista

Nogle vil gerne forklare det med, at jeg er vandbærer af stjernetegn, men personligt er jeg mere af den overbevisning, at min afhængighed tager sit afsæt i min opvækst. At vokse op i nærkontakt med hav sætter spor hos de fleste, men når man samtidig vokser op i et bådebyggerhjem og tilbringer alle sine barndomssommerferier til vands...ja så sætter det så dybe spor, at de for nogle bliver uudslettelige. Hos mig har det resulteret i et aldrig ophørende behov for kontakt. Ikke nødvendigvis hver dag, men plant mig i lang tid langt fra havet, hvis du ønsker at se en del af mig visne.

Om jeg bevæger mig på det eller i det, vandrer langs det eller blot sidder med udsigt til det, om det har form af et stålgråt vindpisket Vesterhav eller en turkisblå tropedrøm, vil jeg altid føle mig draget. Og den fornemmelse er ikke blevet mindre med årene.

Der er en sjælden sjælefred at hente ved blot at sidde og lade blikket vandre uforstyrret over bølgedale og -toppe. At lade pulsen afstemmes med bølgeslagene, at inhalere gusen, at lade vinden kærtegne ansigtet. At lade mine tanker flyde lige så let som havet selv.

At lade havet omslutte mig kan ikke sammenlignes med noget andet. Plastisk og i evig bevægelse føles det som en interaktion med et levende væsen, der får mig til at føle mig som en lille ubetydelig partikel, som en del af et kolossalt meget større hele. Havet yder modstand, men bærer samtidig oppe. Som en uendelig blid omfavnelse, et helkropsligt kærtegn, der ikke udelader en eneste kvadratmillimeter af min hud. Det er det, jeg mærker, når jeg svømmer, snorkler og dykker. En følelse af at være det helt rigtige sted.

Min kærlighed til elementet er grænseløs, og er af den slags, som bygger på dyb respekt. Jeg frygter ikke havet, men er samtidig ingen tåbe. Min omgang med havet er præget af respekt og omtanke, opmærksomhed og et nærvær, som betaler sig tifold tilbage. Og det bedste er, at dette forhold kun bliver bedre af at blive delt med andre.

Hvordan er dit havforhold?

To ærter

Forestil dig, at du møder et menneske, som simpelthen 'ser' dig. Hele dig. Som synes, du er fantastisk og som ikke er tilbageholdende med at fortælle dig det. Som får dig til at le så meget og så længe, at dit ansigt begynder at gøre ondt. Et menneske, hvis nærvær er så intenst, at du føler dig båret fremad af det. Som udviser omsorg, omtanke og interesse. Som er lige så nysgerrigt, eventyrlystent og legesygt som dig. Et menneske, som du på ingen tid har delt en mængde oplevelser med, som du ved, du vil huske resten af dit liv. Et menneske som du uden tøven stoler på. Som kan lide de samme ting som dig. Som du med lethed kan være både dybt alvorlig og gennemført fjollet sammen med. Et menneske, som du i løbet af få uger har fortalt alverdens små og store historier om dig selv. Sådan et menneske, som du føler, du kan og har lyst til at dele alt med. Som du kan være hundrede procent dig selv sammen med. Autentisk, afslappet og uden filter. Forestil dig det.

Det er en rar tanke ikke?

Kender du udtrykket “like two peas in a pod”? Det kan vel ligestilles med udtrykket “to alen af et stykke”. Jeg har simpelthen mødt en alen skåret af samme stykke som jeg – eller min nabo-ært om du vil. Og det har taget lidt tid at nå til erkendelsen af, at jeg har været så fantastisk heldig at møde en sjæleven frem for et menneske, jeg ønsker at være mere end venner med. For ovenstående kan jo med lethed betragtes som de første symptomer på en forelskelse, og jeg har da også været forvirret over øjeblikkeligt efter vores første møde at være så meget på bølgelængde med dette menneske, at det nærmest føles som en symbiose. Jeg savner den anden ært, når vi ikke er sammen. Glæder mig fra jeg vågner til, at vi mødes for at spise morgenmad sammen, mens vi taler om alt og intet. Sætter pris på at arbejde sammen og føler at vores hjerner supplementerer og sublimerer hinanden. Nyder når vi tager på eventyr sammen. Værdsætter øjeblikkene med fælles stilhed, hvor vi bare er.

Men i dag skal ærterne skilles. Den ene ært skal rejse og den anden ært skal blive. Jeg ved med usvigelig sikkerhed, at jeg kommer til at savne min naboært. Meget. Tanken gør mig lidt vemodig og jeg gruer for afskeden. Jeg har aldrig været god til at sige farvel og denne her bliver en af de værre. Men jeg ved heldigvis, at vi ikke vil miste kontakten, selvom vi ikke kan ses dagligt længere. Dertil har venskabet slået for dybe rødder.

Jeg føler mig voldsomt privilegeret over, at vore veje krydsede hinanden netop nu. Det har givet mig så meget på så mange planer, og jeg føler, at jeg ved at have åbnet så meget op for og delt så meget med et menneske, jeg kun lige har mødt, samtidig har lukket op for muligheden for igen en dag at indgå i et forhold, skulle den rigtige dukke op på arenaen. Det er en opløftende og lovende følelse, og jeg er dybt taknemmelig for at kunne mærke den helt ind i kernen af mig selv.

En lille reminder fra Herr Goethe

Indtil man virkelig helliger sig noget, er der altid tøven, resultatløshed, muligheden for at trække sig tilbage. Hvad derimod angår alle skabende initiativer og handlinger, gælder der en ufravigelig kendsgerning, som man - ved at være uvidende om - kan ødelægge talløse ideer og strålende planer med. Nemlig, at i det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en. En sand strøm af begivenheder udgår fra ens beslutning, som fremkalder alle mulige gunstige og uforudsete sammentræf, møder og konkrete former for hjælp, som intet menneske kunne have drømt om. Derfor - hvad du end kan drømme om at kunne - begynd på det! 
Dristighed rummer genialitet, kraft og magi...


Begynd, og begynd nu!

Goethe (1749-1832)

Om perspektiv

Det nye år kommer til at byde på kærlighed - det kan da vist ikke være anderledes. Hvad tror du?

At slutte med en begyndelse

Regelmæssige læsere her på bureauet vil vide, at 2012 har været turbulent for mig. Men ud af den tsunami af følelser og konsekvenser, som fulgte i kølvandet på mit kuldsejlede forhold og ditto joromsejlingsplaner, har jeg rejst mig i en styrket version og givet mig selv nogle løfter, som intet har med årsskiftet at gøre, men som meget vel kunne gøre det ud for forsætter. Jeg plejer at sige, at min blog er personlig, men ikke privat. Denne distanceren har altid været helt bevidst, men i dag vil jeg gøre en undtagelse og lukke jer ind bag facaden. Fordi jeg noget på hjerte, og fordi jeg tror på, at det er netop den rigtige ting at dele. Og hvorfor ikke gøre det på denne reflektionernes dag...

Efter i årevis at have centreret mit private univers omkring forberedelserne til jordomsejlingen og efter at have indgået alt for mange kompromiser til at jeg ærligt har kunnet se mig selv i øjnene, er jeg nu begyndt at finde fodfæste i det, der tegner min fremtid. Jeg kan kun ane konturerne, men det, jeg skimter, gør mig glad og fortrøstningsfuld. Der er mange ukendte faktorer i den ligning, som lige nu udgør udsigterne, men jeg er hverken skræmt eller stresset over uvisheden. Lige nu er mit fokus alene på nuet og på det faktum, at jeg igen er på øjenhøjde med mig selv.
Det er så uendeligt tilfredsstillende at kunne sige, at jeg nu tager mig selv og mine egne behov langt mere alvorligt end hidtil. At jeg er mig selv tro. At jeg igen lytter til den intuition, som jeg gennem mere eller mindre aktive valg har overhørt og ignoreret så længe. Det har været både hårdt og ubehageligt at erkende og vedstå, at jeg i den grad har været mig selv og mine værdier utro, men det er den slags erkendelser vel oftest? Min manglende evne til at tage mig selv alvorligt er absolut ikke noget, jeg er særlig stolt af. Til gengæld er jeg stolt af at være nået dertil, hvor jeg nu befinder mig. Og jeg er samtidig dybt taknemmelig for al den hjælp og omsorg, jeg har modtaget i denne proces. Jeg føler mig meget, meget priviligeret over at have fået så meget støtte.
Mit største løfte til mig selv ved dette årsskifte er, at jeg aldrig igen vil lade mig selv miste fodfæstet på samme måde. Jeg lover mig selv - og alle andre for den sags skyld - at jeg vil huske på dette, hvis jeg igen skulle havne på gyngende grund og miste mit jeg af syne.

Lotte Version 2013 starter det nye år som single. Om jeg forbliver på den sti, vil jeg ikke spå om her, men i skrivende stund er det den helt rigtige tilstand for mig. Det er ingen hemmelighed, at jeg meget højt på min liste over livsdrømme har noteret iverdensættelse af små nye individer, og jeg har absolut ingen steder på den liste ytret noget som helst ønske om at ville forblive alene - men lige nu er det vigtigere for mig at blive et helt menneske igen. Jeg føler mig heldigvis ikke så skamferet af svigt og hjerteknuseri, at jeg er holdt op med at tro på kærligheden - den rigtige mand findes derude et sted og en dag bliver det min tur til at være sammen med et menneske som vil mig. Hele mig.

Jeg slutter 2012 et helt andet sted, end jeg begyndte det - ikke blot fysisk befinder jeg mig på den anden side af Ækvator, men også mentalt har jeg distanceret mig ganske betragteligt fra den, jeg var for blot et halvt år siden. Kernen er den samme, men jeg føler mig mere ægte nu. Med mindre filter. Mere i harmoni og balance med mig selv og verden. Og sådan har jeg tænkt mig at fortsætte. Dermed ender jeg året med en begyndelse på noget, jeg tror bliver det bedste, der kan ske for mig. Det føles godt helt ind i knoglerne.

Jeg vil gerne ønske alle læsere af Reiters Bureau et velsignet 2013 - må det nye år bringe glæde, kærlighed og udlevelse af drømme til jer alle. Eventyret venter - grib det!

~*~*~*~ Godt nytår! ~*~*~*~

Føniks

For godt halvanden måned siden stod jeg overfor ENDELIG at skulle begynde på den jordomsejling, som efterhånden har været undervejs i mere end seks år. Faste læsere vil vide, at det har været en årrække præget af mange, lange timer brugt på renovering af båden, uddannelse til først yachtskipper af tredje grad og siden af første grad, opsparing, research, indkøb af udstyr, prøvesejladser og andre forberedelser - flankeret af en hel række af udfordringer og forhindringer, vanskeligheder og forsinkelser, som det lykkedes os at overvinde. NU. Nu var vi endelig klar.

MEN, som nogle af jer allerede ved, så valgte min kæreste dagen før den planlagte afsejling at bryde med mig. Med alle de vidtrækkende konsekvenser, sådan et brud nu en gang må medføre. Altså bliver den længe planlagte sejlads ikke til noget alligevel. Lidt af en mavepuster, for nu at sige det mildt. Og selvfølgelig ikke noget, man lige fordøjer med et snuptag. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at give mig selv tid og rum til at mærke og være i det følelseskaos, der naturligt følger i kølvandet på et bristet forhold og deraf følgende knuste drømme og ditto håb for fremtiden - uden at dyrke dramaet, men også uden at flygte for meget fra det. Jeg er samtidig bevidst om, at det er helt essentielt at jeg får reflekteret over, hvilke lektioner der ligger til mig i dette her. Og det er naturligvis ikke allesammen lige rare indsigter. Blot nødvendige.

Der er selvsagt en stor sorg, et sugende savn og et svigt af dimensioner, som her skal bearbejdes, samtidig med at jeg ikke kan se bort fra, at mit liv med ét slag ligger som et helt blankt stykke papir foran mig. Og hvor skræmmende det end kan synes at stå uden job, uden bolig, uden planer og uden kæreste, så står jeg jo også uden store lån, faste udgifter og snærende forpligtelser. Og dertil med en slat på kistebunden.