SS Yongala - Jule(post)kort #18

Oktober 2013

I et halvt århundrede lå passagerskibet SS Yongala uopdaget på havbunden efter sit forlis i 1911. Samtlige 122 ombord omkom og forliset anses for at være en af de mest tragiske hændelser i australsk maritim historie. Ingen kendte vragets position, og forliset forblev et mysterium indtil 1958, hvor hun blev fundet ud for Queenslands kyst, blot tre timers sejlads fra Townsville.
Havbunden omkring vraget er åben og sandet, der er langt til nærmeste koralrev og derfor har skibet med tiden antaget form af et kunstigt rev. I dag bliver Yongala af mange betragtet som et topklasse-dyk, især pga. den store variation og densitet af dyreliv omkring og på skroget, der ligger på ca. 30 meters dybde - og jeg var da også rigtig godt tilfreds på trods af at sigtbarheden var helt elendig. Jeg havde to dyk på vraget, og det bliver de sidste dyk på denne rejse, så det er bestemt ikke nogen ringe måde at slutte af på. Fra nu af står den udelukkende på eventyr på landjorden - og dem er der allerede udsigt til masser af.

Vragdykkernes paradis - Jule(post)kort #5

Maj 2013
Min tid på Seychellerne er slut og jeg kan se tilbage på syv fantastiske måneder. Efter mit korte pitstop på Guam, tager jeg nu hul på fire måneder ombord på den danske båd, Orbit, som jeg netop er påmønstret i Chuuk. Før jeg tog af sted, anede jeg ikke, at der overhovedet fandtes et sted med det navn. Chuuk (tidligere kendt som Truk) er den næststørste af Mikronesiens forenede stater, hvilket dog ikke er ret stort, eftersom Mikronesiens samlede areal er mindre end Møn og Falster tilsammen. Jeg må indrømme, at jeg - trods  min store lidenskab for tropeøer - ikke blev videre betaget af Chuuk. I hvert fald ikke den del af staten, som befinder sig over havets overflade. For her finder man noget, som gør Chuuk til en yndet destination for vragentusiaster.
Jeg elsker at dykke, men jeg har aldrig set mig selv som den store vragdykker - jeg foretrækker langt at se på levende ting - men det afholdt mig ikke fra at suge til mig af undervandsoplevelserne. Og vrag har det jo heldigvis med at tiltrække en del akvatisk liv med tiden. De fleste af vragene omkring Chuuk stammer fra 2. verdenskrig, hvor amerikanerne bombede den japanske base her og sænkede mere end 70 skibe. Mange ligger på så lavt vand, at man som almindelig sportsdykker kan dykke på dem. Vragene er fredede, og betragtes som en gravplads, hvorfor det er forbudt at dykke på dem uden guide.
Det har været spændende sådan at mærke historiens bølgeskvulp, og jeg er glad for, at vi har nået at dykke på så mange forskellige vrag her i Chuuk, men jeg foretrækker stadig til enhver tid at dykke for at se på levende ting.

U for Undervandsfotografi

En af fordelene ved at leve på en båd er, at man har havet lige uden for døren. Og med det en automatisk adgangsbillet til masser af fantastiske oplevelser både på og i vandet. Kaptajn Ken har investeret i et professionelt videokamera (et SONY EX1R med undervandshus) og har seriøse planer om at producere video af høj kvalitet – jeg holder mig til amatørniveauet og er fuldt ud tilfreds med mit Canon Powershot G15 med undervandshus. Personligt holder jeg meget af at snorkle og dykke på dybder på ca. 15-20 meter – både fordi det giver mig dejligt lang tid i vandet (jo dybere du dykker, jo kortere tid kan du tåle at opholde dig på den givne dybde uden at skulle lave dekompressionsdyk, fx er dekompressionsgrænsen på 40 meter bare 9 minutter) – og så fordi det giver de bedste undervandsbilleder. Hvis du ikke selv er dykker, har du måske ikke tænkt over, at farverne forsvinder i en bestemt rækkefølge, jo længere man bevæger sig ned i vandet. Det skyldes lysets brydning i vandet og rækkefølgen er præcis den samme, som du ser i en regnbue eller i et prisme. Først forsvinder de røde nuancer, så de orange, de gule og de grønne. Til sidste synes det hele bare at være holdt i nuancer af blåt, violet eller sort. Hvis man tager en lommelygte med sig, kan man også på 40 meters dybde se farverne på fisk og koraller, men uden lygte kan det menneskelige øje ikke skelne farverne på så dybt vand. Jeg har ikke nogen stor fancy flash, så jeg får de bedste resultater på vanddybder ned til ca. 15 meter afhængigt af sigtbarheden, men det er rigeligt fint til mig.

Som alle andre dykkere har jeg selvfølgelig mine favoritmotiver. Juletræsorme er et af dem. Fjerstjerner et andet af dem. Havskildpadder er et tredje, mens skoler af baracudaer og andre sølvglinsende fisk er et helt fjerde. Jeg kan også godt lide at tage billeder af bobler og af sollys gennem mangroverødder. Faktisk er jeg nok bare, hvad man gerne må kalde helt pjattet med akvatisk liv, og jeg knipser ivrigt løs, så snart jeg har fået hovedet under overfladen. Video tager jeg ikke meget af, det overlader jeg i stedet til Simon med hans lille handy GoPro Hero3 (som jeg selv drømmer om en gang at komme til at eje et eksemplar af) og Ken med hans monster af et videokamera.

Dette var 21. afsnit i serien Langturssejler fra A til Å. Der er nu bare otte afsnit tilbage, og på onsdag kommer det til at handle om noget, vi alle taler om, men ingen kan gøre noget ved.

D for Dykning

Jeg har tidligere skrevet om mit forhold til det våde element og min glæde ved at dykke, og som langturssejler er der gode muligheder for at komme til at dykke på steder, hvor det ikke er så mange forundt at gøre det. Dykning er i høj grad et af fokuspunkterne på Orbit. Ombord har vi otte tanke, kompressor, BCD'er, regulatorer og alt hvad der ellers behøves for at kunne dykke hvor og når som helst trangen skulle komme over os.

Oceanista

Nogle vil gerne forklare det med, at jeg er vandbærer af stjernetegn, men personligt er jeg mere af den overbevisning, at min afhængighed tager sit afsæt i min opvækst. At vokse op i nærkontakt med hav sætter spor hos de fleste, men når man samtidig vokser op i et bådebyggerhjem og tilbringer alle sine barndomssommerferier til vands...ja så sætter det så dybe spor, at de for nogle bliver uudslettelige. Hos mig har det resulteret i et aldrig ophørende behov for kontakt. Ikke nødvendigvis hver dag, men plant mig i lang tid langt fra havet, hvis du ønsker at se en del af mig visne.

Om jeg bevæger mig på det eller i det, vandrer langs det eller blot sidder med udsigt til det, om det har form af et stålgråt vindpisket Vesterhav eller en turkisblå tropedrøm, vil jeg altid føle mig draget. Og den fornemmelse er ikke blevet mindre med årene.

Der er en sjælden sjælefred at hente ved blot at sidde og lade blikket vandre uforstyrret over bølgedale og -toppe. At lade pulsen afstemmes med bølgeslagene, at inhalere gusen, at lade vinden kærtegne ansigtet. At lade mine tanker flyde lige så let som havet selv.

At lade havet omslutte mig kan ikke sammenlignes med noget andet. Plastisk og i evig bevægelse føles det som en interaktion med et levende væsen, der får mig til at føle mig som en lille ubetydelig partikel, som en del af et kolossalt meget større hele. Havet yder modstand, men bærer samtidig oppe. Som en uendelig blid omfavnelse, et helkropsligt kærtegn, der ikke udelader en eneste kvadratmillimeter af min hud. Det er det, jeg mærker, når jeg svømmer, snorkler og dykker. En følelse af at være det helt rigtige sted.

Min kærlighed til elementet er grænseløs, og er af den slags, som bygger på dyb respekt. Jeg frygter ikke havet, men er samtidig ingen tåbe. Min omgang med havet er præget af respekt og omtanke, opmærksomhed og et nærvær, som betaler sig tifold tilbage. Og det bedste er, at dette forhold kun bliver bedre af at blive delt med andre.

Hvordan er dit havforhold?

Under overfladen

Jeg befinder mig lige nu ikke bare på verdens største, men også en af verdens mest uberørte atoller. Det gælder også under havoverfladen. Jeg har efterhånden haft fornøjelsen af at dykke på en længere række af smukke lokaliteter rundt omkring i verden og hidtil har Salomonøerne været min klare favorit – men jeg er bange for, at de nu må vige pladsen, for undervandsverdenen her er simpelthen fænomenal. Fordi Aldabra har været fredet i så mange år, og fordi atollen samtidig ligger langt fra traditionelle skibsruter og fiskefarvande, oplever jeg her en diversitet, der (undskyld sproget) sparker røv! Det er simpelthen til at få åndenød over. På den ene side, ville jeg ønske, at alle interesserede ville få muligheden for at opleve dette, men på den anden side håber jeg, at det fortsat vil være alt for svært at få lov til, for kun på den måde kan vi sikre, at revene omkring Aldabra forbliver uspolerede. Som et af de sidste af den slags steder i verden.

Jeg er lige nu en del af et team, som har til opgave at kortlægge koralrevet omkring Aldabra. Det gør vi dels ved hjælp af fiskeoptællinger, habitatbeskrivelser og fotografier langs transekter mens vi dykker, dels ved hjælp af et undervandskamera, som kan hænge under båden. Projektet er betalt af GEF og er temmelig omfattende.