W for WC

Vi har ikke bad ombord, men vi har dog et toilet. Den mandlige del af besætningen bruger det ikke så ofte som den kvindelige part, men i roligt vejr og specielt om natten, hvor der ikke er så mange tilskuere, synes vi nu også det er meget rart at kunne besørge i fri luft ved sådan diskret at stikke måsen ud over rælingen. Toilettet er nemlig installeret noget, der minder mere om et mellemstort klædeskab end om et egentligt rum. Man må sno sig for at komme til og det er let at komme til at slå hovedet. Til gengæld er det smart i søgang, at man uden videre kan kile sig selv fast, så man ikke falder af brættet, når båden krænger.

Et WC-besøg foregår i det hele taget lidt anderledes end i de flestes hjem. Her er intet træk og slip eller tryk og skyl. Her pumper vi ved håndkraft havvand ind i toiletkummen og bagefter ud igen sammen med det, man har afleveret. Helt praktisk foregår udpumpningen ved, at man rykker en lille kontakt til venstre, slår minimum 20 pumpeslag, rykker kontakten til højre og pumper til kummen er tom. De tyve slag er for at være sikker på, at slangen tømmes helt og der ikke kommer til at lugte for meget i det meget lille rum. Og så er det supervigtigt, at kontakten efterlades i højrepositionen, ellers kan havvandet lige så stille stå og sive ind i kummen og det stopper ikke, selvom toilettet flyder over, da det er placeret under vandlinjen. Og dét scenarie er på ingen måde ønskeligt.

Marinetoilletter er berygtede for notorisk at bryde sammen og stoppe til (afløbet er MEGET mindre end det gængse toilet på landjorden) – min far har derfor altid nægtet at installere et ombord i sit eget skib; selv efter 50 års sejlads sværger han, at han hellere vil tømme hver eneste tissepøs ombord, end han vil installere et toilet. Jeg har da også haft mine egne udfordringer og tvivlsomme fornøjelser med det toilet, som var installeret i min tidligere bolig, men generelt fungerede det fint.

Det er præcis samme fabrikat og model, der er installeret her ombord på Orbit, som jeg har været vandt til at bruge, så det føles helt hjemligt.

Tip til vedligehold af marinetoilet: Hvis man husker at smøre det med lidt olie (alm. madolie er fint) fra tid til anden, holdes gummistemplet i pumpen fleksibelt, og så går det ikke for trægt (de tyve pumpeslag alene er skam hårdt nok arbejde uden et stramt pumpestempel), og hvis man ellers sørger for at det ikke sætter til med aflejringer af den type som opstår, når urin og saltvand går i forbindelse (alm. eddike er fint), og ikke putter noget som helst andet i toilettet end toiletpapir og det, som kroppen selv kan producere, så er der gode chancer for, at man slipper for bøvl. Og tro mig, man gider kun skille sådan et toilet ad én gang! Been there, done that!

Nok lokumssnak for nu. Dette var 23. afsnit i føljetonen om at være langturssejler. På mandag løfter jeg sløret for, hvad der gemmer sig bag det svære ”X”.