Gåsehud kan fremkaldes af mange ting. Jeg får fx gåsehud (eller rettere: musikhud), når jeg hører musik, der virker særligt stærkt på mig. Som nu i går. Vi tog nemlig i operaen og så ballet med musik af Stravinsky - med moderne og rå koreografi såvel som scenografi. Og det var faktisk ret fantastisk. Ikke bare fordi det var en tiltrængt kulturindsprøjtning, men også fordi det er to rigtig godt opsatte værker. Vi lagde ud med L'Homme de Bois, hvor to store, futuristiske træer udgør scenografien, og menneskets disrespekt for naturen bliver præsenteret i ny fortolkning. Og efter pausen gik det så løs med den skandaløse - i hvert fald for det mondæne publikum i Paris, da den første gang blev sat op i 1913 - Le Sacre du Printemps, hvor der ikke er sparet på hverken erotik eller dissonante akkorder.
Alt i alt en ganske forrygende og frydefuldt hårrejsende måde at tilbringe sådan en ellers ganske ordinær onsdag aften.
Der er mere at læse om de to værker her.
Smukt causeri. Fik desværre ikke set benævnte ballet, min arbejdsplads til trods.
SvarSletSå til gengæld Prokofievs Romeo og Julie sidste år, i John Neumeiers opsætning. Hvis hans version kommer op igen - og det gør den så sandelig forhåbentlig - er det legitimt at slå i hvert fald i forvejen irriterende mennesker ihjel for at få billet. Deeeet er en gåsehuds- og for mange saltvandsfrembringende forestilling.
T!
Nu kender vi heldigvis en, som er kæreste med en, der er i familie med Gudrun Bojesen - så måske kan vi undgå at skulle slå nogen ihjel ;-)
SvarSletNå, det var da heldigt - det er herredårlig karma at myrde folk. Selv de irriterende!
SvarSlet@ lfm:
SvarSletDon't know how you ended up here on my blogue - maybe it was Le Sacre? But to answer your question - if it's supposed to be taken as one - the image simply shows goose skin caused by great music :-)