Vandcykelsjov

Man ved, at det regner mere end jævnt meget, når man får slået en kontaktlinse løs af dråberne, som hamrer en i møde på cykelturen.
Det føltes som om, jeg var gennemblødt helt ind til knoglerne, da jeg kom hjem fra arbejde idag, og jeg tvivler på, at mine cykelsko når at tørre til i morgen.
Jeg har ikke lige fået monteret skærme på det røde lyn endnu, så jeg fik grus (og sikkert også andre sjove ting som formuldede blade og snegleslim) helt op i nakken og mellem tænderne, hvilket altså normalt kun sker, når jeg kører i skoven.
Folk gloede godt nok lidt, da jeg kom drønende, men egentlig tror jeg ikke så meget, det var p.g.a. min påklædning (i morges var det altså fint vejr til de korte cykelbukser!) - det var nok nærmere ad det fjollede grin, der sad plantet i mit ansigt det meste af vejen hjem. Jeg kunne alligevel ikke blive mere våd, så hvorfor prøve at zigzagge sig fri af cykelstiens vandhuller og floddeltaer, når man kunne ræse lige igennem med kaskader af vand til følge?! Jeg genkendte noget, der mindede om følelsen af at være et vandpythoppende barn - og hvor var det dog befriende.
Nu overvejer jeg, om man kan montere en snorkel på sin cykelhjelm?