Nimbus, som den hedder, er en kilde til dårlig samvittighed - ikke fordi der sker noget ved at lade den stå pakket ind på land, men fordi både nu engang er beregnet til at ligge i vandet og til at blive sejlet i.
Jeg har dog ikke haft nogen intentioner om at sælge, men nu har jeg to gange inden for mindre end en måned fået henvendelser gående på, om jeg dog ikke kunne tænke mig at skille mig af med fartøjet. Henvendelser fra potentielle købere forstås. Uden at jeg overhovedet har annonceret med at ville sælge. Det er en attraktiv lille sejlbåd, let at sejle og meget, meget bjergsom - men desværre laves de ikke længere, så de, der stadig eksisterer, er sjældent svære at komme af med.
Men hvad gør man? Jeg må jo indrømme, at jeg realistisk set nok ikke kommer til sejle i den de næste par år eller fire - men kan jeg få mig selv til at sælge? Og til hvilken pris? Og er prisen i så fald det værd? Det er ikke nemt. For der er selvfølgelig også følelser, nostalgi og minder involveret...
Der må tænkes og summes lidt, inden beslutningen træffes.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få et specielt forhold til en bil, men det fik jeg til transitten og det var med blødende hjerte jeg solgte. En bil er anderledes i og med den forfalder og den kunne ikke bare stå i garage 3-4 år og vente på, at vi kom hjem. Men det var det jeg havde mest lyst til. Jeg savner den den dag i dag.
SvarSletDet var nu også en god dyt. Den har tjent ikke blot dig og Janus, men også Karen og jeg vel :-)
SvarSletJeg fik selv et ganske særligt forhold til den bil, jeg var med til at købe på Mauritius og selv efter at jeg var rejst hjem fra øen, fik jeg beretninger om køretøjets eventyr. Den dag, de fortalte, at den skulle sælges, var det en underlig fornemmelse. Og det var ikke en gang min bil! Men der knytter sig mange historier til netop den firehjulstrækker...
Vores bil her har også været med vidt omkring, men vi har ikke fået noget forhold til den. Den er bare et transportmiddel og jeg er fløjtende ligeglad hvem køberen er, bare han betaler godt! Til transitten ville jeg gerne have kendt køberen.
SvarSletDu skal følge dit hjerte min ven- og hvis du er i tvivl - så lad være
SvarSletJeg ved det, jeg ved det...
SvarSletMen jeg trækker også veksler på andre mennesker, så længe jeg beholder båden - for jeg har ikke selv plads til at opbevare den.
Har ikke kunnet træffe en beslutning endnu. Netop fordi jeg er i tvivl.
Hej Lotte
SvarSletHelt ærligt kommer du til at bruge den igen? Jeg har solgt min veteran volvo, efter at have gemt på den i næsten 20 år. Men den havde ikke godt af kun at blive luftet hvert andet år, og jeg kunne ikke se mig selv gøre noget ved den de næste 10 år Den nye ejer hedder Flemming, og han elsker bilen. Den holder i en opvarmet garage med gulvtæpper, og har et meget bedre liv end før.
Så jeg synes du skal "anti-materialistisk" og skære ned på mængden af ting (som du ikke bruger) vh David
Hej David - dejligt at se dig på banen i kommentarfeltet!
SvarSletDu har jo ret. Og det ender nok med al sandsynlighed med at jeg sælger - jeg er bare ikke parat til at klippe båndene til min første båd endnu...
Nu ejer jeg jo ikke ret mange ting, og friværdi er et fremmedord i min tilværelse. Udover båden er det kun cyklen, som har kostet mere end 10 kilo - så materielt er jeg ikke ligefrem i superligaen.
Men jeg kan (og vil egentlig heller) ikke modargumentere. Jeg er bare ikke parat til skilsmissen endnu ;-)
Og så skal det også være det rigtige køber...
Hej, hvis du beslutter dig for at sælge Lynæssen, vil jeg gerne høre om det, inden det evt er for sent. Har selv sejlet LA-krydser, men det var med tiden for stor en mundfuld, så den blev skippet efter 5 år på land. Nu sejler jeg havkajak i Isefjorden, men kan godt tænke mig en lille sejljolle med overnatningsmulighed, hvor jeg kan tage på togter rundt i området.
SvarSletKontakt evt
madsen@underground-illustration.dk