Fortid eller fremtid?

Kender I det?
Man starter på nyt studie. Man bliver venner. Man bruger rigtig meget tid sammen. Man kommer tæt på hinanden. Nogen gange helt ind under huden synes det.
Den ene skifter studie – man ses selvfølgelig stadig.
Den anden opsluges af et kæresteforhold – men man ses fortsat.
Den ene flytter til en anden landsdel – kontakten glider hurtigt ud.

Hvorfor nu det? Var vi virkelig færdige med at give hinanden noget? Tilsyneladende...
I hvert fald for en tid. For pludselig en dag, seks år senere, efter at den anden også er flyttet til anden landsdel, mødes man tilfældigt (hvis man tror på tilfældigheder altså) – og udveksler telefonnumre efter et hastigt ”vi bliver da nødt til at mødes over en kop mokka”. Og så sker der ikke mere.

Intentionerne er gode nok, men tiden er en anden. Både den ene og den anden har lagt livet som studerende bag sig og mærker nu på egen krop og kalender, hvad det vil sige at have et 37 timers job. Udskyder man det fordi man alligevel ikke tror, man har mere at sige til hinanden? Eller fordi man har andre prioriteter? Andet fokus?

Måske var tiden bare ikke helt moden til det. I hvert fald gik der yderligere et år uden videre kontakt. Så en dag opdagede jeg, at det dagen forinden var hendes fødselsdag. Dvs. jeg troede, vi var i oktober, men egentlig var det stadig september, så i stedet for at min tillykke-sms kom en dag for sent, kom den en måned for tidligt.

Og NU skal vi mødes!
Lige om lidt faktisk.


Det er med en rigtig god fornemmelse i maven, jeg har set frem til dette møde de sidste par uger. For selvom vi begge har rykket os, selvom vi på mange planer er helt andre steder nu, end der hvor vi var, da vore stier i sin tid skiltes, så tror jeg faktisk ikke på, at vi ikke længere har noget at give hinanden.
Jeg ved godt, man kan vokse fra hinanden, og har med tiden også lært at acceptere, at nogle venskaber bare har begrænset holdbarhed – men denne gang tror jeg faktisk, at det er anderledes. Det bliver spændende at se, om jeg får ret.