Har følt mig som en postsæk hele dagen.
Sådan lidt grå i betrækket, ru indeni og helt umulig at placere, så der ikke er et hjørne, der stikker ud et eller andet sted.
Er øm af at have ligget under dynen hele formiddagen og på randen til en allergisk reaktion oven på al den selvomsorg, jeg har ydet, siden jeg vågnede. Er der mon en grænse for, hvor mange mandariner og hvor meget varm solbærsaft med ingefær et menneske kan kapere på en dag?
Tog tilløb et par timer og vovede mig til sidst ud iført vinterstøvler og hue (og en hel masse andet selvfølgelig) med en lille hurtig bibliotek-Netto-cykelhandler-ekspedition for øje. Havde en eller anden vanvittig ambitiøs ide om, at man da sagtens kan stå og lappe cykel, selvom ens hovede er ved at eksplodere, når det vender nedad! Jeg har ikke fået taget hul på projektet endnu...men lappegrejet ligger klar!
På vej hjem oplevede jeg ikke bare en, men TO gange, at en tilfældig voksen passerende smilede til mig (og alle dem med partipamfletter er slet ikke talt med). Tror nok, at mit ansigt som svar fortrak sig i en grimasse, der kunne minde om et smil, men jeg sneg mig alligevel til at spejle mig i næste butiksvindue for at undersøge, hvad der dog kunne fremkalde sådanne spontane smil på en ordinær oktoberonsdag. Min spejling viste dog ikke noget latterfremkaldende, fortalte mig bare at postsækfornemmelsen ikke var helt ved siden af - så måske var det i virkeligheden medlidenhed, jeg blev mødt med?!
Hvad end det var, så var det godt at få en dosis - både af frisk luft, nye forsyninger af læsestof og kalorier samt af fremmede smil.
Åh, du er altså slet ikke rask endnu, det er vel nok træls. Jeg håber, postsækfornemmelsen snart går over. Vent lidt med at lappe cykel med hovedet nedad :-)
SvarSletKender godt fornemmelsen med at når folk smiler til en og man tænker - har jeg et eller andet i hovedet og når man så oplever at det er ægte ment - da bliver man så glad. Og tænk hvor meget et smil det smitter
SvarSletMadame, cyklen fik lov at fortsætte sin flade tilværelse en stund endnu. Måske jeg orker det i dag.
SvarSletDu har ret Marianne, det smitter næsten lige så meget som et gab...man burde spontansmile noget mere.