I går bragte Politiken.dk en artikel, som fik mit mundvand til at pible. Og pludselig sad jeg og fik voldsom lyst til sushi. Jeg havde dog allerede indkøbt halvdelen af de ting, jeg skulle bruge til en helt anden menu. Kæresten var på fotooptagelse, så det skulle være noget, der var let og hurtigt at lave, når han kom hjem på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Sådan er det bare. Og jeg har det faktisk ret okay med, at vores måltider ikke er skemalagte. Det HAR jeg prøvet! Og måske en dag med tiden kan det være, at vi er nødt til at skemalægge igen - men lige nu er det rart for os begge, at vi kan være fleksible på den front.
Bip bip, en sms tikkede ind - "Er på vej nu. Hvis det er ok med dig, så tager jeg mad med hjem". En halv time senere smovsede vi i misosuppe, sake og sushi. Og han anede ikke noget om hverken Politikens artikel eller om mine sushidrømme.
Alligevel følte jeg mig svært forkælet ;-)
Det er da bare synkronisitet - eller tankelæsning ;-)
SvarSletDet er nemlig det, det er :-)
SvarSletSoul mates!
SvarSletSoul mates indeed!
SvarSletTo sjæle - samme lyst ;o)
SvarSlet(lige præcis min hang til Sushi bliver ikke opfyldt af min kæreste, da han ikke kan li' fisk *vræl* )
Men så må jeg jo bare finde andre, der kan li' det ;o)
Stakkels din kæreste!
SvarSletJeg har fuld tillid til at du får spist sushi med nogen, der sætter pris på både fisk og dit selskab!