16 år igen

Min kæreste var helt fra teenageårene og mange år frem en blændende windsurfer. Al hans fritid blev brugt på sporten - året rundt. En gang i sidste århundrede kom hans boards så i hi på et loft, tid og fokus blev helliget andre ting og siden har han blot en enkelt gang for sjov forsøgt sig på bølgerne. Det er nu ved at være længe siden, så da en kammerat i går ringede og spurgte, om han ikke havde lyst til at tage med ud og udnytte blæsevejret, kunne jeg se, hvordan det rykkede i ham. Men han sagde pænt nej tak, for der er jo stadig så meget, der skal laves på båden, og vi har kun weekenderne til det, og vi længes efter at flytte ind igen og og og...samvittigheden bød ham at tilsidesætte lysten.
Det var derfor ikke nogen overraskende reaktion, jeg fik, da jeg tilskyndede ham til at ringe og fortryde sit nej. For jeg var stensikker på, at det ville gøre ham godt. At komme lidt væk. At blive blæst igennem. At få tømt hjernen for bekymringer. At mærke sig selv og sin krop mere intenst end han har gjort længe.
Jeg tror sådan set bare, han havde brug for det lille skub, en der sagde, at det faktisk var okay, at han også lavede noget, der ikke handlede om arbejde eller båd. Altså drog han afsted i morges og jeg ved, han glædede sig og var spændt på at se, hvor hurtigt han ville kunne finde rytmen og balancen igen efter alle de år uden surfing.

Og nu har jeg lige fået en glad sms, hvor han fortæller, at det har været en herlig dag og at han føler det som om, han bare er 16 år igen. Så ved man, at det var en god disponering. Og at man ikke er verdens dummeste kæreste ;-)