At sælge sin krop

I sensommeren var der en del mediebevågenhed på det faktum, at mange studerende supplerer deres SU med honorarer for medvirken i medicinske og fysiologiske forsøg. Det var lidt en storm i et glas vand efter min mening, men det var selvfølgelig også i agurketiden, hvor folketinget havde lukket og touren var ved at være slut - kørt af sporet, om man så må sige.
Altså gik debatten på at honorarets størrelse for et givent forsøg har betydning for om forsøgsdeltageren sætter sig ordentligt ind i eventuelle bivirkninger. "Man hører simpelthen dårligt, når man får mange penge", hævdede professor i folkesundhed, Lone Scocozza. Og det skulle så tilsyneladende være vældig problematisk.

???

Nu udfører man jo ikke menneskeforsøg som det første trin på trappen til udviklingen af nye behandlingsmetoder. Tværtimod er det noget af det sidste, man sætter i værk. Så bivirkningerne er derefter. Kendte, og i mange tilfælde ikke ret store. Samtidig skal honorarets størrelse ikke blot "dække" den eventuelle svie og smerte, det skal også dække tabt arbejdsfortjeneste. Der er selvfølgelig mange studerende (der også udgør hovedparten af forsøgspersonerne her i landet), som har en ganske fleksibel hverdag - men jeg synes ikke, der er grund til at sætte honorarerne ned. Og SÅ svimlende høje er de altså heller ikke! På Forsøgsperson.dk kan man få syn for sagen.

Disse forsøg er af afgørende nødvendighed for, at videnskaben kan blive ved med at øge behandlingsmulighederne i forbindelse med både kroniske, medfødte og spontane sygdomme. Og hvorfor skulle man ikke honorere det?!?! Hvis folk ulønnet skulle stille deres krop til rådighed af ren og skær barmhjertighed, er jeg bange for at det ville se sort ud for videnskaben.
Jeg ved godt, det er lidt sent at komme med et indspark til en forlængst falmet debat, og det er egentlig heller ikke min hensigt. Jeg har bare opdaget, at mange stiller sig undrende overfor, at jeg selv fra tid til anden "sælger min krop".
Jeg er jo ikke studerende, så det kan vel ikke være for pengenes skyld. Næh, det er det sådan set heller ikke. "Jamen er du masochist?" Nope! Det er blot mit bidrag til forskningen. Og så bliver jeg hele tiden klogere selv.

Min egen personlige grænse går ved muskelbiopsier og indtagelse af medicin og hormoner. Her vil jeg alligevel ikke lege med. Hatten af for dem der vil, men jeg er altså ingen heltinde. Jeg har altid deltaget som rask kontrolperson og som sådan givet knoglemarv, hundredevis af blodprøver, er blevet målt og vejet, har trukket vejret i iltfattig luft, har fået scannet min hjerne og sprøjtet saltvand ind under huden. Det har været i forbindelse med forskningsforsøg i kræft, diabetes, kroniske smerter, sklerose, synsnervebetændelse og en hel del andet. Forsøg som andre - og måske jeg selv (om jeg er tilpas uheldig) - en dag får glæde af.

Men jeg er godt nok ikke blevet særlig velhavende af det. Hvis man tænker på ussel mammon altså. På oplevelsesfronten er jeg absolut blevet rigere!

Har du været forsøgsperson? Hvorfor? Hvorfor ikke?