Hvordan kan det være, at de første ord, man lærer sig på et nyt sprog, næsten altid er:
Bandeord
Frække ord
Talord (okay, det er måske logisk nok)
Ord og vendinger, der sjældent giver ret meget mening eller ikke lige står forrest i rækken over ord og vendinger, man rent faktisk har brug for, når man skal tage de første spæde skridt i et fremmedsprog.
???
Jeg kan sige mariehøne på finsk og jeg har ti rådne appelsiner i min taske på spansk. Jeg kan sige "jeg elsker dig" på ni forskellige sprog, men jeg kan i de fleste tilfælde ikke spørge om vej. Og hvis jeg KAN spørge om vej, kan jeg halvdelen af gangene ikke forstå svaret (så er det heldigt, at jeg godt kan læse et kort). Jeg kan læse og forstå det meste på skrevet hollandsk, men 93% af det er volapyk, når jeg lytter til det. Svensk ligger lige til højrebenet, både talt og skrevet - mens jeg synes, at norsk er næsten lige så svært som færøsk.
Hvorfor er det, at vi danskere gerne lægger ud med rødgrød med fløde, når en fremmed skal have brækket tungen på vores sprog? Er det bare for at kunne le ad dem? For hvor tit er det mon egentlig, de får brug for at kunne bestille denne spise?
Jeg kender en græker, som for et halvt år siden flyttede til Danmark. Hun siger, hun ikke har sprogøre, men klarer sig alligevel flydende på italiensk, fransk og engelsk udover det græske. Lidt russisk kan hun også. Det danske driller hende derimod. Og jeg forstår hende godt. Ikke blot er dansk et svært sprog at lære, men der er også mange danskere, der lynhurtigt slår over i engelsk, når de taler med hende - fordi det er lettere at forstå hendes engelsk med græsk accent end hendes haltende danske med samme eksotiske klang.
Hun fortalte, at noget af det første, hun lærte at sige på dansk, var dit lille svin.
Jeg undrer mig.
Jeg grinede hele vejen genem dit indlæg, Lotten. Og jeg har det med hollansk lige som dig - det er ret nemt at læse, men håbløst at forstå, når nogen taler det. Derimod synes jeg, at norsk er næsten dansk - de synger bare på sætningerne. Og gud hvor har du ret i, at det er sært, vi lærer os skøre ord og vendinger på andre sprog - ord som man aldrig får brug for.
SvarSletEt hammerende godt indlæg og hvorfor er det at vi lærer de sjove/frække vendinger på et sprog først????
SvarSletJeg har undervist personer men anden etnisk oprindelse end dansk i dansk som fremmedssprog.
Og hold da op hvor er der mange finurligheder i vores sprog, som vi først opdager når vi lader folk udefra møde vores sprog.
En af de ting som er svært er at vores skriftsprog ikke er det samme som det talte og det er i det talte at problemerne opstår.
Eksempel:
Jeg elsker dig!
Jeg ælter en dej!
dig og dej udtales helt ens..... hvordan en i helvede (sorry) vil man have at en nybegynder i dansk skal kunne høre forskel?
Sådan kan man finde mange problematikker i de danske sporg. Den bedste tilegenelse til det danske sprog har jeg opdaget er hvis man finder tekster om mad - det giver en stor lyst til at lærer et sprog....
Det er sjovt, for de fleste synes at norsk er meget lettere at forstå end svensk. Og det er heller ikke fordi jeg slet ikke kan tyde, hvad nordmænd siger - men jeg har været så meget i sverige, arbejdet på Åland, læst en del på svensk, at det bare falder mig lettere. Jeg er sikker på, at jeg også kan lære norsk, det har bare ikke ligget i kortene endnu.
SvarSletHa ha :-)
SvarSletEr det ikke fantastisk fascinerende Marianne, sådan at se på sit eget sprog med udenlandske briller?
Jeg havde ikke lige tænkt over den med dig/dej - men der kan komme nogle meget mystiske misforståelser ud af fonetikken på dansk, ingen tvivl om det.
Og hvad med ord, der har mere end en betydning?
Man kan være sky.
Man kan spise sky.
Og derkan komme regn og sne ud af en sky.
Det er ikke så pokkers logisk, vel!?
Argh, jeg må ikke, for jeg er på arbejde, men jeg kan ikke lade være. To ting. "Han løg" - dén fanger stavekontrollen ikke, så man børe lære sit sprog godt og grundigt. Og så gider jeg ikke lære bandeord på fremmedsprog - det betyder intet for mig, hvorimod modersmålet kan kradse som tabasco.
SvarSletHov, to ting mere. Kender tre sorte hunde, der hedder Yksi, Kaksi og Kolme - god brug af "lydord", synes jeg.
Og jeg bildte en gang 25 udvekslings-skotter ind, at det værste bandeord på dansk var "slåbrok". Forestil dig folks forudring over deres brug af netop dette ord?
Mmm, sprog. Kom og lån sprogbøger af mig en dag, du :D
Så sku' da i hede hule slåbrok!!!
SvarSletJeg synes, jeg erindrer noget om, at de der hunde hed yksi, kaksi, kolbe :-D
Google Steven Pinker, læs hans artikler (se, SÅDAN skal man skrive om semantik!) og grin til tårekanalerne lørber tør :)
SvarSletGlæder mig allerede!
SvarSlethttp://pinker.wjh.harvard.edu/books/wr/index.html
Hej Lotten - jeg syntes det første vi lærer det er da at sige skål... men det siger nok mere om mig og de steder jeg opsøger folk :-)
SvarSletMin gamle udvekslingsstudent fra USA undrede sig over at skat og skat, altså darling og tax kunne hedde det samme...
Jeg er endnu ikke stødt på en objektiv begrundelse for den påstand, at dansk skulle være specielt svært at lære, så indtil det sker, tror jeg simpelthen ikke på det. Uanset hvor mange gange jeg hører påstanden. Jeg er sikker på, at det afhænger helt af, hvilket sprog man har som udgangspunkt. Og jeg er lige så sikker på, at en dansker og fx en russer med lige gode eller lige dårlige anlæg for sprog har nøjagtigt lige svært eller lige let ved at lære hinandens sprog.
SvarSletForresten passer det ikke, at man ikke kan høre forskel på dej og dig. På dansk er stødet betydningsbærende. (Noget andet er så, at der går en bugtet, såkaldt "stødgrænse" et eller andet sted tværs over det sydlige Danmark.)
Jeg har det i øvrigt lige som du med norsk og svensk, Lotten. Jeg tror, det hænger sammen med, hvor ofte man hører hvad, for det er jo næsten kun accenten, der udgør forskellen på dansk og norsk (bokmål), men jeg har det rigtig svært, når jeg har min eneste norske kunde i telefonen. Jeg kunne måske komme ud over det ved at skaffe mig nogle flere norske kunder ;-) Men jeg synes, norsk er utroligt musikalsk at høre på. Og dog - det afhænger også til dels af, hvem der taler det.
Charlotte, du har ret. Det glemte jeg. SKÅL i skuret :-)
SvarSletRasmine, jeg kan desværre ikke hoste op med en videnskabelig begrundelse for at dansk er sværere end andre srpog. Jeg er helt enig med dig i, at det må afhænge af ens sproglige ballast. Det er klart, at en, der er vant til de germanske sprog, vil have lettere ved at lære dansk, end en fra polynesien (bare for at tage et eksempel).
Jeg mener at have hørt nogle argumenter, der går på manglen på logik i bøjningerne af mange danske ord, samt udtalereglerne (alle de stumme lyde fx) - men jeg er ikke sprogkyndig nok til at gå i detaljer.
Kommer i tanke om et lille indlæg, jeg tidligere har skrevet om logikken eller mangel på samme i vores modersmål:
http://allreiter.blogspot.com/2007/07/fordel-lempe.html
Skægt digt, men det gælder jo også for andre sprogs bøjningsformer. Der er faktisk glimrende sprog-/lydhistoriske forklaringer på det.
SvarSletStumme bogstaver - jamen det spiller jo ingen rolle, hvis det er det mundtlige sprog, der skal læres. Hvis man betjener sig af skriftsproget i den forbindelse, så tænk bare på fransk! Dansk er den rene barnemad ved siden af. Englænderne er heller ikke for gode, når det gælder overensstemmelse mellem udtale og stavning. - Jeg er ikke specielt ude efter dig, så du må undskylde, hvis det kommer til at virke sådan. Du er bare kommet til at svirpe en af mine kæpheste. jeg synes virkelig, det er besynderligt, at der er så mange, der tror på det. På den anden side skal vi måske være glade for stadig at have en næsen ubrudt nordisk kode ;-)
Rasmine, jeg har altså ikke følt, du var ude efter mig. Jeg kan (som regel) godt genkende en kæphest, når jeg møder den. Måske fordi jeg har en enkelt eller to i stalden selv.
SvarSletOg dine argumenter holder jo vand. Jeg lærer nyt, og jeg nyder det.