Uforudset familieforøgelse

Min mor ringede i går for at fortælle, at der var sket en familieforøgelse hjemme på øen.
Øøeehh, hvad!??!

For et par dage siden havde de hørt en alarmerende killingevrælen fra hønsehuset. En lille, sulten killing var flyttet ind og var helt ulykkelig. Den ikke er meget mere end seks uger gammel og hvordan den er havnet der, er der ingen som ved. Moderen har de ikke kunnet lokalisere. Ingen i nabolaget kender til killingen.
Så hvad gør man med sådan et lille skravl? Man kan jo ikke slæbe den ud til huggeblokken, når den først har set en dybt i øjnene med sine blå killingeøjne… Min far holdt på, at den måtte flyttes indendørs, fordi der var trusler om nattefrost, så nu sover den i bryggerset i en killingehule på det varme gulv – og er fuldstændig holdt op med at græde.

Husets voksne kat er lidt fornærmet og indtil videre temmelig skeptisk, men nyder godt af ekstra forkælelse i disse dage. Han skulle jo nødigt blive alvorligt jaloux. Og han har allerede vist sig nyttig ved at spise i selskab med killingen, som - efter lidt nysgerrig studeren - abede efter og nu helt selv tager fast føde til sig. Vandet i skålen havde den ikke lige fattet noget af, før den, hjulpet af en menneskehånd, oplevede at snuden blev våd, når den brød vandspejlet. Det lille pus har sandsynligvis ikke prøvet andet end at die hos sin mor, så alt er nyt - og meget, meget spændende.
Min mor har fundet noget gammelt killingelegetøj frem, og nu hvor der er mad i den lille mave og de har fået bugt med dehydreringen, er der allerede livlig aktivitet.

Killingens navn er Fighter.
Den har gjort sig fortjent til det og kan slet ikke hedde andet.