Det sker af og til, at jeg om morgenen deler bus med en ung fyr, der skiller sig lidt ud fra mængden. Og det er ikke piercinger, kulørt hår eller spraglet tøj, jeg taler om. Tværtimod er han ret afdæmpet i sin fremtræden.
Det første hos ham, der fangede mit øje, var hans grønne jakke med Skov- og Naturstyrelsens logo. Det var sikkert ikke det, der ville have fungeret som blikfang for ret mange andre, men som tidligere underviser på skovskolen i Nødebo er jeg altid lidt nysgerrig, når jeg møder skovuniformen. Det jo kunne være en af mine tidligere studerende. Det var det imidlertid ikke, for jeg har kun undervist skov- og landskabsingeniører og titlen på hans jakke lød ’Skovhjælper’.
Og først efter at have konstateret dette, gik det op for mig, at han besad disse umiskendelige ansigtstræk, som vidner om, at han har Downs syndrom.
Jeg blev sgu så glad. Ikke fordi han har Downs selvfølgelig, men fordi han tydeligvis befandt sig godt i sit arbejdstøj, trofast på vej til dagens dont. Og så føles det altså rart at vide, at der nogle steder i dette samfund er rummelighed nok til at give ham og flere af hans ligemænd et meningsfyldt arbejde.
Det viser sig, at han arbejder som medhjælper på Naturcenter Herstedhøje sammen med en god håndfuld andre udviklingshæmmede som et led i et projekt, der nu har to år på bagen og indtil videre kun har været én stor succes. Lige nu er disse mennesker faktisk selv i færd med at istandsætte det, der skal blive deres eget hus i skoven. Huset skal fungere som et hovedkontor for et ”rejsehold af udviklingshæmmede skovhjælpere”, som får til opgave at rykke ud til forskellige opgaver i Vestskoven.
Der er mere om projektet i seneste nummer af Skov- og Naturstyrelsens nyhedsbrev.
Flere af den slags projekter, tak! De er berigende for alle :-)
Åh du skønne Lotten - tak fordi du bringer dine iagtagelser.
SvarSletDet er så få steder at udviklingshæmmede integreres i vores arbejdsliv - og jeg beriges hver gang jeg oplever det.
I min lokale Bilka (Fields) da er det et hold udviklingshæmmede der håndterer al flaskesorteringen. Fakse vandrehjem drives udelukkende kun af udviklingshæmmede.
Når man ser hvor stolte disse personer er når de siger at de arbejder og har et liv som alle andre - det er guld. Og en mere stabil arbejdskraft kan man ikke få.
Men hvor er der forbavsende få arbejdspladser der tager et socialtansvar og asætter udviklingshæmmede - bare de ville - for der sidder rigtig mange på daghjem og væresteder, hvis eneste drøm er et.....arbejde...
tak fordi du bragte det på banen.
Det var rigtig dejlig og varmende læsning der.
SvarSletJeg kan kun tilslutte mig shabby-mariannes kommentar. Det er alt for få steder, hvor udviklingshæmmede får arbejde og når vi ser, hvor stolte de er, er det virkelig ærgerligt.
Sikke en berigende historie, Lotten. Jeg har læst Shabby-Mariannes kommentar ovenover, og jeg blive helt varm om hjertet. Når man ikke selv har udviklingshæmmede inde i sin dagligdag, tænker man ikke i de baner, men selvfølgelig skal de have et arbejde, hvor de gør nytte til glæde både for sig selv og andre. Skønt indlæg - tak!
SvarSletKære 3xM. Tak for jeres kommentarer! Det er ved at være noget tid siden, jeg mødte den unge skovhjælper første gang, men det var først da jeg læste nyhedsbrevet, at jeg forstod omfanget af projektet. Det betyder nemlig, at det ikke kun er ham, der glad tager på arbejde hver morgen. Man får næppe mere stabil arbejdskraft end disse mennesker, netop fordi de er så stolte over at være en integreret del af arbejdsstyrken. Og jeg er af den overbevisning, at deres bidrag på en arbejdsplads kun kan være gensidigt berigende.
SvarSletHvor er det dejlig læsning, Lotten. Også din sidste kommentar her, for hvor har du dog ret.
SvarSletJeg så engang en udsendelse i fjernsynet, hvor man netop fremhævede disse mennesker, og hvor tilfredse de var blevet efter at have fået et arbejde.
Tak for dit bidrag til projektet ved at skrive her. Jeg bliver så varm om hjertet, når jeg læser.
Man bliver rigtig varm om hjertet af, at læse denne beretning. Specielt også glad på hans vegne - han er givetvis pavestolt over, at være en del af noget der giver ham og andre indhold. Det giver mig indhold at vide, at han er på vej og ikke på afveje.
SvarSletMht. downs syndrom gør mig sig jo nogle tanker om dette i en gravid tilstand som min. Når den scanning nærmer sig, er det en ømt emne at tage stilling til. Havde spunken i maven nu haft down (det har den ikke), kunne jeg ikke forestille mig at skulle fravælge. Det skiller bestemt vandene at have den holdning. Måske skulle tvivlerne læse din rørende beretning. Eller gense Nick Horups udsendelser om Morten, Anna og Peter. Man kan da kun elske disse livsbekræftende skæve mennesker.
Johanne, jeg er glad for med ord at kunne varme hjerter :-) Men i virkeligheden er det jo Skov- og Naturstyrelsen vi skal takke. Det kunne være, jeg skulle sende dem et link, så de kan læse alle disse kommentarer...
SvarSletMajsen, det er en svær problemstilling og jeg ved faktisk ikke, hvor min egen grænse går. Hvem er vi til at vælge eller fravælge liv, bare fordi nogle kromosomer har slået kolbøtter? Downs syndrom resulterer jo ofte i meget glade mennesker, men der er andre handicaps, som nok kan være sværere at leve med - både for den ramte og for familien selv.
Jeg har levet med både fysisk og mentalt udfordrede personligheder siden jeg var helt lille, og jeg tror ikke, jeg ville kunne vælge fra...
Præcis mine ord. I det hele taget er undersøgelser for arvelige sygdomme et prekært emne. Eksempelvis kan der undersøges for diabetes og fravælges på denne konto. Det gør mig lidt ked at vide - selv levet hermed siden de 5 år og fejrer snart 32 års jubilæum. Jeg elsker mit liv med alle dets finurligheder. Og ja - der har været episoder som andre ikke skal opleve. Men så længe fokus er på det man kan, fremfor det man ikke kan, så leves livet fantastisk fra selv en skæv side.
SvarSletMajsen, jeg kunne ikke drømme om at vælge en diabetiker fra!!! Bare tanken gør mig harm. Hvad bliver det næste? Rødt hår og fregner?
SvarSletDet lugter lidt af designerbørn, synes jeg.
Dejligt at læse dine ord om indgangsvinklen til egen formåen. Hvis alle tænkte sådan, var der mange psykologer, der blev arbejdsløse ;-)
Ha ha ha - kunne godt tænkes.
SvarSletmmmm Lotten. Man siger jo at mennesker med downs er guds engle på jord - det er dejlige mennesker - og hvor er det dejligt at han er på vej i bus med arbejdstøj og en opgave der venter. Som ung havde jeg frivilligt arbejde i en "ungdomsklub" der var oprettet for unge evnesvage (hedder det mon det endnu). Jeg elskede det. Knus fra Ærø
SvarSletHvor dejligt skrevet.
SvarSletAt befinde sig godt i sit arbejdstøj, er det ikke det, vi alle kunne ønske af vores liv?
Mentalt udfordrede personer? -Det skulle vel aldrig vaere biologerne fra Aarhus Uni du mener?! :-D
SvarSletEr "hjemme" i Schweiz nu -- her er saa koldt at jeg kan *foele* mine oerer blive blaa... Suk.
Charlotte, det må have været meget givende, det er jeg sikker på :-)
SvarSletAllan, du rammer hovedet klokkerent på sømmet!
Hansen :-D de er i en liga for sig, men det var ikke dem, jeg mente ;-)
Hej Loonie - er på banen igen, selvom Ejermands bærbare er nede med influenzalignende symptomer (argh!).
SvarSletKender jo alt for godt til, at der rynkes på næsen af folk, der stritter lidt. Vi bor klods op ad de strittende og nyder, at der hver dag er lidt mere at grine af og tænke over, end hvis vi var omkranset af navlefikserede ligusterfascister. Der er heldigvis to unge fyre, der hver morgen tager bussen sammen med Ejermand, og de skal da på arbejde! De er morgenglade, friske, høflige, hjælpsomme, imødekommende, oprigtige, interesserede - og mange andre ting, som såkaldt "almindelige" mennesker slet ikke orker at være, endsige kan være.
Vi har sikkert alle et eller andet, som vi kunne være blevet sorteret fra på grund af - skæve tænder, hammertæer, en fregne i panden, kraftig kropsbehåring (aka pels?) osv. Ud med ensretningen og mangfoldigheden længe leve!
Ralph, lad os bjæffe et LEVE for mangfoldigheden næste gang vi ses!!!
SvarSlet