Synkronicitet

I søndags var jeg ude at løbe. For første gang siden 31. december 2006. Og nej, det er desværre ikke en tastefejl, for i mere end et år har jeg ikke haft mine løbesko på. Det burde derfor ikke have overrasket mig, hvor ømme mine ben ville blive efterfølgende. Men jeg troede vel, at en lille tur på 6-7 km ikke ville være så slemt, når jeg nu har cyklet så meget i sommer. Pffff... jeg skulle blive klogere. Selve løbeturen gik godt, rigtig godt - men jeg har jo også sparet på kræfterne i flere måneder efterhånden. Det var først dagen efter, jeg blev mindet om, at jeg er et helt almindeligt menneske med en krop, der reagerer helt almindeligt. Tak skal du ellers have! Man skulle tro, jeg havde løbet en maraton, så ondt har det gjort.

Det første år i København løb jeg meget. Jeg var holdt op med at ro, men formen var stadig god og en lille tur på 15 km kunne ikke tilnærmelsesvis mærkes i benene dagen efter. Så købte jeg min drømmecykel og der blev længere mellem løbeturene. Efterhånden gik der mere og mere tid med andre ting, vi gik i gang med at renovere båden, og løbeskoene fik lov at samle støv. Nu samler cyklen også støv, for jeg er for øm over den til at den må komme udendørs på vejsaltårstiden. Altså er formkurven støt for nedadgående og jeg har besluttet at det er på tide, at kurven knækkes. Ikke kun via løb, men jeg har endnu ikke besluttet, hvilket supplement, der skal til.

Flere har spurgt, hvorfor jeg egentlig ikke bare begynder at ro igen. Bare en gang i mellem.
Det kan jeg simpelthen ikke.
Årsagen findes på billedet.

Ratzeburg Regatta 2004. Det er mig uden kasket.

Foto: Finn Andersen

Synkroniciteten kommer ikke af sig selv. Og det er i den type balance, man skal være, før det føles rigtigt. For mig. Jeg ved jo, hvordan det føles, når mandskab, båd og årer i perfekt balance glider gennem vandet. Og jeg ved, hvor meget, det kræver at opnå den balance. Det kan man desværre ikke, hvis man kun træner et par gange om ugen, for der ligger virkelig meget arbejde bag den sublime rooplevelse - og jeg er færdig med at prioritere sport som det første i mit liv.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ville blive irriteret på mig selv, når båden vippede, når jeg ikke fangede vandet ordentligt, når jeg skivede åren for sent, når jeg ikke holdt begge skuldre lige, når jeg åbnede i hoften for tidligt. Når det ikke kørte for mig. Så derfor lader jeg være. Jeg stoppede mens legen stadig var god og jeg savner det stort set aldrig.

Jeg savner at være i god form, savner at vide, at min krop er en velsmurt, stærk og smidig maskine. Men der er andre måder til at opnå denne følelse, og roningen er ikke længere min sport.

Så jeg tøffer videre i løbeskoene, indtil jeg finder på noget andet.