15.1.08

Synkronicitet

I søndags var jeg ude at løbe. For første gang siden 31. december 2006. Og nej, det er desværre ikke en tastefejl, for i mere end et år har jeg ikke haft mine løbesko på. Det burde derfor ikke have overrasket mig, hvor ømme mine ben ville blive efterfølgende. Men jeg troede vel, at en lille tur på 6-7 km ikke ville være så slemt, når jeg nu har cyklet så meget i sommer. Pffff... jeg skulle blive klogere. Selve løbeturen gik godt, rigtig godt - men jeg har jo også sparet på kræfterne i flere måneder efterhånden. Det var først dagen efter, jeg blev mindet om, at jeg er et helt almindeligt menneske med en krop, der reagerer helt almindeligt. Tak skal du ellers have! Man skulle tro, jeg havde løbet en maraton, så ondt har det gjort.

Det første år i København løb jeg meget. Jeg var holdt op med at ro, men formen var stadig god og en lille tur på 15 km kunne ikke tilnærmelsesvis mærkes i benene dagen efter. Så købte jeg min drømmecykel og der blev længere mellem løbeturene. Efterhånden gik der mere og mere tid med andre ting, vi gik i gang med at renovere båden, og løbeskoene fik lov at samle støv. Nu samler cyklen også støv, for jeg er for øm over den til at den må komme udendørs på vejsaltårstiden. Altså er formkurven støt for nedadgående og jeg har besluttet at det er på tide, at kurven knækkes. Ikke kun via løb, men jeg har endnu ikke besluttet, hvilket supplement, der skal til.

Flere har spurgt, hvorfor jeg egentlig ikke bare begynder at ro igen. Bare en gang i mellem.
Det kan jeg simpelthen ikke.
Årsagen findes på billedet.


Ratzeburg Regatta 2004. Det er mig uden kasket.

Foto: Finn Andersen

Synkroniciteten kommer ikke af sig selv. Og det er i den type balance, man skal være, før det føles rigtigt. For mig. Jeg ved jo, hvordan det føles, når mandskab, båd og årer i perfekt balance glider gennem vandet. Og jeg ved, hvor meget, det kræver at opnå den balance. Det kan man desværre ikke, hvis man kun træner et par gange om ugen, for der ligger virkelig meget arbejde bag den sublime rooplevelse - og jeg er færdig med at prioritere sport som det første i mit liv.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ville blive irriteret på mig selv, når båden vippede, når jeg ikke fangede vandet ordentligt, når jeg skivede åren for sent, når jeg ikke holdt begge skuldre lige, når jeg åbnede i hoften for tidligt. Når det ikke kørte for mig. Så derfor lader jeg være. Jeg stoppede mens legen stadig var god og jeg savner det stort set aldrig.

Jeg savner at være i god form, savner at vide, at min krop er en velsmurt, stærk og smidig maskine. Men der er andre måder til at opnå denne følelse, og roningen er ikke længere min sport.

Så jeg tøffer videre i løbeskoene, indtil jeg finder på noget andet.

17 kommentarer:

  1. Det var da godt nok spændende læsning, Lotte, og jeg forstår dig, når du ikke vil være roer mere, det har simpelthen for store omkostninger. Og egentlig er der vel også en tid til at ro, en tid til ... - ja hvad som helst, for at vi kan opleve så meget som muligt i livet. Men øv at du lagde så hårdt ud med løbeturen. Jeg er spændt på, om du finder på andre motionsformer end løb, for jeg trænger selv til inspiration.

    SvarSlet
  2. Må også sige, at det er en yderst yndigt gangart du kan præstere i øjeblikket ;-)

    SvarSlet
  3. Madame, jeg tror, jeg ender i en romaskine i et motionscenter, for lige nu skal det være en fleksibel løsning og roning er næst efter svømning den mest effektive motionsform. Man træner alle de store muskelgrupper uden at belaste leddene.

    MrsCute, ja jeg ikke er jordens mest graciøse væsen i disse dage, grin. Men det går bedre i dag. Du skulle have set mig i aftes ;-)

    SvarSlet
  4. God bedring til de ømme ben Lotten.
    Du minder mig om at jeg må se at finde tid til at komme ud på landevejen igen snarest.
    Gik dog en lille tur idag - bare for at lægge blidt ud.
    Dine tanker om roning kan jeg så udemærket følge. En af primærårsagerne til at jeg selv var alt for længe om at komme i form efter hhv. 2. og 3. fødsel var netop at det var umuligt for mig at genoptage "min sport".
    Fitnesscentret er et alternativ, løb er et alternativ til alternativet, men passiviteten og den dårlige form er det værste jeg kan tænke mig. Aldrig igen.

    Det er iøvrigt et supergodt billede :o) Det må være dejligt med sådanne minder.

    (Tak for din søde hilsen hos mig)

    SvarSlet
  5. Bitten, jeg er heller ikke meget for passivitet, men jeg skal på en eller anden måde have slæbt mig op til rampen og ud af starthullerne, for så ved jeg at der skabes en form for momentum, så jeg kommer afsted regelmæssigt. Jeg har før været endorfinjunkie og kunne sikkert sagtens få den slags abstinenser igen...

    Fitnesscenteret er slet ikke min kop the, men når det skal være fleksibelt og indendørs, så er der vel egentlig kun den løsning ud over svømmehallen - og det giver mig ikke sved på panden, smil.

    Jeg holder også meget af billedet, og valgte at vise netop det, fremfor et af de mange hvor vi ror. For også på land, på vej i og op af båden var vi synkrone, min makker og jeg. Vi var nærmest siamesiske tvillinger i de år, fuldstændig i symbiose.
    Og ja, det er skønne minder også fra vores tid sammen uden for båden, vores kombinerede makker- og venskab var noget unikt - hvilket selvfølgeig også er en årsag til ikke at genoptage roningen. Jeg har svært ved at forestille mig et tilsvarende makkerskab.
    Heldigvis er min gamle makker og jeg stadig nære veninder, så jeg har den helt rigtige at dele minderne med :-)

    (Og velbekomme. Jeg mente faktisk det med tulipanerne!)

    SvarSlet
  6. Søndag morgen var også her dagen, hvor løbeskoene igen skulle bruges til, hvad de er lavet til. Så måske løb vi helt samtidigt? Mit løb gik dog ikke så glat som dit lyder til, men over forventning. Skinnebenene er til gengæld ubehagelig mærket af turen.

    Ellers er jeg også krøbet til fitnesscentreret. Det passer mig ikke, men nu sidder jeg der og gør hvad instruktøren siger under diskolys og -musik og tramper i pedaller uden at komme nogen vejne!

    SvarSlet
  7. Sara, du ved jo om nogen, hvordan det kan føles, når sculler og roer føles som en graciøs enhed. Savner du det nogensinde?

    En instruktør eller en træner kan nu være en ret god ting at have, men i første omgang tror jeg ikke jeg kommer til at gå på nogen hold, for det er jeg lidt for ufleksibel til. Det KAN være ret fedt, men i den retning er jeg mest til yoga ;-)

    SvarSlet
  8. Roning er der meget at sige om. Jo, savner følelsen af at glide henover vandet. Men ved ikke om det nogensinde bliver igen, for som du siger, er det nok ikke muligt at nøjes.

    Yoga med den rigtige lærer er genialt. Boulder var om noget stedet for yoga. Kommer du forbi kan jeg klart anbefale Kassandra
    Genovesi. Witney har ikke lige samme yoga-udbud, hvis noget. Men der mulighed for spinning-timer hver dag og meget kan man sige, men det får pulsen op.

    I centreret står to roergometre og kigger på mig, mens det sjældent har været et problem med motivation med rotræning på vand, så skal jeg helst have en at ro ved siden af i ergometer.

    SvarSlet
  9. Kæreste K2.
    Tænk at jeg ved at tjekke din din blog lige netop i dag finder det skønneste billede fra Ratzeburg og en dejlig hilsen om vores tidligere trip ;-)... Ja, vores roning var noget helt særligt, det er der ingen tvivl om. Heller ikke jeg gider den kvarte løsning med et par gange om ugen, og Limfjorden byder på disse kanter heller ikke på de rette betingelser, om jeg så ville eller ej...
    Også jeg var netop i går i skoven i løbesko for første gang i meget meget længe. Har længe overvejet fittness, men foretrækker stadig landevejscyklen og ægte bakker. Som resultat sidder jeg nu i sofaen og er ret træt af de stramme bukser og den manglende kondi. Vil med det samme hanke op i Alfred og gå en tur ud i Skive. Vi snakkes - og ses forhåbentlig inden for længe.
    Kram fra K1

    SvarSlet
  10. Sare, jeg forstår præcis hvad du mener med at det er bedst ikke at ro ergometer alene - men jeg tror nu alligevel, jeg vil gøre forsøget inden længe.

    Kære K1
    Jeg savner helt sikkert vores samvær mere, end jeg savner roningen - og det er dejligt at se dig her i kommentarfeltet :-)
    Klap Alfred fra mig og sig det er godt, han kan sørge for at lufte dig en gang imellem ;-)
    Kh K2

    SvarSlet
  11. Kan læse at du ikke som mig kan finde ro (ti hi) i en gig båd sammen med 4 andre storpludrende kvinder...Men jeg har jo heller aldrig været på dit plan romæssigt, så jeg kan jo egentlig godt forstå dig...men at undvære vandet ...det er svært...jeg glæder mig til vi ( mandagspigerne) skal ud igen..Kh.Mandagspigen...

    SvarSlet
  12. I øvrigt må du næsten have stødt ind i nogle af mine roveninder i Ratzeburg i 2004...da var de der med deres ældste søn og havde nær glemt deres yngste på en rasteplads (fniiis)

    SvarSlet
  13. Anne, jeg synes det er knasende hyggeligt med en tur i inrigger med kaffe på kanden, men det er ikke rigtig blevet til noget efter at jeg flyttede til hovedstaden. Lysten til hav får jeg i stedet styret gennem sejlads med sejlbåd, for jeg kan heller ikke undvære det våde element.

    Jeg har mødt mange fra Sorø Roklub rundt omkring i ind- og udland, så det er bestemt ikke usandsynligt at jeg også har mødt dem, du tænker på ;-)

    SvarSlet
  14. Lauge skulle se, hvad skøjter er, så vi fandt denne her på YouTube:
    Synkronskøjteløb

    Vidste ikke der var synkronskøjteløb - det fascinerer mig.

    God vind i ergometret!

    SvarSlet
  15. Jeg sidder bare og er dybt forundret over, hvordan men laver koreografi til og instruerer i den disciplin!
    WOW!

    SvarSlet
  16. Fniiis...selvom vi ror i gig(t)båd er det ikke en inrigger...bare en lidt stor, tung, men magelig out/ud rigger...passer lige til mig lidt magelige temperement...men mere rosnak lørdag ...måske

    SvarSlet
  17. Jeg har faktisk prøvet en slags gig. Vi deltog i de internationele mesterskaber i kystroning, hvr vores båd var en selvlænsende gig-type.
    Vi ses på lørdag :-)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!