11.2.08

Pariserpostkort

Vi har jo begge været der før, og derfor har vi valgt at holde os så langt væk som muligt fra de værste turistfælder, dvs. de klassiske attraktioner som monumenter, kirker, museer og store butiksgader. Vi tager ikke metroen, men går rundt til alle destinationer - og helst via de små gader. Vi har kun én mission med weekenden, for der skal hældes hygge og karmapoint ind på kontoen. Mange af pointene hentes på den kulinariske front.



Franskmændene kan bare noget med mad. Og med at præsentere deres madvarer, så man får lyst til at købe det hele!
Vi smovser i fedtede snegle, lækre oste, galettes, crepes og croques, café creme med æbletærte til - og lam, der er så mørt, at det kan tygges med øjenbrynene. Den daglige askese hvad angår mæleprodukter og hvidt brød er blevet rangeret ud på et sidespor i denne weekend, for den slags afholdenhed skal ikke komme i vejen for smagsløgenes fest, når der er dømt ferie.

Men det hele handler jo ikke om mad, og selvom vi forsøger at undvige turisterne (som der heldigvis ikke er så mange af i februar måned), kan det ikke helt lade sig gøre. For solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg insisterer på at vi går op og nyder udsigten og kontrasterne på Montmartre. Altså aflægger vi Sacre Coeur en lille visist.


Søndag beslutter vi ydermere at tage på Musee de la Marine, hvor ingen af os tidligere har været. Museet er næsten 200 år gammelt og ligger på Place du Trocadéro med udsigt til bl.a. Eiffeltårnet. Efter at have bevæget os igennem den franske søfartshistorie på godt og ondt slentrer vi tilbage mod centrum langs Seinen. Uden at anstrenge os holder vi trit med en stor kulpram, der trods fuld kraft på maskinen kun snegler sig op mod den stærke strøm. Turbådene, der går den modsatte vej, stryger til gengæld forbi i al hast.

Langs kajen ligger en hel park af husbåde. Vi møder bl.a. Andrea. Og jeg sender husejeren en varm tanke. Jakkerne åbnes og hanskerne pakkes væk, for her er læ og varmen fra den blege februarsol er mærkbar.

Vi finder endnu en café og sætter os for at dyrke favoritdisciplinen people watching - vi indsnuser stemningen, drikker kaffe, lytter til samtaler på fransk, finsk, tysk, engelsk, spansk og italiensk, vi snakker, læser og skriver postkort. Kæresten har fået friske forsyninger af akvarelfarver i en lille hyggelig butik i latinerkvarteret, og nu bliver nogle af weekendens indtryk omsat til udtryk. Vi har ingen hastværk, for vi har ingen faste planer. Vi improviserer og vi nyder det.

Det er slet ikke så tosset at være i Paris lige nu.

18 kommentarer:

  1. Du får det til at spire om en tur til Paris.
    Det lyder fuldstændigt dejligt, afslappende og romantisk!
    Og maden lyder skøn.

    Billederne er flotte, og sikke en blå blå himmel :-D

    SvarSlet
  2. Sikken parisertur! Man bliver jeg helt misundelig. :-)

    SvarSlet
  3. Det var dejligt at læse, fuldstændig som at komme "hjem". Vi gør nemlig på samme måde, med at gå rundt og nyde og suge indtrykkende ind. Skøn tur - tak.

    SvarSlet
  4. Hvor lyder det bare som en dejlig miniferie! Karmapoint og sansning på alle planer - wauw! Tak fordi du ville fortælle - og inspirere alle os andre.

    SvarSlet
  5. Uhm uhm uhm - tror lige jeg læser det endnu engang. Elsker at "få" postkort.

    SvarSlet
  6. Det er nemlig sådan Paris skal opleves... bliver også helt mavesyg ved tanken! Der må gøres noget ved det ;-)

    SvarSlet
  7. Tazzadaha, mein kaeres Lottchen!
    Ja, det lyder som noget af en ideel weekend I havde! Saadan skal det goeres!
    Sidder selv her i Z her m jetlag fra Californien -legede turist i San Francisco i loerdags, gaatur op gennem byen fra havnen, helt op & over Golden Gate broen, ned til Sausalito, og med faergen tilbage til San Francisco, forbi Alcatraz. Sol og --som du siger, yndlingsbeskaeftigelse nr 1-- people watching. I bliver noedt til at kigge forbi derovre engang :-)
    Og god bedring hvis der endnu er lidt snot tilbage i boetten!

    SvarSlet
  8. Marianne, Paris er dejlig på alle årstider, men jeg synes især det er dejligt at være der, når der ikke er sort af turister og stegende hedt.

    MrsCute, jeg nød det sådan!

    Velbekomme Sister og Madame, jeg deler gerne. Især når der findes læsere som jer :-)

    Jeg holder også meget af postkort, Majsen. Er glad for at du syntes om dette.

    Jeg ville ønske, jeg kunne fransk som dig Nille, for så er jeg sikker på, jeg ville få endnu mere ud af det. Bortset fra at jeg ville komme til at købe mig fattig i alle deres dejlige boghandler. Mit franske rækker indtil videre kun lige til børnebøgerne, grin.

    Dr. D, det VAR en ideel weekend! Da de tre timers formiddagsregn fredag var overstået stod den på tørvejr resten af tiden, så det kunne ikke passe bedre.
    San Francisco tabte jeg mit hjerte til for snart 11 år siden...hvis bare byen havde ligget her! Det var faktisk der, jeg første gang prøvede at køre mtb. Og første gang, jeg spiste sushi var også i SF :-D

    SvarSlet
  9. Åh altså Lotten, der fik du da lige sendt flere af os til Paris igen, tak for turen.

    SvarSlet
  10. Pragtfuld lænestolsrundtur i den skønne by og tusindtak for de venlige tanker ud for Andrea.

    For en fire-fem år siden gik jeg samme tur - på jagt efter det sidste rigtige maritime link til Titanic - tenderen Normadic - som lå over for Eiffeltårnet og var tæt på at blive hugget op.

    Nu er den i Belfast - og en gang skal jeg over at besøge den der ;)

    SvarSlet
  11. Flotte billeder og spændende historie. For mange år siden forsøgte jeg at lære at male akvareller. Men det er drønhamrende svært og jeg var fuldstændig talentløs. Det eneste jeg fik ud af det, var en stor beundring for dem som kan.

    SvarSlet
  12. Skagen i morgen! Og så afsted til Paris! Du frister bestemt med det postkort, skal bare lige finde tiden og have bestilt rejsen!

    SvarSlet
  13. Tak for en dejlig feriehilsen.
    Paris har aldrig lokket mig mere end andre steder, men du sælger destinationen godt.

    Det glæder mig at læse at I havde en dejlig weekend og huskede at forkæle jer selv.

    Og så et stor og varmt velkommen-hjem-kram :D

    SvarSlet
  14. Tak for kort med dine dejlige billeder, som får byens stemning til at springe ind i kroppen på mig. Jeg kan mærke luften og solen - dejligt du bringer det med hjem på bloggen.

    SvarSlet
  15. Velbekomme Anne :-)

    Det kan være, det var dine fodspor, jeg gik i, husejer...

    Jeg er også fuld af beundring, Jens - og skipper er faktisk mere end habil til akvareller.

    Nina, du må have en rigtig god tur - først til Danmarks top og siden til byernes by.

    Tak - og kram retur til dig Bitten!

    Gitte, jeg nyder at kunne tage på oplevelsesrejse rundt hos alle jer bloggere og det glæder mig, hvis jeg kan bidrage med lidt den anden vej også.

    SvarSlet
  16. suk, jeg har sådan en længsel efter en tur til Paris, sidste år fejrede jeg min 50 års dag dernede,og hvor beskriver du bare stemningen godt.

    SvarSlet
  17. Sikke en dejlig tur og det marked med fisk - uhmmmmmm jeg kan allerede finde 100 retter i mit hoved. Hvorfor kan man ikke se og købe produkterne på samme måde her i Danmark?
    Tak fordi du tog mig med til Paris (et sted jeg aldrig har været)

    SvarSlet
  18. Det lyder som en dejlig fødselsdag Lene. Vi tog til Madeira, da min mor fyldte 50 og den tur har vi godt nok snakket meget om siden.

    Ja Marianne, Danske handlende kunne lære noget af Pariserne...
    Det er aldrig for sent at tage et smut til Paris :-)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!