4.3.08

Grejdronninger elsker netundertrøjer!

Norske Brynje er blevet en af mine rigtig gode venner inden for de seneste par år. Det er ikke et bekendtskab jeg plejer særlig regelmæssigt, men i perioder er det næsten dagligt. Jeg har netop genoptaget det og har en stærk fornemmelse af, at jeg de næste mange uger kommer til at prise mig lykkelig for Brynjes selskab.

Årsagen til begejstringen skal findes i det faktum, at jeg er begyndt at cykle på arbejde igen og på de 16 km er der god grund til at glæde sig over, at det primært er næsen, som bliver kold. Tricket er, næppe overraskende, flere lag - vel at mærke i de rigtige materialer. Personligt har jeg - udover venskabet med netundertrøjen fra Brynje - allieret mig med Icebreaker, der laver det mest fantastiske uldundertøj af merinould, der kan maskinvaskes.

Altså, netundertøj inderst (fidusen er jo, at den varme, man producerer, 'fanges' i den forholdsvis stillestående luft i nettet og derfor isolerer mod kulde udefra) og dernæste to tynde lag uld for til sidst at gemme det hele under en tynd, vind- og vandtæt skaljakke (min har praktiske refleksstriber)
På understellet holder jeg mig til vinterløbetights med windstopper på lårene (selvfølgelig med en fiks lille polstret cykelbuks inderst, så man sidder godt i sadlen). Og så har jeg netop fået et par meget lidt kønne, men helt fantastiske neoprengalocher til mine cykelsko. Tørre, varme fødder trods sjap og kulde!

Ovenstående er ikke tænkt som et reklameindslag, men jeg har selv mange gange ladet mig inspirere rundt omkring i bloglandskabet, og når vi nu ikke lever længe nok til at gøre ALLE erfaringer selv, er der hermed lidt inspiration til frossenpinde, udendørsentusiaster og cykelmyg.

Icebreaker gør mig i øvrigt ikke kun selskab på cyklen, men er en fast del af min garderobe det meste af året, i hverdagen hvor jeg bare sidder på en kontorstol såvel som når der dyrkes udendørs aktiviteter (det er selvfølgelig også fantastisk, når man sejler!). Uld kommer ikke til at lugte og det holder en varm, selv hvis det skulle blive vådt - i modsætning til kunststof. Og nej, det kradser IKKE.

Har du gode tricks til at holde varmen udendørs?

6 kommentarer:

  1. Tøjet lyder superlækkert til dit brug - på cykel og på båden!
    Mit trick er lige som dig flere lag tøj. Og yderst noget, som kan tåle en skylle fra himlen. Men da jeg mest bevæger til fods, ligger der som regel en paraply i lommen - sådan en lille én, der kan klappes ud. Thinsulate-vanter er også et must, og de må gerne være i fleece - jeg tror de er fra Tiger til en tier ;-)

    SvarSlet
  2. Jeg synes altså ikke at der er noget galt med lidt reklame. Hver gang jeg skriver om en opera eller en god bog, så er det jo også en form for reklame. Og det gælder jo også når andre skriver om en god rødvin eller nye tallerkner eller en ny vase eller god opskrift eller....?

    Jeg synes simpelthen du er så sej og jeg føler mig så forfærdelig sløv, når jeg læser om dit imponerende aktivitetsniveau.

    SvarSlet
  3. Madame, jeg kan kun varmt anbefale Icebreaker til alle på disse breddegrader - uanset aktivitetsniveau. Min mor og min kærestes mor er begge forfaldne og det breder sig efterhånden langt ind i begge vore familier. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi giver gaver, som vi selv ville bruge ;-)

    Fleecehansker er nu heller ikke en dårlig opfindelse, jeg har selv slidt flere par op efterhånden.

    Jens, så fantastisk sej er jeg altså heller ikke! Men jeg prøver at opretholde et vist aktivitetsniveau af flere årsager. Jeg har et ekstremt stillesiddende job og jeg holder af at vide, at ejg gør noget godt for min krop. Lidt sådan som du jo også må have det, når du nu lever så sundt som du gør?

    SvarSlet
  4. Ja joh, men netop fordi at jeg spiser så sundt som jeg gør, så kan det godt ærgre mig, at jeg slet ikke dyrker noget motion. Det burde jeg! Forskellen er bare, at det er helt naturligt for mig, at spise som jeg gør. Jeg elsker det. Til gengæld er jeg slet, slet ikke motionstypen. Jeg har en plan om at jeg måske begynder at gå til noget fitness i løbet af foråret - eller efteråret. Måske!

    SvarSlet
  5. Jens, jeg tror ikke på at man bliver glad af at dyrke motion, hvis man ikke bryder sig om det. Jeg har aldrig selv for alvor brudt mig om at gå i fitnesscenter, og selvom jeg flere gange har taget tilløb, så bliver det ikke rigtig til noget.

    SvarSlet
  6. Hmm, du har sikkert ret. Men på et eller andet tidspunkt finder jeg vel en eller anden form for motion som passer til mig. Jeg har efterhånden prøvet flere forskellige slags motion, men endnu uden nogen form for succes. Derfor skal fitness-center også prøves, selv om jeg på forhånd er mere end skeptisk!

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!