Facebooking daw daw

Jeg har strittet imod rigtig, rigtig længe.
De første invitationer dukkede op i september, og stille og roligt er bunken vokset, men jeg har været standhaftig. Jeg bruger så meget tid ved en computer både på mit job og på aktivitet i blogosfæren, at jeg ikke helt kunne overskue, om jeg kunne administrere et medlemsskab af noget, som jeg havde en stærk fornemmelse af ville være en tidsrøver af rang. Jeg har ikke behov for (flere) overspringshandlinger i min tilværelse, der i forvejen ret ofte kan synes temmelig hårdt booket - og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg først loggede på fælleskabet, ville jeg ikke kunne begrænse mig til et enkelt ugentligt femminutters besøg. Dertil er jeg alt, alt for nysgerrig.

Jeg er kæmpestor fan af sociale medier og de muligheder de rummer. Jeg har været bruger af LinkedIn i flere år og er svært godt tilfreds - men mit indtryk af Facebook var, at det handlede ret meget om fis og ballade, diverse quizer og tåbelige applications, som ikke er andet end underlødig underholdning. Så jeg holdt mig i skindet.

Nå, men efter at have holdt tappert stand i et halvt år, efter at have tøjlet nysgerrigheden og undladt at udforske nærmere, hvad det egentlig drejede sig om, gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg gav efter. Da kæresten en dag for et par uger siden fortalte, at nu havde han fået sig en profil på Facebook - SÅ kan det nok være, jeg også fik logget på! Styret af totalt barnlig bekymring over, om jeg nu gik glip af noget. Og overbevist af mit egen filosofi om, at man først for alvor kan udtale sig kvalificeret om den slags, når man selv har gjort sig nogle førstehåndserfaringer. Og nå ja, så kunne det jo også være, at jeg rent faktisk kunne lære noget!
Så afsted med mig, ud over stepperne og ja tak, ja tak og ja tak til alle de invitationer, jeg havde liggende i mailboksen allerede.

Nu har jeg været medlem af klubben i to uger. Lynhurtigt fik jeg bekræftet en hel håndfuld fordomme og lige så hurtigt fandt jeg ud af, hvad jeg IKKE vil bruge fjæsbogen til. Jeg har med vilje holdt mig fra videoer, quizer, sælgdinevenner-funktioner og lignende unødvendigheder, som jeg ved, jeg sikkert ville føle mig kortvarigt underholdt af, men som jeg bagefter ville ærgre mig over at have spildt min - for mig - dyrebare fritid på. Jeg bliver simpelthen nødt til at prioritere og indtil videre er det lykkedes meget godt trods mange fristende tilbud. Problemet med mange af tingene er, at man først kan finde ud af, hvad de drejer sig om, når man har tilmeldt sig dem... Én funktion er jeg dog blevet lidt hooked på, og ikke overraskende drejer det sig om planter. Man kan nemlig redde regnskov ved at 'sende blomster' til andre på Facebook, der har en Green Patch. Den lange forklaring om, hvordan det kan lade sig gøre, skal jeg spare jer for - men fakta er, at det tiltaler mig stærkt, at det på én gang er både underholdende og samfundsgavnligt.

Men hvad så med 'friends'-funktionen, som hele cirkuset bygger på? Jeg har på to uger fået over hundrede 'venner'. Det er jo helt pløk, for rigtig mange af dem er slet ikke mine venner, men kun bekendte. Nogle er familemedlemmer, og dem kalder jeg jo heller ikke for venner. Men på Facebook differentierer man ikke, alle er 'friends'. Og det er måske i virkeligheden meget godt, for så skal man ikke sidde og bedømme sine relationer efter en eller anden "put folk i de rigtige kasser"-filosofi med fare for at såre eller skuffe nogen - men jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken om at have så mange 'venner' samlet ét sted. For en del af mine vaskeægte, IRL-venner (IRL = In Real Life, klassisk chatsprog), altså de mennesker jeg ville ringe til, hvis det berømte lokum brød i flammer, er slet ikke på Facebook.

Til gengæld har jeg fundet og er blevet fundet af et væld af gamle klassekammerater fra folkeskolen, gymnasiet, mennesker jeg har boet på kostskole med og gamle bofæller fra diverse bofælleskaber, mennesker jeg har rejst sammen med og mennesker jeg delt hverdag med på feltstationen på Mauritius, gamle og nuværende kolleger, tidligere studiekammerater fra universitetet og diverse kurser uden for uni-regi, tidligere klubkammerater fra roklubben og diverse roere fra andre klubber - kort sagt mennesker fra en bred vifte af de mange berøringsflader og netværk jeg har og har haft gennem tiden. Og nåh jo, så har jeg også fået et par 'friends' som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, men som jeg 'kender' via tadaaaa.... blogosfæren! En dag kan det være, at vi mødes i virkeligheden og at jeg med rette kan fjerne apostrofferne - det ville jo være en ekstra bonus, som dog ville have mere at gøre med vores kontakt via bloggen end via Facebook.

Men vist er det skægt. Vist er det hyggeligt at blive opdateret på folks gøren og laden. Jo jo, ingen tvivl om, at det er underholdende at kigge i folks albums og få genoplivet gamle kontakter - men jeg har ikke haft et tomrum, der skulle udfyldes med Facebook. Jeg havde ikke noget udtalt og stærkt behov for at få udvidet mit sociale netværk, og det betyder, at dette bliver til lidt af et overflødighedshorn. For mig. Det er ikke sikkert, det er sådan for andre, og der kan helt sikkert komme meget godt ud af et medlemsskab, men jeg tager det mest som krymmel på kagen.

Hvor LinkedIn på en seriøsitetsskale ligger i toppen og MySpace i bunden, scorer Facebook efter min mening middelkarakter. Den KAN bruges til noget fornuftigt, og jeg nedlægger nok heller ikke min profil derinde lige foreløbigt, men jeg tillægger den heller ikke større betydning, end at det er en platform, hvor jeg kan holde kontakt med langt flere mennesker, end jeg ville kunne overkomme via de mere gængse kommunikationsmidler som mail og telefon.

I morgen skal jeg mødes med en flok bloggere IRL. Vi mødes på Bryggen og se DET er netværk efter mit hovede. Når man bevæger sig fra den forholdsvis ufarlige todimensionelle verden på nettet og mødes ansigt til ansigt i 3D og farver, bliver det for alvor alvor. Jeg synes det er fantastisk, og jeg g l æ d e r mig! Vi ses i morgen :-)