Tvingende nødvendighed

Vi rykker os. Det gør vi skam. Men det SKAL vi også, hvis vi skal gøre os håb om at få båden i vandet i år, så vi igen kan flytte ind i vores hjem. Så vi stod tidligt op og tog på havnen for at tage endnu et skridt i retning af målet.

Vi har muntret os med 1 mm finer, hundedyr lim og en hel skov af skruetvinger. Vi har i vinterens løb fået fremstillet en ny bordplade i rustfrit stål med skvulpekant og høj bagkant. Desværre passer den ikke helt på de eksisterende underskabe (nok forindviklet at gå i detaljer med), så vi er i færd med at nivellere den yderste del af kabyssen op, så den kommer til at flugte med bordpladen. Det skal nok blive godt, men lige denne leg er nyt land for os begge, så det var med tilbageholdt åndedræt, vi smurte limen på. Præcis OTTE minutter havde vi til at påføre lim, lægge pladerne præcist sammen og få lagt det hele under pres.

Det lykkedes og vi udvekslede lettede suk og stolte blikke.

Jeg har tilmed fået malet tredje gang på lidt mere af apteringen og har fået givet et enkelt dørkbræt en omgang 'Mauritius Blue'. Skipper har været i sving med spartelmassen på et andet dørkbræt, hvor vi har proppet hullerne fra montering af fodpumpe og vandtilførslen til den vask, vi har valgt at sløjfe på toilettet. Den tog for meget plads og vi brugte den aldrig. Nu kan vi svejse en af skroggennemføringerne til og dermed eliminerer et af de svage punkter. Vi har stadig fire andre af slagsen, men det føles meget godt at have lavet en 20 % risikominimering!

For nogle er ovenstående sort snak, men det er min virkelighed og jeg uddyber gerne, hvis nogen skulle ønske en forklaring ;-)