Rita Jokiranta

Forleden lavede Donald et indlæg med et meget smukt og dramatisk billede af himmelen. Det fik mig til at tænke på, at den foranderlighed og dynamik, som man oplever på himlen også er noget af det, der til evighed fascinerer mig ved havet. Nok i endnu højere grad, for en sky kan godt synes at hænge næsten i samme position i lang, lang tid, mens bølger altid er i bevægelse. Ingen bevægelse, ingen bølger. Bølger ER bevægelse.

Jeg har aldrig oplevet, at jeg er blevet træt af at kigge på havet. I timer har jeg siddet, gået og stået og stirret ud på, hen over, ned i blå, grå, grønne, turkise krusninger, kattepoter, brændinger og dønninger. Opslugt af skiftene i farve og form. Og øjnene er ikke blevet mætte endnu. Jeg tør ikke skrive, at jeg aldrig bliver træt af at kigge på havet, for jeg har endnu ikke oplevet at det var det eneste, jeg havde som udsigt. Spørg mig, når jeg har krydset Atlanten, om jeg slet ikke er bare lidt træt af at se på havet.

Selvom intet fotografi til fulde kan fange dynamikken, holder jeg også af at se på billeder af bølger. Og derfor hører Rita Jokirantas bog, Seascape Stories til blandt mine absolutte favorit-fotobøger. Bogen rummer nogle smukke, smukke billeder af havet, og er historien om en imaginær rejse til et sted bag horisonten. En rejse mellem liv og død. En rejse på dette kaoselement i stadig bevægelse.

Jokiranta stiftede jeg bekendtskab med efter i begyndelsen af 90'erne at have arbejdet på Åland, hvor hun kommer fra. Hun er fotograf og har en tilgang til fotografiet som kunstart, som tiltaler mig meget. Hendes billeder har en nordiske kølighed og giver en levende fornemmelse af de elementer, hun fanger i linsen. Desværre udstiller hun ikke ret ofte i Danmark, men er man i nærheden af Gøteborg i september, kan man se hendes billeder på Galleri Thomassen.