Ville du redde et andet menneskes liv, hvis du kunne?

For knapt et år siden skrev jeg på opfordring et indlæg om, at det at være knoglemarvsdonor. Dengang skrev jeg også, at jeg ville vende tilbage med et indlæg om organdonation – jeg fik bare ikke gjort mere ved det, men nu har Thereses indlæg om at tage stilling givet mig det fornødne skub.

Jeg har været registreret som organdonor siden 1994. Ja, jeg var meget ung, da jeg tog stilling, men har aldrig ændret mening eller været den mindste smule i tvivl. Min familie blev orienteret om min beslutning med det samme, vi fik en god snak om dette alvorlige emne. Jeg håber og tror, at de vil respektere mit ønske, hvis jeg skulle dø på en måde, så nogle af mine jordiske rester kan genbruges og redde tilværelsen for et andet menneske - eller måske endda flere. Så synes døden ikke så formålsløs. Og noget af mig ville tilmed leve videre efter min død. Det er da magisk. Samtidig tror jeg ikke, jeg selv ville tøve med at takke ja til et transplantat, hvis jeg var så syg, at det var afgørende for, om jeg kunne leve en tålelig tilværelse. Hvis et nyt hjerte fx var afgørende for, om jeg kunne leve længe nok til at se mine børn vokse op. Nu er det jo ikke aktuelt, men det skader ikke at tænke tanken - hvis man gerne vil kunne modtage, skal man så ikke være villig til at give? Præcis som med bloddonation.

Jeg ved selvfølgelig godt, at de pårørende er følelsesmæssigt voldsomt berørte i det øjeblik, de bliver bedt om at træffe valget, for i de tilfælde, hvor en mulig organdonation kan komme på tale, har døden oftest været meget brat og uforudset. Efter lang tids sygdom er der sjældent noget, der kan transplanteres. Altså har de pårørende i de færreste tilfælde haft tid til at vænne sig til tanken – og de kan tilmed stå i den situation, hvor de skal tage stilling til om en respirator skal slukkes. Det er barskt og i sådan en situation er det forståeligt, hvis overblikket og den rationelle tænkning bliver rangeret ud på et sidespor og overskygget af sorg og alt andet end rationelle handlinger.
Men helt ærligt synes jeg, det burde være forbudt at omstøde afdødes ønske. For mig handler det om at respektere en beslutning, som afdøde har truffet, og derfor er det så vigtigt, at man som organdonor får taget en god snak med sine pårørende under omstændigheder, hvor ingen er på sammenbruddets rand. Jeg ønsker inderligt, at min beslutning bliver respekteret, hvis det bliver aktuelt, men samtidig må jeg jo også respektere andre menneskers valg, selvom deres valg måtte vise sig at være et fravalg. Vigtigst for mig er det nu en gang, at valget er truffet – at vi har taget stilling og har formidlet vores ønske videre til vores nærmeste. Det er dét, der tæller.

Der hvor jeg en gang skal hen efter min død, skal jeg ikke bruge min krop. Der er ikke mange ting i denne verden, som er helt sikre, men at vi en dag skal dø, og at vi ikke kan bringe vores hylster med os på vores videre færd (hvis der overhovedet er en sådan) er nok hvad jeg vil betegne som stensikkert! Og jeg er at den faste overbevisning, at man kan lave en meget smuk begravelsesceremoni, selvom der mangler nogle organer. I afskedsstunden tror jeg faktisk, det er meget, meget vigtigere, at det bliver gjort på en smuk måde, på det rigtige sted, i den rigtige stemning, med de rigtige ord – og for nogle de sange/salmer, der er rigtige for dem. Jeg har valgt at ville kremeres, og de eventuelt manglende gram aske kan jeg ikke se skulle kunne ændre ved noget for min familie. Derimod kan de ændre en hel masse for en anden som fx Toke, som Therese fortæller om. Eller for mennesker som min ven og hans storebror, der begge er transplanterede. Den forskel vil jeg gerne bidrage til, hvis jeg skulle dø, mens der stadig er nogle af mine organer, der kan bruges til noget.

Har du taget stilling?