Kære (mad)dagbog

Som eliteroer førte jeg træningsdagbog. Træneren lavede udførlige planer til os med ugens træningspas med detaljer om kadence, distance og tid. Der var ikke noget at tage fejl af. Jeg noterede resultaterne, skrev om min fysiske tilstand og skadestatus, skrev bemærkninger om eventuelle vejrmæssige udfordringer. Sideløbende hermed loggede jeg også samtlige fødevarer, jeg indtog. Døgnets 24 timer. Det var et nødvendigt og effektfuldt redskab til at opnå de mål, min romakker og jeg havde sat os, for vi skulle jo ikke bare passe træningen, vi skulle også sørge for at tabe nok kropsfedt til at komme ned på de magiske 57 kg. Det lykkedes, og en af grundene var netop trænings- og maddagbogen.

Sådan en dagbog lyver ikke, forudsat selvfølgelig at man ærligt og vedholdende fører den. Den er ens hukommelsesprotese. Jeg kan således gå tilbage og se, at jeg for præcis treethalvt år siden spiste to skiver rugbrød med røget filet og hytteost til frokost. Og at jeg om formiddagen havde spist en gulerod og en fiberkiks. Til morgenmad 60 g grovvalsede havregryn med skummetmælk. Og at der var vestenvind på Brabrand Sø. Alt i alt en helt ordinær dag som letvægtsroer.

Sådan ville det ikke helt se ud i 2008.
I dag er jeg tilbage på min normalvægt, min fedtprocent har fundet et sundt leje og jeg har fået mine former og min cyklus igen. Jeg har til gengæld også fået en temmelig middelmådig kondition og har ikke nær så mange kræfter længere. Og den eneste form for dagbog, jeg fører, er denne weblog. Men jeg overvejer faktisk at genoptage madloggen. Fordi den måske ville kunne holde mig på den kostkurs, som jeg i mere eller mindre zigzaggende stil har holdt gennem de seneste år. Det gik rigtig godt hen over sommeren, min hud har ikke set så sund ud i årevis og jeg følte, jeg havde masser af energi. Nu er der gået efterårshygge i den, og jeg blomstrer som en teenager (på den helt forkerte måde). Mine overvejelser om igen at føre dagbog over min kost handler altså ikke om, at jeg vil tabe mig, for det vil jeg faktisk nødigt, men om, at jeg gerne vil tilbage på sommerens niveau.

Det kræver nogen disciplin at føre dagbog over sin kost. Og man er nødt til ikke at snyde, hvis det skal give nogen som helst mening. Det er komplet idioti og spild af tid at snyde, for den eneste man narrer er sig selv. Altså går den ikke at ’glemme’ at notere det ekstra stykke med laks, man sagde ja til til moster Gerdas fødselsdag. De tre glas rødvin lørdag aften skal også med. Og den Tivolistang man lod sig friste til i køen i Netto. For selvom man måske er eneste læser af sin madlog, så har alene TANKEN om at se de ekstra kalorier (eller hvad det nu måtte være, man forsøgte at neddrosle eller helt undgå) sort på hvidt i loggen, en præventiv effekt. Fx er jeg glad for, at jeg ikke fører maddagbog nu, for jeg ville være blevet flov over for mig selv, hvis jeg skulle have noteret mine indtagelser i går. Ikke fordi jeg spiste kage, men fordi jeg spiste så meget af den. ”Jamen du kan da tåle det!?” Næh, selvom jeg er slank, selvom mit kredsløb er godt og min fordøjelse fin, så er der ingen mennesker, der har godt af at råæde sukkerbomber, når deres daglige kalorieindtag i forvejen så rigeligt dækker det, kroppen reelt har behov for. Heller ikke selvom de er slanke.

Jeg er ikke og vil ikke være fanatiker. Jeg har brugt år af mit liv på stram diæt, fordi jeg havde et klart mål for øje, men det vil jeg ikke igen. Det er slet ikke det, jeg sigter imod. Jeg overvejer bare at få lidt struktur på kosten igen. Om det skal være en old school-papirudgave af en kostdagbog eller om jeg skal forsøge mig med en online en af slagsen, det har jeg ikke besluttet endnu.

Hvis der er andre, som overvejer en online madlog, så findes der gratis løsninger her:

Fitday
My Pyramid Tracker
Nutrition Data
Spark People

Og en dansk af slagsen, som dog koster lidt at bruge, finder man på Madlog.dk.