Sankt Gertruds glans

Vores sæsonindikator melder nu om, at vinteren nærmer sig. Glansen er efterhånden gået af Sankt Gertrud, og der er ikke længe til, at grenene rækker mod himlen i helt nøgen tilstand. De sidste par dage har en forfrossen due siddet i træet, pustet op til en kugle af grå fjer for at holde varmen. Den så lige så forhutlet ud, som træet efterhånden gør.


Jeg kom til at tænkte på udtrykket med Sankt Gertrud, og på at mange sikkert bruger masser af talemåder, mundheld og vendinger, som de dårligt husker eller slet ikke kender oprindelsen af. Hvis nogen ikke skulle vide, hvorfor vi bruger den om Sankt Gertrud, kan jeg fortælle at "Sankt Gertrud er helgen for rejsende og vejfarende, og tidligere stod små kapeller med træfigurer til hendes ære ved befærdede vejkryds. Når malingen og forgyldningen skallede af, sagde man, at "nu er glansen gået af Sankt Gertrud".
Der findes flere forklaringer på dette udtryk, heraf også en, der specielt relaterer sig til Sankt Gertruds Kloster i København: I 1397, hvor Dronning Margrethe den Første regerede, var Sankt Gertruds Kloster drevet af et broderskab, der stillede kapellet til rådighed for handelsrejsende, vejfarende og håndværkere på valsen. Sankt Gertrud er skytsengel for de vejfarende, og de havde god brug for ly, da mord, overfald og plyndring hørte til dagens uorden i her midt i Rosengårdskvarteret, som bestod af små, lerklinede huse med knejper og anden lyssky virksomhed. Klosteret blev ødelagt under den store brand i 1728, men blev genopbygget endnu prægtigere i 1731. Under englændernes bombardement i 1807 regnede kanonkugler og brandbomber ned over klosteret, og bygningens smukke tårn gik i brand og styrtede ned." (Ordbogen over faste vendinger).

Men den Sankt Gertrud, som står uden for vinduet og med sit løvfald fortæller, at vi går en kold tid i møde, kommer heldigvis til at genvinde sin glans. Med lidt tålmodighed skulle vi gerne kunne se den vende tilbage med løvspringet til foråret. Det er slet ikke nogen trist ting at se frem til.